Optænding

Fundet af Bistrup-ovnene, der er beskrevet i foregående artikel, virkede som en udfordring til gruppen. Selve rekonstruktionen af den helt umekaniserede arbejdsproces var et af problemerne, og ovnenes størrelse - de er beregnet til at brænde 12-1600 fliser ad gangen - rejste et andet: Hvordan har man i middelalderen administreret en sådan produktion. Flisemageriet var en sidegren af teglværksindustrien, men det har krævet en hel del mere af sine udøvere end mur- og tagstensfremstillingen, således akkuratesse og kunstnerisk sans, så prislaget har nødvendigvis været et andet (Fig. 1). Det stod klart, at for at skabe et realistisk billede, måtte der sættes en større produktion igang. Kun derved kunne man få de »rigtige« fejl frem, de tekniske såvel som de administrative. Efter en række brændinger kan vi nu fremstille både de glaserede relieffliser og de noget mere komplicerede pibelersindlagte med en fornemmelse af, at vi i alt væsentligt følger de middelalderlige forskrifter. Den anden side af opgaven er, som indledningseksemplet viser, endnu ikke under kontrol.

Som råmateriale er brugt urenset rødler, skænket til forsøgene af Hammershøj teglværk. Desuden er indkøbt mindre partier af hvidt pibeler, nu som i middelalderen en importvare, men ikke vanskelig at skaffe. Til prægningen er anvendt stempler af lagret egetræ, skåret til som klodser efter målene på originalfliserne, men med et tillæg på ti procent til svind. Herpå tegnedes originalens figur, men spejlvendt og ligeledes forstørret ti procent. Sluttelig blev figuren udskåret som et negativ af den, der ønskedes på flisen.

Det ses tydeligt på originalfliserne, at de er tildannet i træforme, men her måtte vi melde pas, leret ville ikke slippe, og vi blev nødt til at vælge en anden fremgangsmåde. Af det våde ler lavede vi en serie grove fliseblokke i ensartet tykkelse og hver understøttet med en plade, da leret på dette stadium endnu ikke kan bære sig selv. Efter kort tids tørring, et par timer eller deromkring, kunne stemplingen foregå. Stemplet blev presset to-tre millimeter ned i lerblokken, og her lod vi det blive, mens vi renskar flisen efter stempelklodsen. De fleste originalfliser har svagt skrånende sidekanter, sådan at bagfladen er mindre end den mønstrede forside - det er, som vi senere skal se, en vigtig detalje. Stemplet blev nu fjernet, hvilket kunne være vanskeligt, især i fugtigt vejr; igen var det lerets binding, der voldte os problemer, men de overvandtes, ved at træklodsen før stemplingen blev lagt i fint sand, der så virkede som slipmiddel. Den ene af de to flisetyper, vi arbejdede med, den med relief, var herefter færdig til tørring, den anden, med indlagte mønstre, måtte først overhældes med opslemmet pibelersvælling. Senere, når fliserne var gennemtørre, blev pibeleret skrabet af ned til rødlersoverfladen, men ikke ned i hulningerne. En tydelig hvid figur tegnede sig efter denne proces på rødlersbaggrunden.

Efter en måneds tørring kunne fliserne brændes. Til de to processer, forglødningen af de lufttørrede fliser og siden glasurbrændingen, der i middelalderens Bistrup foregik i hver sin ovn, har vi på Moesgård hidtil nøjedes med én, nemlig den rekonstruerede glasurovn (Fig. 2). Stablingen af de 6-800 fliser, vore produktioner omfattede, var et yderst vanskeligt arbejde, men blev dog overstået på en dags tid. Glasurstriber på originalfliserne antyder, at de har stået på kant i en sildebensagtig opstilling, hvilket forekommer logisk, idet de sarte overflader derved holdes fri af hinanden. Vor ovn havde, som foreskrevet af den originale glasurovn, en stærkt skrånende gulvflade - ca 80 cm over tre meter. Det voldte os i »gennemtænkningsfasen« noget hovedbrud, men vi opdagede, da stablingen blev en realitet, at fliserne med deres hældende sidekanter fandt sig udmærket til rette på skråplanet (Fig. 3). Der blev stablet i fire skifter med mellemlag af vandrette fliser, som af hensyn til trækket i ovnen ikke må ligge tæt sammen. Påbegynder man stablingen om morgenen, kan der tændes op ved aftenstid, og forglødningen vil da være afsluttet næste morgen. Temperaturen skal, i gennemsnit for hele ovnen, ligge omkring 800 grader Celsius. Efter et døgns afkøling tømmes ovnen, og flisernes mønstrede oversider pensles med en blymønje-rødlersglasur, der skal være tør inden næste stabling begynder. Glasurbrændingen tager nogenlunde samme tid som forglødningen, men temperaturen skal lidt højere op, til 900-950 grader.

Der måtte mange overvejelser og delforsøg til for at lure de gamle flisemestre kunsten af, og endnu er det altså ikke helt lykkedes for alle faser i deres sikkert meget rationelle proces. Problemet med at få leret til at slippe træformene må kunne løses, og det samme gælder vanskeligheder med varmefordelingen; fliserne i nederste skifte blev ikke tilstrækkeligt ophedet, til at glasuren ville smelte ud. Men vore forgængere har også måttet gøre deres erfaringer, inden de mestrede kunsten, og for dem drejede det sig ikke om en fritidssyssel, men om det daglige brød.