Oprøret i Jelling

Det var gennem de store, af Ejnar Dyggve ledede, udgravninger i 1940'erne, at Jelling for alvor kom under Nationalmuseets vinger; de er senere blevet bredere - en for menigmand noget uigennemskuelig blanding af museums- og fredningsvæsen, hvortil er føjet et »Jellingudvalg« med særlig bemyndigelse til at tage sig af byens opdragelse. Det første, man gik i lag med, var en stor og meget rigoristisk frilæggelse af højene, en hel bydel blev slettet af landkortet, og selv om det naturligvis fik de to jordværker til at præsentere sig bedre, forekommer indgrebet unødig brutalt og egnet til at vække den lokale modvilje. En enkelt bygning blev dog sparet, den skulle, hed det sig, indrettes til museum. Det var rigtigt tænkt - de mange, der besøger Jelling, har krav på at få at vide, hvad det egentlig er, de ser - men resultatet blev et pædagogisk misfoster, en lektion i smagløshed og en opvisning i manglende stavefærdighed, som må have vakt opsigt i en by, hvor der uddannes lærere (se Skalk 1969:4). Denne parodi på en museumsudstilling blev stående en halv snes år, hvorefter man tog den ned og erstattede den med en billedopsætning, som i det mindste er stueren, men som slet ikke lever op til de krav, man må stille til et Jellingmuseum. En god ide er blevet grundigt tabt på gulvet.

Der er andre anstødssten i Jellingsagen, ja de danner ligefrem række og geled. Det blev ved Dyggves udgravning i 1940'erne påvist, at den sydlige høj er bygget over spidsen af en kæmpemæssig stensætning, der har strakt sig op mod Nordhøjen, over det, som nu er kirkegård, uden at man dog helt sikkert kan sige, hvordan forløbet har været. Dyggve selv kaldte den et »vi« og mente, at den i form af et V har gabt over omtalte Nordhøj, men en anden arkæolog, P. V. Glob, gik ind for en skibssætning med nordstævn i foden af Nordhøjen, svarende til andre stenskibe vi kender (Skalk 1969:4). En tredje mulighed er fremført af undertegnede (Skalk 1970:2), nemlig at den postulerede skibssætning udgik - ikke fra Nordhøjen, men fra den ældre gravhøj, som Nordhøjen er bygget over; der blev ved udgravning i 1861 fundet store sten langt inde i højmassen, netop hvor stævnen kan tænkes at have været. Ingen af de tre teorier kan siges at være endeligt bevist, men de fleste hælder dog nu til skibssætningstanken. - Rundt om på og ved kirkegården er i tidens løb fundet mange store sten, hvoraf nogle utvivlsomt stammer fra stenanlægget. De optog Dyggve stærkt, og i begyndelsen af 1950'erne lod han med Nationalmuseets billigelse en del af dem opstille i to rækker fra Sydhøjen op mod Nordhøjen - naturligvis i overensstemmelse med hans egen dengang almindeligt anerkendte teori. Den er som sagt ikke længere i kurs, så nu vil Nationalmuseet have rækkerne fjernet igen eller i det mindste omlagt, hvad mange Jellingboere er imod; de synes vel, at denne valsen rundt med tonstunge sten i takt med skiftende teorier minder lidt for meget om minister Hækkerups stænklapper. For den almindelige besøgende spiller stenenes millimeterplacering i øvrigt ingen rolle; som de nu står, opfylder de deres formål, at give en forestilling om Jellings tredje, nu forsvundne, underværk (Fig. 1, Fig. 2).

Hvad de famøse flagstænger angår, så står de begge plantet i løs, arkæologomgravet jord, så det kan ikke være for skadevirkningens skyld, man nu ønsker dem på bålet. Det er vist nærmest et spørgsmål om smag: Gravhøje bør ligge i uberørt majestæt, intet moderne må forstyrre dem, mener nogle museumsfolk, og de synes, at det bør Jellingboerne også mene, hvad de altså uheldigvis ikke gør. Fra Jellingsiden fastholder man, at flagningen er en århundredgammel tradition, og at den bør bevares som et levende indslag i det efterhånden noget sterile fortidsanlæg. - En anden truet lokalhelligdom er »Uffe-stenen«, et dysseformet monument, som ligger, uskadeligt, i nogen afstand fra højene. Nogle ser det som et snurrigt minde om forgangne tiders romantiske oldtidsbegejstring, mens andre (Ja, De gættede rigtigt!) ønsker det hen, hvor peberet gror: fortidsminder af den art skal man meget have sig frabedt. Eller skal man nu det? For ikke længe siden restaureredes jættestuen Julianehøj ved Jægerspris - ikke tilbage til sin oprindelige skikkelse, men til den form Ove Høegh-Guldberg gav den i slutningen af 1700-årene. Bare dog museumsmyndighederne kunne finde deres egne ben.

Udgravningen i Jelling kirke 1976-79 har - rent bortset fra fundene - heller ikke styrket Nationalmuseets omdømme på stedet. I hen ved fire år måtte beboerne undvære deres kirke, og det, synes de med megen ret, var uacceptabelt længe; en undersøgelse som denne kan jo foregå uafhængigt af vejr og årstider. Efter udgravningen fremtræder kirken nu helt forandret og efter manges mening ikke til det bedre. Man fornemmer, at Jellingspecialisterne her har fundet sig en sandkasse.

Som man vil forstå, har Jelling virkelig en hel del at være oprørt over. At blive ekspertregeret langt ud i småtingsafdelingen er utåleligt - og dobbelt, når de afgørelser, man bliver påtvunget, er hovedløse og jævnlig må revideres. Den totalt forkludrede museumssag er ét eksempel, det planlagte attentat på de stenrækker, som Nationalmuseet selv har ladet opstille, et andet. I den krig, som nu er indledt, har Jellingfolkene tilsyneladende vundet første runde, den, der angår flagene, og man må blot håbe, at de ikke i deres glæde herover nedlægger våbnene.

Vi har tidligere (Skalk 1969:1) advaret mod »museumspolitiet« og, som det fremgår, ikke uden grund. Nationalmuseet - og museerne i det hele taget - har haft en udbredt, møjsommeligt opbygget, sympati i befolkningen, og det er harmeligt at se, hvordan man nu spiller sig dette vigtige kort af hænde. Det skyldes i første række, at loven har givet museumsvæsenet magt; hvor det før måtte forhandle sig til rette, kan det nu spille med musklerne - som sket er i Jelling, hvor man har ført sig frem på en usædvanlig klodset og ineffektiv måde og uden den takt, der måske kunne have reddet stumperne.

Det forlyder, at en ny stor pengebevilling er inden for rækkevidde, denne gang fra EF. Den bliver på 12 millioner, så Jellingboerne har noget at glæde sig til, blandt andet et såkaldt »besøgscenter«. Man tænker på det kuldsejlede museum og fyldes med bange anelser.