Porfyrerne i Absalons borg

Den hårde, rødbrune stenart med hvide feldspatkrystaller var geologerne ikke længe om at bestemme til at være ægyptisk porfyr fra Assuan-området. Skulpturen, der umiddelbart påkaldte sig størst interesse, var en torso - hoved og lemmer manglede, men kroppen var bevaret, og over dens ryg og bryst var hugget en foldet kappe, holdt sammen med et spænde eller en medallion ved højre skulder. Alderen blev af sagkyndige ansat til ca 400 efter Kristus, senantik tid. Tilblivelsesstedet kunne være et af Italiens kulturcentre eller Byzans.

Den kunsthistoriske side af sagen skal imidlertid ikke behandles i denne artikel, men derimod det ikke uvæsentlige - og bestemt ikke mindre interessante - spørgsmål, hvorledes og hvornår disse porfyrstykker er havnet i selveste Absalons borg. Straks efter genopdagelsen blev den mulighed antydet, at stenene kunne være ført hertil allerede på Absalons tid for at blive benyttet i hans borgbyggeri ved »Havn«. Det stod dog klart, at denne teori ville blive meget svær at bevise, og der faldt atter ro over sagen.

Det blev museumsinspektør Povl Eller, Frederiksborg, som nogen tid senere ved et tilfælde fandt nøglen til sagens opklaring i skikkelse af en notits i Christiansborg Slotsforvaltnings arkiv, men sporet blev i første omgang ikke forfulgt, og sagen ikke kendt i videre kredse. I oktober nu i år tog undertegnede - på Nationalmuseets foranledning - spørgsmålet om porfyrernes oprindelse op til undersøgelse. Det er resultatet af denne, der skal fremlægges i det følgende. (Fig. 1)

På grundlag af Povl Ellers oplysninger foretoges en gennemgang af slotsforvaltningens arkiv, og under datoen 23. juli 1868 dukkede det søgte dokument op. Heraf fremgik det, at der i lang tid havde henligget nogle brudstykker af søjler på Frederiks Kirkeplads, og at de var af »ægyptisk porphyrsten«. En stenhuggermester - der i øvrigt havde værksted på selve kirkepladsen - havde imidlertid ønsket at købe dem, hvorfor indenrigsministeriet rettede henvendelse til bl.a. J. J. A. Worsaae, Nationalmuseets direktør, om stenenes eventuelle historiske værdi. Worsaae skal i følge ministeriets referat have udtalt, at »porphyrerne aldeles ikke havde nogen arkæologisk betydning«, men da stenene var både smukke og sjældne, burde staten beholde dem, idet man dog måtte sørge for, at de blev henlagt på et mere hensigtsmæssigt sted end kirkepladsen. Ministeriet fandt kælder nr 1 på Christiansborg egnet. Af en senere skrivelse fra samme år fremgår det, at overførslen fra Frederiks Kirkeplads omfattede »syv brudstykker« - just det antal, som nu er fundet i kælderen. Det er hermed fastslået, hvordan og hvornår stenene er kommet til Christiansborg, men dermed er gåden om deres oprindelse ikke løst, den er blot flyttet til Frederikskirken. Et kan dog allerede nu siges med sikkerhed: Absalon er ude af billedet. (Fig. 2)

Frederikskirken - eller Marmorkirken, som den også kaldes - havde på det tidspunkt, da stenflytningen fandt sted, været under opførelse i ikke mindre end 119 år. Grundstenen til den stort tænkte kuppelbygning var nedlagt 1749 af Frederik V, og denne symbolske handling kunne egentlig have omfattet hele det storstilede Amalienborgprojekt, som kirken indgik i, og som man netop ved denne tid begyndte at føre ud i livet. Projektets verdslige del blev gennemført planmæssigt inden for de nærmeste år, men med kirken gik det ikke så godt. Efter arkitekten Eigtveds død blev arbejdet videreført af franskmanden N. H. Jardin, men 1770 standsede Struensee det urimeligt dyre byggeri, hvis mure da - efter 21 års arbejde - kun var nået ca ti meter i vejret. Det skyldes C. F. Tietgens indgriben, at vi idag har en Frederikskirke - som ganske vist er noget mindre end oprindelig planlagt og ikke så kostbart udstyret. Byggeriets anden og sidste fase falder i 1870-80'erne; i hele det mellemliggende tidsrum - mere end 100 år - henlå det bygningsværk, der skulle have været et af enevældens ædle monumenter, som en malerisk ruin midt i hovedstaden.

Det stod klart, at den videre efterforskning omkring porfyrstenene måtte rettes mod kirkens byggeregnskaber, hvoraf der er bevaret halvanden reolmeter. Det første, undersøgelsen her bragte for dagen, var en lille notits om, at »porphyrmarmor« var indkøbt til kirken. Det lykkedes at finde bilagene for dette indkøb frem - et overvældende detaljeret materiale, som gav svar på de stillede spørgsmål. Porfyrstenene var erhvervet foråret 1762 på Louvre i Paris, hvortil den franske ambassadørs kone havde formidlet kontakten. Indkøbet var foretaget af Jardin selv efter godkendelse fra A. G. Moltke, mens transporten til Danmark var besørget af mægler Carl Wilder i Nyhavn og af den danske konsul i Rouen. Endelig var en veksel på købesummen - ialt 2080 rigsdaler, hvoraf de ca 1800 var for selve porfyreme, mens resten var til told, transport, bestikkelse etc. - udstedt af storkøbmanden Just Fabritius, der netop på dette tidspunkt havde gode finanskontakter i Paris.

Stenenes historie, for så vidt den angår Danmark, er da nu opklaret og fastlagt i tre årstal, som fordeler sig smukt med mellemrum på ca hundrede år: 1762, 1868, 1966. Endnu er vi dog ikke færdige. I akterne vedrørende indkøbet i 1762 nævnes foruden syv stykker, der tydeligt nok svarer til de syv, som blev fundet under Christiansborg, et ottende - og denne gang ikke et brudstykke, men »une cuvette antique du meme marbre« - en antik skål af samme marmor. Hvad er der blevet af den? (Fig. 3)

I overflytningssagen fra 1868 omtales »cuvetten« ikke, og ingen spor af den blev fundet i Christiansborgs kælder ved genopdagelsen for tre år siden. Af bilagsmaterialet fra 1762 fremgår det tydeligt, at »cuvetten« var et fornemt, forarbejdet stykke porfyr; ved indpakningen i Frankrig var den blevet særdeles omhyggeligt behandlet, bl.a. var en forstærket trækasse blevet konstrueret, og selve stykket pakket i lærred og strå. En vis De Lorme blev forstrakt med hele 30 rigsdaler »for møje og besvær« i forbindelse med transporten til Rouen, udskibningshavnen.

Mens det er rimeligt at antage, at de syv porfyrstykker er indkøbt alene for materialets skyld, så forholder det sig sikkert anderledes med denne antikke skål. Meget taler for, at den er hentet hertil for at blive opstillet i Frederikskirken, måske som døbefont, men at kirkebyggeriets standsning har forpurret planen. Skålen kunne være gået tabt under opbevaringen ved kirkeruinen mellem 1762 og 1868, men muligheden for, at den i samme tidsrum var blevet installeret i en anden kirke, var naturligvis til stede. En henvendelse på Nationalmuseets afdeling for kirkeundersøgelser løste meget hurtigt problemet, idet man her erindrede, at slotskirken på Kronborg ejer en døbefont med skål af porfyr. Et opslag i værket »Danmarks Kirker« knyttede forbindelsen til Frederikskirken - og dermed Paris - idet det her oplystes, at skålen var overført fra kirkeruinen i 1843, og at fontens fod samme år var blevet hugget i brun marmor. Hofmarskallatets arkiv, hvorfra Danmarks Kirker havde hentet sine oplysninger, kunne ved en gennemgang intet fortælle om skålens oprindelse.

En vanskelig mosaik - bestående af otte stykker porfyr - er hermed samlet på tilfredsstillende vis. Resultatet af undersøgelsen er blevet et ganske andet end det, man forestillede sig ved fremdragelsen af stenene i 1966, og samtidig er der kastet lys over Kronborgs smukke døbefont. Men hvordan forholder det sig med stenenes historie før 1762? Hvornår og hvorfra er de kommet til Louvre? Er skålen oprindelig hugget som font, eller er den blot et fuglebad, der på sine gamle dage har fået en fornemmere status. Og torsoen, hvor og hvordan er den fundet, og med hvilket formål er den hugget? Hvem forestiller den? Vi ved det ikke - og det er vel tvivlsomt, om vi nogensinde får det at vide. Danske arkiver har næppe noget om dette, og det er et spørgsmål, hvad man tør vente sig af de franske. Måske vil dog skålen kunne findes i franske importregnskaber.

Beretningen om porfyrerne i Absalons borg må da slutte her - ufuldendt for så vidt, men opgaven var jo i denne omgang blot at få fastslået, hvornår stenene er kommet til Danmark, og hvordan de er havnet i kælderen under Christiansborg. (Fig. 4)