Overraskelsernes høj

En sådan overpløjet gravhøj beliggende i Grundfør sogn ca 10 kilometer nord for Århus blev i foråret 1991 undersøgt af Forhistorisk Museum Moesgård. Årsagen til udgravningen var, at anlægsarbejdet i forbindelse med en etape af den østjyske motorvej ville ramme højen. Denne har ikke hørt til de mindste - selv i sin nuværende skamferede tilstand var den ikke helt ubetydelig - så der knyttedes visse forhåbninger til undersøgelsen.

Det første, som faldt i øjnene, var et flammet mønster i udgravningsfelternes lodrette vægge; det stod ualmindelig klart, navnlig ind mod centrum, og viste med al tydelighed, at højen var bygget af sammenstablede græstørv. Nederst sås en vandret, mørk stribe: det formuldede vækstlag i marken, højen var opført på. Derunder lå selve muldlaget, som oldtidsploven har endevendt. At det var tilfældet, fik vi beviset for, da alt til højen hørende var fjernet og den gule råjord blotlagt. I denne sås nemlig de karakteristiske, efterhånden velkendte, striber på kryds og tværs, der betegner forhistorisk pløjning. Højen her var som så mange andre oldtidshøje bygget på gammelt agerland. (Fig. 1)

Omkring højfoden har været en stenkreds, som vi fandt rester af - både stenene selv og spor efter dem i undergrunden; det fremgik, at højen har haft en diameter på omkring en snes meter. Randstenene var halvmeterhøje, og mellem dem var der tætnet med mindre sten, så opbygningen nærmest fik karakter af et stendige. Oven på en bevaret stump stenkreds ved højens nordvestside lå en regelmæssig, oval sten, hvis ene side var plant tilhugget, tydeligvis et forarbejde til en skubbekværn. I første omgang blev der ikke ofret den større opmærksomhed, men efter at nogle dages regnvejr havde vasket stenen ren, blev den tilfældigt set fra en heldig vinkel, og frem tonede et hjulkors, et af bronzealderens velkendte helleristningsmotiver, som antagelig har symboliseret solen. Tegnet står så svagt i stenen, at man må formode, det har været trukket op med maling, men det er sikkert nok og gav et velkomment varsel om højens tidsmæssige tilhør. (Fig. 2)

Det var ikke den eneste overraskelse, højen bød på, faktisk blev det til en hel række. Uden for randstenskæden viste der sig spor af endnu en stenkreds. Det er velkendt, at der under gravhøje kan være flere, som regel koncentriske, stencirkler. Det skyldes, at højene fra tid til anden, i forbindelse med nye gravlægninger, er bygget større, hver gang med tilføjelse af en ny randstenskæde, men sådan var det ikke her; den ydre kreds lå knap to meter uden for den indre og har aldrig berørt højfoden endsige været dækket af højen. De to stenrækker var meget forskellige, den indre nærmest et lavt gærde, den ydre med større sten, anbragt enkeltvis med ca én meters mellemrum, men nu - med en enkelt undtagelse - kun kendelige som spor i undergrunden. Den ene tilbageværende lå væltet om på siden, men målte i oprejst tilstand ca én meter. Højen har været et imponerende syn, da den var i sin velmagt. (Fig. 3, fig. 4, fig. 5)

Graven, højen er bygget for, lå som venteligt i midten - ikke præcis i centrum for stenkredsene, men dog tæt ved dette punkt. Også her stødte vi på det usædvanlige. Under afdækningsarbejdet viste der sig pludselig, nær højbunden, forbavsende velbevarede flager af noget, der så ud som dyrehud. Mellem dem dukkede resterne af kisten frem. Den har, som ældre bronzealders gravskik krævede, været lavet af en træstamme, men veddet var nu helt for- muldet og kun kendeligt som et mørkt spor. Fra bronzealderens egekistefund, for eksempel det berømte med Egtvedpigen, ved vi, at den døde ofte lå indsvøbt i en kohud, men her, i vor høj, optrådte de indtil håndstore hudlapper alle uden for kisten. Mod syd, hvor de var bedst bevaret, kunne de følges sporadisk indtil fire meter fra graven, i de andre retninger var udstrækningen mere usikker. Flere steder sås det, at huderne lå i to lag, og det stod klart, at de har strakt sig henholdsvis over og under kisten. Vi forstår det sådan, at man først har gravet en mindre fordybning i marken, blot så meget, at kisten kunne stå sikkert, og derefter dækket hele det centrale højområde med et tæppe af huder. Så er kisten blevet anbragt, hvorefter yderligere et lag huder er bredt ud over graven. Lagt under mikroskop har hudresterne afsløret tydelige spor af kalk. De kan ikke stamme fra højens græstørv eller andet i fylden værende, snarere har de at gøre med en forarbejdningsproces; huderne var tydeligvis afhårede, og det kan tænkes at være gjort med kalk. Måske kan der også være tale om en slags garvning.

Gravhøjens ydre stenkreds, helleristningsstenen og kistens mærkelige indpakning var træk, der spændte forventningerne. Alt tydede på en gravlægning i den store stil med, hvad der hørte sig til af rige gravgaver. Kisten selv var jo som sagt for- muldet, men den sås at have været usædvanlig lang, næsten fire meter. Ting af bestandigt materiale såsom ler, bronze eller måske endda ædelmetal burde ligge tilbage. Her blev vi imidlertid skuffede. Da graven var tømt og fremstod som et trugformet kisteaftryk i undergrunden, var der kun fundet spredte skår fra et par knuste lerkar; man anede, at der havde været ubudne gæster. En uregelmæssig, ca meterbred forstyrrelse ved kistens østende gav en forestilling om, hvordan det er foregået. Her må gravrøverne være gået ned. De har brudt hul i kisten, som endnu på den tid har været nogenlunde intakt, og det er lykkedes dem at rage indholdet ud; de fleste potteskår lå samlede netop i østenden. At plyndringen ikke var af ny dato, viste også fylden i indbrudshullet, der ikke var løs, men lige så kompakt som selve højmassen. Noget stort udbytte af oldsager gav graven altså ikke, men dog en datering. Skårene er fra slutningen af ældre bronzealder, ca 1250-1000 før Kristi fødsel. Plyndring af oldtidsgrave forbinder man normalt med nyere tid, men rundt om i Europa kendes fra både bronze- og jernalder mange eksempler på, at noget sådant kunne ske kort efter gravlæggelsen. I Østrig, Ungarn og Tjekkoslovakiet er der undersøgt store gravpladser tilhørende den mellemeuropæiske højgravskultur, som er jævngammel med vor ældre bronzealder. En stor del af gravene - i nogle tilfælde over halvdelen - viste tydelige tegn på at være genåbnet forholdsvis kort efter anlæggelsen. Man kunne konstatere det mærkelige, at det var bestemte ting, der i særlig grad fristede indbryderne, nemlig den dødes hoved- og brystprydelser, der i reglen, hvor de er til stede, består af tyndt udhamrede bronzeplader. Mere massive gravgaver som armringe og dragtnåle var derimod efterladt urørt. Det synes altså ikke at være metalværdien, man er gået efter. Den delvise gravplyndring virker næsten rituel, ja har måske ligefrem været et led i begravelsesceremoniellet. (Fig. 6)

I de få danske tilfælde, hvor tidlig gravplyndring har kunnet konstateres, synes motiverne at have været yderst jordbundne (se Skalk 1964:4). Ved udgravning i 1882 af Barde Storehøj mellem Herning og Ringkøbing fandtes en velbevaret egekiste med et hul i låget, stort nok til at man kunne få en arm ned. Det indre var ikke ganske tomt for gravgods, men der var tydeligt rodet rundt i det, og noget manglede. En sværdskede fandtes således brudt i flere stykker, men uden dupsko og - hvad vigtigere er - uden sværd. Mellem sagerne lå en krogformet hasselkæp, sikkert benyttet af tyven, da han lempede byttet ud. Et meget lignende fund fremkom en halv snes år senere i Guldhøj, Vamdrup sogn ved Kolding. Her fandtes tre velbevarede egekister, den ene med et hugget hul i låget og grundigt plyndret. Også der havde tyven efterladt en krogkæp; sådanne har åbenbart været standardudstyr ved den slags foretagender. I begge tilfælde var indbruddet sket, inden der i højen var dannet det lag af al, som er vigtigt for kisternes bevaring. Der synes intet mystisk at være ved disse gravplyndringer. Måske er det ligefrem personligt kendskab til kistens rige indhold, der har fristet svage sjæle. (Fig. 7)

Plyndring af gravhøje er altså ikke udelukkende et moderne fænomen. Den slags fandt sted allerede i oldtiden og sikkert også i vor høj. Hvad tyvens udbytte blev, får vi aldrig at vide, men måske har det ikke været så stort endda. Det kan tænkes, at det imponerende gravanlæg i sig selv har været tilstrækkeligt til at markere den dødes høje status, og at man derfor har sparet på udstyret.

Men nu huderne, som kisten var indpakket i - hvordan skal man forstå det store tæppe, som strakte sig langt ud til siderne? Det er ikke bevist, men dog sandsynligt, at det drejer sig om oksehuder; som nævnt er det ret almindeligt, at de døde i egekisterne ligger indsvøbt i netop den slags skind. For om muligt at forstå fænomenet må vi igen rette blikket mod udlandet. På den tid, hvor vi begravede vore døde i egekister, blomstrede den mykenske bronzealderkultur i de østlige Middelhavsegne. Den var baseret på en livlig handel over store områder, således med Ægypten, hvor mykenske købmænd jævnlig havde deres gang. Som betalingsmiddel brugte man kobberbarrer formet som oksehuder. Disse særprægede »pengestykker« afspejler en ældre tradition, hvor rigtige oksehuder var det gangbare bytteobjekt. Måske var vi stadig på det stadium heroppe i Norden. Naturligvis kan man ikke uden videre drage sammenligninger over så store afstande, men flere ting i vor bronzealder, således den udbredte anvendelse af spiralornamentik på våben og smykker, viser, at der trods alt nåede mykenske impulser herop. Det skete via det østlige Mellemeuropa. Derfra kom nemlig metallet, som vi nu finder i gravene.

Hvis dette er rigtigt, hvis oksehuder heroppe har været værdigenstande, man handlede med, kan deres forekomst i højen forklares ved, at den dødes formue - eller i hvert fald en del af den - er givet ejeren med i graven. I den snævre kiste var der jo ikke plads, så man har valgt at anbringe herlighederne tæt omkring kisten og derved illustrere afdødes velstand og magt. Oprindelig har de mange huder vel været bestemt til handel i det fremmede, men så langt nåede de altså ikke.