Planter og porcelæn

Det er ubestrideligt, at spisestellet var bestilt af kongen, men det har vist aldrig været tanken, at det skulle indgå i hofholdningen på Christiansborg. Det var - selv om det ikke direkte kan dokumenteres - efter alt at dømme bestemt til at pryde det kejserlige russiske taffel og på den måde gøre et godt indtryk på den mægtige kejserinde Katharina 2., der som mange andre europæiske fyrster på den tid var en ivrig samler af kunstfærdigt porcelæn. Gaven har skullet understrege, at man fra dansk side tog alliancen med Rusland alvorligt. Det kunne man måske nok være kommet i tvivl om efter den meget beskedne indsats, vi havde ydet, da Sverige 1788 overfaldt den store nabo mod øst.

For den lille porcelænsfabrik måtte det nødvendigvis tage flere år at effektuere en så stor ordre, som der her var tale om, og som tiden gik, kølnedes forholdet til Rusland. Da Katharina døde 1796 - antagelig uden at have fået noget at vide om den danske gavmildhed - kunne man med en vis lettelse glemme alt om gaven. I stedet bestemtes det, at stellet skulle udvides fra 60 til 100 kuverter, og når det blev færdigt afleveres på Amalienborg, hvortil kongen var flyttet efter Christiansborgs brand i 1794. En tragisk hændelse, der i øvrigt nok også havde reduceret hoffets porcelænsbeholdning.

Det usædvanlige forløb, sagen om det »russiske« spisestel fik, havde den for Danmark meget gunstige virkning, at man i dag ejer et kunsthåndværksmæssigt mesterstykke, der beundres både nationalt og internationalt.

Inden porcelænsfabrikken i 1790 (eller måske 1789) kunne gå i gang med at effektuere den kongelige bestilling, måtte der træffes beslutninger om spisestellets form, stil og dekoration. Hvad det første angår, valgte man den såkaldte perleform, kendetegnet ved en række ikke-forbundne perler, der går igen på alle stellets dele. Karakteristisk for tallerkener, fade og lignende er også de fint takkede kanter (Fig. 2). Uden at gå i detaljer kan man sige, at fremstillingen krævede en forfinet teknisk kunnen, ikke mindst hvad angår de højst kunstfærdige borddekorationer, blomsterkurve og lignende pragtstykker. Huskes må det også, at man ikke dengang kendte den bløde porcelænsmasse. Med de begrænsede tekniske hjælpemidler, der stod til rådighed, måtte næsten hver enkelt del udføres helt som håndarbejde.

Ved valget af dekoration fandt man det rimeligt at tage hensyn til, hvor stellet var tænkt at skulle bruges: en eller anden national manifestation ville være passende. Nu var porcelænsfabrikken i den ganske særlige situation, at direktøren, Johan Theodor Holmskjold, var en anerkendt botaniker med speciale i svampe og forfatter til et værk om denne del af planteverdenen (Fig. 3). Han kendte naturligvis så godt som nogen det botaniske storværk, man var begyndt at udgive 1761, og som med tiden skulle blive til en fuldstændig beskrivelse og afbildning af alle vilde planter i hele monarkiet. Det var da nærliggende at bruge værkets farvelagte, kobberstukne billeder som forlæg for stellets dekorationer.

Det botaniske værk, der her er tale om, og som omtales nærmere nedenfor, havde i sin titel hovedordet Flora Danica, og netop dette blev fra første færd og for al fremtid spisestellets navn. Hvorom alting er, den 20. august 1790 sendte kongens bibliotekar en tjener af sted til porcelænsfabrikken med de tunge foliobind, der var udkommet indtil da; de indeholdt ca 1000 kolorerede kobberstik af danske planter. I regnskabet er opført 4 rigsdaler i drikkepenge til tjeneren, og denne regnskabsnotits er, så mærkeligt det lyder, den eneste dokumenterede oplysning om, hvornår man gik i gang med spisestellet Flora Danica.

Holmskjold var også så heldig at kunne ansætte en fremragende blomstermaler og kobberstikker, J. C. Bayer, til at foretage den krævende kunstnerisk betonede kopiering af blomsterne i bogværket. Det blev Bayers livsopgave, og han løste den på uforlignelig måde. Ganske vist havde han hjælpere, og også de var dygtige, men det var dog ham, der dekorerede langt de fleste af de ca 1800 dele, som stellet bestod af ved afleveringen. Alt lige fra knivskafter og saltkar til store terriner og borddekorationer var påmalet blomsterbilleder.

Ved nytårstid 1803 blev de første dele af stellet leveret til Amalienborg, og allerede den 29. januar, kongens fødselsdag, toges de i brug.

Fra første færd betragtede man pragtstellet som en særlig kostbarhed, hvorfor det kun blev brugt ved specielle lejligheder som fyrstebesøg, kongelige bryllupper, højesterets åbning og lignende store højtideligheder. Det må have været et pragtfuldt syn, når man i N. H. Jardins vidunderlige rokokoriddersal dækkede op med hundredvis af tallerkener, snesevis af fade og terriner, større og mindre vaser og blomsteropsatser, alt i porcelæn, og skinnet fra hundreder af vokslys fik stellets guld og farver til at stråle i glans og herlighed.

Det kunne naturligvis ikke undgås, at der efter hvert taffel med Flora Danica var gået en eller flere ting i stykker, men hofmarskallen skulle have skårene forevist, så man havde kontrol over tabene. Ved en enkelt fest gik ikke færre end 32 tallerkener tabt. Man kan dog glæde sig over, at stellet ikke blev brugt ved en jagtfrokost, kongen inviterede til i 1810 (Fig. 4, Fig. 5, Fig. 6). Dér blev stemningen så animeret, at gæsterne begyndte at smide kartofler og anden mad i hovedet på hinanden, og Frederik 6. selv kastede rundt med fyldte tallerkener. De fløj som bomber gennem rummet, og kongen traf godt, fortæller et øjenvidne. »Man kan gøre sig et begreb om, hvordan ansigter og klæder blev tilredt«, tilføjer beretteren.

I midten af 1800-årene blev det bestemt, at Flora Danica-stellet som det nationale klenodie, det er, skulle indlemmes i »De danske Kongers kronologiske Samling« på Rosenborg. Dog ikke det hele - en del blev forbeholdt sølvkammeret på Christiansborg til brug på slottene. Ved flere lejligheder viste Frederik 7. sin gavmildhed ved uden videre at forære en af gæsterne en terrin eller lignende. En venlighed, som for eksempel det svenske nationalmuseum i dag kan glæde sig over.

75 Flora Danica-stykker blev i 1878 vist på verdensudstillingen i Paris, hvor de opnåede fortjent anerkendelse. Intet gik tabt ved den lejlighed, men så heldige var man ikke i 1884, da Christiansborg brændte. Selv om de dele af stellet, der var her, skyndsomt blev bragt over i Slotskirken, gik dog 43 forskellige stykker til grunde (Fig. 7). Mere tragisk, rent menneskeligt set, var det dog, da direktøren for Den kongelige Porcelænsfabrik, Arnold Krog, i en avisartikel 1906 afslørede, at der fra samlingerne på Rosenborg var forsvundet meget betydelige dele af Flora Danica-stellet, og mere end antydede, at en betroet embedsmand tilknyttet museet var den skyldige. Anklagen viste sig at holde stik: manden, en anerkendt historiker, måtte vedgå, at han gennem nogle år til egen fordel havde solgt over 100 dele af stellet, heriblandt også store stykker såsom terriner. Det lykkedes at tilbagekøbe 81 dele, men de øvrige var tabt for stedse.

Efter afleveringen i 1803 lå fabrikationen af Flora Danica-porcelæn stille indtil 1862, hvor en damekomité bestilte et service på 60 kuverter (725 stykker) som bryllupsgave til Christian 9.s datter Alexandra og prins Edward, senere Edward 7. af England. Dog blev en del af genstandene i stedet for med planter dekoreret med prospekter af danske slotte og herregårde. En lignende gave, men helt som originalen, modtog prinsesse Anne-Marie og kong Konstantin af Grækenland, da de i 1964 indgik ægteskab.

Flora Danica-porcelæn fabrikeres den dag i dag, det sælges til alverdens lande og hører til fabrikkens mest ædle og efterspurgte produkter. Dette stel var og er stadig »et bevis på vor nations kunstflid«.

Men nu mammutværket, som lånte spisestellet sit navn! Udgivelsen af dette hænger sammen med 1700-årenes interesse for de »økonomiske videnskaber« og den igen med tidens økonomiske politik, merkantilismen, der blandt andet hævdede det ønskelige i at udnytte de hjemlige råstoffer på bekostning af de importerede. Så tidligt som i 1740 havde den berømte svenske botaniker Carl von Linné udtalt, at man kunne fremelske et lands rigdom ved at udbrede kendskabet til naturen og udnytte de resultater, naturvidenskaben nåede frem til. Naturvidenskaber såsom fysik, kemi, geologi og botanik blev på den måde til »økonomiske videnskaber«.

Planteverdenen som råstofkilde var derfor et emne, der optog mange af tidens store personligheder, blandt dem udenrigsministeren J. H. E. Bernstorff og storgodsejeren Adam Gottlob Moltke til Bregentved. Sidstnævnte - selv ejer af en stor naturhistorisk samling - fik i 1756 oprettet det såkaldte Naturalie- og Husholdningskabinet, der med sine samlinger af mineraler, dyr og planter (blandt andet dem, Carsten Niebuhr-ekspeditionen havde indsamlet i Arabien) netop skulle fremme interessen for naturvidenskaben og udbrede dens resultater. Moltke tog også, sammen med Bernstorff, initiativet til anlæg af en stor botanisk have i København. Det var først og fremmest en nyttehave, der skulle vise nyheder og fremskridt på land-, skov- og havebrugsområdet. Den lå oprindelig, hvor nu Esplanaden og A. P. Møllers kontorkompleks ligger, men allerede 1778 flyttedes den til arealet bag Charlottenborg og langs Nyhavn. Haven var en del af de såkaldte »botaniske anstalter«, der tillige omfattede et botanisk bibliotek og - nu kommer vi til det i denne forbindelse væsentlige - et stort værk om planteverdenen, ikke blot i Danmark, men også i Norge, Slesvig-Holsten, Island og andre tilknyttede områder. Atter her var hovedformålet at udbrede kendskabet til planterne og oplyse om det udbytte, man rent økonomisk kunne have af dem, men samtidig blev der jo lejlighed til over for udlandet at fremhæve den enevældige danske konges videnskabelige interesse, og det var heller ikke uvæsentligt. Som direktør for »de botaniske anstalter« indkaldte man en dygtig tysk læge og botaniker, Georg Christian Oeder. Det var egentlig kongens hensigt, at han skulle være professor ved Universitetet, men her forkastede man hans disputats med den begrundelse, at han ikke beherskede latin godt nok, så han måtte nøjes med et nyoprettet professorat ved den botaniske have.

At realisere planen om det store planteværk, krævede mange forberedelser, og der var ikke ældre litteratur af betydning at bygge på; det skrift, Simon Paulli havde udsendt 1648, også under titlen Flora Danica, var nærmest en medicinsk farmaceutisk håndbog. Der blev derfor nedsat en kommission til at udforme retningslinjerne, men det var ikke altid let for Oeder, der nok følte sig bedre kvalificeret end de fleste af medlemmerne, at følge dens forslag (Fig. 8, Fig. 9). Man enedes dog om, at der skulle tegnes efter friske planter og i naturlig størrelse. Det var på tale, at der af det indsamlede materiale skulle laves fem herbarier, hvoraf et skulle anbringes på Det kongelige Bibliotek og et andet på Sorø Akademi, men det blev nu aldrig til noget.

Plantematerialet måtte skaffes på indsamlingsrejser, og Oeder foretog selv gennem fem år sådanne til Norge og senere til blandt andet Slesvig og Holsten. Det var nødvendigt for ham at være ledsaget af en tegner med kvalifikationer til netop denne opgave, og en sådan fik han fra Nürnberg: Martin Rössler, der kom til Danmark sammen med sin far, kobberstikkeren Michael Rössler. Begge virkede ved Flora Danica med stor dygtighed gennem en årrække og blev i Danmark til deres død. De tavler, de har tegnet og stukket, hører til de bedste i værket.

Et problem var at få ansat dygtige folk til farvelægning af kobberstikkene i de eksemplarer af værket, der skulle udsendes koloreret. Der var hidtil herhjemme ikke uddannet nogen på dette felt, så man fik kongens accept til, at der ved det kun få år gamle kunstakademi blev oprettet en særlig skole til oplæring af piger i koloreringskunsten. Eleverne hentede man fra den opfostringsanstalt for fattige piger, der fandtes på Christianshavn, og som »læremoder« ansattes en tysk kunstner, J. A. Seizberg, der var kommet til Danmark nogle år tidligere. Madam Seizberg nåede at uddanne flere hold elever, før hun døde 1772, hvorefter hendes mand fortsatte arbejdet. Han giftede sig senere med sin første kones bedste elev, Marie Olsen, der også kom til at virke som læremoder.

I 1761 var man nået så vidt med forberedelserne, at der - på dansk, latin, tysk, engelsk og fransk - kunne udsendes en fyldig indbydelse til abonnementstegning. Det gjaldt jo om at få storværket kendt i så vide kredse som muligt, for, som Oeder sagde, botanik kan ikke være »almennyttig, så længe den kun er en videnskab for de få«. Værket blev udsendt i hæfter: 60 tavler i format 30x27 cm med kobberstukne afbildninger samt en ganske kort tekst (plantens navn, findested med videre); den egentlige tekst skulle udkomme senere. Prisen pr hæfte blev sat til 4'A rigsdaler og det dobbelte, hvis man ønskede et koloreret eksemplar. For at stimulere afsætningen nedsattes beløbet dog på et senere tidspunkt til 2.5 og 8 rigsdaler (Fig. 10, Fig. 11).

Få måneder efter subskriptionsindbydelsen, der vist ikke gav det ønskede antal abonnenter, kunne man udsende det første hæfte. Titlen var på både latin og dansk; den sidste lød i al sin omstændelighed: Aftegninger på de planter, som vokse vildt i kongerigerne Danmark og Norge, i hertugdømmerne Slesvig og Holsten og i grevskaberne Oldenborg og Delmenhorst til at oplyse det under titel Flora Danica på kongelig befaling foranstaltede værk over disse planter. Udgivne af bemeldte værks forfatter Georg Christian Oeder.

Nu kunne omverdenen så danne sig et indtryk af, hvad det var for et pragtværk, der var søsat. Især de kolorerede eksemplarer må have vakt beundring hos modtagerne, og det var foruden bestillerne et stort antal friabonnenter: kongen (naturligvis) og hoffet, forskellige udenlandske fyrstehuse, lærde skoler og tvillingrigernes højeste embedsmænd såsom biskopper og amtmænd. Også de præster og andre, der »kun« havde bestilt ufarvede eksemplarer, har sikkert modtaget hæftet med tilfredshed. Det blev lovet abonnenterne, at hele værket ville foreligge færdigt i løbet af en snes år, men det skulle gå anderledes.

For at fremskynde udgivelsen ansattes flere tegnere, heriblandt den ovenfor omtalte blomstermaler J. C. Bayer, der senere - til skade for bogværket Flora Danica, men til gavn for spisestellet Flora Danica - gik over til Den kongelige Porcelænsfabrik. Trods alle anstrengelser var man i 1771 kun nået til hæfte 10, og nu skete der noget helt uforudsigeligt. Oeder havde i 1769 udgivet et økonomisk værk om blandt andet visse landboreformer, og Struensee, der nu var kommet til magten, fik øje på sin landsmand. Han blev knyttet til den kreds af embedsmænd, den nye leder omgav sig med, og udførte her et udmærket arbejde som økonomisk rådgiver. Selv om Oeder ikke kompromitterede sig politisk, blev han alligevel revet med i Struensees fald og måtte opgive også Flora Danica for at tage til takke med et landfogedembede i Oldenborg. Hans interesse for det værk, han havde påbegyndt, svigtede ham imidlertid ikke. Til kort før sin død arbejdede han - dog uden held - på at få udgivet et tysk sidestykke til den danske Flora Danica.

De næsten tyve år, Oeder havde arbejdet med det store projekt, må - hans dygtighed til trods - siges at være præget af fejlskøn og mere eller mindre undskyldelige forsinkelser. Det gjaldt de for hele arbejdets nytteværdi så nødvendige »håndbøger« og vejledninger. Dog lykkedes det ham at indfri løftet om en botanisk håndbog, en stor lærebog, Elementa Botanicae, som han i 1764 udsendte på både dansk, tysk og latin. Den opnåede en vis international anerkendelse, men nogen varig betydning fik den ikke. Først og fremmest fordi Oeder ikke var tilhænger af den ovennævnte svenske botaniker Carl von Linnés metode til plantebestemmelse efter antallet af støvdragere - et system, som netop på Oeders tid vandt stor udbredelse. Den udførlige beskrivelse af de i tavleværket optagne planter var oprindelig planlagt at skulle udgives samtidig med plancherne, men Oeder nåede kun i 1770 at udsende første del omhandlende sporeplanter (bregner, mosser m.m.). Den påtænkte »ekskursionsflora«, en systematisk fortegnelse over alle planter i landet, blev erstattet af en ordbogsagtig og mindre brugbar publikation, Nomenclator Botanicus (Fig. 12). Værre var det dog, at den del, der efter planen var hele værkets vigtigste, en praktisk håndbog, der beskrev planternes egenskaber med særligt henblik på nytteværdien, aldrig blev en realitet, men her havde manglende samarbejdsvilje fra universitetets side dog muligvis en del af skylden.

Mens Oeder var optaget i Struensees finansstyrelse, tog en anden kendt naturforsker, Otto Frederik Müller, sig af Flora Danica, og i 1775 blev han eneredaktør af værket. Skønt plaget af sygdom foretog han flere indsamlingsrejser, også til Norge, hvor han i øvrigt ejede en gård, men arbejdet skred kun langsomt fremad, og de bevilgende myndigheder begyndte at miste tålmodigheden. For at få gang i sagen fordoblede man den årlige bevilling, som Struensee havde skåret ned til 800 rigsdaler, og håbede så, at værket kunne fuldføres på en halv snes år.

Müller nåede inden sin død 1784 at udsende fem hæfter, men han blev kritiseret for i overdreven grad at have bragt illustrationer af alger, skimmelsvampe og slige »unyttige« vækster (Fig. 13). Også hans efterfølger, Linné-eleven Martin Vahl, der inden udgangen af århundredet forøgede værket med seks hæfter, blev udsat for kritik; han havde lagt for megen vægt på norske planter. Mest utilfredse var dog måske de bevilgende myndigheder. Det blev gjort op, at der indtil da var ofret 41.000 rigsdaler på projektet.

Nu gik der syv år, før der igen kom et hæfte, det 22. i rækken, men til gengæld lykkedes det den nye redaktør, J. W. Hornemann, at få udsendt endnu sytten før sin afgang 1840. Arbejdet fortsattes med skiftende redaktører, og 1861 var man så heldig at få en ung og meget energisk botaniker, professor ved Landbohøjskolen Johan Lange, tilknyttet værket; han havde blandt andet gjort sig kendt ved udgivelsen af en af dansk botaniks klassikere, Håndbog i den danske Flora. Det var ham, der, 1883, førte Flora Danica til ende og endda udvidet med et bind om svenske planter, så at værket fik en nordisk karakter.

Som en sidste aktivitet i Flora Danicas bevægede, mere end 100-årige historie kan man betragte afleveringen af de tonstunge kobber-trykplader med alle værkets plantetegninger indgraveret til det botaniske bibliotek i Botanisk Have ved Charlottenborg. Desværre havde det pladsmangel - dengang som nu - så pladerne blev deponeret på Christiansborg, hvor en del gik tabt ved branden 1884.

De 18 digre foliobind, som Flora Danicaværket sædvanligvis er indbundet i, indeholder ikke færre end 3240 kobberstik af danske blomster og »lavere« planter. Æren for de - i hvert fald ofte - meget fremragende afbildninger må tilskrives en lille flok tegnere og kobberstikkere, hvoraf enkelte er nævnt i det foregående. Glemmes må ej heller rækken af anonyme damer, der så minutiøst har udført koloreringerne.

Flora Danica er ubestridt det største illustrationsværk i dansk boghistorie. Alligevel er det næppe forkert at sige, at denne »botaniske anstalt« led skibbrud. Den lange udgivelsestid, de mange skiftende hovedredaktører og det uheldige, at de tekster, som var nødvendige supplementer til tavleværket, ikke blev udgivet efter planen, medførte, at resultatet ikke fik den tilsigtede videnskabelige betydning. Også værkets nyttevirkning med hensyn til i vide kredse at udbrede kendskabet til planteverdenen og dens økonomiske muligheder blev begrænset. Om værket kastede den forønskede glans over den enevældige monark, er vist også ret tvivlsomt. Den meget uregelmæssige udgivelsesrytme må snarere have virket modsat.

Oeders vision om, at Flora Danica skulle blive et eksempel til efterfølgelse for andre europæiske lande, gik kun delvis i opfyldelse, men værket blev dog ikke ubemærket, og der viste sig fra flere sider en aktiv interesse for at skabe en slags fælleseuropæisk beskrivelse af planteverdenen. I Østrig udgav man således (i løbet af to-tre år!) en Flora Austriaca, i hvilken man udelod de østrigske planter, som også voksede i Norden og var medtaget i det danske værk. Noget lignende skete i Rusland, og det er betegnende, at udgiveren af en engelsk flora blev bebrejdet, at han medtog planter, som i forvejen var afbildet i Flora Danica. Det var trods alt en imponerende indsats, der var ydet, og den blev i samtiden vurderet højt. En kendt tysk botaniker, Kurt Sprengel, omtaler i 1808 Flora Danica som et botanisk skatkammer, der især på grund af sin troværdighed og sine gode afbildninger indtager en førsteplads blandt de botaniske hjælpemidler.

At bogværket Flora Danica - ligesom navnefællen taffelservicet - i dag er efterspurgt af samlere både herhjemme og i udlandet, kan ikke undre. Hvor mange eksemplarer, der er bevaret komplet til vore dage, vides ikke, men givet er det, at adskillige i årenes løb er blevet »slagtet«, så at de enkelte stik kunne anvendes til for eksempel vægpynt, og selve udgivelsesformen, i let adskillelige tavler, har i øvrigt også gjort det vanskeligt at opretholde fuldstændigheden. Et komplet eksemplar med kolorerede tavler kommer kun sjældent i handelen, og mens man for årtier siden anslog værdien til »nogle tusinde« kroner, må en nutidig liebhaver ofre noget, der nærmer sig millionen.

Skulle den heldige køber få lyst til at fejre erhvervelsen ved at invitere en snes venner til middag med Flora Danica-porcelæn, så må han eller hun, selv om det kun drejer sig om nyfremstillede stykker, være forberedt på at skulle af med et lignende beløb (Fig. 14).