Ploven og pennen

Vore muligheder for at komme tættere ind på livet af disse bønder og husmænd er små. I museerne har vi nogle af deres redskaber, de pæneste af møblerne og eksempler på de huse, de boede i, mere eller mindre rekonstruerede. Vi kan finde deres navne og vigtigste data i arkivernes protokoller og dokumentsamlinger: i kirkebøger, folketællinger, skifteprotokoller, fæsteprotokoller etc. Når de selv har underskrevet dokumenterne, da er det i reglen med ført hånd, eller det indskrænker sig til nogle usikkert prentede initialer. Den hånd, som var vant til at holde på ploven, duede i reglen kun slet til at føre en pen.

Bønderne var ikke skrivende folk, men der er dog ingen regel uden undtagelser. Nu og da har en bonde efterladt sig nogle håndskrevne optegnelser: børnenes navne og fødselsdatoer, indskrevne foran i salmebog eller bibel, eller måske en lille slidt og fedtet notesbog med spredte notater om midler mod kvægsyge, mærkværdige tildragelser, tidspunkter for udsæd og høst, årets avling, køb og salg af kreaturer.

I sjældne tilfælde har disse notater karakter af noget, som man kunne kalde en dagbog. Ordet dagbog er imidlertid ikke noget helt entydigt begreb. De fleste af os tænker sikkert i første række på en sådan dagbog, som man betror sine inderste tanker og følelser til og vogter vel som en strengt personlig ejendom. Dagbøger af denne »borgerlige« type dukker sent op i bondemiljøet, men der er bevaret flere fra forrige århundredes sidste tredjedel. Karakteristisk nok hører de hjemme i kredse, som er stærkt påvirket af de folkelige bevægelser og vækkelserne, og de tegner ofte et meget spændende billede af den store opbrudstid på landet, som det enkelte individ oplevede den.

Den ældre dagbogsform, vi her skal beskæftige os med, er af en helt anden art, som man kan kalde for en arbejdsjournal. Den rummer i reglen daglige notater om vejr og vind samt om de arbejder, der blev udført på gården dag efter dag året igennem. Hertil føjer sig ofte korte notitser om rejser, som dagbogsskriveren har gjort, samt om fester og sammenkomster, han har deltaget i, men der står så godt som aldrig noget om, hvilke tanker han har gjort sig ved tingene. Og begivenhederne ude i den store verden: krige og katastrofer, tronbestigelser og revolutioner giver kun i sjældne tilfælde ekko i disse dagbøger. De spejler monotonien i bondens daglige tilværelse, de samme arbejder udføres på samme tid år efter år, kun lidt forskudt alt efter vejrliget. Men netop deri ligger disse dagbøgers værdi. De viser en del af mønsteret i den jævne mands daglige tilværelse i en svunden tid - og de viser, hvorledes dette mønster varierer i tid og rum.

De ældste bondedagbøger, vi kender, er fra sidste halvdel af 1700-årene, men de er få og optræder navnlig i miljøer, hvor bønderne har givet sig af med handel. Det kan derfor ikke undre, at de er særligt talrige i marskegnene i det sydvestlige hjørne af landet, hvor de store bønder på den tid drev en udstrakt handel med stude.

De fleste steder manglede endnu den elementære forudsætning for sådanne optegnelser: selve skrivekyndigheden. Denne betingelse var først tilstede i større omfang, efter at skoleloven af 1814 havde gjort sin virkning. I årtierne derefter myldrer det da også frem med bondedagbøger, spredt over hele landet, således at man med dem som udgangspunkt kan tegne et billede af de regionale forskelle, som på den tid endnu gjorde sig stærkt gældende.

Men bortset fra at nogle bønder og bondesønner havde lyst til at bruge en nyerhvervet skrivefærdighed, hvad fik dem da til at anlægge disse optegnelsesbøger, som er så påfaldende ens? Det er klart, at hovedtemaet - vejret og de daglige arbejder året om og sammenhængen mellem disse to ting - må have en central plads i enhver bondes bevidsthed. Det er ting, hans tanker kredser om hver dag og hver time, men det forklarer ikke, hvorfor han begynder at skrive disse ting ned. Noget må direkte have ansporet ham dertil - og dette »noget« er utvivlsomt almanakken.

Siden 1683 havde det været en pligt og rettighed for Københavns universitet at beregne, trykke og forhandle årets almanak. Den kunne købes for nogle få skilling hos boghandlere, på markeder eller af omvandrende sælgere, og den blev den mest udbredte »folkebog« i Danmark. Almanakken indeholdt en kalender over årets måneder, uger og dage med alle de gamle katolske helgennavne anført for de enkelte dage samt oplysninger om de kirkelige fester og højtider og søndagenes prædikentekster. Hertil kom en række astronomiske fænomener som solens op- og nedgang, månens faser, sol- og måneformørkelser samt planeternes bevægelser. En del af disse ting var mere astrologiske end astronomiske - det gælder navnlig dyrekredsens tegn, som fra gammel tid havde spillet en rolle for varsler om forskellige ting og for valg af det rigtige tidspunkt for åreladning (Fig. 2).

Almanakken indeholdt imidlertid også direkte spådomme, nemlig om vejret. Som det ses af de gengivne almanakblade, blev vejret i de enkelte måneder karakteriseret i hovedtrækkene, så bonden kunne vide, om han skulle vente frost eller tø, storm eller stille, regn eller solskin. Sådanne »langtidsprognoser« fandtes i universitetets almanakker til og med 1832. Det følgende år tog kalenderen afstand herfra med en belærende artikel »Om Veirets Forudsigelse«. Sådanne belærende artikler, der som regel handlede om den rette måde at drive landbrug, havde vundet indpas i almanakken i slutningen af 1700-årene. I hvor høj grad disse artikler er blevet læst og deres råd fulgt, er vanskeligt at sige, men at den efterfølgende »Fortegnelse på Markederne« med datoerne for dem og oversigt over de dyr og varer, der blev forhandlet på dem, er blevet flittigt benyttet, er sikkert. De fleste bønder besøgte adskillige markeder i årets løb for at købe og sælge - eller blot for at more sig eller spørge nyt. De store markeder hørte til årets festdage og var ikke sjældent faste holdepunkter i den folkelige tidsregning.

Det var en nærliggende tanke i en sådan almanak at skrive andre ting op, som man gerne ville huske: hvornår koen havde været til tyr, ting som var købt eller solgt, eller tidspunktet for de vigtigste landbrugsarbejders begyndelse eller afslutning, nyttigt at kunne sammenligne med de foregående eller de følgende år. Når almanakken indeholdt prognoser for vejret, så var det endvidere naturligt at notere ned, hvordan vejret faktisk artede sig (Fig. 3). Lidt kunne der stå i margin, men nogle almanakker var indrettet som »skrive-kalendere« med hvide blade til noteringer. Man kunne også selv sy sådanne hvide blade ind, og der var nu mulighed for at skrive ret udførlige løbende notater. Et eksempel herpå er dagbogen fra Gærup på Fyn, som vi vender tilbage til senere.

Det næste skridt var, at notaterne blev løsrevet fra almanakken, blev en selvstændig dagbog. Det er for eksempel tilfældet med de »Kontrabøger over Veirliget og Arbeiderne«, som er skrevet i årene 1838-58 af Hans Larsen på »Føllegården« i Ramløse i Nordsjælland. Almanakkens indflydelse spores imidlertid i de ting, som er noteret ned, og i den korte, knappe form og den skematiske måde, det er opstillet på.

Som den gengivne side viser, er oplysningerne anført i tre spalter: en om vejrliget, en om vinden og en om arbejderne. I de to første spalter bruges en del forkortelser, måske direkte inspireret af almanakken. I den tredje spalte omtales de vigtigste arbejder på gården den pågældende dag, kun med stikord og uden overflødige detaljer, men alligevel nok til at man får et ganske godt billede af virksomheden året rundt.

Hans Larsen noterer også, når han eller en af husholdets andre medlemmer har været på rejse til fods, til hest eller med hestevogn. Man overraskes over, hvor meget og hvor langt man kom rundt. Det er dog næppe noget, som er enestående for »Føllegården«s beboere. I hvert fald kommer det samme træk igen i flere af de andre dagbøger. Trods dårlige veje og primitive vogne var trafikken livlig på landet i datidens Danmark (Fig. 4).

Kortet viser de steder, som man tog til fra »Føllegården« i 1845. Det meste er rejser for at sælge små portioner af gårdens overskudsproduktion i en købstad eller på et marked: et par tønder korn et sted, en kalv et andet sted, nogle sider flæsk et tredje. De vigtigste afsætningssteder var »Værket« (Frederiksværk), »Frederiksborg« (Hillerød), Helsingør, hvor man bl.a. solgte gæs før jul, og København eller Lyngby, hvortil man kørte med flæsk. De sidstnævnte ture lagde beslag på flere dage:

23/10 slagtet 3 svin, kørt ad København til
24/10 i København med flæsk og rug
25/10 sovet ud fra rejsen (Fig. 5)

Men der er også ture med andre end handelsmæssige formål. Man aflagde besøg hos folk i nabobyerne. Til Mårum kom man på skovauktion, til Esrum kloster for at betale afgifter af gården, som var arvefæste under kronen. Endelig var der fast tradition for en årlig udflugt »til Kilderne«, det vil sige til Helene kilde i Tisvilde.

Hans Larsen i Ramløse havde mange dagbogsskrivende kolleger i første halvdel af 1800-årene, spredt rundt om i landet. De boede i vidt forskellige miljøer og havde stærkt varierende eksistensgrundlag. Tilsammen tegner deres notater et levende billede af de betydelige regionale forskelle i datidens Bonde-Danmark. Og hver for sig rummer de stof til at tegne et lille lokalt tidsbillede. Vi må imidlertid lade os nøje med en kort omtale af nogle af dem.

Hvis vi fra Nordsjælland bevæger os sydpå, så møder vi på den lille - og i dag så sørgeligt velkendte - ø Farø mellem Sjælland og Bogø en driftig bonde ved navn Rasmus Stæhr, som ikke blot udfoldede en rastløs aktivitet til lands og til vands, men også fik tid til at føre bog herover i årene fra 1801 til 1854. Her er ikke tale om stikord, men om detaljerede redegørelser for det daglige arbejde på gården gennem et halvt århundrede. Det blev til syv foliobind med ialt mere end 2000 beskrevne sider (Fig. 6).

En sådan dygtig og alsidigt begavet landmand var også Morten Andersen på gården »Grønheden« i Volstrup sogn i Vendsyssel. Han begyndte sine optegnelser som 17-årig i 1832, mens han gik hjemme som karl hos faderen, fortsatte efter at han i 1845 selv havde overtaget fæstegården og blev ved helt frem til et år før sin død 1901. Det er således et af de længste tidsspand, vi har ensartede dagbogsnotater fra, men desværre hører de ikke til de lettest tilgængelige. Morten Andersen skrev nemlig i de første 25 år sine knappe notater om vejret og arbejderne i en blanding af almindelig skrift og hieroglyfagtige tegn. Inspirationen fra almanakkens astronomiske tegn er her ført videre end hos nogen af de andre dagbogsskrivere (Fig. 7).

Dette sindrige stenografiske system havde han allerede udformet i hovedtrækkene, da han i 1832 tog fat på at skrive den første dagbog. Den indledes nemlig med en »Forklaring over Tegnenes Betydning i min Dagbog«. Tegnene har han samlet i visse hovedgrupper. Først kommer de, der betegner vejr og vind, og det er disse tegn, som er mest konsekvent brugt dagbogen igennem. Dertil slutter sig tegn for »visse Arbeider« og for »dette, hvorved Ar- beidet udføres« samt tegn for »visse Høveder og Planter«. Endvidere er der tegn for »visse Steder«, det vil sige lokaliteter på gårdens jorder og i omgivelserne, som han havde behov for at referere til i sin arbejdsjournal. Morten Andersens tegnsystem fortjente en nærmere undersøgelse, for det synes at kunne give et indblik i en del af en bondekarls begrebsverden i første halvdel af forrige århundrede (Fig. 8).

Længere sydpå i Jylland - omtrent langs en linje fra Randers over Viborg til Ringkøbing - kan vi med dagbøgerne som udgangspunkt tegne et tværsnit gennem halvøen og vise, hvorledes livsbetingelserne har varieret fra øst til vest.

På en stor gård i landsbyen Kondrup nordvest for Randers møder vi Jens Pedersen, som førte dagbog i årene fra 1837 til 1873. På de frugtbare morænejorder, han rådede over, gav kornavlen rigt udbytte, og der var gode priser i disse år ved afsætning til købmænd i Randers. Så godt som hver lørdag kørte Jens Pedersen til Randers - som på den dag altid myldrede af bondevogne - og ikke sjældent havde han et par tønder korn med bag i vognen. Egnens landsbyer var gennemgående store, og de enkelte gårde havde mange folk. Det betød også et rigt udviklet landsbyliv med mange gamle festtraditioner, som kommer til syne i dagbogen gennem stikord som legestue, ridegilde, skårgilde, stovtønde og smedegilde.

I samme tidsperiode finder vi længere vestpå, ude på den vidtstrakte og ufrugtbare Karup hedeslette, bonden Peder Knudsen, som førte dagbog fra 1829 til 1857. Hans verden er en helt anden end Jens Pedersens. Herude lå gårdene spredt eller samlet i små klynger. Landsbyer som dem på Randers-egnen fandtes ikke, og vi møder derfor heller ikke i hans dagbog noget, som kan sammenlignes med de festtraditioner, Jens Pedersen omtaler. De enkelte gårde kunne have meget store arealer - Peder Knudsen rådede over hele 550 tønder land - men kun en ringe del deraf var opdyrket. Resten lå hen som lyngklædt hede, og netop udnyttelsen af heden og den megen tid, der går hermed, er noget af det, der karakteriserer Peder Knudsen som hedebonde. Lyng blev brugt bl.a. til strøelse, som tækkemateriale og til at fyre bagerovnen op med. Hedetørv var gårdens vigtigste brændsel, men derudover skulle man bruge en mængde tørv til at blande i møddingen og køre på de sandede marker sammen med gødningen. Hertil benyttedes også de tørv, som først havde tjent som byggemateriale i digerne omkring marker og kålgård.

Peder Knudsens muligheder for at afsætte produkterne af landbruget var langt ringere end Kondrup-bondens. Han havde langt til købstæderne, og de nærmeste var tilmed dårlige handelsbyer. Desuden var vejene ringe - dagbogen giver flere eksempler på de genvordigheder, man kunne have blot på en tur til Holstebro. Under sådanne omstændigheder vil der være en tilbøjelighed til at bruge så meget som muligt af produktionen selv, og Peder Knudsens gård viser da også en høj grad af selvforsyning. Men noget måtte naturligvis anskaffes udefra. Hos købmanden i byen fik man ting som salt, sukker, kaffe, tobak og humle. Fisk købtes fra vogne, som kom kørende ude fra den jyske vestkyst, og forbruget af træ blev i disse skovløse egne dækket ved køb fra de såkaldte »skovlovringer«, som kom fra egnen ved Silkeborg. Peder Knudsen nævner flere gange, at han har købt vognhjul og materiale til forskellige redskaber af skovlovringerne, når de gjorde holdt i Sørup på vej til marked i Skive.

Skovlovringerne udnyttede de chancer, det gav at være placeret nær grænsen mellem to geografiske områder med vidt forskellige naturressourcer. Et skarpt blik for disse muligheder finder vi også hos fæstebonden Christen Andersen, der førte dagbog så tidligt som 1786-1797. Også han boede i grænseområdet mellem øst og vest, nærmere bestemt i landsbyen Nr. Tulstrup ved Nørreå-dalen mellem Viborg og Randers. Hans landbrug var ret beskedent, nærmest et hedeagerbrug, og han var fæstebonde med pligt til at aflevere en del af sin produktion i landgilde og desuden gøre hoveri. Det var ikke deraf, han hentede sin velstand, men gennem en næsten virtuos udnyttelse af de handelsmæssige muligheder, som hans geografiske placering gav.

Sognet hører til de vestligste skovegne og lå altså godt for salg af træ til midt- og vestjyderne. Christen Andersen skaffede sig træet både gennem udvisning fra godset og ved køb på skovauktion, og det solgte han videre som bygningstømmer til Salling, brænde til Viborg, bark til skomagerne i Randers og trækul til de lokale smede. Men han drev også handel med flere andre ting. De mange bier på egnen inspirerede ham til at købe honning op og videresælge den som mjød. Nr. Tulstrup ligger på grænsen til de jyske bindeegne, hvor strikning og salg af uldne hoser på den tid var en vigtig binæring. Man kunne bruge mere uld end det, de lokale får kunne producere, og derfor kørte Christen Andersen østpå og købte uld op hos bønderne ovre på Randers-kanten til videresalg i binde-egnene (Fig. 9).

Hedebonden fik sit træ østfra, men sin fisk ude fra den jyske vestkyst. Herude finder vi bønder, som kombinerede landbrug med fiskeri. Skal vi illustrere dette med et eksempel fra dagbogsmaterialet, så må vi rykke lidt længere op i tid, til 1870'erne, da strandfoged Christian Christensen i Haurvig på Holmslands Klit førte dagbog. Den tegner et detaljeret billede af et sammensat erhvervsmønster, hvor landbrug - med hovedvægten på kvæghold og høslæt - var kombineret med fiskeri i såvel Ringkøbing fjord som Vesterhavet (Fig. 10).

Med det sidste eksempel, som skal trækkes frem i denne hastige dagbogskavalkade, bevæger vi os over til Sydfyn, til Brahetrolleborg sogn, hvor Hans Nielsen i Gærup skrev dagbog i årene 1813-1833. Han havde et lille landbrug, et bolsted på knap 2 tønder hartkorn, men indtægten heraf supplerede han ved at arbejde som hjulmager. Hans Nielsen var kun 19 år, da han begyndte på sin dagbog. Han boede da hjemme hos forældrene og gik faderen til hånde med både landbruget og håndværket. Det fortæller han om i dagbogen, men til alt held for os er han nok så optaget af at skrive om de fester og sammenkomster, han deltager i. Han synes at have været meget festglad, og dertil lod han sig ikke sjældent benytte som spillemand.

I dagbogen fortælles der om gilderne inden for rammerne af ungdomslavet: juleleg, fastelavnsgilde, pigegilde, afgangsgilde eller blot »et rask lille gilde«, som nogle karle havde taget initiativ til. Men også om de mere satte julegilder, som naboerne gav for hinanden efter tur, om barselgilder og begravelser og om de store tredages bryllupper med tilhørende traditioner, hvoraf mange omtales. Der er et væld af oplysninger om de mange former for samarbejde og gensidig hjælp i landsbysamfundet. Der kunne være knyttet gilder hertil, for eksempel høstgildet, ligesom der kunne være det til håndværkernes aflønning. Et smedegilde i januar 1816, hvor Hans Nielsen og hans far deltog, karakteriseres som »et rask gilde med mad, øl og en god snaps dertil --- vi holdt ud til omtrent 10, og da vi gik hjem derfra, gik vi vild i Hans Jensens mark«. Også mere uformelle besøg, således af bekendte fra en af nabobyerne, registreres i dagbogen, og hertil hører i sommertiden, at afgrødernes tilstand inspiceres: »Var de med ude omkring i vore marker at se dem om på kornet og græsset, som stod temmelig godt«. Alt i alt tegner Hans Nielsen således et ganske detaljeret billede af de sociale relationer og af festmønsteret på landet for halvandet hundrede år siden. Hans dagbog er imidlertid også spændende derved, at den er en af de få, som giver et indblik i den unge, ugifte karls interessesfærer. Tobakspiben og lommeuret med kæden har tydeligt nok været symboler af stor betydning (Fig. 11). Der handles og byttes meget, navnlig med piber, og det synes at være et fast led i det sociale samspil karlene imellem.

Dagbogen fra Gærup hører så absolut til de kilder, som fortjente at blive trykt i deres helhed. Noget sådant er foreløbig sket med to af de ældste dagbøger, der begge er udgivet af Landbohistorisk Selskab. Den ene, som er omtalt i det foregående, er »Fæstebonde i Nr. Tulstrup Christen Andersens dagbog 1786-1797«, den anden »Sognefoged i Stavnsholt Lars Nielsens dagbog 1789-1794«. Flere vil forhåbentlig følge efter. Som det skulle fremgå af disse linjer, er det et kildemateriale, det er umagen værd at beskæftige sig med, hvis man vil lære en svunden tids mennesker og deres livsvilkår at kende.