Parises kammer
Kalø slot ved bunden af Århusbugten er nu en ruin, men vi kender indretningen nogenlunde fra de bygningssyn, der blev optaget ved lensmandsskift. Ifølge disse bar et af rummene i den fornemme østfløj det mærkelige navn Parises kammer. Det kan skyldes billeder, kalkmalerier eller et gobelin, med fremstilling af prins Paris' dom. Værelset var beliggende i første stokværk over kælderen, mellem den store sal og kapellet, og det er derfor altid blevet regnet med blandt Kaløs repræsentationslokaler; måske var det endda her, kongen kunne indlogeres, når han kom på besøg. En dekoration som den omtalte ville netop være passende i et fint rum på en kongelig borg i den sene middelalder og renæssancen.
Af Rikke Agnete Olsen
Men al skønhed forgår som bekendt, og allerede tidligt i 1600-tallet havde forfaldet bredt sig på Kalø. De fine rum på slottet kunne nu bruges i øjemed, der lå fjernt fra deres oprindelige bestemmelse. Det får vi at vide gennem kilder af en noget anden art end dem, man normalt går til efter bygningshistoriske oplysninger, nemlig akterne fra en af tidens mange hekseprocesser.
Det drejer sig om sagen mod »heksen fra Grøttrup«, Bodil Hovens - eller rettere en udløber af denne proces, der fandt sted i begyndelsen af 1600-årene (Fig. 1). Mange og udførlige vidneudsagn giver - her som i andre tilsvarende sager - et klart indblik i tidens tro og overtro, men sandelig også i fjendskabet og misundelsen mellem folk og i den sladder og skadefryd, som trivedes i små samfund. I det spil kunne heksene bruges på mange måder, når det gjaldt at skade en uven, og sådan blev også Bodil udnyttet.
Fig. 1: Af Kalø slots østfløj er kun kælderregionen bevaret (til venstre i billedet). Kapellet lå længst tilbage i bygningen, op mod det store tårn, og derefter fulgte Parises kaminer.
Hun var blevet angivet af en anden »heks« og sat i fængsel på Kalø. Her kom der flere hekse, mens bølgen af anklager bredte sig over egnen, og sagerne gik deres gang. De ulykkelige mennesker er sikkert næsten alle blevet underkastet tortur, men kun for Bodils vedkommende beskrives det pinlige forhør i detaljer. Grunden hertil er uden tvivl, at de to Århus-rådmænd, der fungerede som forhørsledere, sigtede lidt for højt, da de gennem Bodil forsøgte at få ram på en Maren Justdatter, som de åbenbart havde et horn i siden på. At få Bodil til at angive Maren var ikke så vanskeligt, men bemeldte Maren var ingen almindelig borgerkone. Hun var gift med Århusborgmesteren, Hans Grønbæk, og han gav svar på tiltale.
De to rådmænd, Willum Worm og Søren Frost Jensen, måtte se sig sagsøgt, beskyldt for på uretmæssig vis at have tvunget Marens navn ud af Bodil. Sagen blev november 1617 behandlet af landstinget i Viborg, og der kom artige ting for dagen, som man endnu kan se i dombogen. Det er rystende læsning, både på grund af den grusomhed, som beskrives, men også fordi man fornemmer, hvor meget større retssikkerheden var, når man befandt sig på de højere trin af samfundsstigen.
Det pinlige forhør over Bodil Hovens havde fundet sted tre måneder tidligere. Efter dansk ret var tortur tilladt, når domfældelsen havde fundet sted og først da, men Bodil var på det tidspunkt allerede dømt, »berettet og til døden beredt«, så Willum Worm og Søren Frost var på lovens grund, da de tog til Kalø for at prøve, om de med det gode eller - især - det onde kunne få flere tilståelser frem. Assisteret af bødlen fra Grenå gik de i gang i Parises kammer.
Hvordan det gik til, får vi at vide gennem et vidneudsagn fra en af de ansatte på slottet: »Klokken to eller tre slet eftermiddag kom jeg gående op fra stalden og gik på Parises kammer. Da havde bødlen fat på Bodil Hovens og pinte hende. Da spurgte de hende ad, om hun ikke vidste, hvem der havde forgjort Peder Skriver i Århus, om hun ikke kendte nogen troldkvinde i Års. Hun svarede ved salighed, at hun intet vidste. Da bad de bødlen, at han ville skrue den skrue til på hendes ben hårdere, da råbte hun og bad dem, at de ville sige hende, hvem de ville have udlagt, da ville hun sige dem, hvad de ville have sagt (Fig. 2). Willum Worm og Søren Frost svarede, at hun vidste vel selv bedst, og hun gav fire-fem kvindenavne i Ars. Da svarede de, at det var skam og havde intet på sig, da råbte Bodil, det er ikke Maren Grønbæks, da lo de af hende og sagde til bødlen, at han skulle skrue hårdere til, thi hun skulle vel komme sig. Da skreg Bodil og bad, at de for Guds skyld ville løsne hende og gå med hende i kirken, da ville hun sige dem nok og det, som de skulle have godt af. Så gik de med hende til kirken, og jeg gik neder til stalden igen og hørte intet mere af deres samtale«.
Fig. 2: Tommelskrue til brug ved pinligt forhør. En lignende, men større anordning kunne spændes på benet, som det skete i Bodil Hovens' tilfælde.
Nærmere kommentar er vel overflødig. Man forstår til fulde, at Bodil senere erklærede alle sine udtalelser i Parises kammer for usande; de skyldtes, at hun ikke kunne holde bødlens pine ud. Man er også tilbøjelig til at give hende ret, når hun på et tidspunkt kalder Willum Worm en skalk (slyngel), men retten delte ikke denne opfattelse. De to rådmænd nægtede alt under ed, og dommen lød på frifindelse, men Maren Grønbæks blev ikke anklaget, fordi Bodils bekendelse var en misdæders ord og derfor magtesløs (Fig. 3). En salomonisk afgørelse! De Århus honoratiores måtte afgøre deres mellemværende på anden vis.
Fig. 3: Den trojanske sagnhelt prins Paris modtager det gyldne æble, som han skal række »til den skønneste«. Scenen, der var meget yndet under renæssancen, ses her gengivet efter et tysk flyveblad. Et passende motiv for et kongeligt gæsteværelse, men ikke for et torturkammer.
De to rådmænds anseelse synes ikke at have lidt skade under processen. Vel nåede Willum Worm aldrig så vidt som sin berømte søn, lægen og oldforskeren Ole Worm, men han blev dog selv borgmester i Århus. Alle kunne være glade undtagen den ulykkelige Bodil. Hun var jo allerede dødsdømt og er uden tvivl blevet brændt.
Bodil Hovens er næppe den eneste, der er blevet mishandlet i Parises kammer - det fornemme værelse var, som vi har set, degraderet til almindeligt torturkammer, hvor slottets beboere uden videre kunne overvære pinslerne. Forklaringen på denne brug af rummet er åbenbar. Det lå bekvemt ved siden af kapellet, hvor tilståelserne skulle aflægges.
Lit: Merete Birkelund: Troldkvinden og hendes anklagere. Arosia 1983. - C. Klit- gaard: Era hexenes tid (Fra Randers Amt IX. 1915).
