Oprustning

Ved sin kroning 1596 rådede den unge konge - han var nitten år - over et ganske betydeligt arsenal, men særlig tidssvarende var det ikke. Det artilleri, Christian arvede fra sin far, hørte fortiden til og var samlet sammen ved tilfældige indkøb og erobringer. En stor del af kanonerne var af ganske høj alder, mange fra begyndelsen af 1500-tallet. Der var både for- og bagladekanoner, nogle af jern, andre af bronze og i et utal af størrelser og konstruktioner. Under den Nordiske Syvårskrig 1563-70 var beholdningen blevet suppleret med en stor mængde støbejernskanoner indkøbt i England. Alt dette skyts var fordelt på de store rigsfæstninger øst for Øresund, på orlogsflådens skibe samt på Tøjhuset i København, der var rigets hovedarsenal. At store mængder skyts var samlet i hovedstaden, kan ikke undre. Her udrustedes flåden, Nordens største, og herfra kunne skyts hurtigt sendes ud til fæstningerne, når det var nødvendigt.

Selve ordet »tøjhus« har intet med tøj at gøre. Ordet dækkede i datiden over krigsmateriel af enhver art. Ofte brugtes også betegnelsen arkeli. På Tøjhuset fandtes alt, hvad der hørte til den militære udrustning; ikke blot kanoner, men også skydevåben, blankvåben, hjelme, rustninger, hakker, skovle og andre befæstningsredskaber samt krudt og alverdens former for ammunition. Meget af dette stammede fra udlandet, men Danmark var også selv leveringsdygtig. Kanoner støbtes på de kongelige stykkestøberier i København eller Helsingør, rustninger fabrikeredes hos plattenslagerne, medens krudt og kugler leveredes fra den kongelige krudtmølle i Valby uden for København og fra jernhytten i Lund.

Den øverste chef for Tøjhuset var kongen selv; han udstedte alle ordrer om, hvad der skulle udleveres. På kronens fæstninger og skibe varetoges skytsbetjeningen af professionelle bøsseskytter. Disse hvervedes ligesom hele den øvrige hær i denne periode fra udlandet, fortrinsvis Tyskland. Fra bøsseskytte kunne man arbejde sig op til fyrværker, med ansvar for bomber og granater, og i heldigste fald til arkelimester på Tøjhuset i København eller på en af rigets fæstninger. Arkelimesteren på Tøjhuset var den øverste ansvarlige for rigets skyts og beholdninger af våben. Ligesom lens- mændene på kronens fæstninger måtte han stå til regnskab for alle ind- og udførsler og skulle én gang årligt udarbejde en nøje fortegnelse over, hvad der fandtes i beholdningerne. Som vor egen tids militære redskaber repræsenterede kanonerne jo den højeste og dyreste teknik, man rådede over, og Tøjhusets forhold var underkastet nøje kontrol.

Faktisk er selve ordet »kanon« et moderne udtryk. På Christian 4.s tid anvendte man i stedet en lang række betegnelser, der havde til formål at beskrive størrelsen af den pågældende kanon; det var jo den, der betingede anvendelsesmulighederne. Størst var »kartoverne«, med en kuglevægt op til 30-40 pund, fulgt af de mindre »slanger« og de mindste »skerpentiner« og »falkonetter«. Slangerne var kanoner af exceptionel længde, da man på den tid troede, at lange kanoner skød både længere og mere præcist end korte. Kanoner af bronze var de mest eftertragtede på grund af materialets sejhed. Støbejernskanoner var både klodsede og tunge, da det usmidige jern havde en tendens til at springe, og de derfor måtte gøres langt sværere end de tilsvarende af bronze. Desuden var de ikke på samme måde som bronzekanoner egnede til dekoration, men de var billige, og anbragt på fæstninger eller om bord på skibe spillede vægten en mindre rolle. Man må nemlig gøre sig klart, at kanoner på denne tid først og fremmest var fæstnings- og skibsskyts. Et feltartilleri i moderne forstand var endnu ikke udviklet; det var kun i tilfælde af belejringer, man slæbte kanoner i marken. I felten var der også alt for stor risiko for, at det kostbare skyts gik tabt.

De gamle opbevaringsforhold var ved Christian 4.s magtovertagelse blevet for små. Ret hurtigt må kongen derfor have bestemt sig for at opføre en helt ny bygning til afløsning for de gamle depoter, der lå spredt rundt om i hovedstaden. Det største var Christian 3.s Tøjhus, en bindingsværkslænge, der lå, hvor i dag Rigsarkivet ligger. Krudt opbevaredes i et tårn ved Vandkunsten, medens der lå kanoner i det gamle Clara Kloster, der også husede det kongelige stykkestøberi. Harnisker og kongelige rustninger lå i rustkamrene, blandt andet på Amagertorv.

Sandsynligvis med tanke på det berømte arsenal i Venedig udkastede Christian 4. nu planerne til et kompleks, hvor alle de gamle depoter kunne samles. Dette nye Tøjhus, der skulle forsyne både hæren og flåden, opførtes på opfyldninger og småholme i strandkanten umiddelbart syd for Københavns Slot. Resultatet blev en regulær krigshavn bestående af et fire meter dybt, kunstigt havnebassin, på tre sider omgivet af store bygninger. Mod vest Tøjhuset med hærens udstyr og alle kanonerne, mod øst det tilsvarende Provianthus, der skulle huse flådens forsyninger af øl, gryn, brød og flæsk, og mellem dem, på nordsiden, Christian 3.s gamle Tøjhuslænge, der fik lov at stå. Store bastioner af jord sikrede mod angreb fra søsiden. Som anlægget var udformet, kunne flådens skibe nu slæbes fra Provianthuset til Tøjhuset og alle fornødenheder tages om bord på én gang. Tøjhushavnen passede godt ind i kongens storstilede planer om at sikre Danmarks stilling i Østersøen mod det stadig mere truende svenske rige.

Byggeriet påbegyndtes i foråret 1600, hvor kongen lod hugge tømmer i Norge. Tøjhuslængen stod færdig 1604; den kongelige samling af rustninger blev dette år overført til den nye bygning. Dens dimensioner var virkelig imponerende; ikke mindre end 163 gange 24 meter og med 3,5 meter massive mure. Bygningen rummede nederst en overhvælvet kanonhal - det største hvælvede rum i Europa - medens overetagen og de tre lofter husede våben og udrustning til ca 17.000 mand. I kanonhallen lod kongen opstille en stor vægt til at veje kanonerne på. Christian 4. holdt meget af sit nye Tøjhus. Han havde sit eget rum i et tårnkammer, og af regnskaberne ser man, at han i sine yngre år havde sin daglige gang i huset. Hyppigt finder man ham travlt beskæftiget med at prøveskyde nye kanoner, eller han lader nyansatte bøsseskytter demonstrere deres færdigheder. I 1604 »proberer« kongen således 16 kanoner, han har ladet støbe, og i marts måned har han fået øje på et vrag ved Amager, som han skyder til måls efter med det »store stenstykke« på 110 pund. Det lykkes ham også at ramme det - og så godt, at kuglen bliver siddende i skibet, og han selv kan ro ud efter den. Man forestiller sig majestætens tilfredshed, da arkeli-mesteren på Tøjhuset således kun skal føre de fem pund krudt til udgift. En anden gang forsøger han sig med en flok svaner i flugt over vandet. Senere lader han en øltønde drive med strømmen, og i regnskaberne kan man læse, at kongen »ramte samme tønde og skød den endelangs igennem, ind ad den ene bund og ud ad den anden —«. Man har kongen mistænkt for på forhånd at have fjernet både låg og bund for at kunne prale med så fornemt et resultat. Også på sit nyopførte lystslot Rosenborg havde kongen en hel lille artilleripark, han jævnligt holdt skydeøvelser med. Når hoffet drog til Skanderborg om sommeren, sendtes der hyppigt bud efter krudt, så majestæten ikke skulle sidde og kede sig ovre i Jylland. Jævnligt foreviste kongen Tøjhuset for fyrstelige gæster, i året 1608 således for hertugen af Mecklenborg med frue, og det lykkedes ham virkelig ved den lejlighed at binde de høje gæster på ærmet, at der i bygningerne fandtes 3500 kanoner og udrustning til 50.000 mand. Inventariet for dette år viser dog helt andre tal. Af kanoner var der i alt 1596 stykker, fordelt på 451 i bronze, 767 »gådne« (i støbejern) og 378 i smedejern. Af udrustning fandtes 17.329 musketter, 11.140 hellebarder, 3926 harnisker til fodfolk og ryttere samt 4442 stormhuer og andre hjelme. Af kugler i alt 206.819 af forskellig slags. Hertil kommer en mængde andre effekter såsom lader (lavetter) til kanonerne, kradsere, ladeskøfler, lunter, bandolérer, benskinner, krudtflasker osv. (Fig. 4, fig. 5, fig. 6)

Regnskaberne giver et levende indblik i livet på Christian 4.s Tøjhus. Næsten dagligt bogføres krudt til de kongelige skydeøvelser eller til prøveskydninger af nye kanoner. Nyantagne soldater får udleveret våben og udrustning. Fra fæstningerne øst for Øresund kommer gamle, udslidte kanoner, der sendes videre til omsmeltning hos stykkestøberen, og der sendes nye i stedet for. I Tøjhushavnen udleveres kanoner til flådens skibe, blandt dem kaptajn Jens Munks »Enhjørningen« og »Lamprenen« før den berømte rejse nord om Amerika for at finde passagen til Indien. Til salutter for fremmede fyrster og gesandter udleveres ikke blot krudt, men også kugler, for effektens skyld, så man kan vist gå ud fra, at kanonerne ikke var rettet ind mod byen. Alt bogføres omhyggeligt af hensyn til den årlige revision, og ikke blot krudt, men også selv de mindste kanoner vejes ved udleveringen for at sikre, at man får det kostbare metal hjem igen.

Skyts støbtes på de kongelige gjethuse (af tysk giessen = støbe) i København og Helsingør. Ældst var gjethuset i København; det kendes tilbage til 1500-tallets begyndelse. På Frederik 2.s tid lå det endnu i Petri Kirke, men flyttedes 1587, efter at denne var overgået til byens tyske menighed, til det ved reformationen nedlagte Clara Kloster (omtrent ved den nuværende Møntergade). Her eksisterede det indtil 1671, hvor det flyttede til Kongens Nytorv, på den plads, hvor i dag Det kongelige Teater står. Støberiet i Helsingør oprettedes 1599. Det fungerede sammen med en hammermølle, hvor der fabrikeredes forskellige jernvarer, således plader til tidens soldaterrustninger og beslag til kanonlavetter. Under svenskekrigene lagdes det øde og kom aldrig i gang igen.

Fremstillingen af kanoner var naturligvis et statsanliggende og sorterede under den kongelige stykkestøber. De bevarede bestallingsbreve giver et indtryk af hans ansættelsesforhold. Da Hans Wolff Entfelder i 1603 antages til at forestå det nyoprettede støberi i Helsingør, forpligter han sig til »med stykker og andet at støbe udi det nye gjethus, som vi udi vor købstad Helsingør har ladet bygge og opsætte, og ellers med formere (støbeforme) at gøre og i andre måder, eftersom det ham på vore vegne bliver befalet«. Til gengæld herfor gives ham den sædvanlige hofklædning med skjorte og sko, 20 daler om året i løn samt bolig og værksted med ovn og esse. Herudover skal han have seks daler for hvert skippund gods, han støber til kongens behov. Som det ses, blev stykkestøberen aflønnet efter vægten af sit arbejde, ikke efter antallet af kanoner. Desuden er det i kontrakten udtrykkeligt fastsat, hvor stort et svind, der tillodes ham af metallet under støbningen - underforstået, at kunne han holde dette nede under de fastlagte 10-12 procent, skulle resten være hans egen fortjeneste. (Fig. 7)

Det nye Tøjhus skulle fyldes med kanoner, og det blev det. Kort efter sin kroning lod Christian 4. stykkestøberne gå i gang med at støbe efter de fastsatte mål. Borchardt Quelkmeier leverede to kartover kaldet Flyvende Perde (de må have haft vingede Pegasuser støbt på forstykket), medens en serie på tolv Apostle kom fra stykkestøberen i Helsingør. Denne støbte også den pragtfulde Rosenkartove, tegnet og modelleret af Christian 4. personligt og et af Tøjhusets prægtigste stykker. Den stod her helt til 1831, hvor den gik i smelteovnen. 1602 leveredes to Ditmarske Bønder og seks Markatte.

Materialerne til kongens nye kanoner kom fortrinsvis fra gamle, som omstøbtes. Når en kanon ikke længere skønnedes tjenlig, sendtes den til smeltning, uanset hvor flot den var. Det at bevare udtjente kanoner var en luksus, der ikke var råd til, når nu metallet kunne genbruges. Gjethusregnskaberne for den tid er gribende læsning. En for en vandrer Frederik 2.s og Christian 3.s kartover, falkonetter, slanger og andre »gamle brådne stykker« i smelteovnene, heriblandt Tøjhusets tre »store stenstykker«, der må have været rene kæmper på mere end to tons hver. Samme vej går adskillige udenlandske kanoner såsom schwerinske kartover, meissiske falkonetter og mecklenborgske slanger - sågar spanske og italienske kanoner optræder. Også pragtstykker med eksotiske navne som Der Strauss og Schnelle Vogel er blevet kasseret for at genopstå som Langkoppige Slanger, Drager, Skjoldtudser, Krudtpotter og Nældeblade. Dette forklarer, hvorfor næsten ingen kanoner fra 1500-tallet er bevaret i Danmark i dag. En ringe trøst er det, at så godt som alle Christian 4.s egne kanoner senere gik samme vej.

Efterhånden kom der gang i produktionen. Under indtryk af truslen om krig mod Sverige bevægede Christian 4. rigsrådet til at acceptere en inddragelse af landets kirkeklokker, »rigets arkeli til hjælp, bestyrkning og forbedring«. De kirker, der havde flere klokker, skulle aflevere alle på nær den største; menigheden havde dog mulighed for at beholde deres klokker mod at erlægge en tilsvarende mængde kobbertøj. Sådanne konfiskationer havde været brugt før; i 1528 under Frederik 1. blev der gjort store indhug i den danske klokkebestand (se Skalk 1982:1) og senere, under Frederik 2., udskreves en kobberskat, der omfattede husgerådet i private hjem. Endnu så sent som 1646, efter den uheldige krig med Sverige (Torstenssonkrigen), skred Christian 4. til at udskrive en kobber- og tinskat på privat køkkentøj. Klokkernes bidrag var dog langt det vigtigste. Med det fik man ganske gratis en meget stor mængde metal, så man slap for at købe materialerne i udlandet. Det gav mulighed for en betydelig udvidelse af kanonbeholdningerne. Under normale omstændigheder opvejede mængden af nye kanoner nogenlunde antallet af gamle, der gik i smelteovnen.

Så store mængder metal gav også mulighed for en hurtigere og mere økonomisk produktion af nye kanoner. De kunne nu støbes i store serier med brug af de samme formdele. Til hver serie hørte en bestemt dekoration, der gjorde det let at se, hvilken type man havde med at gøre. De nye kanoner fik navne efter påsatte billedornamenter: Krudtpotterne efter blomstervasen forrest på løbet, Nældebladene efter det holstenske nældeblad, Svanerne og Dragerne efter de nævnte dyr, Apostelstykkerne efter apostlene osv. Mange gamle kanoner fandtes dog stadig ude i fæstningerne eller på kongens skibe; der blev de, indtil de var udtjent - der var naturligvis ikke grund til at kassere en kanon, hvis den stadig var brugbar. Langt ind i 1700-tallet var der kanoner fra 1500-årene i brug i den danske flåde.

Klokkerne strømmede ind til gjethusene. Alene 1602 modtog det i Helsingør 17 klokker fra Kronborg len, 32 fra Antvorskov og 82 fra Helsingborg len. I alt konfiskeredes over 400 klokker med en samlet vægt på mere end 93 tons. Størstedelen gik til støbningen af kongens nye store serie »de Hundrede Konger« med motiver fra den oldenborgske kongerække. Man får et indtryk af de enorme mængder metal, der blev smeltet om, når man af regnskaberne ser, at stykkestøberen i Helsingør, Hans Wolff Entfelder, i tidsrummet fra juni 1604 til august det følgende år leverede ikke mindre end 41 kanoner til Tøjhuset i København eller gennemsnitlig tre om måneden! Et imponerende antal, der tyder på, at man har haft formene liggende færdige og blot ventet på metallet til at hælde i dem. Alligevel må der være blevet indsamlet mere, end man formåede at bruge. I 1617 kunne kongen nemlig tilbyde kirker, som manglede klokker (efter kongens egen konfiskation 16 år forinden), at de kunne forhøre sig hos støberen i Helsingør, der på det tidspunkt stadig havde betydelige mængder af »gammelt klokkegods« stående.

Christian 4. s kanonserier var imponerende præstationer. I tidsrummet fra 1600 til kongens død 1648 støbtes en lang række serier på tilsammen mere end 800 kanoner. Det er forbavsende, at de kongelige stykkestøbere ved siden af en sådan produktion også fik tid til at udføre alle mulige andre arbejder for kongen. Christian 4.s Caritasbrønd på Nytorv i København er således støbt i Helsingør, og derfra ses også at være leveret en lygte til Frederiksborg Slot, relieffer til brønden på Kronborg og diverse køkkenting til den kongelige husholdning. Man føler med den arme Hans Kemmer, der 1629, på et tidspunkt, hvor han var travlt beskæftiget med et antal af kongens Svaner, Krudtpotter og andre kanoner, føres til indtægt for en låsepind til fru Kirsten Munks halskrave!

Og hvad kom der så ud af alle de anstrengelser, som Christian 4. med sit elskede Tøjhus og alle sine kanoner gjorde for at modernisere den danske hær og flåde? Næsten ingenting. Tøjhuset brændte i 1647, året før kongens død. Kanonhallens hvælvinger modstod ilden, men blandt meget andet gik hele den oldenborgske kongefamilies rustninger tabt. Fremmede tropper havde i årene forinden invaderet og hærget landet, og da kongen døde 1648, var krigene tabt og landet økonomisk kørt i sænk.

Set i et større perspektiv var Christian 4.s mange kanonserier naturligvis udtryk for, hvad man med moderne ordvalg kan kalde et våbenkapløb med Sverige - et kapløb, som Danmark imidlertid i det lange løb var dømt til at tabe. I første halvdel af 1600- tallet grundlagde Sverige nemlig sine berømte jernværker og blev hurtigt Europas førende producent af støbejern. Det svenske våbenarsenal svulmede takket være de billige støbejernskanoner op til et omfang, hvor Danmark ikke længere havde mulighed for at følge med - ikke om man så havde taget alle landets kirkeklokker. Allerede ved midten af århundredet var Sverige blevet Danmark langt overlegen, en overlegenhed, der i 1658 kostede os de gamle danske provinser øst for Øresund. Med brugen af støbejernet ændredes udviklingen: man foretrak nu enkle kanontyper i faste størrelser; en lidt kedelig, men mere effektiv måde at støbe kanoner på. Christian 4.s kanoner med deres dekorationer, våbenskjolde og ornamenter repræsenterer derfor mere Danmarks position i 1500-årene end den på hans egen tid. (Fig. 8, fig. 9)

Hvad kongen ved sin død efterlod af kanoner til sin søn og efterfølger Frederik 3., kender vi gennem Tøjhusets regnskaber. Inventariet for året 1649 opregner i alt 1108 stykker skyts fordelt på 634 kanoner af bronze, 448 af støbejern og 26 af smedejern. Blandt bronzekanonerne var 14 Krudtpotter, 20 Svaner, 21 Engelstykker, 51 af de Gamle Konger fra starten af kongens regeringstid og ikke mindre end 63 Nye Konger, en gentagelse af serien, som kom til i hans senere år. Desuden finder man seks Apostle, heriblandt den, der var viet apostlen Johannes, og som i daglig tale aldrig hed andet end »Skægge«; Johannes har åbenbart været afbildet med et kraftigt skæg. Man sagde om den, at:

»Når Skægge begynder at kvække, da revner både mure og vægge«.

Det er tydeligt, at det er Christian 4.s store serier, der præger beholdningen her ved hans død. Kongen havde da virkelig formået at hæve mængden af skyts ganske betydeligt i sin regeringstid, og hans bronzekanoner udgjorde en betydelig del af den samlede mængde skyts.

Tøjhusinventarierne for denne tid er det sidste glimt, vi får af Christian 4.s artilleri. I de følgende års krige skulle meget gå tabt. Som et resultat af svenskekrigene 1657-60 kom store mængder danske kanoner til Sverige som krigsbytte. Paradoksalt nok er det netop derfor, de er kendt i dag; svenskerne sørgede nemlig omhyggeligt for, at de erobrede kanoner blev aftegnet og målt. Alle gik de tabt, enten smeltet om til kobbermønt eller solgt ved offentlige auktioner. Danmark forsøgte faktisk at få nogle af de erobrede kanoner tilbage, men uden held. På dette punkt har arvefjenden aldrig tilgivet os.

Næsten alle Christian 4.s kanoner gik i tidens løb tabt, men nogle stykker dukkede op igen, og det skete på et heldigt tidspunkt, nemlig i sidste halvdel af forrige århundrede, hvor den historiske interesse vågnede, og hvor man efter tabet af Sønderjylland holdt af at tænke tilbage på forne tiders storhed. En novembernat 1872 blotlagde stormen vraget af Ivar Huitfeldts flagskib Dannebrog, der sprang i luften og sank et par sømil syd for Amager under søslaget mod den svenske flåde i 1710. Skibet var armeret med ikke mindre end 94 kanoner, og det lykkedes at bjerge syv, inden vraget igen blev dækket. Af disse var de fire Konger af den gamle serie; to af dem blev overdraget Den Historiske Våbensamling, der i 1838 var blevet grundlagt i Christian 4.s gamle Tøjhus, medens to, der var ret ødelagte som følge af Dannebrogs brand, anbragtes på Ivar Huitfeldt-monumentet ved Langelinie, hvor de står den dag i dag. De resterende tre kanoner gik i smelteovnen, og af metallet støbtes en ny klokke til Holmens Kirke. Således vendte de tilbage til deres oprindelige form, hvilket måske også kan siges at være ganske retfærdigt.

Ifølge den bevarede flådeliste over Dannebrogs armering befandt der sig om bord på skibet i alt 22 Konger, så der skulle være mulighed for at bjerge yderligere 18 fra vraget. Måtte vindene over Øresund atter engang blæse fra den rigtige kant og lade os finde den sidste rest af Christian 4.s berømte kanoner. (Fig. 10, fig. 11)

Lit: O. Blom: Kristian den Fjerdes Artilleri. 1877. - P. Dedenroth-Schou: Hundrede Konger (Vaabenhistoriske Aarbøger XX. 1974).