Portræt
Siden stenalderjægeren ridsede sine første figurer i en knogle af urokse, har der ikke manglet menneskebilleder i vor oldtid, men noget fyldestgørende indtryk af forfædrene giver de unægtelig ikke. De stive fremstillinger er uden liv og lighed - et forhold, som først bedres langt op i historisk tid. Det er beklageligt. Vi ville gerne have set disse mennesker - om de var kønne eller grimme, milde eller brutale. Der kan læses så meget i ansigter.
Af Steen Wulff Andersen
Men et portræt kan også tegnes i ord, og selv om de ikke flød så rigeligt i vor oldtid, åbner det dog visse muligheder for dens allersidste afsnit, hvor anonymiteten om de optrædende så småt begynder at hæves. Tilnavne som »den digre«, »tveskæg« eller »hårfager« giver trods alt en forestilling om de pågældende, og når det om Knud den Store siges, at han var »meget smuk, undtagen at hans næse var smal, høj og noget krum«, er det næsten, som om man kender manden. Ord kan i denne forbindelse være mere realistiske end streg, men ganske vist har også de en tilbøjelighed til at forskønne eller forgrove. U-retoucherede ordportrætter er sjældne i ældre tid. Heldigt derfor, at vi har et sådant af en mand, som greb aktivt ind i vor allertidligste Danmarkshistorie.
Karl, kaldet den Store, regerede omkring år 800 over Frankerriget, som på det tidspunkt omfattede Frankrig og væsentlige dele af Tyskland og Italien. Med det formål at forøge riget og udbrede kristendommen underlagde han sig sachserne og rykkede helt frem til Danmarks grænse. Den danske konge Godfred følte sig stærkt foruroliget. Han anlagde Danevirke og samlede en anselig hær med henblik på modangreb, men det store sammenstød forhindredes ved danskekongens død.
Om denne Karl forfattede den tyske munk Einhard ca. 814 en lille krønike, som ikke lader nogen i tvivl om, hvor han havde sin sympati. Tapre frankere kæmper mod onde naboer, blandt dem den omtalte Godfred, der »var så opblæst af forfængelige drømme, at han gjorde regning på herredømmet over hele Germanien«. Beskrivelsen af hovedpersonen, Karl, er i det store og hele den lydige tjeners idealiserede billede af sin herre, men mellem alle lovordene om hans klogskab, retfærdighed, fromhed osv. viser Einhard, at han også har blik for »den Stores« små fejl. Lad os lytte til ham. Han har kendt Karl og kendt ham godt; det er der ingen tvivl om.
»Den øverste del af hans hoved var rund, han havde meget store og livlige øjne, hans næse var lidt længere end folks er flest, han havde et smukt, hvidt hår, og hans ansigt var venligt og muntert. Alt dette gav ham, både når han stod op, og når han satte sig ned, et ærefrygtindgydende og værdigtudseende. Og ihvorvel hans nakke var vel kort og tyk, og han ikke var fri for at have en lidt hængende mave, voldte de øvrige legemsdeles regelmæssige bygning, at man glemte disse fejl. Hans gang var sikker, hans legemsholdning fuldendt mandig; hans stemme var tydelig, men passede kun dårligt til hans store krop.
Hans helbred var godt; kun overfaldtes han i sine sidste leveår tit af feber og hinkede til sidst med det ene ben. Men endnu dengang fulgte han som oftest mere sit eget hoved end sine lægers forskrifter; og han hadede dem næsten, fordi de rådede ham til at lade være med at spise steg, som han plejede, og hellere vænne sig til kogt kød«.
Der findes billeder af Karl - både tegnede og modellerede - men de stive masker er uden sjæl. Einhard har med sine ord vist os personen langt tydeligere, end kunstnerne formåede at gøre det (fig. 1).
Fig. 1. Vikingekongerne Svend Tveskæg og Knud den Store, som de er fremstillet på deres egen tids mønter. Det er de ældste eksisterende danske kongebilleder, men portrætlighed skal man ikke regne med. Den har vel næppe engang været tilstræbt.
