Om sarkofagers brug

I Ribe domkirke, midt i koret, befandt sig indtil for få år siden en sarkofaggrav angiveligt anlagt for Christoffer den Første, der døde 1259. Den har været åbnet flere gange, sidst i 1901 og 1986, og der er vist ingen tvivl om, at den her begravede virkelig var Valdemar Sejrs ikke særlig folkekære søn, men skeletdelene, der blev fundet i kisten, har i hvert fald ikke alle sammen tilhørt ham, der var nemlig ben af flere personer. Stenkisterne kunne altså bruges af konger, men de var på ingen måde forbeholdt majestæterne; enhver, der havde råd, kunne anskaffe sig en sarkofag, men det havde kun de allerrigeste. På den til domkirken hørende kirkegård er yderligere fundet et antal sarkofager, men vil man rigtig stifte bekendtskab med denne middelalderlige gravform, skal man længere sydpå.

I 1000- og 1100-årene gik det godt for marskbønderne, rigtig godt endda. Studeopdræt var en god forretning, og hertil kom lidt fiskeri, men ikke mindst saltudvinding; saltet var en guldgrube i de egne, der i dag betegnes som et marginalområde i EF. Som en følge af den landsænkning, der siden istiden er foregået i det sydvestlige Danmark, trængte der efterhånden havvand ind over de langs kysten liggende moseområder, og tørven virkede som et Filter, hvori saltet blev udfældet. Saltudvindingen (sydningen) foregik ved afgravning og brænding af tørven (se Skalk 1982:2). Det udvundne salt var en vigtig handelsvare, blandt andet fordi det var uundværligt til konservering af de store mængder fisk, som fortæredes på fastedagene. Især med Rhinegnene var der livlig handel, og retur til marskbønderne gik tufsten, en porøs bjergart af vulkansk oprindelse, der blev anvendt til kirkebyggeri; eksempelvis til Ribe domkirke og Salvator-kirken på øen Pellworm for nu at nævne noget af det mere imponerende. En anden eftertragtet vare var sarkofager, alle - med et par regelbekræftende undtagelser - udhugget i rødlig rhinsk sandsten. De var i et par århundreder, fra slutningen af 1000-årene til et stykke op i 1200-årene, det synlige bevis på storbondens succes og rigdom. Ikke kun materialet og fremstillingen, men også transportomkostningerne gjorde, at det kun var de mest velbjærgede, der havde råd til pragtbegravelse i importeret sarkofag. Paradoksalt nok skulle det vise sig, at byttet salt for kister var et tveægget sværd.

Dengang som nu var marskegnene jævnlig udsat for stormfloder af forskellig størrelse (se Skalk 1976:2). I Nordfrisiske Krønike fra 1666 fortælles det, at efter en storm i 1532 flød det med fisk omkring Ribe domkirke, men selv om denne vandflod regnes til de store, og mange menneskeliv gik tabt, var det dog småting mod, hvad man tidligere havde været ude for. Ved »den store manddrukning« 1362 skal angiveligt 80-100.000 mennesker have mistet livet og 18 nordfrisiske kirkesogne være blevet opslugt af havet. Nu hævnede afgravningen af salttørv sig, den var nemlig, sammen med den omtalte landsænkning, hovedårsagen til, at stormfloderne i marskegnene fik så katastrofale følger.

Ved disse og andre stormfloder skete der omfattende skader på de lokale kirkegårde, således blev et stort antal sarkofager skyllet fri og så på den måde igen dagens lys. Hermed fik det rhinske kvalitetsprodukt en renæssance: enten genanvendt til begravelse eller, mere prosaisk, som vandingstrug for kvæget. Det sidste gav nok en lille smule dårlig samvittighed, og ikke alt blev tolereret. Således kan man - ligeledes i Nordfrislandskrøniken - læse om Broder Hansen, der i 1566 gravede en sarkofag op på kirkegården, »og da det blev kendt, måtte han betale 100 mark til øvrigheden. Derpå døde han snart, men hans arvinger brugte denne sarkofag til at vande deres kvæg«. Man bemærker, at han efter betaling af bøden fik lov at beholde kisten; myndighederne har vel indset, at den alligevel før eller senere ville ende som vandingstrug. Denne form for genbrug har altså en lang tradition. Den praktiseres den dag i dag flere steder i Nordfrisland og på de frisiske øer.

Lad os vende tilbage til Ribe og se lidt nærmere på kong Christoffers sarkofag. Hertil hører en gravsten, der formentlig har ligget synlig i kirkegulvet; fra ældre beskrivelser vides det, at den har haft en - sikkert billed- og indskriftprydet - beklædning af andet materiale, men den er nu helt forsvundet. Selve kisten er trapezformet med fra bunden udadskrånende sider. Dekorationen er der ikke gjort meget ud af; fire udsparede stave indvendig i hjørnerne er nok mere til forstærkning end til pynt. Både hvad form og materiale angår er kongesarkofagen typisk, men der kendes også mere rektangulære eksemplarer, og en vis udsmykning kan forekomme; ikke overraskende er korset og andre kristne symboler de mest yndede motiver. Normalt står sporene efter tilhugningen tydeligt, og da der som regel er tilstræbt en mønstring, kan man næsten få indtrykket af en indvendig foring med stof. Kisterne har givetvis haft låg, men dem finder man sjældent; de var jo ikke nær så anvendelige som selve stentrugene og er som regel gået tabt. Ikke sjældent fremtræder kanterne mere eller mindre bølgede. Det skyldes ligeledes genbrug, men af en helt anden art, nemlig som slibesten for knive - og vel også sværd ved særlige lejligheder. (Fig. 2, fig. 3, fig. 4)

Ribesarkofagen er ikke den eneste, der optræder i royal sammenhæng. 1850 aflagde den historisk kyndige Frederik 7. officiel visit på øen Før, hvor han blandt andet besøgte kaptajnløjtnant O. C. Hammer (se Skalk 1982:2). I dennes levnedsbeskrivelse fortælles om kongens interesse for en sandstensligkiste, der var anbragt på gårdspladsen som vandtrug for dyrene: »Den var dækket af et låg, som var så tungt, at det ikke kunne borttages med almindelige midler — i låget var hugget et temmelig uregelmæssigt hul, som var stort nok til, at heste og køer kunne stikke mulen ned i hullet og drikke. Kongen fandt denne ligkiste så interessant, at han bad om, at den måtte blive sendt til København, så ville han sørge for, at den blev anbragt i en niche i Rundetårns ydermur«. (Fig. 5, fig. 6)

Der er et anstrøg af det makabre, men også noget livsbekræftende ved at se de middelalderlige sarkofager i deres nye roller. Især i Nordfrisland med tilhørende øer kan disse 8-900 år gamle kister beskues mange steder i deres oprindelige miljø, men i ny funktion. Det sker, de er udstillet som de kulturminder, de er - eksempelvis i den lille by Klockries, hvor seks sarkofager er anbragt, så at interesserede kan tage dem i øjesyn - men mange tjener endnu som vandingstrug. De kan også gøre nytte som blomsterkummer, hvor moderne vandingsmetoder i landbruget har gjort dem overflødige endnu en gang. (Fig. 7)

Lit: Mark og Montre 1980 (Per Kristian Madsen: Christoffer den Førstes grav i Ribe domkirke).