Om nissernes natur
»Det skulle hun/han ikke have gjort«, er en sætning, som ofte går igen i H. F. Feilbergs »Nissens historie« og med god grund. For nok er han lille, husstandens mystiske medlem, men han har kræfter som en kæmpe og overnaturlige evner, så det er uklogt at lægge sig ud med ham. Føler Nis sig godt behandlet, og kan han iøvrigt lide én, er der ingen ende på hans velgerninger, men han har temperament og er nærtagende over alle grænser. Hør blot, hvordan det gik i Vollerup mellem Hjørring og Brønderslev:
Af Redaktionen
Her havde de for mange år siden en nisse, som velvilligt havde påtaget sig pasningen af to røde køer. »De var også godt i stand og gav noget i spanden, men han ville også have sin sødgrød med en stor klat smør i til sin nadver hver aften. Så træffer det sig engang, at pigen havde fået i sinde at drille ham, og så prikkede hun smørret så nederlig i grøden, at han ikke kunne finde det, og Niels blev bister, fór ud i stalden og drejede halsen om på en af de røde køer. Så gik han ind igen og gav sig i lag med resten af grøden og fandt jo smørret på bunden af fadet. Nu fortrød han jo, hvad han havde gjort, og vidste knap, hvordan han skulle gøre det godt igen. Men kloge er jo nisserne, og denne var heller ikke rådvild. Han vidste, at der stod en rød ko ovre i Børglum, akkurat ligesom den døde, og hen på natten tog han den døde ko på nakken og slæbte den over Skrolleshede til Børglum by, lagde den i båsen og trak den levende til Vollerup, og intet af stederne mærkede de byttet. - Siden den tid har man talemåden: Er koen stor, som heden er lang, er den god«.
Som det fremgår, kan nisser påtage sig regulært arbejde, men som oftest er deres tjenester af mere tilfældig art. Intet sker dog uden betaling. Nogle kræver, som Vollerupnissen, grød hver aften, andre om lørdagen, atter andre kun ved særlige lejligheder som jule- eller nytårsaften. »Smørøjet« i grøden må under ingen omstændigheder glemmes, og undertiden hører der nymalket mælk med. Til det sidste knytter sig den vanskelighed, at katten jo også kan lide mælk, men det er af somme »ordnet på den måde, at katten får sin nadver lille-juleaften og nissen sin store-juleaften«. Anretningen hensættes oven for loftslemmen, på stænge, i bageovn eller lignende lidt fordækte steder.
(Fig. 1)
Fig. 1. TEGNING: CARSTEN GRAABÆK
Al anden mad end netop grød afskyr nissen. På Anholt skete det en juleaften, at en kone »kogte kål, for den holdt hun så meget af. Kålen skruttede lystigt i gryden, men så kom gårdboen ind og sagde:
Kålen koger i kobbermands pot, kobbermand fanger ej deraf godt, lever ej næste juleaften op.
Så greb konen potten, hivede kålen langt ud og satte grød på i en flyvende fart, for hun ville ikke af med sin mand, og det er der ikke ret mange der vil - «.
H. F. Feilbergs »Nissens historie« fra 1918 er netop genudgivet af Wormianum, nyillustreret af Carsten Graabæk. Den indbundne bog koster 66 kr i boghandelen, 54 kr for abonnenter.
