Portræt af en oldtidsby

I en optegnelse om et kirkemøde i Ingelheim ved Mainz år 948 omtales blandt andre prominente deltagere en vis Reginbrand, »Århus' kirkes bisp« - og det er byen mere end manden, der interesserer, for det er første gang, dens navn nævnes. Dette »Århus« dukker op et par gange i det følgende halve århundrede, vi får bekræftet byens eksistens, men stort andet fortæller kilderne ikke. Intet om, hvornår og hvordan byen er opstået, eller hvordan den så ud i de første leveår. Her er det, arkæologien kommer til nytte.

Som næsten alle gamle byer hviler Århus på en umådelig dynge af eget affald - en mødding, men således indkapslet i den moderne bebyggelse, at den helt har mistet sin karakter af højning. At komme ned til bunden af dette møgbjerg, hvor vikingelaget ligger, er forbundet med store vanskeligheder, og da den ældste by naturligvis har været ubetydelig i sammenligning med den nuværende, var det ikke så lige en sag at afgøre, hvor man skulle søge. Selve bynavnet, hvis oprindelige form er Aros (åmunding), gav vel et fingerpeg, men alle kvartererne omkring Århus-åens nedreløb er af betydelig ælde. Det oprindelige landskab er, som ovenfor antydet, nu kvalt af bebyggelsen, men ved indgående terrænstudier støttet af gamle kort har man kunnet danne sig et, formentlig nogenlunde pålideligt, billede af, hvordan egnen så ud før byens tid. Inden for det område, hvor den ældste by kunne tænkes at have ligget, var der to egnede bebyggelsesflader. Helt ude ved havet, indkilet mellem å og kyst, lå et sandet næs, hævet et par meter over havfladen og med stejle brinker mod vandet; skønt lavt i forhold til nu rejste det sig højt og tørt over - til den ene side stranden, til den anden side et sumpet bagland. I dette bagland, hvis sydgrænse dannedes af åen, lå, adskilt fra strandbakken, en noget mindre og lavere højning, nærmest en holm. Det kvarter af nutidens Århus, som repræsenterer holmen, har udmærket sig arkæologisk ved et påfaldende stort antal runestensfund, og her ligger Frue kirke, en bygning af høj alder, oprindelig byens domkirke. Men på strandbakken, der forhen har været befæstet (det fremgår bl.a. af gadenavnene »Volden« og »Graven«), ligger den nuværende domkirke, som vides bygget på tomten af en ældre trækirke. Ingen af de to højninger kunne altså på forhånd afvises som muligt hjemsted for den ældste by. (Fig. 1).

Et kærnepunkt i diskussionen var netop domkirkeskiftet, som fandt sted omkring år 1200, og som man fra historisk kilde ved en del om. 1180 døde en i byen højt anskrevet borger, en mand ved navn Niels, kongeætling og meget bekendt for sin fromhed. Hans sidste ønske var at blive begravet - ikke i den daværende domkirke, men i »trækapellet ved havet«, hvilket skete. Snart efter rygtedes det, at den hellige mands grav havde undergørende kraft, og deraf kom det, at biskoppen, Peder Vagnsen, gav byen en ny domkirke, som kom til at ligge på trækapellets plads. - Desværre fortæller kilderne kun om kirkerne, ikke om byens beliggenhed. Bering Liisberg, som i 1910 tog spørgsmålet op til overvejelse, forestillede sig, at den oprindelig havde ligget på holmen, men at den efter domkirkeskiftet blev flyttet til strandbakken, som først derefter er blevet befæstet.

På den lave højning i det beskyttende morads er der efter Liisbergs mening opstået en boplads, dækket af strandbakken, så at den ikke kunne ses fra søen, og med forbindelse sydpå over et vadested; det der har givet navn til gaden Immervad. Omkring midten af 900-årene skulle denne hypotetiske by altså have vokset sig så stor, at den kunne tiltrække et bispesæde. Fra skriftlige kilder vides det, at Århus år 1050 blev plyndret og brændt af Harald Hårdråde, og Liisberg forestiller sig, at stenkirken, den oprindelige domkirke, kan være opført samtidig med, at man genrejste byen. - Liisbergs teori blev nogle år senere taget op af Hugo Matthiessen og udbygget i overensstemmelse med hans opfattelse af de østjyske byer som vadestedsbyer, fremvokset hvor de gamle hovedfærdselsårer, hærstræderne, krydsede de store åer. Overgangen ved Immervad, hvor veje fra forskellige verdenshjørner løb sammen, skulle med andre ord have været bestemmende for byens opståen, som efter teorien må tænkes foregået langsomt ved at købmænd har slået sig ned ved det stærkt trafikerede vejknudepunkt. For en sådan selvgroet og i hvert fald fra først af ganske ubeskyttet handelsby måtte den dækkede holm være at foretrække for den mere udsatte strandbakke, der først efter voldens anlæggelse kan have været virkelig velegnet til beboelse. Liisberg og Matthiessen er enige om at give biskop Peder Vagnsen, der var Absalons nære slægtning og som sådan en mægtig mand, æren af at have anlagt - ikké blot den nye domkirke, men selve den befæstede by, hvis hele karakter ansås for typisk middelalderlig. Beliggenheden på strandbakken var ideel for en havneby. Det ældste Århus, hvis eksistens var baseret på landevejshandel, har efter flytningen fået luft under vingerne - mente de to forskere.

Denne smukke skrivebordskonstruktion kom imidlertid ikke til at stå alene. Samtidig med, at den udformedes, fremsatte en anden byhistoriker, J. Hoffmeyer, en teori, der gav strandbakken forrangen: Her havde den ældste by ligget. Bebyggelsen på holmen var blot én af flere forstæder, som efterhånden var vokset frem. Sådan stod påstand mod påstand til omkring 1960, da teorien om holmbyen kom i alvorlig modvind. Talrige oldsagsfund var i de forløbne år dukket op, og det var umuligt i længden at overse, at langt de fleste kom fra strandbakke-kvarteret. »Over for jordfundenes klare vidnesbyrd må teorierne give tabt, uanset at de iøvrigt giver en god forklaring«, skrev Helge Søgaard og fastslog samtidig, at det ældste Århus i overensstemmelse med navnet har ligget ved åmundingen, altså på strandbakken. Byen må være opstået senest omkring midten af 900-årene.

Sådan stod sagen, da udgraverne tog fat; deres opgave var at føje bevis bag teori, og man må sige, at det lykkedes i usædvanlig grad (Fig. 2). Det nuværende domkirkekvarter på strandbakken er ikke en biskoppelig »nyby« fra 1200-årene, bygget på jomfruelig grund. Her havde været by og befæstning i 300 år, da den mægtige prælat Peder Vagnsen foranstaltede Århuskirken reorganiseret og påbegyndte det nye domkirkebyggeri. At den første domkirke har ligget uden for voldene, er en kendsgerning, man må tage til efterretning. Dens ældste dele med den for nylig genfundne krypt (se Skalk 1962:1) er fra slutningen af 1000-årene; hvornår holmen iøvrigt er blevet bebygget, kan næppe endnu siges med sikkerhed, men udgravninger i området tyder ikke på, at det er sket allerede i vikingetid. (Fig. 3). Den teoretiske diskussion kan da nu betragtes som afsluttet. Det kan ikke længere tænkes, at det ældste Århus har ligget andetsteds end på strandbakken.

Århus' volde er forlængst udslettet af bybilledet, men på Peder Vagnsens tid stod de i fuldt omfang som en indramning om byen med dens træbyggede huse og gårde - en langt udtrukket halvkreds, åben mod havet. Vi kender ikke deres nøjagtige styrkegrad, men kan uden fare for overdrivelse forestille os dem 15-20 meter brede og 3-4 meter høje. Støttet som de var af naturforholdene, gjorde de byen til en eneste stor borg, og ud fra voldforløbet kan vi sige, at den har været på 4-5 hektar. (Fig. 4). De ældste fund på pladsen er fra omkring år 900, og indtil andet foreligger må vi have lov at hævde, at byen er opstået ved den tid. Tilsyneladende er den ikke groet langsomt frem, men skabt på én gang netop ved anlæggelsen af befæstningen. At denne skulle være resultatet af lokale småfolks forenede anstrengelser, kan vist på forhånd udelukkes; der har stået stærkere kræfter bag - hvilke ved vi desværre ikke. Med voldene er konturen af den ældste by trukket op så skarpt, som man kan ønske.

Det er kun småstykker af arealet inden for voldene, der til dato er undersøgt, men nok til at give en forestilling om den ældste by og dens mennesker. (Fig. 5). En ringgade langs voldens inderside er konstateret, og vi har haft berøring med to forskellige bykvarterer, det ene ret fattigt, det andet - ved Søndervold - præget af dog nogen velstand; men det er næppe byens bedste borgere, der har boet her, deres områder har vi stadig til gode. Husene var i alle tilfælde små, halvt nedgravede »grubehuse«. Et af Søndervoldhusene, der var blevet forladt pludselig af beboerne på grund af ildebrand, gav særlig interessante fund, således en række specialredskaber til vedbearbejdning, som tyder på, at en træskærer har haft bolig her. En anden håndværker, hvis virksomhed har kunnet spores, er kammageren. På en af de fundne kamme er der en runeindskrift (mandsnavnet Hikuin); den er indtil videre ene om at repræsentere lærdommen. For en vordende universitetsby et lidt magert resultat.

Købmandens vægt og vægtlodder fortæller om det, som vel var byens hovederhverv. Hvor stor en rolle søhandelen har spillet for byen ved åmundingen, viser en række fund af fremmed herkomst: klæberstenskar fra Norge, slavisk keramik fra Østersøegnene, lava-møllesten fra Tyskland - desværre intet af forgængeligt stof, som vel nok har været det vigtigste. En skriftlig kilde fra anden halvdel af 1000-årene fortæller, at Århus' handelsforbindelser gik mod nord og øst. Vi kan på grundlag af fundene tilføje: og syd.

Til oldtidsmaterialet føjer sig store mængder af middelalderfund, men dem vil vi se bort fra i denne omgang og i stedet vende blikket udad, mod det Danmark som netop i denne tid var ved at tage form. I yngre jernalder etableredes kongemagten, samkvemmet øgedes og dermed handelen. Sikkert som en frugt heraf opstod de første købstæder. Fra litterære overleveringer kendes med sikkerhed ni byer i vikingetidens Danmark (hvortil må regnes Sydslesvig og Skåne): Hedeby, Ribe, Århus, Viborg, Ålborg, Odense, Roskilde, Helsingborg og Lund; men der har utvivlsomt været flere, således antagelig Ringsted og Slagelse, hvor der blev slået mønt i begyndelsen af 1000-årene, og måske nogle af de østjyske fjordbyer, som antydet i en af kilderne. Af de nævnte byer vides Hedeby og Ribe at være ældre end Århus, mens de øvrige er yngre eller af ukendt alder. Hvad der egentlig skete, når en by opstod, ved vi meget lidt om; lokale forhold - vejknudepunkter, kultsteder, markedspladser - kan have fremmet sammenklumpningen, men det kunne se ud til, at en bestemt faktor: magtbudet fra højere sted, har betydet mere end tidligere antaget. (Fig. 6). At Århus er anlagt på befaling, kan vel ikke bevises, men er dog en nærliggende mulighed, og også Lund synes opstået påfaldende brat. De to, Århus og Lund, er sammen med Hedeby de eneste af de omtalte stæder, hvor der er afdækket vikingelag af større omfang, men byarkæologien er i hastig udvikling, så det vil næppe vare længe, før der spørges nyt.

Det må erkendes, at det ikke er noget imponerende billede, udgravningerne har fremmanet af byen ved åmundingen: en lillebitte flække med huse af en størrelse, som ingen nutidig ville drømme om at bo i. Bremerkanniken Adam synes nøjsom, når han i sit værk fra 1000-årene omtaler de danske vikingebyer som »meget store«, men hvad kunne han gøre andet end at bruge sin egen tids målestok. (Fig. 7).

Lit: Helge Søgaard: Det ældste Århus. 1961. - Andersen, Crabb og Madsen: Århus Søndervold. 1972. -Kuml1966. - Skalk 1962:1,1963:4, 1964:2, 1965:2.

Tegninger: Flemming Bau