Over sø og land

Et spørgsmål melder sig: Hvordan har man fået de store skibsskrog transporteret til gravpladsen og anbragt på deres endelige plads, mere eller mindre dybt nedgravet i undergrunden? For studiet heraf er Sutton Hoo-fundet bedst egnet. Lad os derfor koncentrere os om det og for en gangs skyld se bort fra det kostbare gravudstyr, der har gjort dette fund så berømt.

Sutton Hoo ligger i East Anglia, nær Deben-flodens munding. På et plateau oven for flodbredden befinder sig en gruppe høje, hvoraf to har vist sig at indeholde fartøjer, det ene af bådstørrelse, det andet et skib, nemlig det, som her skal omtales. Det lå som sagt under høj, men i en »skibsformet« grube, gravet ca 2,5 meter ned i undergrunden, hvilket vil sige, at kun stævnenes spidser kan have raget op over den oprindelige markflade. For at få skibet fra floden til plateauet har det skullet transporteres op over en skråning med en stigning på i gennemsnit ca 3 grader, på det stejleste sted, der strækker sig over ca 140 meter, dog ca 6 grader, hvilket er stejlere end en normal skandinavisk garagenedkørsel. Hvor meget vejede da det skib, som skulle slæbes op ad denne bakke?

Skrogets totale længde synes at have været noget over 27 m, største bredde 4,5 m og dybden 1,5 m. Bordplankernes tykkelse har ligget omkring 2,5 cm, men dertil kommer 28 kraftige spanter. Til sammenligning tjener, at en kopi, som er bygget af en homerisk galej med en længde af 18 meter, vejer 8 ton. Eftersom det engelske skib, hvad længden angår, forholder sig til galejen som 3 til 2, og eftersom et skrogs vægt er proportionalt med kvadratet på længden, »bør« Sutton Hoo-skibet have vejet 18 ton - eller snarere mere, da det i modsætning til galejen gennemgående var kraftigt bygget.

Der blev ikke fundet spor af mast eller mastefod, men det gjorde der heller ikke i det danske Ladbyskib, som ikke des mindre synes at have været sejlførende, idet fire par jernringe på rælingen er tolket som fæster for mastens tovværk. Mere sigende er det, at Sutton Hoo-skibet havde en flad kølplanke i stedet for køl og derfor næppe har kunnet bære sejl, men har måttet drives fremad alene med årer. Åretolde er ikke bevaret, men da spanterne sidder med ca én meters mellemrum, må afstanden mellem åretoldene have været det samme, hvilket er betydeligt mere, end man finder det i de nordiske vikingeskibe. I det 27 m lange skib må afstanden mellem forreste og bageste åretold have været omkring 19 m, hvilket svarer til 20 par årer. Til sammenligning tjener, at det ca 23 m lange og meget lettere Nydamskib blev roet med 15 årepar. (Fig. 1)

Konstruktionsmæssigt er skibet fra Sutton Hoo med dets flade bundplanke nærmest en nordsvensk elvbåd i kæmpeformat. Denne type skrog er velegnet, når man skal lande på åben strand, da der ikke er nogen køl, som kan skære sig ned i bunden, men her spiller størrelsen rigtignok en afgørende rolle. Små både af denne slags - og i mange tilfælde også små kølbåde - kan let trækkes på land. I 30’erne ville en stor del af fiskerne i Øresund ikke betale havneafgift, men landede hellere på den åbne strand. De roede vinkelret på kysten med god fart, og når stævnen tog bunden, hoppede alle over bord i det lave vand og trak hurtigt båden så langt op, at næste bølge ikke kunne vende og fylde den. Det var let at gøre med de små både, som da brugtes, men helt umuligt med et 18-tons skib af 27 meters længde. Et sådant fartøj med 20 par årer har haft en besætning, som mindst omfattede to hele vagter på hver 40 roere og en rorsmand, det vil sige 82 mand, hvortil kom kaptajnen og udkigsmanden. Men 84 mand kan ikke trække et 18-tons skib på land. (Fig. 2)

Den mand, som fandt sit sidste hvilested i dette fartøj, var efter al sandsynlighed den østangliske konge Readwald, der havde sin residens få kilometer fra Sutton Hoo og døde omkring 624. Skibet var næppe typisk for sin tid. Det har været et repræsentationsskib, en kongelig jagt, ikke til brug på det åbne hav, men velegnet til Debens beskyttede vande. Da det begravedes, har det været gammelt, men et værdigt symbol på den kongelige magt.

En voksen mand kan, på ruller, trække en 50 kg tung last op ad en skråning med en stigning på 6 grader, så vi antager, at 360 mænd kan gøre det samme med 18 ton. Det har krævet lange træktove, og på hver side af skibet har måttet posteres mænd - hvor mange er umuligt at sige - som skulle støtte det og sikre, at det ikke væltede. Den forestilling, at »med ruller kunne en stor flok mænd uden vanskelighed trække skibet op til gravpladsen«, må vist siges at være en smule letkøbt.

Ved ankomsten til pladsen ventede andre problemer. Gravgruben havde form efter skibet, der var ingen speciel »indgang«, så hvordan har man fået skibet ned i gruben? Følgende metode er foreslået: Tværs over graven har været lagt bjælker, og skibet er rullet ind på disse. Siden er der spændt reb under fartøjet mellem opstandere på hver side af gruben. Når træværket derefter borttoges, hang skibet alene i tovene og kunne langsomt sænkes i graven ved at disse efterhånden slækkedes.

Ja sådan kunne det måske gøres, men der var store praktiske vanskeligheder. De omtalte opstandere måtte anbringes i stor afstand fra grubens kant for ikke at rive den ned, og de tværgående reb skulle følgelig være lange, vel op mod en halv snes meter, hvilket betyder, at de ville give sig meget, når vægten af skibet kom på. Opstanderne måtte under disse omstændigheder være høje, mindst tre-fire meter over markfladen og tilsvarende under. Det er naturligvis muligt, men dog meget usandsynligt, at udgraverne skulle have overset sporene af så megen virksomhed. Der er også fremsat andre forslag, men ingen af dem virker overbevisende.

Hvis man uden brug af nutidens tekniske hjælpemidler skulle placere et stort fartøj i en dyb grube, ville det være naturligt at anlægge en skrånende rampe, men en sådan fandtes ikke. Nu var jernalderens mennesker ikke anderledes end nutidens, de skabte sig ingen unødige vanskeligheder og godtog ingen sådanne. Når de altså ikke rullede skibet ned ad en rampe, må de have haft en anden løsning, og vi kan gå ud fra, at den har gjort arbejdet som helhed lettere.

Vikingerne havde også en anden slags gravskibe: skibssætningerne. De blev ikke rullet op til deres pladser, men opført på stedet af store sten. Et gravskib var jo ikke noget almindeligt fartøj, det varetog transporten til dødsriget, og dertil krævedes andre egenskaber end for skibe i virkelighedens verden. Man kommer til at tænke på guden Frejs skib, Skidbladner, der kunne bæres sammenlagt i en pung og tages frem, når der var brug for det. Kan man da ikke forestille sig Sutton Hoo-skibet demonteret på flodbredden og bragt til gravpladsen i større eller mindre flager for derefter at samles igen i selve gravgruben?

Sutton Hoo-skibet var klinkbygget, det vil sige med overlappende, sammennittede længdeplanker. En mand har sat nittenaglen ind udefra, mens en anden inde i skroget svingede nittehammeren. Gravgruben var større end skibet, ikke meget, men 60 cm skulle være nok til at give plads for manden, der satte nitten i og håndterede modholderen. Det er rimeligt let at demontere et klinkbygget skrog på en måde, så at det senere kan samles igen. De afklippede skibsnitter, man så ofte finder på vikingetidens værftspladser, viser, at kunsten var kendt. Det forekommer muligt og sandsynligt, at skibet er kommet i gravgruben på denne måde. (Fig. 3)

Som nævnt i indledningen var gravenes fartøjer oftest af bådstørrelse, og her er problemerne, både hvad angår transporten og anbringelsen, naturligvis væsentligt mindre. En lang række svenske gravpladser indeholder rige grave af den art, alle anlagt under flad mark. De egentlige skibsfund er gennemgående af gammel dato, i hvert fald fra en tid, hvor man ikke lagde særlig vægt på gravenes udenværker, så det kan være vanskeligt nu at danne sig et indtryk af gravgrubernes form. Nogen viden kan dog hentes i de gamle beretninger.

Om Ladbyskibet oplyses, at jorden uden for skroget var gult ler, der adskilte sig skarpt fra den sorte fyld inde i skibet. Der synes ikke at være tegnet snit, men af billederne får man det indtryk, at fartøjet var placeret i en lav oval grube, der senere er fyldt op med det omtalte gule ler. Gruben har næppe været dybere end skroget, men betydeligt bredere; om der har været en rampe, er helt uvist. Man bemærker, at den 90 m lange bakke fra fjordstranden op til gravstedet er temmelig brat, ca 6 grader, men Ladbyskibet var meget lettere end det fra Sutton Hoo, kun 20,6 m langt og efter klinknaglerne at dømme bygget af meget tynde brædder.

Osebergskibet var sat ned i en blot 75 cm dyb gravgrube, hvis udstrækning ikke angives; inden højen byggedes, stod skroget altså nedsænket omtrent til vandlinjen. Det forekommer sandsynligt, at skibet er rullet ned i graven på omtrent samme måde, som det tidligere hvert forår rulledes i søen. Hverken til Gokstad- eller Tunefundene hører der oplysninger om gravgrubens udseende eller dybde. Det ville dog nok være nævnt, hvis skibene havde været dybt nedgravet, så mon ikke de ligesom Osebergskibet har stået nedsænket til normal vandlinje.

Materialet er egentlig for lille til, at der kan drages slutninger, men vi noterer os, at mens angelsakserne begravede deres konge dybt under markfladen, så ser det ud til, at nordmændene og måske også danskerne 2-300 år senere lod deres gravskibe sejle på græshavet.