Om at gøre høj

Skikken at bygge gravhøje kom til Danmark tidligt i yngre stenalder og holdt sig hele oldtiden igennem, indtil Gorms søn Harald Blåtand ved et magtbud ophøjede kristendommen til statsreligion og dermed satte punktum for den hedenske skik. Jellinghøjene kom dermed til at danne kronen på fem årtusinders højbyggeri. Man kan sige sig selv, at et arbejde, der har været drevet gennem så lang tid, har udviklet en vis teknik. At bygge høje var ikke blot at dynge jord sammen. Det var en kunst med finesser og faglige traditioner. Af alle landets gravhøje er netop Jellinghøjene dem, der har givet de bedste oplysninger herom. Det var, kan man sige, i sidste øjeblik.

Som bekendt har der været foretaget flere store udgravninger i Jelling: 1820, 1861, men navnlig i 1941-42, hvor Ejnar Dyggve gennemførte en dybtgående undersøgelse af begge høje. De to mindesmærker viste tydelige lighedstræk i opbygningen, men var alligevel meget forskellige. Nordhøjen er anlagt over en ældre oldtidshøj, som man har hulet ud og udstyret med et stort træbygget gravkammer (se Skalk 1969:4) for sluttelig at dække det hele med et lag sten. Storhøjen, som derefter er opført over den stenbelagte kerne, er af græs- og lyngtørv, yderst med en kappe af ler- og sandblandet materiale, som højens græsvækst nu delvis har forvandlet til muld. - I den anden høj, sydhøjen, fandtes ingen grav - et forhold, der har givet anledning til mange spekulationer, hvad vi dog ikke her skal fordybe os i. Tydelige skel i fylden viste, at opførelsen er foregået i tre etaper, hvilket vil sige, at der har været to større standsninger undervejs i arbejdet. Byggematerialet var også denne gang græstørv med indblanding af ler og sand i yderste lag. Begge høje er anlagt med flad top.

Bevaringsforholdene i højene var bemærkelsesværdigt gode. Alt træværk, som mere eller mindre tilfældigt er kommet i fylden, var intakt, og planter, som er fulgt med græstørvene, var om ikke friske så dog i nydeligt presset stand. Kunsten at bygge med tørv har været kendt fra stenalderens dage, det ses, når man skærer oldtidshøje igennem, og ofte har man kunnet iagttage, at tørvene er lagt med vegetationssiden nedad. Her, i Jellinghøjene, var der aldeles ingen tvivl. Enhver, der har forsøgt sig med græstørvsbyggeri, vil iøvrigt vide, at denne fremgangsmåde falder næsten af sig selv (Fig. 3).

Som indledning til opførelsen af den gravtomme sydhøj har man i det planlagte centrum rejst en ca 8 meter høj stolpe. Hensigten er tydelig: man ønskede midtpunktet synliggjort for der ud fra at kunne styre højens formgivning. Da andet højstadium - mellemhøjen kan vi kalde det - påbegyndtes, plantede man en ny stolpe ved siden af den første, som nu var ved at være for kort (Fig. 4). Åbenbart har standsningen mellem andet og tredje stadium været temmelig langvarig, for øvreenden af den nye stolpe lå afknækket og brudt i flere stykker på toppen af mellemhøjen. Nogen tredje stolpe blev ikke rejst; sidste stadium (øvrehøjen) blev bygget uden det faste målepunkt. Skikken at rejse stolper ved opførelsen af høje har antagelig været udbredt. I adskillige nordiske jernalderhøje er der fundet spor af dem, men det er rigtignok først efter Jellinghøjens udgravning, man er blevet klar over, hvad det egentlig drejer sig om.

I begge høje fandtes mærkelige træanlæg af ensartet karakter. Det i nordhøjen var delvis ødelagt ved de ældre udgravninger, men sydhøjens var bevaret i fuldt omfang - en slags bygning rejst på nedrehøjens overflade af spinkle ege- og birkestammer. Den var ved højens sammensynkning trykket noget ud af facon, men lader sig med rimelig sikkerhed rekonstruere, som tegningen viser (Fig. 5, Fig. 6). Grundplanen er afstukket af tre pælerækker, radiært udstrålende fra centrum, d.v.s. fra midtstolpen. løvrigt indgår følgende elementer:

1. En mængde krogkæppe, der med deres hager griber om bygningens yderstolper og ligesom forsøger at trække dem ind mod midten. Til hver stolpe synes at høre mindst én krogkæp; ofte er der to eller tre.

2. Tværgående vidjereb, spændt fra væg til væg med støtte i midtrækkens stolper.

3. Langsgående stokke, anbragt tæt på væggene, men ret spredt og i noget varierende højde.

4. Gaffelgrenede skråstivere, der støtter bygningen udefra, dog kun på den ene side.

Bortset fra vidjerebene fandtes der ingen spor af bindinger. Hvis man, som på tegningen, tænker sig mellemhøjens jordfyld fjernet, hænger krogkæppe og længdestokke i luften, hvad de naturligvis ikke kan have gjort i virkeligheden.

Om bygningen siger Dyggve, at den har »aldrig kunnet stå oprejst i fri stilling. De enkelte dele er udelukkende holdt på plads ved at være omhyggeligt indkapslede og underbyggede med græstørv, samtidig med at det øvrige arbejde på højen fortsattes, indtil niveauet umiddelbart over bygningens højeste stolpe var nået«. Forklaringen lyder på én gang rimelig og usandsynlig. Det er rigtigt, at anlæggets løsdele ikke kan have svævet. Men hvad skulle man med bygningen, hvis man samtidig med opførelsen lod den forsvinde i jorden?

Dyggve kalder anlægget en »symbolsk bygning«, men her kan man i hvert fald ikke følge ham. Det ligefrem lyser ud af pindeværket, at det har været til praktisk brug. Et forhold er iøjnefaldende: Krogkæppe, vidjereb og støttegafler synes alle at tjene ét bestemt formål, nemlig at trække eller trykke vægstolperne ind mod bygningens midte. Det må betyde, at der var noget, som virkede i modsat retning, og dette noget kan vanskeligt have været andet end – jord (Fig. 7). Hvad der er sket er formodentlig dette: Da man efter første standsning genoptog højbyggeriet, startede man med at rejse vinkelbygningens lodrette elementer på siden af den færdige nedrehøj; deres toppunkter angav niveauet, hvortil man i denne omgang ville bygge. Det indre af vinklen blev nu muret op med græstørv. Efterhånden, som blokken voksede, trykkede jorden på stolperækkerne, som derfor blev forankret med indlagte krogkæppe og spændt sammen med vidjereb. Sydsiden, som åbenbart har haft særlige skredtilbøjeligheder, blev støttet med skråstivere. Byggeriet fortsatte til lidt op over toppen af stolperne, hvorefter det afbrødes. Den nu fuldt opbyggede sektor tegnede mellemhøjens profil.

Der er rundt om i sydhøjen fundet rester af lignende, men mindre fuldkomne anlæg. Antagelig betyder det, at mellemhøjen (eller muligvis alle tre højstadier) er bygget - ikke lag for lag, sådan at man hele tiden havde en »færdig« høj for øje, men fra siden, bænk for bænk; til den, som allerede var rejst, føjedes en ny, derpå endnu én og så fremdeles, til kredsen var sluttet. Metoden havde den fordel, at jordtransporten kunne foregå på den ældre højs faste overflade, ikke i løs, nytilført fyld, og det er vel muligt, at årsagen til standsningerne i højbyggeriet simpelthen er, at man har villet give den allerede byggede høj tid til at sætte sig for derved at lette etableringen af næste trin. Mens førstesektoren krævede omfattende afstivning, har man ved det fortsatte byggeri kunnet klare sig med mindre; hvad det nu gjaldt om, var jo blot at holde den éngang fastlagte profil. Metoden har sikkert været gennemprøvet. Tilsvarende anlæg kendes som nævnt fra nordhøjen, og andre lignende ville vel, hvis bevaringsforholdene tillod det, kunne findes i andre af landets storhøje (Fig. 8).

Pindebygningen i Jelling har siden fundet i 1941 været betragtet som en gåde, noget mystisk symbolsk, sandsynligvis med tilknytning til magi eller kult. I ovenstående er det søgt godtgjort, at anlægget tjente rent konstruktive formål, i første række at sikre højen den ønskede form. Til vikingernes karaktertræk hørte en udpræget sans for symmetri og regelmæssighed i storbyggeri; herpå er Trelleborgene et slående eksempel. I Jelling befalede kongerne. Intet under, at man gjorde sit yderste for at opnå det perfekte.

Resultatet stod mål med anstrengelserne. Tue og hans fæller kunne med rette være stolte. Hvis det altså var dem!

(Fig. 9)