På den yderste nøgne ø

Imidlertid er der kommet nyt til. Under omfattende rekognosceringer i skærgårdskomplekset ud for Godthåbsfjordens munding blev der i 1972 blandt de talrige eskimoiske ruiner fundet et enkelt anlæg af umiskendelig norrøn herkomst. På en lille navnløs, bar klippeø lå resterne af et beskedent forrådshus; et såkaldt skemma. Ruinen, der er anlagt direkte på grundfjeldet og har retvinklet grundplan, består af ét rum og er opført i sten uden bindemiddel. Det meste af ruinen er skredet sammen, men den ene gavlmur er bevaret i tolv skifter til ca én meters højde. Skemmaet er placeret højt på en fjeldknold og ligger lige i det frie stræk fra Davis Strædet, så blæsten uhindret kunne suse igennem. Samme bygningsmåde og høje placering kendes fra andre skemmaer både i Vester- og Østerbygden (Fig. 3). I sig selv er anlægget ydmygt, måler 170 x 400 cm, men det fortæller, at nordboerne har haft aktiviteter ude ved havet, selvom hjemgårdene lå så langt inde i fjordene.

Husets funktion giver sig selv; det har været brugt til opbevaring af proviant. Det er nærliggende at forestille sig jagtture blandt øer og skær, hvor der den dag i dag findes et mylder af edderfugle, alke, tejster, strømænder og måger; dengang desuden fine sæltræk. En del af fangsten kan da være blevet anbragt i dette skemma med senere afhentning for øje, selv om det jo unægtelig er lidt langt væk at have et forrådshus.

Nok ved vi, at Vesterbygden er folketom omkring midten af 1300-tallet, men den direkte årsag og hvad der hændte befolkningen står stadig hen som et uopklaret mysterium. En tolkning går ud på, at eskimoerne skulle have angrebet og ødelagt bygden, men noget bevis findes ikke. Sagn og saga fortæller ganske vist om kampe de to folk imellem, men en større og så ubarmhjertig konflikt, at den endte med hele Vesterbygdens undergang, er vel kun mulig, hvis den ene part (nordboerne) har truet med at dominere samtlige næringsveje. Landbrug i disse subpolare områder, hvor korn aldrig kommer til modning, hviler på et spinkelt grundlag. Balancen er hårfin, og meget skal der ikke til for at forrykke den i negativ retning, hvilket de tilbagevendende katastrofevintre i den nutidige fåreavl har vist. Man har ikke kunnet opretholde livet på landbruget alene. Udgravninger af møddingslag viser, at man i vid udstrækning ernærede sig ved jagt og fiskeri. Imidlertid er der kun fundet dette ene håndgribelige spor efter nordboerne i den ydre skærgård; her var eskimoernes domæne. Intet tyder på, at man har forsøgt at monopolisere jagten og således truet de indfødtes næringsvej, så en storkonflikt blev uundgåelig.

En anden mulighed er, at man har haft et depot liggende til brug, når man færdedes i skærgården; det skete vel, at man kom der af andre grunde end netop den at gå på jagt. Det berettes, at man hentede tømmer i Vinland (Nordamerika), men skærgården var også en mulighed. De talrige øer og skær fungerer nemlig som et slags filter for det drivtømmer, polarstrømmen fører med sig. Desuden er det jo et spørgsmål, hvor længe man havde havgående fartøjer - landnamsbådene kunne jo ikke vare evigt, og den længe afbrudte forbindelse med Østerbygden tyder ikke på, at man havde skibe til langfart i Vesterbygdens senere år. Mindre både har dog udmærket kunnet klare sejlads ud i skærgården, og da har det været bekvemt at have stationer undervejs, i tilfælde af at man blev overrasket af storm og måtte ligge indeblæst i længere tid.

En tredje mulighed kan også foreligge, nemlig at det lille skemma har haft forbindelse med fangstturene til Nordrsetur, som der bl.a. berettes om i Snorres Edda. Hvor Nordrsetur helt nøjagtigt lå, er uvist, men meget peger på områderne i Diskobugten. Endnu kendes der kun ganske få fund, der vidner om nordboernes færd til disse nordlige himmelstrøg. Nordligst ligger varderne ved Kingigtorssuaq nær Upernavik, og sydligere på Nugssuaqhalvøen umiddelbart nord for Disko står et svært stenbygget forrådshus kendt under navnet Bjørnefælden. Det er da ikke usandsynligt, at man har udlagt depoter på den lange kyststrækning, ja måske har der ligget en hel kæde fra Østerbygden til Nordrsetur, men det vil fremtidige undersøgelser forhåbentlig vise.

Engang i 1332 når tre nordboer Upernavik distrikt og bliver tvunget til at overvintre. Det følgende år i april måned rejser de varder og efterlader følgende besked skrevet med runer: »Erling Sigvatsson, Bjarne Tordsson og Eindride Oddson opførte lørdagen før gangdag disse varder og runet vel«. Kan hænde de tre kendte det lille skemma ved Godthåbsfjordens munding.