Om skrammels muligheder

I den øverste kasse er der en blank sten, en opslidt kniv, to afskårne støvleskafter, en halmvisk og et revnet langpibehoved med et billede af Ribe Domkirke.

Museet hentede disse ting i en gård ved Ribe i februar 1972. Historien om dem viser noget om museernes indsamlings- og opbevaringsproblemer og fortæller også om deres næsten ubegrænsede muligheder for at tage nye emner og fortællemåder op.

Den gamle mand på gården blev 82. Han døde i november 1971 som den sidste af tre ugifte søskende. Bedstefaderen havde bygget gården omkring 1860. Faderen havde foretaget få og små ændringer, og de tre, som blev på gården, holdt mest muligt ved det gamle.

I januar ringer familien til museet og spørger, om vi vil se gården. »Der er muret bageovn og sådan meget gammelt ved den«.

Sneen har føget ned i flere dage. Nu er solen brudt igennem, og det fryser tyve grader.

Gården ligger fladt midt i marker. Tre længer med stråtag og en have med tynde æbletræer. Hegnet vest for er trykket af vinden.

Vi går rundt i stuehuset, som har stået tomt i tre måneder. Sol og brændende hvidt slår ind fra sneen. Stuerne er næsten tomme. De sidste ting står langs væggene på slidte gulve. Seks brune spisestuestole, to gamle cykler og en plysdivan. Over en af stolene hænger et olietryk af et alpelandskab. Billedet er ferniseret mange gange, og bag det tykke lag brunt anes klar bjergluft og fjerne gletschere. Rammen er skåret med sirlige trekantsnit. På divanen står ti kasser med fåreuld og et fotografi af gården omkring 1900.

I et indmuret vægskab fra 1700-tallet ligger omhyggeligt indfedtede jerngafler og knive, Quillajabark og Bomolie, slidte træskeer og et par gamle briller, knækket og repareret med snor i næsebuen. I dets skuffer er der bundter af regninger og kontrabøger, små medicinflasker og en seddel med »Raad for Gulsort og Galdesten«.

En regning fra sadelmageren begynder i 1873, skifter undervejs fra rigsdaler til kroner og bliver betalt i 1884 med 4000 klynetørv til en værdi af 12 kr og 33 øre, og med 2 kr. kontant.

I 1955 får Falcks Redningskorps 30 kr. kontant for »Ko, taget fri af ajlebeholder«.

Køkkenet vender mod nord, den blå kedel i komfuret er halvt fuld af is, langbordet er ferniseret og pænt. På vinduesbænken ligger en blankslidt tobaksdåse med en pibe ovenpå. Der er slidmærker i gulvet ved pladsen for bordenden.

To blanke sten og et massivt strygejern ligger på gulvet. Han varmede stenene i komfuret, pakkede dem i aviser og lagde dem i sengen. Strygejernet varmede han og hvilede træskoene på, når der blev for gulvkoldt. Han tog omsider imod to elektriske vægovne, de sidder hvide og fuldkomne i det mørkmalede, slidte rum.

På en vaskebænk med ryggen til den elektriske ovn, ansigtet mod komfuret og fødderne på det varme strygejern klarede han sig igennem kulden, som han selv ønskede det.

Stalden har brolagte båse og cementeret midtergang. Kæder og halse har slidt dybt i træværket.

I bunker, baljer, kurve og kasser ligger det, han gemte. Flasker, pilleæsker, opslidte knive, hjemmelavede malerkoste af grene og klude. Overlæder fra træsko, hjemmeslåede reb og briketter af tæt sammenrullet papir. Træsko med jernbånd over hullerne, fejekoste af birkeris og karskrubber af sammenbundne halmtotter.

Den gamle mand samlede ikke, men han lod være at kassere. Man kunne få brug for det engang.

En knækket greb har skaftet bundet dobbelt på med bindegarn. Et par strømper ligger i en krybbe. De er repareret fra sålen til skaftet med indflettede totter af rå fåreuld.

I en af båsene ligger en le. Bladet er langt og tungt og omhyggeligt fedtet ind. Den er til det lange, saftige græs i engene, hvor andre ser ens redskaber. Under loftet hænger den almindelige le med rustent, næsten opslidt blad.

I en fajance-skål fra 1840'erne er der hjemmelavet, sort salve og en pind til at røre med. Et år fik en af søstrene en dårlig finger ved juletid, men hun smurte først salven på efter nytår. Ingenting bliver smurt i julen, og ingen hjul må dreje rundt.

Solen står lavt. Det er meget koldt. En film knækker i apparatet. Der fyger pulver sne ind under stalddøren.

I et hjørne af laden ligger en snes æltetørv. Han brugte koks og briketter til sidst. Tørvene er fra krigen. Længere inde i halvmørket står formrammen og tørvespaden. På høloftet finder vi rammen til en væv.

Vi går tilbage til stuehuset. (Fig. 1) Der er rim over klinkerne i bryggerset. De blev skiftet ud i skolen og lagt ned her. Den mandshøje bageovn har låge og spjæld fra støberiet på Mors. Det må være en af de sidste bevarede ovne i Jylland. Ved siden af ovnen står gruekedlen, og inderst i bryggerset fører to trin op til fadeburet. De kan vippes tilside, og en stige går ned til en mælkekælder med jordgulv.

Vores fødder er kolde sten. Aftenvinden presser mod de utætte vinduer, hvor glasskår er kittet for hullerne, og træværket er tykt af lag på lag af grøn maling.

Vi har været de tre længer rundt. Tingene i dem, de lappede, kolde bygninger og vejret udenom - det hele fortæller om ydmyge kår og nøjsomhed i en barsk egn.

Men der er andet, som ikke passer i det billede. Regningerne i vægskabet og de ting, arvingerne fik fra familiens gamle gård. Den gamle mand ville ikke have folkepensionen. Han havde nok til at klare sig selv. Da han døde, var her gode møbler fra 1800-tallet, fajancer, porcelæn, messing, kobberlustrer, en merskumspibe med sølv, damaskduge og tilhørende servietter. I en af skufferne lå det hjemmevævede, linned, olmerdug og uldne tæpper. (Fig. 2)

De ting, som er tilbage nu, er dem, de tre søskende brugte, sled op og genanvendte i hverdagene. De andre værnede man om, for at de kunne gå videre engang.

Vi går gennem den dybe sne ud til vejen og ser på afstand stråtagene, som er repareret med cement. De gamle længer er plettede af vinter. Det er mørkt og koldt. Slibestenen på gårdspladsen sner til. Gården døde, da manden døde.

Nogle dage senere afslutter vi fotograferingen af gården, måler dens grundplan og bageovnen og er så færdige med det, vi kom for. Men vi tager mere med os:

En senge-sten.
En kniv, slebet op til skaftet.
En kasse uld.
Et par strømper med indflettede
uldtotter.
En fajance-kande med salve.
En le, slidt op til ryggen.
En anden, velholdt.
Et olietryk med bjergluft.

Da vi læsser kasser og redskaber af i vort museums smukke gård, bliver vi lidt betænkelige og anbringer dem så i redskabsrummet i et klima, de er vant til.

Ude på gården, i kulden, var der et samspil mellem tingene indbyrdes og mellem dem og omgivelserne. De fortalte noget om et menneske og om en måde at leve på.

Den almene interesse i vor tid for samfundets struktur og godernes retfærdige fordeling medfører, at stadigt flere beskæftiger sig med hverdagene. Som de er for andre i dag, og som de var for det almindelige menneske i fortiden.

Museerne rummer genstande fra disse forsvundne perioders hverdage, men det kan være svært at få dem til at tale tydeligt.

Vi aner mennesket i afslagene på flintøksen, i udformningen af ravperlen og i dét, at man holdt af rav. Vi finder fingeraftryk i lerkarret, hugspor i træet og en skævhed i runerne på stenen. Og vi finder mennesket selv i de mange slags grave.

Men der er bestandigt en vis fjernhed. Måske fordi vi, når så mange enkeltheder mangler, altid må skyde vor tanke ind for at få samspillet igang mellem genstandene, og mellem genstandene og mennesket.

Disse hidtil forsvundne enkeltheder dukker pludselig op i de velbevarede affaldslag fra vikingetidens få og middelalderens mange tæt sammentrængte bysamfund. Her viser fundene os en dagligdag så rig på sammenbindende detaljer, at vi kan tillade os at møde tingene med vort øje førend med vor tanke.

Snart sørger brolægning og renovation imidlertid for, at de detaljer, som overleveres, atter bliver få og ensartede. Det er genstande af større format, som udover teksterne gives os til tolkning af de sidste århundreder før os selv.

Genstandene fra den gamle mands gård tilhører i deres præg en befolkningsgruppe i et kulturafsnit, der er ved at være forbi. Beskrivelsen, placeringen, tolkningen af det er endnu ikke færdig.

Tingene er slidte stykker af en næsten nutidig hverdag. Og de fortæller om en befolkningsgruppes indstilling til behov og forbrug. Ordet »nøjsomhed« er nærliggende, men vanskeligt. Genstandene kommenterer også vor egen hverdag, hvor ord, som er beslægtede med »nøjsomhed«, nærmer sig fra mange sider.

Det indsamlede materiale står stadig i redskabsrummet. Museerne har visse kvalitetsregler for indsamling. De ændres langsomt og er måske det vanskeligste, museerne har. De har den baggrund, at man ikke på et sted kan beskæftige sig med alt eller gemme på alt.

I vor søgen efter genstande og sammenhænge, der er anerkendt som indsamlingsværdige, må det derfor ofte ske, at vi forbigår andre, som kunne yde en lige så vægtig kommentar til fortid og nutid. I rapporten betegner vi dem måske som de »fundomstændigheder«, hvorunder de værdige genstande, som vi tog til os, er indsamlet. (Fig. 3) (Fig. 4)

Det vil derfor bringe os videre at søge at omkredse fundmiljøets helhed, inden vi bryder den ved at begynde at vælge ud. Det vanskelige er bare at se helheden klart, for vor opfattelse af den vil altid være afhængig af vejrliget indeni og udenfor os selv. (Fig. 5)

Et møde med den gamle mands gård midt i højsommeren, omgivet af skyggefulde træer og gyldne marker, ville måske som eneste udbytte have givet en »opmåling af bageovn i ældre landbrugsmiljø«.

De små detaljer, som omgiver mennesket, er måske det, som giver os det mest direkte indtryk af dets kår til forskellige tider. Mere direkte end selv de skrevne kilders udsagn.

Men detaljerne er få fra de fleste af historiens perioder, og tanken må bygge farefuldt lange broer imellem dem. Kun hos de endnu levende eller de lige døde findes helheder, hvor intet mangler på nær måske mennesket selv.

Udvælgelse af genstande ud fra den øjeblikkelige tankegang om, hvad der er kulturhistorisk værdifuldt, har den fordel, at byrderne med opbevaring og formidling bliver mindre. Og der er rigeligt at arbejde med i den tilgang af genstande, som allerede finder sted.

Men det ville ikke være uoverkommeligt at registrere baggrunden for de udvalgte genstande nøjere, end det sker nu. Ved hjælp af fotografering og beskrivelse i ord. Selve udvælgelsen kan foretages, så genstandsmaterialet antyder det miljø, den livsform og de mennesker, som undersøgelsen har ladet én møde. Tiden vil vise, om dette materiale fortæller det samme til andre som til indsamleren.

Fra den gamle mands gård har vi da fotografierne og opmålingerne, som viser, hvor det skete. Vi kunne lave en midlertidig udstilling af alle de hjemtagne ting og til slut gemme nogle af dem som museumsgenstande. Måske tørven og sengestenen for kulden strømperne for nøjsomheden olietrykket for pynten eller drømmen. Hertil kommer de ting, vi på forhånd vidste, vi ville gemme, fordi de passer med vore retningslinjer.

Det vil altid være vanskeligt at udvælge materiale, som skal være nutidens kommentar til fortiden, når det skal beregnes også på fremtiden. Når fremtiden er blevet nutid, er den af og til også blevet klogere. (Fig. 6)