Perlefiskeri

Flodperlemuslingen - Margaritana margaritifera - hvis sortbrune skaller kan blive 10-15 cm lange, har tidligere været ret udbredt over Europa (dog mindre end dam- og malermusling, der er knap så kræsne i valget af opholdsvand), men den tiltagende forurening har tæret på bestanden. Nordpå bliver der langt mellem forekomsterne: Lüneburger Heide, nogle steder på den skandinaviske halvø og et eneste i Danmark, Varde å. Mens de norsksvenske muslingesamfund givetvis må være indvandret efter sidste istid, kan det danske teoretisk være af gammel rod, idet netop Sydvestjylland forblev uberørt af bræen under dens sidste fremstød. Margaritana kan have overvintret i Vardeåens nedre løb, der dengang lå længere mod vest, hvor der nu er hav. Siden vandrede den op ad strømmen - eller lod sig befordre, skal man måske snarere sige, for et af yngelstadierne snylter på laks og ørred.

Som bekendt skyldes perleproduktionen uheld - et sandskorn eller lignende er kommet inden for skallerne, hvor det irriterer bløddelene, som svarer igen ved at afsondre kalkholdige lag (perlemor) omkring fremmedlegemet. Det er altså langtfra enhver perlemusling, der giver gevinst. Perlefiskeri har været drevet mange steder på floderne, især i Bayern og Sachsen, men det har aldrig været nogen fed forretning, perlerne er gennemgående små - mindre end dem, som havperlemuslingen (Meleagrina margaritifera) kan præstere - og de har en kedelig tendens til at miste den hvidlige glans og få en brun farvetone, hvis de ikke bliver båret på kroppen eller på anden måde holdt fugtige.

I naturhistoriske værker fra omkring århundredskiftet kan man læse, at perlemuslingen ikke forekommer i Danmark, dens tilstedeværelse var altså ikke almindeligt kendt. Lokale folk vidste bedre, og perlefiskeriet i Vardeåen må være en gammel idræt, selv om vi ikke kan følge det længere tilbage end forrige århundrede. Fangsten foregik ved en slags våddragning, mens børnene brugte river eller simpelthen tæerne.

Som sagt var perlerne små, men enkelte kunne dog nå op på hasselnøddestørrelse, og var formen perfekt, steg værdien. I tiden mellem verdenskrigene lå prisen almindeligt på 20-30 kr stykket, men de fineste kunne nå op omkring 1000 kr. Det lod sig høre, og fiskerne, som frygtede konkurrence, gik stille med dørene. Selv malakologen A. C. Teilman Friis, der før århundredskiftet var kommet på sporet af sjældenheden, tav med sin viden, men det var nok mest af hensyn til muslingen.

Galt gik det alligevel. Da åen for et halvt hundrede år siden skulle uddybes, væltede perlemuslingerne frem, de lå tæt på bunden fra udløbet til et stykke øst for Varde, og nu kom der fart i fiskeriet. Man skrabede professionelt, og bestanden svandt faretruende. Efter et par års forløb blev fiskeriet forbudt.

Værre end rovdriften var den ødelæggelse af åbunden, som fulgte med reguleringen, og hertil kom den tiltagende forurening. Zoologerne var tilbøjelige til at afskrive mærkværdigheden, men Margaritana er en sej lille størrelse. Den hjælper ikke på handelsbalancen og har næppe nogen sinde gjort det, men den beriger vor fauna - for ikke at tale om de heldige, der er ejere af ægte Varde-perler. Måske er der flere, end vi tror. (Fig. 1).

FOT: MERETE THAARUP JEPSEN