Pelsjægere

Et af de områder, hvor jægerstenalderen i de senere år er udforsket mest systematisk, er Østjylland, og derfra har vi hentet dagens emne: den store Ringkloster-boplads ved Skanderborg sø. Navnet er middelalderligt, men det kan vi lade ligge her og nøjes med at fastslå, at fundet selv er fra den sene del af jægerstenalderen, som benævnes Ertebølletid eller (tidligere) Køkkenmøddingtid, hvilket hentyder til de store kystbopladser med tykke lag af østers- og muslingeskaller, som kendetegner perioden. De største af disse skaldynger finder man ved Limfjorden (således den navngivende Ertebølle-dynge), men også ved den østjyske kyst er der mange af dem. Ertebøllefolkene har dog ikke blot levet ved kysterne; fra sjællandske og fynske fund har vi længe vidst, at de også kunne slå sig ned ved søer og åer inde i landet. Ringkloster-bopladsen er den første indlandsplads, vi kender fra Jylland, og netop derfor var den så velkommen, da den dukkede op. Om Ertebøllefolkets udnyttelse af havets madmæssige rigdomme ved vi meget, men kun lidt om, hvad man fik ud af de store vildtrige områder i landets indre, når kysterne forlodes. Det og meget mere kunne det nye fund fortælle. At det samtidig bød på usædvanlig gode bevaringsforhold for dyreknogler og lignende, hvilket er uhyre sjældent i Jylland på grund af mosernes velkendte surhed, gjorde ikke interessen mindre.

Bopladsen har oprindelig ligget direkte ud til Skanderborg sø, men ved en vig, der idag er forvandlet til mose med et godt stykke vej til søbredden. Som så ofte var det en tilfældighed, der førte til opdagelsen. 1969 gravedes drængrøfter gennem mosen, hvorved forskellige sager kom for dagen. Gennem amatørarkæologen Anna Rasmussen, Hylke, gik der bud til Forhistorisk Museum, som derefter - med ejeren proprietær H. Teisens venlige tilladelse - foretog det videre fornødne (Fig. 1). Lange udgravningskampagner har været gennemført i de forløbne år med støtte af Statens Forskningsråd og Århus Universitet - på det sidste også som beskæftigelsesarbejde for langtidsledige. Noget over halvdelen af pladsen er nu undersøgt og afslutningen i sigte (Fig. 2).

Til landsiden støder bopladsen mod en bakke, der idag er noget udpløjet, men som dengang har skrånet ret stejlt ned mod søbredden og med sin bevoksning ydet god læ mod østenvinden. Skoven var, hvad vi må kalde tæt urskov med eg, lind, elm og fyr som de dominerende træer og birk, nøddekrat og tjørn i et bælte langs skovbrynet; herom fortæller de botaniske undersøgelser, der er foretaget sideløbende med udgravningen. Langs selve søbredden har der været ellesump, som længere ude afløstes af en bræmme med siv og åkander. Talrige vindfælder har drevet rundt i søen, indtil de er strandet i vandkanten til gene for færdslen på bredden (Fig. 3). Beliggenheden ved søen, der på dette sted var temmelig dyb, har iøvrigt været ideel. Et par kilder i bakkesiden sørgede for vandforsyningen.

Den egentlige boplads, det vil sige det område, hvor man færdedes og havde sine daglige sysler, har strakt sig over et par hundrede meter søbred og har altså kunnet rumme mange mennesker, 50-75 måske, et efter datidens forhold usædvanlig talstærkt samfund. Huse er fundet, eller rettere deres tomter, men som sædvanligt for disse fjerne tidsrum er de højst ufuldstændige og tilsvarende vanskelige at tolke. Det er dog tydeligt, at der hverken er tale om telte eller lette grenhytter, men om egentlige huse af kraftigt tømmer og en vis størrelse, antagelig bestemt til bolig for flere familier. I og mellem husene ligger forrådsgruber og ildsteder, og overalt er strøet affald fra flinthugning, kasserede redskaber, potteskår og andet af bestandigt materiale; det mindre holdbare er naturligvis for længst gået til. Hvad der mangler på den egentlige boplads findes imidlertid til overmål ude i mosen.

For en befolkning af ikke-agerdyrkere var søen god at have ved hånden. Her kunne man hente mangt et måltid mad, og her kunne man, når det var fortæret, let skaffe sig af med affaldet. Alt andet overflødigt lod man gå samme vej. Søen var bopladsens store losseplads, og for os er den et uvurderligt skatkammer, hvor uanede mængder af oplysning kan hentes. Beskyttende dyndlag har lejret sig over sagerne, som i mange tilfælde er bevaret perfekt - også de let forgængelige, som vi savnede på det tørre land. At specielt knogler har kunnet holde sig, er som ovenfor berørt noget temmelig enestående for denne del af landet; det skyldes jordens kalkholdighed i et ganske lille område, der tilfældigvis omfatter bopladsen (Fig. 4, Fig. 5). Affaldet fordeler sig ikke jævnt, men danner dynger, der måske repræsenterer enkelte familiers aktivitet på pladsen eller fortæller om heldige jagtudflugter. En sådan dynge kan, når alle hjælpemidler tages i brug, give virkelig meget fra sig.

I søen har man fisket gedde, aborre og brasen, og skoven har leveret planteføde - således nødder i store mængder fra omegnens hasselkrat - men jagten var og blev hovederhvervet. Buen, som var vigtigste jagtvåben, er fundet i flere eksemplarer, de er af elmetræ og i to forskellige størrelser, dels langbuer på op mod et par meter, dels en lidt kortere type, der vel har haft en særskilt anvendelse. Til pilene med deres spidser af flint er brugt udkløvet hassel. Det er tydeligt de store køddyr, man især har satset på. Byttet over alle var uroksen, og her har man øvet bedrifter: et kæmpeeksemplar, det største, som er påvist i Jylland, optræder i fundet. Det har været en stor dag, da denne skovens konge kunne meldes nedlagt (Fig. 6). Men også kronhjort, elg og ikke mindst vildsvin var værdige mål (Fig. 7). Til det sidste - vildsvinet - knytter sig et lille mysterium: det er kun forkroppens knogler, vi finder, bagkroppen, som kødmæssigt skulle være den bedste del af dyret, mangler. Den må være skåret fra og bragt andetstedshen, måske til andre bopladser, hvad grunden så kan være.

Til partering og flænsning har man brugt flintknive, til behandling af skindene flade flintskiver, såkaldte skrabere - begge de to redskabsformer er fundet talrigt på pladsen (Fig. 8). Netop skindene synes at have spillet en særlig rolle for denne koloni; de har lunet i sengen og på væggene, og de finere af dem har vel tjent som klædedragt. Nyfødte hjortekalve, som der er fundet mange knogler af, kan næppe være nedlagt for kødets skyld, det må være det fine plettede skind, man var ude efter. Egentlige pelsdyr som skovmår, odder, ilder, vildkat og grævling er blevet jaget i stor stil, kroppene er smidt hele ud i søen - det var ikke kødet, man var interesseret i - men karakteristiske snitmærker omkring snuden fortæller om forudgående pelsning. Flere af kranierne viser beskadigelser bagtil, antagelig fordi dyrene er fanget i fælder af den type, der klapper sammen om hovedet, når lokkemaden berøres; på den måde undgik man at beskadige skindet. En af de fundne pile er uden od, men med et klumpformet »hoved« - atter et udtryk for, at man ved visse dyrearter ønskede at dræbe (eller lamme) uden at såre (Fig. 9). Bæveren har levet ved søen, vi finder dens karakteristiske bid i mange gnavede grene, men mærkelig nok synes man ikke - eller dog kun meget sjældent - at have jaget den. Var den et tabu-dyr for jægerne, eller har den af andre grunde været fredet? Vi må tage det negative med det positive og kan alt i alt fastslå, at Ringklostergravningen med sine mange oplysninger om pelsjagten har bidraget væsentligt til forståelsen af jægerfolkets vilkår.

Jagten var en vigtig side af bopladslivet, men langtfra den eneste. Mad skulle tilberedes, klæder skæres, huse bygges, og lidt tid blev der vel også til pynt og pjank. Om alt dette fortæller fundene - både dem fra mosen og dem på det tørre land. Lerkarrene, vi har fundet - oven i købet i usædvanlig mængde - er af tidens spidsbundede type og med tykke madskorper, der viser, de har været brugt til kogning. Også lamper foreligger, fyldt med sælspæk har de kunnet give både lys og varme til husene de mørke vinteraftener. Ved tilskæringen af skindene er anvendt knive; de findes som sagt i sten, men også ben har været brugt - for ikke at tale om vildornens hvasse hugtænder. Af dyrenes - især uroksens - skulderblade har man udsnittet store benringe, der kan have gjort tjeneste som bæltespænder. De mange hjortetaksøkser og -kiler, ofte med smukt bevarede træskafter, må ligesom de mere sparsomt forekommende flintøkser have været til træfældning og kløvning af stammer, når tømmer skulle tilvirkes. Af mere personlige genstande er fundet en lille simpel ravperle og et prægtigt stort ravsmykke med gennemboring til bæresnor. I den glatskrabede overflade er indridset en tegning, muligvis forestillende et menneske. I et glimt møder vi her en side af jægerkulturen, som vi ellers bittert må savne: åndslivet (Fig. 10, Fig. 11, Fig. 12, Fig. 13).

Skønt Ringklosterbopladsen må have været i brug over en meget lang periode, et halvt årtusinde eller der omkring, har leveformen næppe ændret sig nævneværdigt; derimod kan naturen have skiftet en del. Men - og nu kommer vi til noget særdeles væsentligt - beboelsen var ikke helårs, alt taler for, at pladsen kun har fungeret i vintersæsonen. Hvor fjælede man sig så resten af året? Sandsynligvis ude ved kysten (Fig. 14). Fra vor søboplads er der kun 16-18 kilometer i luftlinje til de store samtidige skaldynger ved Norsminde fjord (ikke mere end man kunne gå på et par timer), og søger vi længere nordpå mod Århus, finder vi andre tilsvarende pladser. Fund af hvalknogler og enkelte østersskaller i Ringklostermosen taler tydeligt om kystkontakt, og en speciel mønstring på lerkarrene genfindes alene i lertøjet fra de nævnte østkystlokaliteter. Jægerfolket er ved efterårstid rykket fra den blæsende strand ind i den lune skov ved søen, hvor man er blevet til hen på foråret. En medvirkende årsag var vel hensynet til pelsjagten, der drives bedst ved vintertid, når dyrenes hårlag er finest og tættest. Det er karakteristisk, at skraberne, der som nævnt blev brugt ved skindbehandlingen, optræder talrigere ved søen end ved kysten; med flintøkserne derimod er det omvendt, dem var der åbenbart mindre brug for her end der (Fig. 15). Søbopladsen er så stor, at man fristes til at tro, den har været fælles for flere af kystegnens stammer, som på en eller anden måde kan have udgjort en social enhed. Hvorom alting er: pendulfarten fra hav til sø var ikke et enkelt års tilfældige indfald, men en fastgroet tradition praktiseret gennem utalte generationer. Et nyt træk i Ertebøllefolkets kulturmønster er hermed afdækket.

Kun et eneste tamdyr optræder på Ringklosterpladsen: hunden, jægerens uundværlige følgesvend. Jægeren selv må vi desværre savne. Om det til slut skulle lykkes os at finde stammens gravplads, da skal vi ikke kræve mere af dette gavmilde fund.

Lit: Kuml 1973-74.