Pige i blåt

Næsten - ja for naturligvis er der spredte undtagelser. Snart her, snart der dukker ting op, som - ofte dog kun gennem sindrige fortolkninger - kan løfte en flig af sløret. Men det kan uden forbehold kaldes bemærkelsesværdigt, at der nu fra jernalderen er fremkommet et gravfund af en kvalitet, som nærmer sig egekisternes - ja som på et enkelt område endog overstråler de berømte forbilleder.

Gårdejer Jens Jensen, Lønne hede i Vestjylland hører til de få, der endnu pløjer med heste, og han har derfor bedre lejlighed end de fleste til at iagttage, hvad der gemmer sig i hans jord. Først fandt han lerkarskår, senere stødte ploven på sten, hvilket forekom ham påfaldende, da jorden ellers er stenfri. Han gravede ned, afdækkede en stendynge og traf mellem stenene et lerkar og en kantstillet planke. Varde museum og lærer Mandøe Hansen, Ølgod blev alarmeret, men det blev museet i Ribe, som under Mogens Bencards ledelse kom til at forestå udgravningen.

Det blev hurtigt klart, at man stod over for en begravelse fra romersk jernalder. Den lå ca én meter dybt i jorden, der her i det fordums hedeland består af gult sand med alstriber af vekslende tykkelse. Disse alstriber samt høj grundvandstand - vandspejlet stod 10-15 centimeter over gravbunden - havde skabt særdeles gode bevaringsforhold. Ikke alene var en væsentlig del af kisten til stede, men også meget af den dødes dragt. Fundet af det vævede stof - endog med røde og grønne kulører - komplicerede udgravningen, og gjorde bistand påkrævet. Bud afgik til Nationalmuseets konserveringsanstalt, som tilsluttede sig udgravningsholdet repræsenteret ved undertegnede (Fig. 1, Fig. 2).

De fjorten dage på Lønne hede var barske vejrmæssigt set, så det blev nødvendigt at rejse et plastichus over graven. Det lunede, og endnu mere lunede bekendtskabet med de hyggelige vestjyder - men selv med disse fordele taget i betragtning, lod det sig ikke overse, at den meget vanskelige udgravning, om den skulle lykkes, ikke kunne fortsættes på stedet. Hele området med dragten måtte indgipses og bringes til København, hvor den endelige afdækning kunne foregå med laboratoriets hjælpemidler til rådighed. Det skete, men først efter at graven iøvrigt var færdigundersøgt og opmålt. For ikke at skade tøjet var det nødvendigt i gipspræparatet at medtage den del af kistens bund, som stoffet hvilede på, og det viste sig, at bundplankerne her var så velbevarede, at de ikke kunne skæres, men måtte saves over. Operationen lykkedes, og snart stod den store kasse på Nationalmuseets konserveringsanstalt, hvor trådene nu - bogstaveligt - skulle redes ud.

Det er et par år siden, de ovenfor skildrede begivenheder fandt sted. I den forløbne tid er tøjet blevet færdigudgravet, konserveret og undersøgt på forskellig måde - et arbejde, som endnu ikke er tilendebragt i alle detaljer. I fundet er det unægtelig dragten, der påkalder sig opmærksomheden, men før vi vender os mod denne, kan der være grund til kortelig at redegøre for gravens udenværker, som sandelig heller ikke er at foragte.

Kisten, der var bygget af svære egeplanker, er i virkeligheden et overordentlig sjældent stykke. Af de tusinder af danske jernaldergrave, som er undersøgt, har kun ganske enkelte ydet tilsvarende fund. Hvordan den - og graven i det hele taget - var konstrueret, er der gjort rede for i vedføjede billedserie, der, om ikke i alle detaljer så dog i de væsentligste, bygger på sikre iagttagelser. De ret små sten, som kisten stod ompakket med, var ved lågets sammenbrud sunket ned i gravrummet, men uden at gøre nævneværdig skade.

Bunden af kisten har utvivlsomt, sådan som vi også kender det fra egekisterne, været dækket med en dyrehud (den var nu forsvundet, men hårlaget lå tilbage), og her ovenpå har man bredt et klæde eller tæppe af groft vævet stof, hvorpå den døde blev lagt med al sit udstyr. Tæppet har antagelig været så stort, at det efter anbringelsen af liget har kunnet foldes ind over dette, men de stofrester, som denne formodning bygger på, var i meget miserabel stand.

Man skulle tro, at skelettet, som jo normalt hører til den mere bestandige del af gravindholdet, under de foreliggende omstændigheder måtte være i fineste stand, men det var meget langt fra at være tilfældet, hvilket iøvrigt også stemmer meget godt med vore egekisteerfaringer. Kun enkelte stærkt opløste knogler og håret(!) var tilstede, men alt i graven taler for, at den døde har været en kvinde, og det er sandsynligt, at hun har ligget på højre side og med let bøjede ben. Det omtalte hovedhår var ganske vist stærkt sammentrykket og pletvis næsten opløst, men giver alligevel et nogenlunde klart billede af frisuren. Fra en skilning midt over panden er håret lagt ud til begge sider i to flade bånd, hvert bestående af fire trebåndsfletninger; de er ført rundt om hovedet og bundet sammen i nakken. En ret så besværlig frisure at sætte.

To steder i graven fandtes spor af jerngenstande, men så omdannede, at bestemmelse ikke var mulig. En tredje jernting, en lille kniv med næsten bortrustet blad, men bevaret træskaft, lå i fodenden, og her stod også - som det bør sig i grave fra denne tid - et lerkarsæt, der formentlig har indeholdt mad og drikke. På langs i kisten, til højre for den døde, fandtes rester af en 80 centimeter lang, uafbarket hasselkæp - et ejendommeligt fund, hvis betydning er uklar, men som kendes ganske tilsvarende fra vikingetiden og - hvad der er mere mærkeligt - fra tidlig kristen tid (se Skalk 1965:4). Hvad der ellers blev fremdraget af småsager, har alt sammen tilknytning til dragten. Denne er et så mærkeligt stykke, at den fortjener at betragtes under en lidt større synsvinkel (Fig. 3, Fig. 4).

I vor samling af oldtidsdragter - det vil sige egekistetøjet samt nogle få mosefundne klædningsstykker - ejer vi et ikke blot sjældent, men højst fascinerende materiale. Man kan opleve en næsten personlig kontakt med oldtidens mennesker i disse kropsnære fortidslevn med deres vekslende mini- og maxilængder, rundskårne skulderslag, tunge kapper og kuriøse hovedbeklædninger præget at stadig skiftende moder, men det indtryk, man på denne måde danner sig af menneskenes udseende, bør ikke accepteres helt uden forbehold. Når tekstilfundene alle fremtræder i afdæmpede farver - en ensformig vekslen af brunt og gråt - skyldes det i højere grad deres ælde end oldtidsfolkets noble smag. Det er jordens farveskala, der har sat sit præg på dem. Kun lejlighedsvis - i flygtige glimt - brydes den »grå« oldtid af livsglade kulører. Således i Lønne-fundet, hvor en blå dame langsomt, men umiskendeligt tog form (Fig. 5).

Bevaringstilstanden af gravens tekstiler var meget forskellig. Hvor mange lag lå over hinanden, var den god, hvor der kun har været et par lag, var den så ringe, at stoffet ikke har kunnet reddes. At »afklæde« pigen lag for lag lod sig ikke gøre, blandt andet fordi stofferne på sine steder var stærkt sammenfoldet, men det har været muligt at danne sig et nogenlunde pålideligt indtryk af lagfølgen og stoffernes indbyrdes forbindelse. Herpå bygger rekonstruktionen, der indeholder en lang række helt sikre enkeltheder i en undertiden lidt usikker sammenhæng.

Alt tøjet i graven er vævet af garn spundet af fåreuld. Vævemåden er enten »toskaft« eller »kiper«, men hertil kommer brikvævede bånd af to typer brugt til garnering af dragten. At man ikke har ladet sig nøje med fåreuldens naturlige farver, kunne direkte ses på tøjstykkerne, som var tydeligt kulørte: dybrødt, rødbrunt, grønt samt alle nuancer fra brunt til næsten hvidt kunne udskilles. Den grønne tone viste sig nu senere at være misvisende; ganske små partier af tøjet havde bevaret en dybblå farve, og betragtede man en enkelt »grøn« tråd under mikroskop, fremtrådte den tydeligt blå. Der er således god grund til at antage, at hovedparten af tøjet, der nu opfattes som grøn- og brunflammet, oprindelig har været dybblåt.

I jordprøver taget i graven er der fundet blomsterstøv af planten farvevaid, som påviseligt - omend kun i enkelte tilfælde - blev anvendt af jernalderdanskerne til blåfarvning af tøj, men dette fingerpeg om vort farvestofs oprindelse er endnu ubekræftet. En afklaring af spørgsmålet er dog i sigte. Farve- og medicinalfirmaet Ciba i Schweiz har beredvilligt og uden vederlag lovet at hjælpe os, og på dets laboratorium arbejdes der for tiden med analysen (Fig. 6).

Til dragten hører et smykkesæt, hvor pynt og nytteformål samt måske lidt overtro synes at indgå en forening. Tre brocher, to af bronze og en af sølv, må have siddet øverst på kjolen, og et par sølvperler og en s-formet sølvhægte kan næppe have været båret på anden måde end som et - ret beskedent - halssmykke. En tredje perle - ligeledes af sølv og kunstfærdigt forarbejdet - blev fundet i forbindelse med håret og har muligvis siddet der. Pæne ting, velkendte sager fra tidens smykkeudstyr. - Længere nede på dragten blev også fundet sager, men af en helt anden art, som taler mere til fantasien: et forstenet søpindsvin, endnu en forstening (såkaldt raslesten), en kastanjelignende genstand af uvis, men måske bestemmelig art og en stor ravperle. Smykker eller amuletter? (Fig. 7, Fig. 8, Fig. 9). De tre førstnævnte blev fundet ombundet med snor, og man må have lov at formode, at de har været fæstnet til nederdelens linning og til dels gemt væk i folderne ved venstre hofte. Også ravperlen har vistnok været fastgjort til linningen, men midt foran.

Ind i vor forestilling om jernalderen vandrer en kvinde i kjole af blåt stof med røde borter og besætninger - synet er uvant, men det skyldes måske, at vi ikke med tilstrækkelig nidkærhed har læst vore klassikere, eller at vi ikke har turdet tage dem helt alvorligt. Den romerske forfatter Tacitus, der levede netop på Lønne-fundets tid, og som altid er god at spørge, når det drejer sig om germanske forhold, fortæller, at »kvinderne ret ofte hyller sig i overstykker af linned, som de udpynter med purpurrødt«. Det stemmer, ser vi nu, og når han tilføjer, at »de lader ikke overkroppens klædedragt løbe ud i ærmer, men er nøgne på over- og underarm«, så må vi atter nikke bekræftende. Lønne-damens kjole har utvivlsomt været ærmeløs.

Lerkar og brocher røber fundets alder; sager som disse var moderne i 1. århundrede efter Kristi fødsel. Også den dødes sociale stilling synes klar: solid vestjysk velstand - intet mere. Grave med lige så velformede lerkar, med lige så kostbare smykker er fundet i hundredevis, men under mindre gunstige betingelser. Bevaringstilstanden er Lønne-fundets store aktiv; den alene har sikret det den fremskudte plads i jernalderforskningen, som det utvivlsomt vil komme til at indtage. Dragten, frisuren, kisten, den mærkelige hasselkæp - det er ny og velkommen viden at fylde i et par af de gabende huller, som skæmmer vort, ak så ufuldkomne, billede af jernalderlivet (Fig. 10).

Kvindegraven fra Lønne er det første arkæologiske fund, Nationalmuseet har kunnet registrere fra dette sogn, men flere vil utvivlsomt følge efter. Grave fra romersk jernalder ligger sjældent alene, men lad os ikke nære for store forhåbninger og nøjes med at notere, at der på samme mark, hvor undersøgelsen foretoges, senere er fundet spor af bebyggelse fra gravens tid. Om ikke andet og bedre indtræffer, kan vi dog altså forvente med tiden at erfare lidt om den hverdag, hvori den blå pige færdedes (Fig. 11).