Peymanns rende

Hvad var dette? Gamle kort blev hentet frem og mysteriet hurtigt opklaret. Adskillige korttegnere helt tilbage fra 1600-tallet har på dette sted markeret en kanal mellem Sortedamssøen og byens voldgrav. Studier i litteraturen uddybede bekendtskabet. Kanalen er anlagt af Kristian den 4. Den stenbyggede del, som nu er genopdaget, er af noget yngre dato og kaldes Peymanns rende efter en af sine bygmestre. Lad os se nærmere på den. Dog, før vi bryder muren ned og begiver os ind i tunnelen, vil en kort oversigt over den københavnske vandforsynings historie være på sin plads.

København blev som bekendt grundlagt 1167 af biskop Absalon. At han placerede sin by med omtanke, kan ikke bestrides, men een fejl havde beliggenheden: det store livgivende vandløb, som så mange andre byer har hentet grokraft af, manglede her; til erstatning forefandtes en ussel bæk gennem et mosedrag, der hvor nu »Søerne« ligger. De bække og småsøer, som fandtes i byens bagland, var ikke umiddelbart tilgængelige for den tørstende by, men da de senere fik stor betydning, er der grund til at se nærmere på dem. De falder i to grupper: mod nord en samling søer (Lersøen, Gentofte sø, Søborg sø) med fælles afløb til Øresund gennem Rosbækken - og mod vest to åer (Kags å og Harrestrup å), ligeledes med fælles afløb, men sydpå til Kalvebod strand.

Den by, som skabtes på Absalons initiativ, blev hurtigt befæstet med vold og grav, og allerede da må vandproblemet have meldt sig, eftersom en vandfyldt grav er mere effektiv end en tør. At skaffe drikkevand til den voksende stad blev også efterhånden mere, end byens brønde kunne klare, og i øvrigt havde man brug for vandkraft til drift af møller. Hvem der løste problemerne og nøjagtigt hvornår, det skete, ved vi ikke, men vi er i stand til at overskue resultatet, som det forelå efter udløbet af middelalderen. Tværs over det omtalte mosedrag lige uden for byen (ved nuv. Søpavillon) lagde man en dæmning. Vandet blev derved holdt tilbage, så at der opstod en sø, men denne første Peblingesø har næppe været af større omfang og har ikke i det lange løb kunnet dække byens behov. I de to omtalte vandområder, søgruppen mod nord og åerne mod vest, havde man imidlertid en reserve, og opgaven blev nu at lede vandet fra den ind i det kunstigt skabte bassin, hvilket krævede spærring af de naturlige afløb og anlæggelse af nye kanaler. Mod vest blev en dæmning lagt over Harrestrup å; derved opstod den sø, som nu hedder Damhussøen, dens vand blev ad delvis kunstige render (Grøndalsåen og Ladegårdsåen) ført over i Peblingesøen. Mod nord blev på samme måde Emdrupsøen skabt, formodentlig ved udbygning af en allerede eksisterende mølledæmning. Vandet fra den (og fra de andre søer, som den var forbundet med) blev ført ned til Lersøen, hvis afløb til Rosbækken blev spærret med en dæmning, og videre gennem Lygteå ned til Ladegårdsåen og Peblingesøen. Alle disse endnu eksisterende vandløb henligger mere eller mindre synligt i den moderne by, hvor de også har afsat sig tydelige spor i gadenavnene. Peblingesøen og dens forlængelse Sortedamssøen antog ved disse foranstaltninger et omfang, som nogenlunde svarer til det nuværende, og det blev nødvendigt at anlægge en dæmning ved Østerbrogade for at forhindre, at vandet gik ad bagdøren ud i Øresund. Meningen var jo, at stadsgraven skulle forsynes; det blev den, og samtidig blev byens møller holdt igang. Byens vandforsyningssystem var hermed fuldt udbygget, men som et supplement til det lagde man endnu en dæmning over mosedraget (ved nuværende Gammel Kongevej), hvorved Sct. Jørgens sø blev skabt og det københavnske søbælte fuldstændiggjort. I fugtige perioder lod man overskudsvandet fra Søerne passere dæmningerne og flyde ud i Kalvebod strand ad det gamle bækleje. Dette vandløb - af en senere tids københavnere ironisk kaldet Rosenåen - har Bymuseet også for nylig haft lejlighed til at sætte spaderne i.

Til held for København var dens første planlægger en fremsynet mand, som sørgede for, at byens befæstning blev rummelig med god plads til at vokse i -dog, efter 400 års forløb begyndte stadens livrem så småt at stramme. Velstående borgere følte trængslen generende og byggede sig landsteder uden for den skærmende vold. Kongen selv fulgte eksemplet, men Kristian den 4. lod ikke sit Rosenborg ligge ubeskyttet, det blev forsynet med vold og grav, og det var for at skaffe vand til sidstnævnte, han i 1618 befalede sin voldmester Jørgen Drücker at lade grave en rende fra Sortedamssøen til det nyanlagte slot; det er den nu genfundne kanal i dens ældste skikkelse. Et vigtigt punkt på Kristian den 4.'s omfangsrige byggeprogram var selve stadens udvidelse gennem anlæggelsen af en ny befæstning; da den omsider kom, indesluttede den også det lille kongeslot i sin brede favn. Voldlinjen kom til at gå mellem Sortedamssøen og Rosenborg, derved blev renden skåret over, men den blev ikke sat ud af funktion, dens opgave blev herefter af føre vand ål den nye stadsgrav. Denne var ved murede tværdæmninger opdelt i flere afsnit med vandspejl i forskellig højde. Det var det øverste af disse, renden forsynede.

Kristian den 4. lod vandstanden i Søerne hæve ved at diverse dæmningerblev gjort højere, men ellers medførte hans fæstningsanlæg ingen ændringer i det gamle, middelalderlige vandtilførselssystem. Dette fungerede udmærket, så længe det blev holdt i orden, men desværre lod pasningen noget tilbage at ønske. Statsmagten mente, at denne byrde måtte tilfalde byen, men magistraten anså det for en kongen påhvilende pligt, og resultatet blev, som man kan tænke sig. Dertil kom, at omegnens bønder, hvis marker blev ødelagt ved opstemning- erne, uden at man ville yde dem erstatning, jævnlig saboterede sluserne, hvilket forvoldte stor ravage, når virkningerne nåede hovedstaden. En af systemets funktioner var at levere drikkevand til byens borgere, hvilket skete gennem rørledninger fra voldgraven eller fra Søerne -samt i begrænset omfang fra den fjerntliggende Émdrup sø. Da søerne blev benyttet til vask af tøj, vogne og lignende, og da der jævnlig blev fundet døde dyr drivende i dem, forstår man, at dette drikkevand ikke var af bedste kvalitet. Det indeholdt mange zoologiske mærkværdigheder, helt op til haletudsers og iglers størrelse, men var alligevel at foretrække for vandet i byens brønde, der ikke sjældent var forurenet ved tilløb fra møddinger og latriner. Først højt op i 1800-årene fandt man udveje, så at byen kunne byde sine borgere nogenlunde hæderligt drikkevand -dog stadig leveret af Søerne. (Fig. 1)

Den af voldmester Drücker anlagte rende spillede, som man vil have forstået, en ganske vigtig rolle som flaskehals i det store system. Gennem århundreder henlå den som en åben grøft, velkendt af folk, som ad Farimagsvejen færdedes mellem volden og Søerne, hvor de passerede renden over en bro. Mod slutningen af 1700-tallet blev det besluttet at overdække en del af grøften, hvilket krævede anlæggelse af en muret tunnel. For arbejdet stod Heinrich Ernst Peymann, tysk af fødsel, men officer i den danske hær og tillige en duelig arkitekt, blandt hvis værker kan nævnes et fyrtårn på Anholt og Livgardens kaserne, der endnu står som et synligt minde om hans alsidighed. Tunnelen, som han byggede, fik hans navn knyttet til sig. Som bekendt fra skolelærdommen fik dette navn - Peymann - senere en ilde klang, men det er en anden og nok så tragisk historie.

Den genopdagede tunnel i udgravningen ved Kommunehospitalet var som sagt lukket med en mur, men den lod sig uden større vanskelighed gennembryde, og nu lå vejen åben for en ikke helt almindelig vandring i det gamle København. Tunnelens højde var godt een meter, så turen måtte foretages delvis kravlende, hvilket gav rig lejlighed til at studere detaljerne i bygningsværket på nærmeste hold. Væggene var opmuret af granit og sandsten, hvorimellem bemærkedes trappesten og fint profilerede stykker, som oprindelig har hørt hjemme andetsteds. Til det hvælvede loft var anvendt gule mursten, og gulvet var lagt af flade, vel sammenpassede sten. Ca 65 meter inde skiftede anlægget karakter, overalt - oppe som nede - var der nu anvendt rå sten i murværket. Endnu et halvt hundrede meter fortsatte man kravlende ind i mørket, men standsedes brat, hvor tunnelen løb ud i en brønd - et slusekammer, 2x2 meter i omfang og 3 meter fra bund til loft. Nede i brønden anede man gangens fortsættelse med retning ud mod voldgraven; men denne, lavereliggende del af tunnelen stod fuld af vand, så videre fremtrængen var umulig.

Det må være den indre del af gangen, med slusen, Peymann har ansvaret for. Hvornår forlængelsen er foretaget, er ikke blevet oplyst, men antagelig er det sket i første halvdel af 1800-årene. Tilmuringen har vel fundet sted omkring 1870 samtidig med, at voldene sløjfedes. I øvrigt er det gamle anlæg stadig i brug. På gangens let skrånende gulv lå en støbejernsledning, som må være anbragt, før mundingen blev lukket, den fulgte tunnelen i hele dens længde og forsvandt ud af væggen i slusekammeret. Gennem denne ledning har Sortedamssøen afløb til den rest af den gamle stadsgrav, som er bevaret i Botanisk have, denne igen har forbindelse med graven i Østre anlæg og således videre over Kastelsgraven til Øresund. Den genopdagede tunnel vil i fremtiden ikke være helt utilgængelig. Ved bygningsinspektør, arkitekt P. Bredahl Christensens mellemkomst blev det udvirket, at der i den nye bygning ved Kommunehospitalet laves en lem, som åbner adgang til anlægget. En lille rest af den oprindelige, åbne kanal kan i øvrigt endnu ses i Rosenborg have. (Fig. 2) (Fig. 3)

Københavns middelalderlige vandtilledningssystem er således stadig i fuld funktion, men det har mistet sin oprindelige betydning. Vold og voldgrav er forlængst hakket i stumper og stykker, vandmøllerne har udspillet deres rolle, og drikkevandet, der stadig er storbyens problem, hentes nu fra fjernere og renere kilder. Men hovedstaden har fået en ny fornødenhed fremkaldt af dens urimelige vækst: behovet for rekreative områder til erstatning for den natur, som den for ikke si forfærdelig længe siden havde i sin umiddelbare nærhed. Her har det københavnske vandnet fundet sin nutidige mission, ikke mindst det lange søbælte, som skyerne nu trækker sammen om.