Peder Olsen

Mange danske klostres tilblivelseshistorie fortaber sig i fortidens mørke, men takket være Peder Olsen gælder det i mindre grad franciskanernes. Hans beretninger er ganske vist ofte kortfattede, men de indeholder mange oplysninger, der ellers ville være gået tabt. Han begynder med et citat fra den bekendte Ryd-årbog: »I det Herrens år 1232 ankom de små brødre på deres bare ben til Danmark«, men fortsætter for egen regning: »og de blev modtaget med velvilje og kærlighed af Valdemar 2. (Valdemar Sejr), hele gejstligheden og folket. Og samme år fik de en grund i Ribe til at opbygge deres første hus«. Derefter følger i katalogform opremsningen af klostergrundlæggelser: 1234 Slesvig, 1236 Randers og Svendborg og så videre. Peder Olsen har åbenbart afskrevet et nu forsvundet forlæg, men det har ikke været helt komplet, for flere gange er der tilføjet supplerende oplysninger i den brede ydermargin. »1235 er Viborg Gråbrødrekloster grundlagt«, hedder det for eksempel i en randbemærkning. Takket være den kunne man i 1985 fejre den omtalte bygnings 750-års jubilæum. (Fig. 1)

Franciskanerordenens stifter, »den hellige Frans«, var født 1182 i Assisi godt 100 km nord for Rom, men ingen i byen har vist set en kommende helgen i den unge købmandssøn. Han var livlig, iderig, ynder af fest, men da Assisi blev angrebet, fandt man ham blandt forsvarerne, og påfølgende fangenskab i forbindelse med svær sygdom ændrede hans personlighed. Han begyndte en ny tilværelse som forkynder af det kristne budskab, blev de svages beskytter og levede selv i forsagelse og fattigdom. En skare tilhængere - de små brødre, som de kaldte sig - flokkedes om ham, han gav dem love og regler, men de var ikke efter de kirkelige myndigheders hoved og måtte snart udskiftes med andre mere passende. Frans døde 1226 og blev helgenkåret to år senere.

Men hans værk døde ikke, tværtimod, det udviklede sig nærmest eksplosivt. Blot seks år efter Frans’ bortgang holdt, som vi har hørt, bevægelsen sit ikke særlig imponerende, men højst bemærkelsesværdige indtog i Danmark, og her gik spredningen stærkt; ved udgangen af århundredet var der ikke mindre end tyve franciskanerklostre inden for rigets dengang mere rummelige grænser. Senere hen, i 1400-årene, kom der flere til. De er med en enkelt undtagelse alle nævnt i Peder Olsens fortegnelse.

Franciskanerne forstod at skaffe sig velyndere, formuende og offervillige mænd og kvinder, uden hvis støtte den hurtige etablering havde været en umulighed. Hvem de gavmilde var, får man også oplysning om hos Peder Olsen i det omfang, han har vidst det. Om Viborgklosteret, der som nævnt blev stiftet 1235, siger han således, at det »er bygget fra grunden af fru grevinde Mariana og hendes sønner, hr grev Albert af Eberstein og hr marskal Ludvig af Eberstein. Og disse tre er begravet i én grav under en marmorsten (åbenbart i klosterkirken)«. Kirken er for længst nedrevet og gravstenen forsvundet, men flere af bygningerne står endnu og måske også noget af det, Ebersteinerne har bekostet. De kom til Danmark fra Tyskland, og det vides også fra anden side, at de har haft nogen tilknytning til Viborg. Den ene af sønnerne, Ludvig, opnåede at blive rigets marsk; han døde 1328. Byggeriet har vel fundet sted i slutningen af 1200-årene. I den første lange tid har munkene altså måttet klare sig med foreløbige huse.

Om sit eget kloster i Roskilde fortæller Peder Olsen, at det blev grundlagt 1237, og at en fornem dame, Ingerd, brordatter til ærkebispen Anders Sunesen, skænkede det sin grundmurede gård. Væsentlig støtte modtoges også fra andre betydningsfulde personer, således Valdemar Sejrs søn Erik Plovpenning, der havde udtrykt ønske om selv at blive franciskaner og begraves i Roskildeklosteret. Sådan skulle det imidlertid ikke gå, Erik blev myrdet på Slien, efter sigende på sin bror Abels foranledning, og liget ført til familiens gravkirke i Ringsted, som hørte til benediktinernes orden.

Den omtalte fru Ingerd blev efter to ægteskaber, sidst med en tysk greve, en overordentlig velhavende dame, og da hun åbenbart nærede sympati for franciskanerne, kom det i høj grad disse til gode. Hun grundlagde klostre i København, Næstved og Kalundborg foruden det omtalte i Roskilde og endnu et, et nonnekloster, i samme by. I Næstved havde benediktinerne deres Skovkloster, det som senere blev til Herlufsholm, og mellem de to ordener opstod et lidt spændt forhold, som først bedredes, da gråbrødrene lovede, at de ikke i deres prædikener ville fraråde folk at give gaver til den anden part. Hvad de åbenbart har gjort, skønt den hellige Frans vel næppe ville have billiget det.

I 1200-årenes store strid mellem Erik Klipping og ærkebispen Jakob Erlandsen tog franciskanerne bispens parti, så det virker overraskende, når Peder Olsen fortæller, at kongen 1279 skænkede dem kloster i Odense. Åbenbart har Erik ønsket udsoning, den gamle uoverensstemmelse kunne glemmes, Erlandsen lå jo i sin grav (den som nu menes fundet i ruinen af Lunds franciskanerkirke, og som netop Peder Olsens oplysninger har været med til at identificere; se Skalk 1976:1), så tiden måtte være inde til at begrave stridsøksen. Det var Eriks udtalte ønske at blive gravlagt i Odenseklosterets kirke, men også denne gang kom der en morder i vejen. 1286 blev kongen dræbt nær ved Viborg, og han fandt sit hvilested i domkirken dér. (Fig. 2, fig. 3)

Franciskanerne var tiggermunke, og det var ikke mindst dem, reformationsprofeterne lagde for had, da opgørets time nærmede sig. Man opfattede dem som snyltere på samfundet, og vist er det, at den hellige Frans’ intentioner ikke altid blev fulgt, men det sociale arbejde, som ordenen udførte i sine 300 år på dansk grund, fortjener dog påskønnelse. Med reformationen blev klostrene fortid, men de var lukkede verdener, så det kan - især for de ældre afsnits vedkommende - være vanskeligt at udrede deres historie. Man kunne ønske sig flere mænd af Peder Olsens slags.

For gråbrødrene som for de andre munkesamfund betød reformationen en radikal ændring af tilværelsen; de måtte forlade deres trygge hjem og indrette sig på anden vis. Hvordan Peder Olsen klarede sig, ved vi ikke, men det er bekendt, at han levede mange år efter den store omvæltning. Da han omkring 1570 mærkede døden nærme sig, overdrog han sin manuskriptsamling til den unge slotspræst og historiker Anders Sørensen Vedel. I bedre hænder kunne den næppe være faldet.