Om hattens rette brug

Hvor stor tilslutning foreningen fik, kan ikke siges. Den fik i alt fald ikke ændret hilseskikken radikalt. Endnu i den seneste takt og tone-håndbog, der udkom i København 1967, fastslås det, at »en herre skal tage hatten af, når han hilser på en dame, på en der er ældre end han selv, og på en der er mere fremstående«. Dog kan han, tilføjes det, indskrænke sig til at nikke venligt og udføre en hilsende håndbevægelse. Hilseskikken er med andre ord under nedbrydning.

Ud over at dække hovedet mod vejrets omskiftelser har hovedtøjet således en række andre funktioner, blandt andet den at kunne udtrykke høflighed, ærbødighed eller ligefrem underdanighed over for overmænd. Vi omtalte den yngste takt og tone-håndbog, men hvad siger den ældste? Som sådan kan vi for vor del af Europa regne det norske skrift Kongespejlet, som stammer fra tidlig middelalder; her forklares, hvordan man skal gå frem for kongen: »I forvejen skal du have kæmmet dit hår glat og strøget dit skæg; du skal hverken have hat eller hue eller hætte på hovedet, men du skal med bart hoved og bare hænder gå frem for høvdingen med venligt ansigt og vel renset legeme og lemmer«. I tidens løb blev denne optræden i kongens nærværelse mere og mere udpenslet i enkeltheder. Kun nogle få højadelige slægter hævdede som et privilegium at måtte beholde hatten på, når kongen var til stede.

Var sagen således ganske klar, når det drejede sig om over- og undermænd, stillede den sig mere delikat, når det gjaldt ligemænd, hvor trods alt nogle var mere lige end andre. Problemet opstod blandt andet ved ambassadørmodtagelser, hvor diplomaten direkte repræsenterede sin fyrstelige herre. Hofordningeme indeholder detaljerede bestemmelser om fremgangsmåden. Da den moskovitiske ambassadør i 1701 søgte foretræde for Frederik 4., ønskede han, at kongen ville tage hatten af, når czarens brev overraktes ham. Og hør blot, hvordan det gik til, da Hannibal Sehested som ambassadør for Frederik 3. blev modtaget i audiens af den spanske konge: Ambassadøren trådte frem med hatten på og ville ikke blotte hovedet, »før han så, at kongen gjorde en bevægelse med sin arm, da tog de begge på een gang hatten af og satte den straks på een gang på igen«.

Hatten havde i sådanne situationer afgjort politisk betydning, ja den kunne ligefrem få sit eget liv, løsgjort fra sin bærer, som det kendes i sagnet om Vilhelm Tell og den svejtsiske frihedskamp mod det østrigske herskerhus Habsburg. Habsburgernes landfoged Hermann Gessier havde uden for kirkedøren i Altdorf anbragt en hat på en stage som symbol på det habsburgske herredømme over landet og krævede, at hele den svejtsiske landbefolkning skulle vise hatten underkastelse ved at blotte hovedet, når man gik forbi den. Da Tell nægtede det, fik han til straf for sin ulydighed befaling til at skyde et æble af sin lille søns hoved. Episoden er et vandresagn, kendt herhjemme fra Saxos fortælling om Palnatoke, men her uden hattehistorien. Den opstillede hat fik imidlertid senere anvendelse i dansk politik, nemlig efter krigen 1848-50, hvor en ny arvefølgelov, som på det nærmeste var os påtvunget af stormagterne skulle til godkendelse. Slagordet blev »den europæiske nødvendighed«, af modstanderne symboliseret ved hatten på stagen (Fig. 1, Fig. 2).

I det hele taget fik hatten efterhånden tillagt en udvidet politisk betydning. Da enevoldsperioden i Sverige var tilende med Karl 12.s død, overtog rådet under Arvid Horns ledelse regeringen, men dets modstandere sluttede sig sammen i et politisk parti, der kaldte sig »hattene«, i modsætning til den nathuepolitik, som de syntes, den siddende regering førte (Fig. 3). Og i den følgende tid kæmpede »hattene« og »huerne« om regeringsmagten i landet. Den næste markante anvendelse af hovedbeklædningen som politisk symbol fik man under den franske revolution, hvor jakobinerne overtog den frygiske hue som tegn for revolutionært sindelag. Udstyret med den trefarvede kokarde har den lige siden været symbol for den franske republik og er anvendt overalt på billeder, statuer, frimærker o.s.v. Og da proletariatet med den første verdenskrig satte sin revolution ind, blev kasketten dens symbol, bevidst anvendt af Lenin og efter ham Mao.

Hvis vi for en kort stund forlader de jordiske autoriteter og vender os til de himmelske, så var det tidligere en selvfølge, at Gud rangerede højere end alle jordiske fyrster. Det var derfor rimeligt, at man blottede sit hoved, når man trådte ind i hans hus, det vil sige i kirken (Fig. 4). Men da kirkerummene ikke kunne opvarmes og altså henlå iskolde ved vintertid, så tillod man visse steder - ialtfald i Jylland - at ældre mænd med lidet hår på hovedet beholdt det hætteslag på, som de bar under hatten (Fig. 5, Fig. 6). Skikken synes at have taget større omfang omkring år 1800 at dømme efter et udsagn af præsten Niels Blicher, Steen Steensen Blichers far. Han udgav 1794 en beskrivelse over Vium præstekald og bemærkede her: »Ved den offentlige gudstjeneste har for en halv snes år siden indsnegen sig en skik omkring i egnen og i disse sogne denne: de fleste af mandkønnet sidder under hele tjenesten med bedækket hoved. Hidindtil havde kun de gamle - stedse vant til at holde hovedet vel indpakket - brugt røde, brune, grønne eller grå hætteslag, knappede fra munden af ned på brystet og nedhængende over skulderen. De fornemmere eller mer formuende i Lysgård sogn bruger grønne fløjlshuer med sort foer; nu bruger midaldrende og unge hvide eller blå eller stribede bomuldhuer til stads under gudstjenesten«. Blicher opfattede ikke skikken som farlig eller forargelig, selv om han mente, at det var bedre, at den aldrig var kommet i brug. »Dens ligegyldighed eller anstødelighed beror nok blot på et relativt begreb om vel- eller uanstændigt«, siger den gamle rationalist. Og det kan han have så evig ret i. Under gudstjenesten i synagogen skal mændene tildække deres hoveder.

Med hatten understregedes klasseforskel. Ved dens hjælp udtrykte man forskellige grader af underdanighed, men det kunne gøres på anden måde end ved at tage den af. For eksempel ved at smide den ind ad døren og håbe på, at den ikke blev kylet ud igen. En af Nationalmuseets meddelere fortæller fra sit barndomshjem: »Det må have været i 1925, at fars hat trillede ind på gulvet i køkkenet; jeg blev så forbavset, men blev klar over, at det var en måde at sige »undskyld« på. Far havde ladet sig forsinke på vejen hjem fra kirke«. Dette skete i Vestjylland og fra samme del af landet fortælles om en episode ved juleslagtningen, hvor man forgæves dagen igennem havde ventet på slagteren. »Ved aftenstid blev køkkendøren lydløst åbnet, og hen over gulvet til komfuret, hvor mor stod, kom en kasket rullende. Døren lukkedes igen lydløst for lidt efter at åbnes på klem, og slagterens stemme lød: »Tør én komme ind, heller er æ kuen gal?« Mor samlede huen op, smed den til slagteren med de ord: »No hå'r æ wand skjæl'kogt æ hiel daw, og da én jo et kan undvær di hjælp, foer du å kom indfor dæ hæ'r gång«. - Det er af denne fremgangsmåde udtrykket »at smide hatten ind først« kommer.

Gennem hattens eller huens form og farve havde man et middel til at sætte folk på plads, henvise dem til de højeste samfundslag eller tværtimod til de ringeste, mest ildesete. Den foragtede stilling, jøderne gennem århundreder har måttet tåle i Europa, tydeliggjordes ved den høje, spidse jødehat, som de var tvungne at bære, og som blandt andet kan ses anskueliggjort på en række af danske altertavler fra middelalderen (Fig. 7). Her var hatten altså et skammærke, og det samme gælder den hovedbeklædning, som man krævede, at byens skøger skulle gå med. I Norden var det en strutformet hætte, en horlue, der ved sit afstikkende udseende tydeligt fortalte om bærerens erhverv. 1496 beordrede kong Hans, at skøgerne i hele det danske rige skulle være iført en hue, der var halvt rød og halvt sort, og ganske vist afskaffedes bestemmelsen under hans efterfølger, der tillod, at de prostituerede klædte sig som de ville, men den gamle ordning var vanskelig at komme af med. Endnu 1573 fik »alle gemene horer og løse kvinder i Bergen« påbud om ikke at klæde sig pralende, og ville de bære hat, skulle den være grå - »på det, at man kan kende dem fra andre ærlige dannekvinder«.

Det er karakteristisk for et mandsdomineret samfund, at man ikke krævede noget tilsvarende af horkarlene. Her vendte man i stedet sin spot mod de bedragne ægtemænd, som latterliggjordes billedligt ved en bestemt hovedbeklædning. Et tidligt vidnesbyrd fra samfundets øverste top har vi i et brev fra Christian 4. til svigermoderen Ellen Marsvin, hvor han klager over hendes datter Kirsten Munks opførsel. Kongen var kommet til slottet i Haderslev, efter at de kejserlige besættelsestropper 1626 havde trukket sig ud: »Og fandt jeg da i hver en vrå din datter og rhingreven at stå sammen og mig stående bag dem med en bred hat på«. Det lyder ikke særlig ydmygende for nutidsmennesker, men da må man vide, at en bred hat var tegn på at være hanrej, og kongen mistænkte - sikkert med god grund - Kirsten Munk for at have ligget i med rhingreven, mens han førte krig mod de kejserlige. Den brede hat kunne eventuelt skjule de horn, ægtemanden fik sat i panden. Det er ialtfald Peder Syvs mening, når han i sin ordsprogssamling fra 1680'erne optager følgende: »Horen gør horn, dog kan meget skjules under en bred hat«.

Forestillingen om den brede hat som den bedragne ægtemands kendemærke fik en rig blomstring i 1700-årene. Holberg anvender den hyppigt i sine komedier, som når han lader Jeppe sige, da han vågner op på møddingen efter at have været i baronens seng: »Min gyldenstykkes hue forvandlet til en gammel hanrej hat«. I det hele taget er hanrejfiguren en ofte anvendt skikkelse i denne periode, den forekommer på kistebilleder og andre folkelige tryk, på satiriske klip og på brugsgenstande som tallerkener, puder og lignende, gerne ledsaget af indskrifter eller vers, der understreger billedets mening. I en hanrej satire med erotiske billeder, der ikke kan misforstås, lader man ægtemanden - ligesom Christian 4. - selv afsløre situationen:

Ha! Ha! nu seer jeg,
min kone mig vixeerer (driller),
hun har en anden kiær,
han hende carasseerer (kærtegner),
see, see, en ny galan
på hende haver fat,
nu bær jeg med respect
en breed plomage-hat.

I det mandsdominerede samfund var der dog én lejlighed, hvor kvinderne havde mulighed for at hævde sig uden at gribe til at sætte mændene horn i panden, nemlig under fødslen og i tiden derefter, hvor moderen lå i barselseng (Fig. 8). Det var en situation, hvor mændene - ægtemanden iberegnet - føltes så ganske overflødige. Da herskede ikke blot seksuelt tabu, men det var i det hele en supranormal situation, hvor manden stod i fare for at miste sin »kraft« ved at komme i berøring med barselkonen, der betragtedes som uren, indtil hun var blevet renset som »kirkegangskone«, det vil sige indledt i menigheden af præsten, der modtog hende ved kirkedøren, når hun første gang efter fødslen gik i kirke.

Mens en kone lå i barselseng, mødte hendes medsøstre op i barselstuen for at aflægge visit og betragte den nyfødte. Holberg har i sin komedie »Barselstuen« givet en skæmtsom skildring af det leben, som udspillede sig, og nævner det tidstypiske træk, at mænd, der trængte sig på ved sådanne lejligheder kunne risikere at miste hatten. I en af scenerne kommer en officer ind i barselstuen sammen med vågekonen, der holder på hans hat og vægrer sig ved at give ham den tilbage, førend han har indløst den mod betaling, for - som hun siger - : »Hatten hører min tro mig til efter barselstueret«.

At miste sin hat var faktisk det lempeligste, mænd kunne komme ud for i den situation. Barselstueretten kunne give sig langt voldsommere udslag. Mændene kunne risikere, at de forsamlede kvinder forsøgte at trække bukserne af dem, idet disse ligesom hatten betragtedes som tegn på mandens frihed og selvstændighed. Det var især ved de såkaldte »konebarsler«, hvor deltagerne udelukkende var kvinder, det gik så vildt til. Folkelivsforskeren H. F. Feilberg har beskrevet sådanne gilder fra den egn i Mellemslesvig, hvor han var præst, indtil tyskerne fordrev ham efter krigen i 1864. »Konebarslet« var et overmåde muntert selskab, fortæller han, hvor man begyndte med at drikke kaffe, men derefter gik over til at drikke skåler i brændevin. »De, som endnu kan stå på benene efter alle de mange »sundheder«, samles udenfor huset, og der er en syngen, hurraråben og hallo, så man kan høre det over hele byen, toget går nu byen rundt, det er en vild jagt ---; syngende og dansende går det videre, en mand, som de møder, river de straks hatten af, og han må danse en polsk med dem midt på gaden. En mand kommer kørende med en tom vogn, hele sværmen stimler straks om ham, hatten må af, og så sætter de sig op at køre, så mange som kan stilles på vognen, det er et leben«. - Det interessanteste ved denne skildring er næsten, at der kendes en tilsvarende, optegnet af en dansk gråmunk i tidlig middelalder.

Så mange er hattens symbolske funktioner, at man er nær ved at glemme, den i sin oprindelse er et ganske jordbundet klædningsstykke, hvis opgave det er at skærme hovedet mod vejrligets omskiftelser. For resten har den også haft andre praktiske anvendelser, nemlig som opbevaringssted for diverse effekter, før tasker og mapper blev almindelige. Skorstensfejerne benytter den endnu til deres adresselister og papirer, men forhen var brugen langt mere udbredt, og hatten kunne ligefrem være »bygget« til formålet (Fig. 9). Grundlæggeren af museet i Hjørring, tandlæge Lønborg Friis, fortæller således, at bøndernes høje hatte var umådelig solide, »af meget tykt filt og med et stykke læder på skyggens underside foran. Det ligeledes meget stærke foer nåede kun lidt højere end issen, var dér til at snøre sammen, og rummet ovenover benyttedes som opbevaringssted for alle slags skøre sager, som man for eksempel skulle bringe hjem fra købstaden«. En praktisk foranstaltning, når man tager datidens stive vogne og elendige veje i betragtning. Men man skulle selvfølgelig være forsigtig. »Da en gårdmand fra Horne således på denne måde ville transportere nogle fine kaffekopper, som han havde købt hos en af skudehandlerne i Tornby, blæste hatten, der rimeligvis havde overbalance, af ham, og kopperne gik i stumper og stykker« (Fig. 10).

Transporten forekommer så ejendommelig, at man fristes til at regne den for undtagelsen. Men det er nu nok ikke tilfældet, for den omtales flere steder i landet og fra forskellige miljøer. Den første kustode ved stiftsmuseet i Maribo erindrede den fra sin sydsjællandske fødeegn, og pastor Rhode har i sin Lollandsbeskrivelse fra 1700-årene fortalt, at når bønderne red til købstaden bragte de skrøbelige ting hjem i hatten. »Hatten var omtrent som de rundpuldede med en bred skygge, som var opkrampet på begge sider. I dens folder var bundet apothekerflasker, lys og lignende skøre sager, som man købte i købstaden. Indeni foeret gemtes den fedtede tegnebog med et enkelt brev til præsten...«

Mindre appetitligt blev det, når madvarer transporteredes på denne måde, Lønborg Friis huskede fra sin barndom i Horne præstegård en ældgammel bissekræmmer, der hyppigt aflagde besøg. »Han gik endnu som i sin ungdom med knæbukser, trøje og høj hat, i hvilken sidste han ufravigelig år ud og år ind havde sit lager af tvebakker. Vi børn kunne ikke begribe, hvorfor mor aldrig ville afkøbe ham nogen af disse, da hun dog, når der kom andre mænd eller koner, som solgte hvedebrød, til præstegården, altid fortrinsvis forsynede sig med denne vare«. - Fra Himmerland fortæller gårdejer Søren Nielsen, Giver, at der i hans fars tid kom rakkere i hele flokke til egnen. De fiskede ål nede i engen, og fangsten kom de »i deres høje hat, som de så satte på hovedet igen og lod ålen ligge og kringle rundt oven i håret«.

Blandt legemsdelene indtager hovedet en ubestridt førsteplads, og det må være i sammenhæng hermed, hatten har fået sin position blandt klædningsstykkerne. Folks tøj, og ikke mindst hovedtøjet, var - tidligere stærkere end nu - signalementer, som umiddelbart opfattedes og tolkedes af omverdenen. Når bønderfolk kørte til torvs eller til marked, kunne man ved at betragte påklædningen med det samme udpege, hvilken egn af landet, de kom fra, og måske en hel del mere. Hvis den besete var en pige, kunne man for eksempel efter hovedbeklædningen afgøre, om hun var ugift, gift eller enke, hvad mangen ungersvend sikkert har benyttet sig af. Præsten Joachim Junge fortæller 1798, at nordsjællandske bønder på rejse nøje mærker sig kuløren på andre bønders klæder og især på deres kabudser, hvorved de erhverver sig vigtige oplysninger. »Således er hætterne på Hørsholm amt alle røde, på Frederiksborg amt alle hvide, men imellem disse røde og hvide huer er stridighederne lige så sædvanlige som fordum imellem den røde og hvide rose i England« (Fig. 11, Fig. 12). Junge tænker her på de kampe, som i 1400-årene under navn af Rosekrigen udspilledes mellem to grene af den engelske kongeslægt.

Nå, slet så blodigt gik det vel ikke til i Nordsjælland, men at det kunne være galt nok, havde man erfaret nogle år tidligere gennem »fejden på Kultorvet«, hvor to grupper torvefolk af forskellig farve gik til angreb på hinanden med piske og vognkæppe. Hue eller hat - på utroligt mange områder har hovedbeklædningen spillet med i samfundslivet: socialt, politisk, praktisk. Problemet er dog blevet noget mindre i vore dage, hvor færre og færre går med hat.