Ploven og vikingerne

I en tidligere artikel (Skalk 1980:2) har alderen af vore landsbyer, specielt de fynske, været behandlet. Det viste sig overraskende, at de ikke var helt så gamle, som man ud fra stednavnemæssige betragtninger havde regnet med. Man har ment, at byer med navneendelserne -torp (-rup, -strup), -by, -bølle og -tofte skulle være fra vikingetid, men udgravninger på en række lokaliteter af denne art tyder snarere på grundlæggelse i den tidlige middelalder. I en række tilfælde har det imidlertid vist sig, at der nær byen - ofte kun nogle få hundrede meter borte - fandtes spor af vikingetidsbebyggelse, og det er da en nærliggende tanke, at byen har skiftet plads, som vi ved, det var almindeligt i tidligere oldtidsperioder. Navnet er uden tvivl flyttet med. Stednavneforskerne har ikke haft helt uret, selv om deres påstande må modificeres en del.

Under jagten på de forsvundne forgængere har vi flittigt benyttet de gamle kort udarbejdet i tiden omkring 1800 til brug ved udskiftningen og for den nye matrikel, som forelå færdig 1844. Her findes foruden mange andre nyttige oplysninger et stort antal marknavne, blandt disse ikke sjældent »Gammeltofte« eller »Byetofte«. Sporet er blevet fulgt og ikke uden resultater - ved eftersøgning på de pågældende jordstykker har man ofte kunnet finde levn fra vikingebosættelse. Man flyttede, men glemte ikke, hvor man kom fra. (Fig. 1).

Spørgsmålet er nu: hvad er årsagen til byflytningerne? Eller man kan vende det om og spørge: hvad er grunden til, at de tidligere flyttelige landsbyer gror fast? Er der, som man har været inde på, en sammenhæng med indførelsen af det nye pløjeredskab muldfjælsploven?

De omtalte landsbyundersøgelser er blevet fortsat, siden 1979 koncentreret om Åstrup på Sydfyn. Et område tæt nord for byen, hvor der før udskiftningen har ligget flere gårde, skulle byggemodnes med henblik på opførelse af et parcelhuskvarter, og Fyns Stiftsmuseum fik forinden lov at tage det under behandling. Efter prøvegravninger udvalgtes den bedst egnede tomt, og med gravemaskine afdækkedes en ca 3000 m2 stor flade omfattende det areal, gårdens længer dækkede i begyndelsen af 1800- årene. Siden bygningerne forsvandt, har jorden her kun været sparsomt dyrket og først i de senere år bearbejdet med traktorplov. Allerede ved pløjelagsafrømningen tegnede der sig store grågule plamager, rester af gamle lergulve; en mønt gav dateringen: 1774. (Fig. 2). Under denne gårdtomt lå imidlertid spor af ældre bygninger og under dem ældre igen helt ned til bunden af det op mod en halv meter tykke kulturlag. Det kunne være svært i mængden af lerpletter, stenpikninger, fyldskifter, stolpehuller og gruber at udrede de forskellige komplekser, men enkelte tomter trådte dog tydeligt frem, således et trelænget gårdsanlæg fra 1700-årenes første halvdel, derunder en stuehustomt fra 1600-årene og lidt derfra sporene af et hus bygget med jordgravede stolper omkring 1500. Derunder igen et gårdsanlæg nedbrændt omkring 1300. I det bevarede brandlag opsamledes mange småfund som bennåle, søm, knive, knapper, kistelås og, ikke at forglemme, den for dateringen så vigtige keramik. Formentlig er det første hus på stedet bygget engang i begyndelsen af 1200-tallet, og i de følgende 600 år har det ene gårdsanlæg afløst det andet, dog sjældent ved total fornyelse, oftest ved ændring eller tilføjelse. Alt dette vil vi nu gå let hen over her og i stedet koncentrere os om jorden under tomterne.

Ved afrensning af undergrundsoverfladen blev vi opmærksom på nogle lange mørke striber, som løb parallelt i det gule ler, og det stod ret hurtigt klart, at der var tale om spor af pløjning fra tiden før 1200. Skårstumper i selve striberne - formodentlig ført ud med gødningen - gav en lidt mere præcis datering: 1000- og 1100-årene. Der fandtes to systemer af plovspor, et større og, lidt for sig selv, et mindre med afvigende længderetning, men desværre ingen oprindelige agerskel; bevaringen skyldes udelukkende de overliggende gårdtomter, udenfor har nyere tiders dyrkning slettet alt. Det havde været ønskeligt, om de to systemer havde stødt sammen eller måske endda krydset hinanden, så den indbyrdes alder kunne fastslås, men så vidt strakte heldet ikke. Som det er, savnes en datering på det lille plovbed, som dog antagelig er det ældste.

Det store system viser spor af mindst tre pløjninger; pløjeretningen er den samme, men furerne har naturligvis nu og da grebet ind i hinanden. Hver pløjnings furer ligger med ca 30 centimeters mellemrum, ofte med stor regelmæssighed, og den ældste har sat sig de dybeste spor, det var jo den, der gjorde forarbejdet. (Fig. 3), (Fig. 4). Furerne går maksimalt 4 cm ned i undergrunden, og bredden varierer mellem 5 og 19 cm. Hvor rillen er kraftigst, er det sandsynligt, at den viser skæret i fuld bredde. Man kan se, at der er kørt både frem og tilbage, og at ploven af og til har ramt sten, som har bragt lidt forstyrrelse i plovgangen. (Fig. 5).

Umiddelbart skulle man tro, at plovspor under byens gårde må være fra før byens tid, men de mindre gravninger, vi har haft lejlighed til at foretage andre steder i landsbyen, tyder ikke på, det er tilfældet. Lad os forsøge i grove træk at tegne Åstrups ældste udvikling. Anlæggelse engang i 1000-årene med centrum tæt nord for det sted, hvor senere kirken fik plads. Udvidelse et århundrede eller to derefter - i flere retninger, men især mod nord. De nye gårde bygges på den hidtil dyrkede mark og bevarer under sig de gamle plovspor. Netop stedet, hvor vi gravede, synes udmærket egnet til agerland. Nogle hundrede meter nordligere falder terrænet så meget, at dyrkning umuliggøres.

Som allerede berørt har man ment at finde en sammenhæng mellem den store gruppe af landsbydannelser, man tilskrev vikingetiden, og indførelsen af et nyt pløjeredskab, muldfjælsploven, der vender jorden, hvor den gamle plovtype, arden, nøjes med at løsne den. Til forskel fra den manøvredygtige ard, der blev brugt til krydsvis pløjning, hvad man har kunnet konstatere under talrige oldtidshøje, var det en tung og uhåndterlig indretning, der krævede stor trækkraft og var vanskelig at få rundt i svingene. Ikke uden grund har man anset en ny type marker, de såkaldt højryggede agre, som dukker op i historisk tid, for et produkt af muldfjælsploven. De er, i modsætning til ardens bredt firkantede dyrkningsfelter, lange, smalle og let hvælvede, så at landskabet, hvor de optræder mange sammen, får en riflet karakter. Endnu kan man under heldige omstændigheder i skove og på heder se disse systemer af 8-12 meter brede, paralleltløbende rygge, der er opstået ved stadig pløjen rundt og rundt med det resultat, at jorden er blevet flyttet fra kanten ind mod midten.

I 1920'erne fremsatte historikeren Erik Arup den teori, at samarbejdet, som var nødvendigt for at skaffe trækkraft til den tunge muldfjælsplov, skabte det fællesskab, der førte til landsbydannelserne. Tanken er for længst opgivet - det er ved utallige udgravninger bevist, at der har eksisteret landsbyer længe før plovskiftet - men det udelukker naturligvis ikke, at den markante ændring i dyrkningsformen, som det nye redskab førte med sig, kan have influeret på bosættelsen. (Fig. 6), (Fig. 7). Desværre ved vi ikke nøjagtigt, hvornår det gjorde sin entré her i landet; sikkert påvist er det først fra slutningen af 1200-tallet. Syd for grænsen mener man at have belæg for vendte furer allerede fra ældre jernalder, men så tidligt kan Danmark næppe have været med.

Plovsporene fra Åstrup må som nævnt stamme fra vikingetidens slutning eller tidligste middelalder, og deres udsagn bliver dermed af interesse. Er de frembragt med den ene eller den anden af de to plovtyper? At afgøre dette alene ud fra striber i undergrunden er ikke helt let, og resultatet af overvejelserne må nødvendigvis være behæftet med usikkerhed. Furernes størrelse taler mod arden, i hvert fald i den form vi kender fra mosefundene; skæret må have været omkring en snes centimeter bredt, utvivlsomt af jern og formodentlig af trekantet form - nærmest som de skær, vi finder afbildet i kirkernes kalkmalerier. Heller ikke furernes forløb, parallelt i én retning, ikke på kryds og tværs, peger mod arden. Muldfjælsploven altså! Ja måske, men der er ikke i det bevarede muldlag fundet noget, der tyder på vendte jordstrimler, og selve furernes forløb taler heller ikke udpræget for denne plovtype. Hvis der på stedet havde ligget højryggede agre, ville man iøvrigt sikkert have kunnet se det i den 30 meter brede pløjeflade - også selv om selve ryggene ikke er bevaret. Skellene mellem agerstrimlerne burde have givet sig til kende såvel i furegangen som ved de bræmmer af oppløjede sten, der plejer at kendetegne dem; undergrunden her er alt andet end stenfri. Nu behøver en muldfjælsplov ikke nødvendigvis at pløje højryggede agre, men alt taget i betragtning må man tvivle på, den har været i virksomhed her.

Den nærmeste forklaring på, dette tilsyneladende paradoks er, at Åstrup-bønderne har anvendt en mellemform, en videreudvikling af arden, uden muldfjæl, men med et bredt skær, der rodede så kraftigt op i jorden, at krydsvis pløjning blev unødvendig. Et sådant redskab var brugt i middelalder, ja langt ind i nyere tid. (Fig. 8). På Sjælland har det under navn af »krog« fungeret helt op til midten af forrige århundrede.

Spørgsmålet om muldfjælsplovens betydning for dannelsen af nutidens landsbyer afgøres naturligvis ikke ud fra et enkelt fund, men i det foreliggende tilfælde synes den altså ikke at have spillet en rolle.

Skønt vi kun har spredte iagttagelser og gisninger at bygge på, vover vi alligevel at skitsere et udviklingsforløb. Lad os kalde det en arbejdshypotese, et oplæg for diskussion.

Vi begynder i 700-årene, tiden lige før den egentlige vikingetid. Befolkningstallet, der under en kriseperiode var gået betydeligt tilbage, er nu atter i stærk vækst. Den udmøntes i en række landsbydannelser (navne på -torp, -by, -bølle og -tofte) i gamle skov- og overdrevsområder. De nye bosættelser placeres - som moderbyerne - tæt ved store engområder, fordi husdyrholdet er den vigtigste næringsvej. Agerbrug drives ikke i større omfang.

I de følgende århundreder, op gennem vikingetiden, vokser befolkningen støt. Købstæder opstår, kongemagten udbygges, og kirken kommer til med sine krav. Det er ikke længere nok at mætte egne munde, der skal en overskudsproduktion til. Husdyrenes antal kan på grund af den stærke bebyggelsesekspansion ikke øges væsentligt, i stedet satses der på agerbruget, hvor udbyttet pr hektar er større end ved kvæghold. Vikingen kommer bag ploven. Den nye økonomi betyder imidlertid, at landsbyerne nu ligger forkert - de er placeret efter græsnings-, ikke efter dyrkningsarealer - derfor gennemføres der en flytning til steder bedre egnede for agerbrug, dog stadig inden for eget territorium. Det er denne flytning over korte afstande, vore landsbyundersøgelser har kunnet påvise. Ved landsbyen, som nu ligger centralt i dyrkningsområdet med græsningsarealerne i periferien, anlægges agre, store firkantede marker, en eller flere for hver gård. Disse »blokagre« kommer altså til at ligge lige omkring byen. Den enkelte agers størrelse afgøres af terrænforholdene. Vand og fugtighed har været et langt større problem, end det er idag, hvor der er gennemført effektiv dræning og afvanding næsten overalt. (Fig. 9).

Denne udvikling fortsætter op gennem den tidlige middelalder. Befolkningen er stadig i vækst, og de fremgroende købstæders øgede behov betyder, at mere jord må lægges under plov. Nye gårde kommer til, som vi konstaterede i Åstrup, og nu melder sig en landbrugsteknisk nyskabelse, muldfjælsploven, og med den de højryggede agre. Ud over at være tilpasset plovtypen byder den nye agerform på flere fordele, således afløb for vandet i renderne mellem ryggene og et tykkere og bedre muldlag, som efterhånden oparbejdes. Den nye plov og agerform, som antagelig vinder frem i løbet af 1200-årene, betyder et afgørende brud med gammel sædvane. Blokagrene opdeles nu i de karakteristiske strimler, og dermed startes en proces, hvor agerantallet pr gård øges betydeligt. Gennem arvedeling, handel, bytte og forsøg på ligedeling af jordtilliggender gennemført af herremænd i middelalder og renæssance skabes det meget komplicerede system, som kendes fra 1600-årene og fremefter. En enkelt fæstebonde kan efterhånden have agerstrimler liggende på op til 150 forskellige steder i bymarken. Driften foregår selvfølgelig inden for fællesskabets rammer.

I 1700-årene opleves påny et stigende behov for landbrugsvarer - denne gang på grund af industrialiseringen - og igen søger man at intensivere. Man går igang med at opdyrke de fjerneste overdrevsområder, men nu er grænsen nået for det agersystem, der ved sin fremkomst betød en væsentlig landvinding. Afstanden er blevet for stor til de yderste marker, de gødes ikke, og de mange agerstrimler giver, under fællesskabets vilkår, et trægt arbejdsforløb. Den øgede produktion, som ønskes, kan kun opnås ved brud med det gamle system. I løbet af en forholdsvis kort årrække gennemføres så udskiftningen. Af de sammenklumpede gårde flyttes mange ud i oplandet. Her ligger de omgivet af deres marker, igen store firkantede jordstykker.

Vore landsbyers opståen skyldes, hvis dette er rigtigt, ikke indførelsen af en ny plovtype, men må ses som led i forsøget på at øge fødevareproduktionen - præcis som man 7-800 år senere ændrede dem under en ny tilpasning af landbruget med samme formål for øje. Det agerbrugssystem, hvis grund var lagt i 1000-årene, var med tiden blevet så kompliceret, at det måtte brydes totalt, men det blev begyndelsen til enden for landsbyen. Tilbage blev en klynge huse, nogle få gårde, enkelte forretninger, måske en skole og som vartegn kirken med rødder tilbage i landsbyens ældste tid.

Om de fynske landsbyundersøgelser læs: Torben Grøngaard Jeppesen: Middelalderlandsbyens opståen. Odense 1981.