Om en hals

Tilbage efter afslutningen af den egentlige udgravning var en lille højrest; for en ordens skyld blev også den undersøgt og viste sig at indeholde to stensatte grave fra ældre romersk jernalder. Et mindre mysterium blev ved den lejlighed opklaret. Højen har i sin afsluttende skikkelse været omsat med halvmeter store sten, men ingen af dem var tilbage, kun hullerne, hvor de havde været. Man kunne mistænke egnens landmænd for at have taget dem, men de kan frikendes; de skyldige er jernalderfolkene, som har begravet deres døde i den flere tusinde år ældre høj samtidig med, at de plyndrede den for sten til gravbyggeriet.

I ældre romertid begravede man ellers ikke i høj, men på mark. Syd- og østvendte bakkeskråninger synes foretrukket, så måske er det højsiden mere end højen, der har fristet de to jernalderfolk, eller rettere deres efterladte. Fra stedet, hvor de lå, kunne man se over til det, vi må antage, var deres landsby. Den blev udgravet 1937-38 en lille kilometer derfra.

Nu mangler det ikke på grave fra ældre romertid, så det kan synes en smule overflødigt at gøre opmærksom på disse, der tilmed ikke var særligt rige. Blandt lertøjet i den ene blev imidlertid gjort et mærkeligt fund, en stor krukke, som på flere punkter afviger påfaldende fra tidens andre lerkar (Fig. 1). Om halsen er lagt en lerliste, hvis lidt fortykkede ender ikke går sammen, men danner dekorative sving. Under den er en kantet bort (såkaldt mæander), som ud for listens åbning erstattes af et siksak-mønster. Krukken har altså for- og bagside. Hvad betyder det?

I en af Gotlands jernalderborge er for nylig fremdraget et stort skår med pålagt lerliste - som vor, men her tydeligt forestillende en metalhalsring af typen »torques«; den var almindelig i Nordeuropa i århundrederne før vor tidsregning. Set på denne baggrund synes det nærliggende, at listen på Himmerlandskarret også forestiller en halsring. Krukken bliver da en slags person. Den mærkeligt afbrudte ornamentik kan symbolisere dragten med lukke fortil.

Mængden af lerkar fra romertid er uhyre. Formerne er ofte smukke, men variationen ikke stor. De få afvigere, som forekommer, har imidlertid en særlig evne til at sætte fantasien i bevægelse. Det er ovenstående et eksempel på.