Om rokkesten

I året 1820 skrev Sjællands biskop Frederik Münter til Antikvariske Annaler en kort, men lærd afhandling »Om rokkestenene på Bornholm«. Han begynder med en oversigt over fænomenets europæiske udbredelse. Der kendes rokkesten fra England, Frankrig og Nordspanien (Pyrenæerne), kort sagt de områder, der tidligere var beboet af keltere, hvilket nok ikke er nogen tilfældighed. Det indrømmes dog, at der også findes rokkesten andre steder, således i Norge og altså på Bornholm. Münter har selv ved et besøg på øen observeret tre, beliggende nær hinanden i Almindingen. Hver af dem støtter på to punkter, hvilket må betyde, at de er ældre end de franske og engelske, der kun har ét understøtningspunkt; det har jo selvsagt krævet større erfaring at anbringe en sådan kolos på ét end på flere hvilepunkter. Hvad angår rokkestenenes oprindelse, deler Münter den på det tidspunkt herskende opfattelse, at de er skabt af druiderne, det magtfulde keltiske præsteskab, om hvis mystiske religionsudøvelse der forelå mange beretninger; hvordan Bornholm skal indpasses i billedet, går han forholdsvis let hen over. Forskellige kendte videnskabsmænd har påpeget, at rokkestenenes ringe berøring med jorden kunne tyde på åndeligt tilhør, med andre ord, at de var selve guddommen, men Münter mener nu snarere, at de med præsternes bistand har tjent som orakler. Folk har spurgt og stenene svaret med deres rokken og hule rokkelyd.

Münter var ingen tåbe, tværtimod en højt begavet mand, men som alle dengang grundede han sin oldtidsopfattelse på sagnhistorie og lignende kilder; den videnskabelige arkæologi lå endnu i svøb. Som medstifter af Kommissionen til Oldsagers Opbevaring kom han i øvrigt selv til at bane vejen for den unge forskning.

De nye forestillinger om oldtiden tog efterhånden form, men rokkestenstroen levede længe endnu, også i videnskabelige kredse. I Det kongelige nordiske Oldskriftselskabs årbog Annaler for nordisk Oldkyndighed kunne man 1849 læse en afhandling om rokkesten i Norge. Forfatteren, Chr. Hansteen, fortæller, hvordan han i 1825 »besøgte afdøde (!) pastor Essendrop på Modum« og af denne blev gjort opmærksom på ikke mindre end 20-30 rokkesten i det nærliggende Hovlandsfjeld. De lå efter præstens sigende på steder med »noget vist skummelt ved sig«, og undertiden var der en lille rokkesten ved siden af en stor, hvilket kunne tyde på, »at deres bestemmelse har været såvel for børn som for voksne«. I første omgang blev det kun til et kort besøg, men tolv år senere vendte Hansteen tilbage for nærmere at studere stenene, specielt én bestemt, som var særlig stor og mærkelig. Uheldigvis kom en af hans ledsagere, en ung dame, til at rokke så kraftigt med kæmpen, at den skred på sit underlag og brat ophørte med at være rokkesten, men der var jo nok endda; Hansteen fortsatte ufortrødent og gjorde den interessante iagttagelse, at disse sten utvivlsomt »er tildannede ved menneskehænder«. Hvad druiderne angår, går han videre end Münter: der må have været keltiske stammer i Norge.

Men rokkestenenes stjerne var på det tidspunkt, da Hansteen skrev sin artikel, allerede dalende. Få år i forvejen havde Worsaae, dansk arkæologis pioner og førstemand gennem en årrække, ubarmhjertigt henvist dem til naturmærkværdighederne og givet druiderne, hvad der tilkom dem. Som så ofte både før og siden fik han ret.