Omstridt runesten

Siden er der arbejdet videre med sagen, adskillige hoveder er lagt i blød, og vi mener at være kommet løsningen nærmere. Men lad os begynde med begyndelsen, det vil sige med selve fundet og den arkæologiske undersøgelse omkring det.

Den store sten, som en landbrugsmedhjælper stødte på 3. april 1987 under forårspløjningen, var ikke ukendt for Ågårds ejer Hans Sørensen; den havde gennem flere år generet markarbejdet, fordi jorddækket efterhånden blev trukket væk, så at blokken kom mere og mere frem i pløjelaget. Nu måtte den op, blev man enige om, og det skulle ske ved at grave den fri og vælte den ud over skrænten ned mod Kongeåen. Stenen var imidlertid større, end man havde regnet med, så Gert Nielsen, føreren af den gravemaskine, som var til rådighed, måtte opgive at løfte og i stedet skubbe den hen mod skrænten. Herunder tippede imidlertid stenen rundt, så at den runebeskrevne underside blev synlig. Gert Nielsen var straks klar over fundets betydning, han fik standset maskinen, og via gårdejeren og den historisk interesserede sognepræst sendtes der bud til Egnsmuseet i Vejen. Snart stod et større selskab forsamlet omkring den imponerende sten (fig. 2).

Den er 2,30 meter høj og vejer op mod 3,5 ton. Materialet er rødlig gnejs med lagdeling og deraf følgende dybe revnedannelser; ved fodenden, den del, der har stået ned i jorden, er et stort stykke brudt af, hvilket dog muligvis er sket, før blokken blev taget i brug som runesten. En større afskalning under indskriften, der er anbragt på en forholdsvis jævn isskuret sideflade, må derimod være fremkommet efter - eller måske samtidig med - at runerne blev indhugget; til alt held følger den nogenlunde nederste rammestreg, så intet af teksten er gået tabt. Overfladen er i øvrigt tydeligt forvitret, også på det beskrevne område, men tegnene står dog stadig fuldt læselige.

Selve runeteksten består af de sædvanlige, for runesten karakteristiske, stregindrammede skriftbånd, men adskiller sig fra det store flertal ved at have både lodrette og vandrette linjer. Stedvis forekommende ujævnheder i overfladen har voldt risteren vanskeligheder, for eksempel øverst oppe, hvor en linje fortsætter ud over skriftbåndet og ligesom går sine egne veje, men stenstrukturen kunne også være til hjælp, således er en naturlig brudlinje taget i brug som rammestreg over den øverste vandrette runelinje. Til venstre for den lodrette del af indskriften er markeret to runebånd, som aldrig er blevet udfyldt, og til højre er indhugget et menneskeansigt - et mandshoved med skæg, må man formode, derpå tyder i hvert fald det stærkt tilspidsende hageparti. Så enkelt som billedet er, giver det intet egentligt fingerpeg om dateringen, men det har fællestræk med Kristusbilledet på den store Jellingsten og betydelig lighed med nogle små i metal udførte masketegninger fra germansk jernalder.

Set fra en arkæologisk synsvinkel var der intet, som umiddelbart fremkaldte tvivl om fundets ægthed. Kombinationen af lodrette og vandrette skriftbånd er ganske vist usædvanlig, men en falskner begår sjældent den slags regelbrud; han ønsker jo, at hans arbejde skal virke »rigtigt«. Findestedet var der intet at sige på, flere danske runesten er netop fundet i eller ved ådale.

Nationalmuseets runolog, Marie Stoklund, som blev tilkaldt, var mere skeptisk. Hun fandt indskriften vanskeligt forståelig og stødte samtidig på træk, som hun efter nogen tids fordybende studier mente, måtte henvise den til - ikke blot nyere, men meget ny tid. Det kølnede vor begejstring uden dog helt at overbevise os. Indrømmes må det imidlertid, at forsigtighed kan være på sin plads, falske runesten er nemlig slet ikke så sjældne. Lige siden interessen for fortiden vågnede, har der været mennesker, som eftergjorde disse mindesmærker - for morskabs skyld eller for at føre andre bag lyset. Flere filologer, som senere har studeret Maltstenen, anser dog indskriften for ægte og endda af meget høj kvalitet - en af dem, Karen Thuesen, lektor ved Uppsala Universitet, har i efterfølgende kapitel gjort rede for sit synspunkt. Men først lidt om de arkæologiske undersøgelser på findestedet (fig. 3).

Vi befinder os på nordsiden af Kongeådalen, hvor en slugt danner skellet mellem byerne Maltbæk og Askov. Stenen lå lige ved denne og ca. 15 meter fra den stejle skrænt ned mod åen. Fra stedet har man en vid udsigt over den kilometerbrede dal til begge sider.

Finderen, Gert Nielsen, kunne fortælle, at blokken lå med toppen mod nord, og da indskriftsiden som nævnt vendte nedad, kan vi slutte, at stenen har stået med ryggen mod ådalen. Den har altså skullet ses nordfra, men af hvem - er der overhovedet kommet mennesker på dette øde sted? Ja måske slet ikke så få. I bunden af den omtalte slugt, en naturlig erosionskløft, der tæt op ad findestedet skyder sig ud i ådalen, har ligget en hulvej; den er nu helt jordfyldt, men vi fandt hjulsporene ved at lægge en snitgrøft tværs over sænkningen. Hvor gammel den er, kan vi desværre ikke sige, men udfyldningen har formodentlig fundet sted, efter at området blev opdyrket. Vejen kan have ført ned til en bro eller et vadested over åen - eller til en anløbsbro for de både, der besejlede vandløbet (jfr. Skalk 1987:6).

Frigravningen og den påfølgende maskinoptagning af stenen havde naturligvis bragt nogen forstyrrelse på selve findestedet, men dog ikke mere, end at der stadig kunne gøres væsentlige iagttagelser. Inden for et 5 x 5 meter stort udgravningsfelt blev al omgravet jord fjernet og muldlaget afrømmet ned til undergrunden. Herved fremkom omridset af en meget stor grube, som ved tømningen opløste sig i flere. Den største var den, hvor stenen havde ligget; fylden her var mørk og stærkt humusholdig med lyse, gråsorte sandlommer og mørke aftegninger efter formuldede græs- og lyngtørv. Umiddelbart syd herfor lå en mindre grube af rundoval form, dybde under jordoverfladen 75-80 cm; det er uden tvivl her, stenen oprindelig har stået. Nogle uregelmæssigheder i kanten kunne tyde på, at den er blevet væltet med forsæt. De øvrige nedgravninger må være ældre end den store grube, som greb ind i dem. Deres fyld var noget lysere, men stadig stærkt hedepræget.

Man kan forestille sig begivenhedsforløbet således: Stenen er efter at have udspillet sin egentlige rolle blevet væltet og har henligget oven på jorden i et ukendt tidsrum; da indskriftsiden vendte nedad, er dens karakter af runesten hurtigt blevet glemt. Ved hedeopdyrkningen har den store blok ligget i vejen, til bygningssten var den uegnet på grund af lagdelingen i strukturen, så man har gjort, hvad man plejede at gøre i sådanne tilfælde, nemlig undergravet stenen og derved sænket den i jorden, så dybt, at den ikke blev berørt ved pløjningen. På grund af jordflydning og markredskabernes efterhånden øgede effektivitet er stenen igen begyndt at genere, så processen har måttet gentages, endda flere gange, indtil man endelig sidste år besluttede én gang for alle at gøre en ende på genvordighederne. - Helt garantere for rigtigheden af det skitserede begivenhedsforløb kan man naturligvis ikke, men det forekommer i hvert fald meget usandsynligt, at rejsningen af stenen, omstyrtelsen og de mange nedgravninger for at skaffe den af vejen skulle være foregået inden for vort århundrede. Det ville vel også kunne huskes af adskillige nulevende (fig. 4).

Ågård, som stenen hører under, blev udflyttet fra Maltbæk i slutningen af 1700- årene, men på det tidspunkt lå området i hede. Opdyrkningen af de sydlige arealer, nærmest Kongeåen, er sket omkring 1830-40, så det er snarest ved den tid, den første nedgravning fandt sted. I de foregående århundreder kan den, som vi antager, have ligget synlig, men da ingen har kendt runernes eksistens, er det forståeligt, at den ikke nævnes i præsteindberetninger og antikvariske rejserapporter. Det er hensigten at fortsætte udgravningerne både på den tørre grund oven for flodskrænten og i engarealet ned til Kongeåen, men nogen opklaring af spørgsmålet om, hvornår stenen blev til runesten, skal man næppe vente ad den vej. Den side af sagen må vi overlade til runologerne.

Stenen ligger nu i Egnsmuseets magasin, men naturligvis kun midlertidigt - indtil vi finder ud af, om den skal tilbage til findestedet eller udstilles indendørs. I førstnævnte tilfælde bliver en sikring mod frostskader dog uomgængelig nødvendig. En mikroskopisk undersøgelse foretaget af stenkonservator Leif Vognsen, Ribe, har vist, at stenens overflade er gennemblæret af forvitringer helt ned i de dybtliggende dele af runetegnene. Ved samme lejlighed blev der søgt efter farvespor - sådanne kendes fra flere runesten - men intet fandtes. En eventuel bemaling kan dog meget let være gået tabt ved forvitringen.

Tolkningen

Runeindskriften fra Malt afviger stærkt fra andre kendte danske runetekster, og den er på flere steder vanskelig at tolke. Alligevel er der efter undertegnedes mening absolut ingen grund til at tro, der skulle være tale om et falsum; det er en original olddansk tekst, vi har for os. Tilmed er den, ser det ud til, noget af en runologisk sensation, sikkert et af de mest betydningsfulde danske runefund, siden det runebeskrevne guldhorn 1734 dukkede op af jorden. Det er stærke ord, men de vil blive søgt underbygget i det følgende. Grundlaget for undersøgelsen er Marie Stoklund og Svend Aage Knudsens beskrivelser af stenen.

Runerne er indhugget dybt og tydeligt i stenen, men tidens tand har beskadiget enkelte tegn, således de fire sidste. De to lodrette og seks vandrette linjer er alle omgivet af rammestreger, som det er almindeligt i vikingetidens indskrifter. Der findes skilletegn mellem visse af tekstens ord, men de er anbragt uden større konsekvens. Med sine i alt 153 tegn er Maltindskriften en af de længste, som er fundet i Danmark.

Det benyttede alfabet, som runeristeren selv har vist i sin lodrette linje 2, er den olddanske normal-fuþark. Denne bogstavrække, der er ordnet på en anden måde end vor latinske, og som har fået navn efter de seks første runer, indeholder kun 16 tegn, hvor vi har 28, men ikke des mindre optræder to af dem, a og r, hver i to udgaver med forskellig lydlig værdi. Til gengæld er der andre tegn, som dækker mange lyd, hvilket giver store problemer for runetolkerne. p-runen betegner en lyd svarende til th i engelsk three.

Små afvigelser fra normen røber allerede nu noget vigtigt om stenens baggrund. Den ene a-rune har en form med bistavene siddende højt på hovedstaven (ᚨ) mod normalt midt på (ᚨ); det tyder på høj alder. Og risteren bruger foruden den normale n- rune (ᚾ) en form med ensidig bistav (ᚾ), en såkaldt kortstavsrune. Dette træk kendes fra enkelte nordjyske indskrifter og antages almindeligvis at bero på norsk indflydelse. Her på Maltstenen er der da også flere ting, som tyder på dansk-norsk samarbejde.

Og hvad står der så på stenen? Ja tydningen er som sagt vanskelig - langt mere end normalt for danske runesten - og en fuldstændig redegørelse for indholdet ville kræve mere plads, end der her er til rådighed. I det følgende skal derfor kun de vigtigste resultater gennemgås.

Vikingetidens runesten er mindesten. Én eller flere personer har sat en kær slægtning, en ven eller en leder et minde, ofte langt fra det sted, hvor den pågældende må formodes at ligge begravet. Også Maltstenen synes at rumme en sådan mindeindskrift, selv om den er noget utraditionel. Midt på stenen finder vi to personnavne, Vifrød og Kolfinn. Kolfinn er et navn, som ikke kendes fra dansk-svensk område. Det understreger, at vi kan have at gøre med en norsk rister. Der står; »Kolfinn skjulte i (stenen) morskabsruner og evighedsruner« (olddansk: KolfinnR fal i tæitirunaR ok ævinrunaR). Vifrød må være den, der har bestilt arbejdet udført, men han har også selv medvirket ved processen: »Vifrød gjorde efter sin oldefader det malede i (stenen)«, hedder det - muligvis, for denne passage er yderst vanskelig at tolke. Der hentydes da til en skik, som kendes fra flere fund, nemlig at bemale runesten. Når Kolfinn siger, at han skjuler runerne, kan det være runernes magiske ide, han tænker på. Tegnene, han har hugget, ser vi jo ganske tydeligt på stenen (fig. 5).

Kolfinn rister »morskabsruner og evighedsruner« i stenen. Det er udtryk, der har paralleller i den gamle norsk-islandske poesi, men de to ord finder i øvrigt deres forklaring i resten af indskriften. Morskabsrunerne er en hentydning til linjen lige over mindeindskriften (vandret 1). Maltstenen er ikke blot gådefuld, den indeholder noget så sjældent som et eksempel på en ægte gåde. »Hvem - den ældste af aserne - er i et kar, der gnistrer?« lyder spørgsmålet, som samtidig giver svaret, eller i hvert fald en del af det: den, der befinder sig i det strålende kar, er den ældste af de guder, som kaldes aser (ælizti asa). Gåden er desuden, meget elegant, udformet som et ordspil. »Hvem er i« (hwæR æs i) udtales næsten som »et kar, der gnistrer« (hwær, æs si) (fig. 6).

Svaret - det egentlige svar, som er gådens løsning - finder vi, som skik og brug er, også på stenen, nemlig lige efter mindeindskriften. Det lyder: »Solen i ildkarret!« (sol i ældahwær). Gåden bygger med andre ord på den mytologiske forestilling om solen som en guddom, sat på himlen ved verdens skabelse. Det gnistrende kar, som den selv så strålende sol befinder sig i, må være transportmidlet, der bevæger den store lysgiver over himlen. Hvorfor der henvises til et kar, hvor mytologien ellers omtaler en vogn, er ikke umiddelbart gennemskueligt, men der kan gives flere forslag til en forklaring (fig. 7).

Datidens gådesprog må på nutidsmennesker virke sært og fremmedartet, men der er ingen tvivl om, at genren dengang har haft en overordentlig betydning. Gåder findes også på den norske Eggjum - og den svenske Röksten - to af de mest interessante og omdiskuterede runemindesmærker. De er fra 700-tallet og har indskrifter, der i hvert fald til dels virker meget kryptiske. At vi nu tre steder i Norden har indbyrdes uafhængige eksempler på den slags »morskabsruner«, giver stof til eftertanke.

Herudover er der i indskriften flere mystiske magiske formler. Den første lodrette linje, der muligvis rummer glosen »evigt« (olddansk æi), skal nok sammen med alfabetlinjen (fuþarken) sikre stenens fremtid. Det er de nævnte »evighedsruner«, og vi kan jo konstatere, at deres magi i dette tilfælde synes at være virksom endnu.

I de nederste linjer på stenen påkaldes guden Tyr, der er så sørgeligt anonym i nordisk mytologi. Man ser her et tegn, som ligner et lille juletræ, men som i virkeligheden er en tredelt t-rune. Og t- runen var opkaldt efter Tyr. I næstsidste linje finder vi måske hans navn skrevet helt ud: tuR. Om Tyr ved vi, bortset fra det ene, at han var krigsgud, næsten ingenting.

Men stednavneforskningen viser, at han kan have spillet en langt mere betydningsfuld rolle, end den skriftlige overlevering røber. Tyrs navn er knyttet til en del af de gamle helligsteder rundt om i Norden, først og fremmest netop i Jylland, hvor Tyrkulten må have været dominerende langt op i tiden. Hidtil har vi imidlertid ikke haft så sene direkte beviser for dyrkelsen af denne gud i Danmark - ja faktisk skal vi helt tilbage til 400-tallet for at finde en rune som Maltstenens særlige t-tegn.

Kun en halv snes kilometer fra det sted, hvor vor sten blev fundet, ligger landsbyen Tirslund, uden tvivl opkaldt efter Tyr, som her må have haft en kultplads. Har Vifrød været knyttet til den? Forleddet i hans navn, »vi«, kunne måske tyde på det.

Maltindskriften indeholder mere, som der ikke kan gøres rede for her, men jeg håber, det nu står klart, at vi har at gøre med en indskrift, som er helt i særklasse blandt vikingetidens runemateriale. Kan den dateres nærmere? Ja fuþarken selv og alle markante sprogtræk peger entydigt tilbage mod 800-tallet, mens intet gør krav på at være senere. Også ud fra indholdet er denne tidsfæstelse rimelig. Det er i de danske runestens første tider, vi møder de mærkelige magiske formler og mindeindskrifter, som ikke altid passer i kendte mønstre. Kun et par andre jyske stenindskrifter tilhører den tidlige vikingetid, som også i Norge er en næsten runeløs periode. Den faste ramme for formuleringen af mindeindskriften var endnu ikke skabt.

På mange måder minder Maltstenen mest om de svenske og norske stenindskrifter fra tiden før vikingetid, men noget tydeligt ældre forbillede kan ikke påvises. Da Vifrød og Kolfinn i 800-tallet gik i gang med deres værk, var de med andre ord ikke bundet af ideer om, hvordan en runesten skulle se ud, eller hvad der skulle stå på den. Derfor skabte de det mærkelige minde, der nu bibringer vor viden om vikingetidskulturen et meget spændende tilskud.

En bog om »Runestenen fra Malt« med bidrag fra runologer og arkæologer udkommer i løbet af året. Den kan af Skalks læsere erhverves til en favørpris, 60 kr. ved bestilling inden 15. maj hos Egnsmuseet i Vejen, Nygade 1, 6600 Vejen. - Bemærk venligst, at Skalk ikke tager mod bestillinger.