Ornamentalt tilbageblik

Et område af sidstnævnte art finder man langs nordsiden af Limfjorden i egnene vest for Fjerritslev. Nu hindrer snorlige diger oversvømmelser af de opdyrkede engarealer, men forhen var der krogede fjordarme med talrige småøer. Her er der langt mellem oldtidslevnene, men for netop et år siden kunne der sættes endnu et kryds på fundkortet over denne egn, nemlig nogle få hundrede meter syd for landsbyen Klim. Det drejer sig om en løst opsamlet genstand forarbejdet af hjortetak. Dens overflade er dækket af indridsede ornamenter af så fin og sjælden karakter, at der på Nationalmuseet ikke var tvivl om, at danefæ-bestemmelserne om »rare ting« skulle finde anvendelse.

Det krumme hjortetaksstykke er 13 cm langt med næsten cirkulært tværsnit og på midten en gennemboring, ligeledes cirkulær, men med en firkantet tilskæring i den ene side. Enderne er lidt primitivt tildannet, som om der først har været skåret for med en kniv, inden saven blev taget i brug. Overfladen er præget af slid, men de indridsede figurer kan tydeligt udskilles. Der er ikke tale om tilfældige kradserier. Hjortetak er et hårdt materiale at arbejde i, og indridsningerne er omhyggeligt og sikkert udført. Teknisk har man arbejdet på den måde, at man på forhånd har indboret en række punkter, som derefter er blevet forbundet med krumme eller rette linjer, der er ridset eller snarere graveret med et skarpt instrument.

Men hvad forestiller nu disse figurer, hvor gamle er de, og hvorfor er de anbragt på denne stump hjortetak? De to første spørgsmål kan besvares med nogenlunde sikkerhed, det sidste kun med gætteri.

Hjortetakkens tegninger er alt andet end naturalistiske. Det er ornamentik, men den danner ikke, som man vel kunne vente, et samlet hele til stykkets forskønnelse, der er tale om en række enkeltmotiver, som om stokken var en slags prøveklud (Fig. 1, Fig. 2). Om billedernes tilhørsforhold er der ingen tvivl, det falder i oldtidens slutning, nær overgangen til middelalder. Netop de dekorative mønstre har i løbet af jernalderen gennemgået en spændende udvikling. Af naturalistiske dyrefremstillinger i århundrederne efter Kristi fødsel opstår dyreornamentikken. Slanke kroppe og lemmer kryber som bånd over fladerne, slynger sig ind i hinanden til de særeste figurer, hvor udgangspunktet, dyremotivet, kan være svært at skelne. Lokale varianter opstår og tager føringen efter tur: Borrestil, Mammenstil, Ringerikestil, Urnesstil, og hvad de nu hedder - indtil det hele ved overgangen til middelalderen opgives til fordel for den romanske planteornamentik, hvis blide ranker erstatter de barske dyrekroppe i bedste overensstemmelse med religionsskiftet, der samtidig finder sted. Også på anden måde sætter overgangen fra asatroen til kristendommen sig spor, nemlig i den symbolverden, som væver sig ind i ornamentikken. Det mærkelige ved tegningerne på Klim-stokken er, at de på engang illustrerer mange sider af dette brogede billede.

På en af sidefladerne ses en tregrenet figur: triskelen - et hedensk symbol, hvis betydning ikke kendes, men som i hvert fald siden ældre germansk jernalder har været et yndet ornament (Fig. 3). Udformningen kan være noget forskellig - en særform, som findes på Snoldelev-runestenen, er tydeligt sammensat af drikkehorn, hvorfor den undertiden betegnes »Odins horn« (Fig. 4, Fig. 5). Den kristne afløser for triskelen er muligvis triquetra'en, kendt fra den store Jellingsten. Den opfattes gerne som symbol på Treenigheden.

Med de tre korsfigurer (en af dem åbenbart ufærdig) er vi på sikker kristen grund (Fig. 6). Den ene er et ligearmet kors, udfyldt med uregelmæssigt udskårne »perler«, de to andre latinske kors, men rigtignok i en lidt speciel udgave. Det lille indskrevne kors og teknikken med at lade konturlinjerne krydse hinanden over korsmidten bibringer et indtryk af, at korset er flettet sammen af et bøjeligt materiale, næsten som de bekendte vikingemasker (se Skalk 1961:1). Sådanne fletkors optræder på flere runesten, og vi møder dem også i smykkekunsten. Som noget ganske særligt ved det ene af korsene mærker man sig korstræets afslutning for neden. Her er der indgraveret et båndslyng om noget, der ligner et dyrehoved med ét stort øje. Dette lidt kantede dyrehoved med slyngværk, men også skraveringen og den dobbelte konturlinje i selve korset og for den sags skyld perleudfyldningen i det ligearmede kors, er typiske elementer i den af vikingetidens mange stilarter, der går under navnet Mammen-stil. Dens fornemste repræsentant er den før omtalte Jellingsten.

Det kan være uhyre vanskeligt at skelne skarpt mellem vikingetidens forskellige stilgrupper, der i nogen grad har træk og detaljer fælles, foruden at de tidsmæssigt overlapper hinanden. Som Mammenstilens afløser regnes Ringerike-stilen eller »den svenske runestensstil«, som den også kaldes, fordi den har vundet særlig yndest hos vort broderfolk. Den forekommer dog også på bornholmske og østjyske runesten og - særlig smukt - på London-stenen, som vil være bladets læsere bekendt (Skalk 1974:5). Karakteristisk for denne stil er de blæksprutteagtige fangarme, samt at der ofte indgår en slange (dens langstrakte krop var jo som skabt for indskrifter), hvis hoved og hale kan være sammenholdt af en slags sløjfe (Fig. 7). En sådan sløjfe omkring en slange ses på Klim-stokken, den gør et lidt ufuldendt indtryk, men er ellers med sine arme og spiraler karakteristisk nok (Fig. 8). Hvor langt man i denne kunstretning kunne gå, viser vindfløjen fra Heggen kirke i Norge (Fig. 9). Slangen omslynger her et dyr, men de mange udløbere i vifteform røber tydeligt familieskabet med Klim-sløjfen. Bemærk de små tværstreger eller manchetter på armene i begge figurer.

Endnu en sløjfe, men af en mere tæmmet art, finder vi i stykkets anden ende mellem de to latinske kors (Fig. 10). Forbindelsen med dyreverdenen er brudt, snarere kommer man til at tænke på bløde bøjelige plantestængler. Igen skal motivet søges i kristen sammenhæng, vi finder det som stenskulptur i Randersegnens landsbykirker - oftest på portalernes døroverliggere, en enkelt gang dog på en granitkvader (Fig. 11). Udformningen kan være lidt forskellig, men ofte forekommende elementer af planteornamentik viser klart den vegetabilske karakter.

Der er også anden ornamentik på stokken, men den virker højst ufærdig (Fig. 12). Selv her kan der dog findes genkendelige stilelementer. En samling blødt svungne linjer med store spiraler røber således tydelige Ringerike-træk.

Det tidsrum, inden for hvilket vi foreløbigt placerede Klim-stokken, var særdeles rummeligt. Kan den nærmere betragtning af figurerne hjælpe til en sikrere bestemmelse af dens alder? Dateringen må tage sit udgangspunkt i korsene, som klart dokumenterer, at vi befinder os i kristen tid. Af de to vikingetidige stilformer, som kunstneren har benyttet, dateres Mammen-stilen sædvanligvis ca 960-1020 (fra Harald Blåtand til Knud den Store), mens Ringerike-stilen begynder en snes år senere og fortsætter til omkring 1070, Svend Estridsens senere regeringstid. Der er, som man ser, tale om en betydelig overlapning, og her ville man, hvis ikke andet forelå, være tilbøjelig til at placere stykket - altså en datering til tidlig kristen tid, snarest 1000-årenes første halvdel. Nu må vi imidlertid tage det romanske planteornament med i overvejelserne. Randersegnens granitkirker er jo, efter hvad man ellers ved, opført omkring hundrede år senere, det vil sige i første halvdel af 1100-årene. Vi tør nok ikke på grundlag af Klim-stykket omdatere en halv snes kirker. Det sandsynligste er vel, at planteornamentet har gjort sin entre i Danmark tidligere, end vi regnede med, allerede i den sene vikingetid, så at det i virkeligheden er et gammelt træk, der har levet videre på Randersegnen. Også andre iagttagelser bekræfter, at der på disse kanter har hersket en sejlivet konservatisme blandt stenhuggere og kirkebyggere.

Et væsentligt spørgsmål har endnu ikke været berørt: Hvad har hjortetakken egentlig været brugt til? Mange forslag har været fremsat: Bidselstang, parérstang til et sværd, håndtaget til en stok. Det første kan vistnok straks udelukkes. Den svære dimension og den firkantede fordybning ved gennemboringen harmonerer ikke med denne anvendelse. Parérstang lyder straks rimeligere. Et par sådanne af ben og tak med indskårne ornamenter er faktisk fremdraget ved de seneste års udgravninger i Lund, og de kan som Klim-stokken dateres til 1000-årene. Et lignende stykke med indridsede fletmønstre af vikingetidskarakter opbevares på museet i Viborg. Fælles for de nævnte eksemplarer er imidlertid, at gennemboringens form passer til sværdfæstets fladt udsmedede angel, det er ikke tilfældet med vort stykke, så også den forklaring må opgives.

Tilbage er stokkehåndtaget, og heller ikke her savnes der paralleller fra vikingetiden. Pragtstykket, et håndtag fundet 1928 ved Køge, er som vort stykke af hjortetak, spidsen er udformet som et dyrehoved, og på siden, ud for stokkehullet, er indskåret en mandsmaske af type som dem, der kendes fra flere runesten (Fig. 13). En stok af denne kvalitet kan nok have fungeret som værdighedstegn, men sådan kan vi næppe opfatte Klim-stokken. Gennemboringens udformning synes nemlig at vise, at den indbuede side har vendt opad. En stok med et sådant håndtag må snarest betegnes som en krykke (Fig. 14). I vort vedtagne billede af vikingetiden passer den værkbrudne olding ellers ikke rigtig ind, men naturligvis har han været der.

De lidt sjusket afsavede ender og de tilsyneladende tilfældigt placerede figurer, hvoraf et par blot er antydet, efterlader et indtryk af ufærdighed. Over for dette står de tydelige spor af slid, som klart viser, at stokken har været brugt gennem nogen tid. Ingen kunstnerisk frembringelse skabes uden overvejelse, og som indledningsvis bemærket skærer man ikke figurer i hjortetak som en leg - da slet ikke en ornamentsamling som denne. Skal man forklare figurernes tilstedeværelse på håndtaget og deres mærkelige historiske spredning, må man tage fantasien til hjælp.

Lad os da med udgangspunkt i ornamenternes lighed med stenskulpturerne forestille os Klim-stokkens ejermand som en olding med sindet splittet mellem hedensk barnetro og den nye kristne lære. På håndtaget af sin krykke har han nedfældet sine overvejelser om, hvordan den sten skulle udsmykkes, som engang skulle pryde hans sidste hvilested.

Lit: O. Klindt-Jensen og David Wilson: Vikingetidens kunst. Kbh. 1965. - Erik Moltke: Runerne i Danmark. Kbh. 1976.