Perlemager af fag

Hvordan foregik det præcist? Går man til den arkæologiske litteratur, får man ingen klar besked, kun forslag, der for størstedelen bygger på gætteri. Uopdyrkede emner kan med fordel tages op, og det gjorde så undertegnede - udstyret med en varm interesse for glas og lidt erfaring med arbejde i glasværksted. En lang række forsøg blev foretaget, dels på Moesgårdmuseet ved Århus, dels i Historisk-arkæologisk Forsøgscenter, Lejre. 

Da Ribefundene danner grundlag for eksperimenterne, falder det naturligt først at se lidt på dem. De rester af perlemagerværksteder, som er fundet, stammer fra de allerældste bylag, dateret til 700-årene, slutningen af germanertid (se Skalk 1974:2 og 1988:4). Der er råglas og affald af forskellig slags, mislykkede perler, men også hele og velskabte eksemplarer af mange typer - fra enkle ensfarvede ring-, cylinder eller melonformede perler til de mere raffinerede med pålagte tråde i flere variationer, prismeformede, med eller uden »øjne«. Alle - selv de mest avancerede som de såkaldte reticellaperler og mosaikperler - synes lavet i Ribe. 

Af de hjælpemidler, som blev brugt ved perlefremstillingen, er der naturligvis også fundet rester, og det er ikke mindst dem, vi her er interesseret i. Først og fremmest er der ildstederne: 30 X 50 cm store pladser med rødbrændt ler og gråsort aske - uden sten, men de kan være fjernet ved de omhyggelige oprydninger, der er foretaget på værkstedspladserne, før en ny håndværker rykkede ind. En »avlsten« af ler (den skærm, der har beskyttet blæsebælgens tud) blev fundet i et af ildstederne, og det er ikke så mærkeligt, for uden brug af puster ville det være umuligt at nå de høje temperaturer - 900-1000° celsius - der er nødvendig for at gøre glasmassen blød og formbar. I et ildsted fandtes også en lille jernpande; den kan have været brugt, når de færdige perler skulle køle af, hvilket skal foregå meget langsomt, da der ellers opstår spændinger, som får glasset til at revne eller springe i stykker. De ildsteder, som blev anvendt ved forsøgsarbejdet, blev lagt af sten og indvendig og udvendig beklædt med ler. På randen blev der lavet plads til en kopi af jernpanden (Fig. 1, Fig. 2, Fig. 3). 

Et andet Ribefund, som kan tænkes at være fra perleværkstedet, er en tynd jernstang, tilspidset i den ene ende og med rester af træskaft, hele herligheden knap 30 cm lang. Den blev tolket som en »perledorn«, redskabet hvorom glasset skulle vindes for at blive til perle. Dornen blev eftergjort - i første omgang med en skaftlængde på en halv snes centimeter, men senere - efter at vi havde brændt fingrene tilstrækkeligt - med et noget længere skaft, ca 40 cm, så at den samlede længde blev 70- 75 cm. Dornspidsen blev filet kegleformet, for at perlerne lettere kunne skubbes af; mange af hullerne i Ribeperlerne er netop svagt kegleformede og varierer i øvrigt i størrelse, så der blev lavet et dusin forskellige dorne. For at få perlen af dornen er kegleformen imidlertid ikke nok, der kræves et slipmiddel, og rester af et sådant ses da også i mange af de fundne perler; det har ved analyse vist sig at være en form for ler. Forskellige typer blev afprøvet. Pibeler var afgjort bedst, men da det er uvist, om man har kendt de danske forekomster, blev også rødler og blåler forsøgt. 

I moderne glasværksteder bliver de færdige produkter båret til afkøling med tænger af træ. Et skeformet stykke hjortetak kunne være kæben til en sådan. En kopi fremstilledes, den fik en pendant og blev - sat i et træskaft - til en god og brugbar varmetang. 

Det er den almindelige opfattelse blandt arkæologer, at glasset blev smeltet i digler, og brudstykker af sådanne er da også fundet i Ribe, ganske vist i lag, der var yngre end værkstederne. Forsøgsdigler blev derfor fremstillet, men det blev hurtigt nødvendigt at tilføje et låg, da glasmassen ellers forurenedes af trækul og aske. For at kunne håndtere diglerne blev der lavet et par jerntænger. 

Dette redskabsinventar var, hvad Ribefundene havde at byde på, men forsøgene viste med al tydelighed, at der har været mere. Man kan ikke lave perler med dornen alene, der skal bruges endnu en jernstang, en puntel i moderne glasværkssprog, til at hente glasset op, så det kan overføres til dornen. Første del af processen er let nok, puntelen dyppes i diglen, og glasmassen, der har en konsistens omtrent som honning, klæber til jernet. Men hvordan få den over på dornen i den rigtige mængde og form? Ved at trække i glasklumpen med en pincet måske; i Ribe er fundet glasstykker med spor af den behandling. Det blev forsøgt, men de tråde, som lod sig trække ud, blev alt for tynde og størknede så hurtigt, at man ikke kunne nå at vikle dem om dornen. Trådene måtte gøres kortere og tykkere - ja det endte med, at der slet ikke blev trukket tråde. Man fremskaffede en blankpoleret granitsten, og på den blev puntelklumpen rullet til noget i retning af istapform, altså med en spids, hvor der kunne dannes lange, seje dråber (Fig 4). Disse blev opfanget på dornspidsen og med en let bevægelse snoet om denne. 

På dette tidspunkt i forsøgsrækken blev det nødvendigt med en makker. I forvejen var en bælgtrækker engageret, men vedkommende havde nok at gøre med at holde temperaturen over de 900°, der kræves, for at massen kan bevare flydende form. Den nye hjælper skulle tage sig af arbejdet med puntelen, så at perlemageren kunne hellige sig domerne og dermed formgivningen af perlerne. Dette sidste kræver hurtighed, der er kun fem-syv sekunder til rådighed, før glasmassen er blevet for hård til bearbejdning. Cylinderformen, som en del Ribeperler har, fremkom ved at rulle dornen med den varme perle på føromtalte sten, mens melonformen, der tilsyneladende var ret populær, blev lavet ved en række hurtige »snit« med en kniv, mens dornen var sat i drejende bevægelse ved rulning mod låret. På flere Ribeperler kan man se, hvordan indskæringerne gradvis bliver svagere, fordi størkningen er skredet frem, mens arbejdet stod på. 

En del Ribeperler er dekoreret med tråde i andre farver end selve perlen, så det skulle også prøves; problemet med at lave tråde var jo løst, de trækkes let ud af puntelklumpen med pincetten (Fig. 5, Fig. 6). Da det er meget små glasmængder, der skal bruges til den enkelte tråd, forsøgte vi at komme uden om diglen ved simpelthen at smelte små glasstykker i den ønskede farve direkte på den rødglødende puntel - det lykkedes, men først efter at glasset var forvarmet på panden. Man begyndte med ganske små stykker, som en lillefingernegl, og fortsatte med større stykker, til en passende tap var opbygget. Som nævnt størkner den trukne tråd straks, og endestykket med pincetmærket kan brækkes af; det er den slags endestykker, som optræder i Ribematerialet. Tråden må så varmes op igen, og når den er blød og føjelig, kan den lægges på perlen, ved at dornen, som denne sidder på, drejes rundt. Ønsker man en zigzagstribe, giver man dornen en frem- og tilbagegående bevægelse samtidig med drejningen. Nogle Ribeperler har et såkaldt kæmmet mønster, det vil sige, at der med et spidst redskab er trukket i dekorationstrådene, ganske som man laver glasurmønstre på lagkager. Også det blev forsøgt, men let var det ikke - instrumentet, man bruger, må være godt ophedet, da det ellers trækker varmen ud af tråden, så den bliver stiv og umedgørlig. Det må være os en trøst, at Ribefolkene har haft de samme vanskeligheder (Fig. 7, fig. 8, Fig. 9, Fig. 10, Fig. 11, Fig. 12). Det ses af deres efterladenskaber. 

Metoden med smeltning af glasset direkte på puntelen giver stof til eftertanke. Klumpen kan nemlig fint viderebygges til den er så stor, at der kan laves egentlige perler af den. Hvis glas, som vi antager, var importeret og altså en forholdsvis sjælden vare, hvorfor så overhovedet bruge digler, hvis indhold aldrig kan udnyttes helt? Som nævnt er der fundet mængder af glasaffald i Ribe, men ingen digelskår i selve værkstedslagene; der burde have været masser, eftersom der til hver af de mindst elleve glasfarver krævedes en særskilt digel, og disse i øvrigt, på grund af den stærke varme, ikke er særligt holdbare. Undertegnede vil, indtil andet er bevist, alvorligt betvivle, at perlemagerne i Ribe har stået bøjet over digler, med sveden haglende ned ad kroppen og ansigtshuden tørret til pergament. 

Når dagens arbejde var fuldført, kunne bælgtrækkeren holde velfortjent fri. Panden med perler blev flyttet hen i bålets gløder, så at de kunne afkøles langsomt i takt med at ilden døde ud. Det sidste glas på puntelen blev hamret af. Det kunne ikke genbruges på grund af fastsmeltede glødeskaller fra jernet. Lignende glasstykker med fastsmeltet jern er fundet i Ribe. 

Ikke alle problemer omkring Ribeperlerne er løst. Nogle af de mere komplicerede har endnu deres hemmeligheder i behold, men vi fortsætter arbejdet ved det lille ildsted med blæsebælgens susen i ørerne (Fig. 13).