Om ungdommens snefæstninger

Derfor plejer ungdommen hvert år, mens sneen endnu ligger, på de ældres tilskyndelse at samles i skarer på en ophøjet plads. Gennem endrægtigt samarbejde, især på fridage, sammendynger de her betydelige mængder af sne, af hvilke de opfører forsvarsværker i form af fæstningsmure, som de forsyner med glugger og ihærdigt overgyder med vand, for at sne og vand i forening med kulden må gøre fæstningen stærk og fast. Gennem dette omhyggelige arbejde bliver sådanne fæstninger så stærke, at de skulle kunne tåle ikke blot lette stormløb, men også metalkugler og angreb af murbrækkere (dersom sådant skulle komme på tale). Når alt er ordnet, fordeler ynglingene sig i adskilte skarer: en del tager plads i fæstningen for at forsvare denne, en del bliver udenfor som angribere. Og ejheller savnes der i denne hvide glitrende forskansning sorte eller mørke faner eller grønne enebærgrene, under hvilke tegn de, ikke lokkede af pengebegær, men kun af længsel efter ære, styrter sig ud i en møjsommelig strid, som på begge sider føres uden andre våben end snebolde, som kastes med hænderne. Skulle nogen finde på i sit kastevåben at indlægge sten, jern, træ eller is, straffes han ved at sænkes nøgen i iskoldt vand. Nogle af belejrerne anlægger også minegange og undergraver snevoldene, hvorigennem de kan trænge ind og uddrive fæstningens forsvarere fra deres post. Og det varer ikke længe, før man kommer i håndgemæng og sætter sin lid til knytnæverne, til fanen rives ned og den besejrede part er underkuet - . Men de, som flygter og fejgt trækker sig ud af striden, på dem stoppes der sne ned på ryggen mellem huden og tøjet, ifald det lykkes at fange dem - .

De nordiske folks historie. 1555