På sporet af Ingeborg

Valdemar den Store var velsignet med en betydelig børneflok, både sønner og døtre, heriblandt Ingeborg, som fødtes 1175. Under hendes kongelige brødre, Knud 6. og Valdemar Sejr, underlagde Danmark sig gradvis Østersøens kyster og indtog dermed pladsen som en stormagt, andre lande måtte regne med. Kong Knud blev i sit styre rådet og støttet af ærkebiskop Absalon - et frugtbart samarbejde mellem kongemagt og kirke, der som bekendt gik over styr i de følgende århundreder. Som ung havde Absalon studeret i Paris og her sluttet venskab med kanniken Vilhelm. Senere kom Vilhelm, efter Absalons ønske, til Danmark for at blive abbed på Æbelholt, et godt valg, for den franske munk var velbegavet og forstod sig på meget, lige fra landbrug til lægekunst og jura. Mange stormænds sønner uddannede han så godt, at de senere kunne begå sig i klosterskolerne i Frankrig. I det hele taget ønskede han at knytte sine to lande stærkere sammen. Måske har han i et af sine mange breve til vennen, broder Bernhard i Vincennes, ladet et ord falde om Valdemars døtre; Bernhard var den franske konge Filip Augusts rådgiver.

1193 er Ingeborg i den giftefærdige alder, ung og køn. Det år kommer franske udsendinge til Danmark for i deres konge Filip Augusts navn at anholde om prinsessens hånd. Et smigrende tilbud til det danske kongehus fra den mægtige franske fyrste. Kærlighed kan ikke have ligget bag: de to parter havde aldrig mødt hinanden, men det bekymrede næppe nogen, for sådan var måden.

Hvad førte da Filip August på frierfødder til Danmark? Jo mange af de nordfranske provinser var i engelsk besiddelse, det var en torn i øjet på kongen, som forståeligt nok foretrak at være herre i sit eget hus. Hans ønske var at knække det i forvejen stærkt nedbrudte England og især dets konge; ved at ægte en dansk prinsesse kunne han måske låne den danske flåde et års tid til et angreb på landet. Desuden tilhørte Ingeborg den kongeæt, som tidligere havde hersket over England. Ægteskabsforhandlingerne gik ikke helt som ventet fra fransk side. De storpolitiske planer forpurredes noget af en mere besindig dansk holdning, Absalon nægtede at give lovning på flåden, og en kontant medgift på 10.000 mark sølv lykkedes det først efter nogen vanskelighed at enes om. Den franske ægteskabspolitik bragte hverken det ventede resultat eller nogen løfterig start for den attenårige prinsesse. Ydmygt måtte hun finde sig i at blive brugt som brik i et politisk skakspil.

Imidlertid drog Ingeborg af sted med et følge, der blandt andre talte Roskildebispen Peder Sunesen og abbed Vilhelm, begge kendt med franske forhold, mens Ingeborg selv ikke forstod mange franske ord. Rejsen foregik med skib fra Ribe ad floden Schelde til Antwerpen og derfra over land til Arras, hvor Filip August red sin vordende dronning i møde. Sammen drog de til Amiens, hvor vielsen fandt sted. Næste dag skulle kroningen foregå under udfoldelse af stor pragt, men allerede inden skal kongen have vist sin uvilje mod Ingeborg, og under selve handlingen blev han dødeligt bleg og fik krampelignende anfald. Højtideligheden gennemførtes, men kort efter bad han det danske følge tage den nygifte dronning med tilbage til Danmark, ægteskabet skulle øjeblikkeligt opløses. Ingeborg selv, stolt og troskyldig, forkastede tanken, hun ville blive og kæmpe for sin ret. Ingen kunne da forudse rækkevidden af denne beslutning (fig. 1).

Men hvorfor ville Filip August intet have med sin dronning at gøre? Årsagen var, ifølge kongen selv, trolddom, som allerede på selve brudenatten berøvede ham potensen. Under en skilsmissesag, kongen indleder senere samme år - og som ikke uventet falder ud til hans fordel - erklæres ægteskabet opløst med henvisning til for nært slægtskab mellem Ingeborg og Filip Augusts første, nu afdøde, dronning. En påstand grebet ud af luften, som abbed Vilhelm sætter sig for at gendrive ved at udarbejde en slægtstavle over det danske kongehus. Med den drager danske udsendinge, ingen mindre end kongens kansler samt abbed Vilhelm, til Rom for at få paven til at tage affære. Paven er vankelmodig, vil helst stå sig godt med den franske konge. Han ender dog med at støtte de danske synspunkter, skilsmissedommen erklæres ugyldig, men delegationen må alligevel, efter en lang og farefuld rejse til Frankrig, vende hjem med uforrettet sag: Filip August afviser pavens afgørelse, gang på gang presser han Ingeborg til at tage sløret og blive nonne, men hun nægter hårdnakket. Dronningens tragedie tager hårdt på abbed Vilhelm, og han bønfalder sine venner i Frankrig om at kæmpe for hendes sag, men lige meget hjælper det. Ovenikøbet må Ingeborg tåle en ny ydmygelse; kongen tager en hertugdatter til ægte. Siden brylluppet har Ingeborg været forvist til to forskellige klostre, først i Saint-Maur og siden i Cysoing nær Lille (fig. 2).

Med en ny pave, lnnocens 3., får Kirkestaten 1198 en leder, der i politisk styrke på ingen måde står tilbage for Frankrigs hersker. Mellem disse to starter da også et sejt tovtrækkeri om Ingeborgs videre skæbne. I dette spil, for et sådant er der tale om, indgår, at Filip August på skrømt genantager sin dronning, hvorved pavens betingelse for at behandle spørgsmålet om skilsmisse er opfyldt. Desværre for Ingeborg har paven også andre jern i ilden, han har planer om at gribe ind i de samtidige tyske tronstridigheder, og her har han brug for Filip Augusts velvilje.

Kongen sidder med de bedste kort, da skilsmissesagen indledes i 1201 under medvirken af pavelige legater. Fra Danmark møder Peder Sunesen for Ingeborg. Processen går sin gang, og udfaldet tegner sig mod forventning til gunst for dronningen. Filip August aner nederlaget, og tvunget af omstændighederne frafalder han ønsket om skilsmisse. Den danske delegation rejser hjem, men Ingeborg genindsættes ikke i sine rettigheder, i stedet lader kongen hende føre til borgen Étampes, hvor hun kommer til at tilbringe sine næste tolv år, de første seks som fange i tårnets bund. Om de yderst barske vilkår, der bydes dronningen her, berettes i et brev, hun i 1203 selv lader sende til paven. Det må formodentlig være smuglet ud (fig. 3).

»I skal vide, hellige fader, at jeg ingen lindring har i mit fængsel, men lider under utallige og uudholdelige fortrædigelser. Thi ingen vover at besøge mig der, så lidt som nogen klostergiven at komme for at trøste mig, ej heller kan jeg høre Guds ord af nogen til styrkelse for min sjæl, så lidt som jeg har adgang til at skrifte for nogen præst. Føde får jeg undertiden alt for lidt af, jeg nyder daglig sorgens brød og trængslens drik, intet lægemiddel får jeg til at bøde på den menneskelige skrøbelighed. Jeg får ikke lov at gå i bad. Hvis jeg ønsker at blive åreladt, kan jeg ikke blive det, og derfor frygter jeg for mit syn, og for at jeg skal blive overvældet af alvorlige sygdomme. Klæder er der ikke for mange af, og de er heller ikke af en sådan art, som sømmer sig for en dronning at have. Mine trængsler vil jeg ikke kunne fremstille i enkeltheder, fordi det, som ikke burde nægtes nogen kristen kvinde, nægtes mig, og det, som ikke burde ske med nogen nok så foragtelig person, sker med mig. Både på grund af disse og lignende ting, som jeg ikke i øjeblikket formår at fremstille for Eder, hellige fader, har jeg det da sådan, at jeg, hjemsøgte, ledes ved livet«.

Efter mangeårig ydmygelse bedres Ingeborgs forhold betydeligt. Det skyldes måske Valdemar Sejrs forbøn for sin søster hos paven, men først og fremmest at Filip August politisk har brug for at stå sig godt med Rom. Dronningen kan fra 1207 bevæge sig frit i en smuk bolig højere oppe i tårnet, men hun er stadig fange og må kun med særlig tilladelse forlade borgen. Det sker nogle få gange.

Egentlig fri bliver Ingeborg først 1213, tyve år efter sit bryllup, hvor hun igen får fuld dronningerang. Atter må årsagen søges i storpolitiske forhold. Den tyskromerske kejser Otto er Frankrigs fjende - men også Danmarks, fordi han har modarbejdet Valdemar Sejrs fremtrængen i det nordtyske. Begge lande - og paven ikke mindre - støtter en modkandidat til kejserkronen. Samtidig åbner pavens brud med den engelske konge for en fransk erobring af England. Skal Filip Augusts længe nærede plan lykkes, må de venskabelige forbindelser til både paven og den danske konge genoprettes. Det er fremdeles flåden, der gør Danmark interessant som forbundsfælle.

Med disse storpolitiske bagtanker bliver dronning Ingeborg altså taget til nåde igen. Selv om Filip Augusts krigsplaner løber ud i sandet, ændres hendes forhold ikke mere, og det næste tiår lever hun på forskellige slotte. Sin gemal ser hun ikke meget til, men resten af den kongelige familie er hende hengiven. Gennem alle årene har hun opretholdt en indre styrke, en tro på sig selv og sine rettigheder. Da kongen dør 1223, får Ingeborg tilkendt sit enkegods, sin medgift og de privilegier, som tilkommer en enkedronning (fig. 4).

Økonomisk er hun nu i stand til at udføre de velgerninger, hun længe har ønsket. Sit fædreland glemmer hun ikke, hun skænker det relikvier, og da broderen Valdemar Sejr falder i fangenskab, sender hun et stort bidrag til den løsesum, der skal skaffe ham friheden igen. Med bistand af Johanniterordenens brødre lader hun udføre et kæmpeprojekt i Corbeil: et priorat med hospital, et blomstrende landbrug samt en dejlig kirke. Her lever Ingeborg i en beskeden bolig sine sidste, omsider fredfyldte, år, og her stedes hun til hvile ved sin død i 1230-erne. På slottet i Chantilly opbevares endnu hendes smukt illuminerede bønnebog, hvor hun har noteret sine forældres dødsdage (fig. 5).

Samtiden har ikke været blind for den ulykkelige skæbne, der overgik den danske prinsesse. Men tiden var ikke vor, andre traditioner var gældende. Kærlighedens uransagelige veje kunne der ikke tages hensyn til i praktisk ægteskabspolitik (fig. 6).