Ottars rejse

Ottar kom fra det nordligste Norge, vel et sted i nærheden af Tromsø, hvor han drev en blomstrende forretning med blandt andet pelsværk og hvalrostænder, som man længere sydpå var stærkt interesseret i. Hans rejser førte ham ned langs Norges vestkyst og videre til handelspladsen Skiringssal ved Oslofjorden. Herfra igen videre til Hedeby. Men også nord om Norge til Kolahalvøen og ind i Hvidehavet kom han - altså til land, der var helt ukendt for datidens vesteuropæere. Lad os følge ham på det sidstnævnte togt, som han efter eget sigende foretog af eventyrlyst.

Ottar fortalte sin herre, kong Alfred, at han boede længst mod nord af alle nordmænd. Han sagde, at han boede i den nordlige del af landet ved Atlanterhavets kyst. Han sagde også, at landet skulle strække sig langt mod nord hinsides dette punkt, men det er altsammen ødemark, bortset fra nogle få steder her og der, hvor lapperne lever; de går på jagt om vinteren og på fiskeri ved havet om sommeren.

Han fortalte, at han engang fik lyst til at finde ud af, hvor langt landet mon kunne strække sig mod nord, og om der boede nogen nord for ødemarkerne. Han sejlede stik nord langs med kysten og havde ødemarkerne til styrbord og det åbne hav til bagbord i tre dage. Han sejlede lige så langt mod nord, som hvalfangerne gør, når de sejler længst væk. Derpå fortsatte han stik nord, så langt som han kunne sejle på yderligere tre dage. Der drejede landet stik mod øst, eller havet skar sig ind i landet - han vidste ikke, om det var det ene eller det andet - men han vidste, at han ventede der på en vestlig, en smule nordlig vind og derpå sejlede østpå langs kysten, så langt som han kunne sejle på fire dage. Der måtte han vente på en stik nordlig vind, fordi landet drejede stik mod syd, eller havet skar sig ind i landet, han vidste ikke hvad. Derfra sejlede han så stik syd langs kysten, så langt som han kunne sejle på fem dage. Der gik en stor flod ind i landet. De lagde ind i denne flod, da de ikke turde sejle forbi den uden en fredsaftale, fordi hele landet på den anden side af floden var bebygget (Fig. 1). Han havde ikke tidligere truffet beboet land, siden han forlod sit eget hjem, der havde hele vejen været ødemark til styrbord, bortset fra fiskere, fuglefængere og jægere, som allesammen var lapper. Og han havde hele tiden det åbne hav til bagbord. Bjarmerne havde bebygget deres land særdeles vel, og de turde ikke vove sig derind. Men terfinnernes land var øde overalt, undtagen hvor der levede jægere eller fiskere eller fuglefængere.

Bjarmerne gav ham mange oplysninger, både om deres eget land og om de omgivende lande, men han vidste ikke, hvad der var sandt, for han så det ikke selv. Det forekom ham, at lapperne og bjarmerne talte næsten samme sprog. Han drog først og fremmest dertil, foruden for at se landet, for hvalrossernes skyld, for de har meget ædelt ben i deres tænder - de bragte nogle af disse tænder til kongen - og deres skind er udmærket til tovværk. Hvalrossen er meget mindre end andre hvaler, idet den ikke er mere end syv alen lang. Den bedste hvaljagt er i hans eget land; der er de otteogfyrre alen lange, de største halvtreds alen. Han sagde, at han og fem andre havde dræbt tres af disse på to dage.

Ottars beretning er (sammen med en anden rejsebeskrivelse, der er overleveret i samme håndskrift) netop blevet nyudgivet af Vikingeskibshallen i Roskilde under titlen »Ottar og Wulfstan, to rejsebeskrivelser fra vikingetiden«. Teksten er oversat af Niels Lund, og en række fagfolk har leveret fyldige kommentarer. Det lille, smukt udstyrede værk fås i boghandelen for en pris af 75 kr. Bemærk venligst, at bogen ikke forhandles af Skalk.