Om arv og skifte

Den unge skipper havde øjensynligt været en omsorgsfuld husbond og fader. I hvert fald havde han indkøbt mange dejlige ting, uden tvivl for at glæde kone og børn, blandt andet mange alen forskellige smukke klædesstoffer, et odderskind, et par kvindetøfler med røde og blå snore på, et par drengesko, et par gule pigesko og et par små barnetøfler. Dertil både røde og hvide drenge- og kvindestrømper foruden hvide katuns-damehandsker og røde og brune kamelhårsbånd. Skipper selv var udstyret med en afvekslende garderobe rækkende fra en fin grå kjole og bukser over en islandsk vadmelstrøje og hvide islandske vadmelsbukser, to hatte, en foret hue og sorte uldne vanter til røde klædesunderbukser, nattrøjer, skibstøfler og adskilligt mere. Nævnes bør også en større portion sølvknapper til nattrøjer, bukser og skjorter sammen med et par sølvskospænder. Sin tobak gemte han i en tobaksdåse af skildpadde med messingbeslag, og piben blev tændt med et blikfyrtøj. En gammel fiol blandt hans ejendele har vel været brugt til at fordrive de lange ventetider på søen med, men ellers er der gået megen tid med regulært kontorarbejde - der skulle holdes styr på mange slags attester, regninger, pas og andre dokumenter, der var nødvendige på skibets fart mellem Amsterdam og forskellige Østersøhavne. Imellem var der også adskillige breve fra den gode kone hjemme i Stettin.

Om den salig mands endeligt kan vi berette, at han lå syg fra den 6. april til den 12. maj i nævnte badskærers hus, hvor tillige broderen og en lille skibsdreng var indlogerede. Med kost, kammer, lys, varme og opvartning løb det op i ikke mindre end 58 daler. Doktor Nicolaus Grimbergs regning »for hans opvartning og hafde møye« og apotekerregningen lød begge på 45 daler - man fornemmer, at det var temmelig ublu. Andre udgifter kom til, og begravelsen kostede over 14 daler. For at dække udgifterne ind blev der holdt auktion over alle skipperens ejendele, og sammen med hans kontante beholdning - godt 74 daler - nåede boets værdi op på 135 daler, men alligevel blev der et underskud på 30 daler, og altså ikke en skilling tilovers til familien i Stettin.

Man kan nu med god ret spørge, hvor vi ved alt det fra? Svaret er: fra skiftet efter den afdøde. At skifte betyder i denne forbindelse at dele, nemlig imellem afdødes eventuelle kreditorer og arvinger. Regler om arveret har altid været af stor betydning i samfundet og er ældgamle i dansk ret. I Jyske Lov fra 1241 handler således det meste af 1. bog om arv og skifte. Her finder vi blandt andet bestemmelsen om, at en mand tager dobbelt så meget i arv som en kvinde - en regel som var gældende lige til 1845. Måske havde kvinderne oprindelig slet ikke kunnet få del i slægtsarven; i hvert fald fortæller Saxo i sin Danmarkskrønike, at det var Svend Tveskæg, som gav dem retten til at arve som en belønning, fordi de danske kvinder havde ofret deres smykker for at løskøbe ham af vendernes fangenskab. Foruden slægtsarv kunne der også være tale om testamentarisk arv. Ordet testamente forekommer i Jyske Lov, men det ligger klart, at ordningen skyldes den katolske kirke, som krævede, at en person med henblik på sin død havde ret til at disponere over en del af sin formue til fromme formål (sjælegave). Med særligt henblik på vor stettinske skipper er det også nok værd at nævne, at man aldrig i dansk arveret har opstillet specielle regler for udlændinges adgang til at arve; men hvis der var blevet noget tilovers til konen i Stettin, skulle der ganske vist have været betalt såkaldte »sjettepenge« af arven til kongen og »tiendepenge« til øvrigheden. Disse arveafgifter for udlændinge afvikledes gradvist i forrige århundrede ved traktater med fremmede magter, men først så sent som i 1904 bortfaldt de helt.

Vender vi nu tilbage til selve skiftet, skal vi frem til slutningen af 1500-årene, før vi finder et egentligt skiftevæsen, hvor en offentlig myndighed griber ind og overtager skiftedelingen, som bliver nedfældet i et skiftebrev og indført i skifteprotokollen. Når borgmester og råd og byfoged således begyndte at blande sig i skifteforretningerne - det var nemlig i købstæderne, begyndelsen blev gjort - var det oprindelig for at varetage umyndige børns interesser, og karakteristisk nok kaldes nogle af de ældste skifteprotokoller også for børnebøger. Ved midten af 1600-årene skrev herredsfogeden i Fakse, Christen Ostersen Weile: »I Danmark med dets underliggende provinser haver hidintil været i brug på somme steder, at, hvor som noget skifte sker på landsbyen, på kongens, adelens eller andres gods, at fogeden over stedet, ja endogså herredsfogeden da endelig må være tilstede og have indseende med, at fattige enker og små faderløse børn blive med gode vederhæftige værger forsynede, så at deres arv og gods bliver vel forvaret, og de ej i nogen måde vorde forurettede«. Han fortæller videre, at det på Sjælland er skik og brug at forære fogeden den bedste hynde, som findes i boet, »som ham underlægges at sidde på som en ære, det første han indkommer og sætter sig ned på kongens eller husbondens vegne, og derforuden en rigsdaler eller to efter boets tilstand eller dets værd«.

Først med Christian 5.'s Danske Lov i 1683 blev hele skiftevæsenet imidlertid lagt i faste rammer (Fig. 1). Loven bestemte, at når nogen døde og efterlod sig enten umyndige eller fraværende eller udlændiske eller slet ingen arvinger, skulle dødsfaldet straks anmeldes for øvrigheden. Den regel, vi kender i dag, om at ethvert dødsfald skal anmeldes for skifteretten, blev først indført 1792 i forbindelse med en arveafgift (som dog kun gjaldt for mere tilfældig og uventet arv til sidelinjer. Almindelig arveafgift fik vi 1810). Indtil for få år siden måtte en præst forøvrigt ikke, under bødeansvar, kaste jord på en afdød, før der var fremvist en skifteretsattest. Men stadigvæk gælder Danske Lovs bestemmelse om, at »hvis arvingerne ere alle myndige og tilstede, da haver øvrigheden intet dermed at befatte sig, uden at det af dem begæres«. Så snart dødsfaldet var anmeldt, skulle øvrigheden møde op i hjemmet og forsegle afdødes gods. Nøjagtig på 30. dagen derefter skulle skifteforvalteren lade boet - stervboet kaldes det gerne - registrere og vurdere i overværelse af arvingerne eller deres formyndere; en kvinde skulle altid have en såkaldt lavværge, for det meste en mandlig slægtning. Ved afslutningen af boet skulle der forfattes et skiftebrev, som skulle indeholde både registreringen og vurderingen af alle ejendele, indgælden og udgælden, det vil sige beløb, man havde tilgode og beløb, man skyldte bort, samt lodsedler, som det kaldtes, på hvad hver enkelt arving kunne tilkomme; der blev faktisk kastet lod for at få en retfærdig fordeling. Skiftebrevet blev underskrevet og forseglet af arvingerne, eventuelle formyndere og skifteforvalteren og indført i skifteprotokollen.

Hvem var nu øvrighed og skifteforvalter? Det er et temmelig indviklet spørgsmål. For mens vi i dag kun kender én skifteforvalter eller skifteret, nemlig den stedlige dommer, så fandtes der i gamle dage en lang række forskellige myndigheder, der kunne tage sig af skifteforvaltningen. Om den ene eller den anden skulle træde i funktion afhang af, hvem man var, og hvor man boede. Vi har allerede hørt om borgmester, råd og byfoged som skifteforvalter i købstaden, men hvis den afdøde havde været for eksempel degn eller skoleholder, var det provsten, der varetog skiftet; drejede det sig om en officer, var der en særlig militær skifteforvaltning osv. Rykker vi ud på landet, var det godsejeren, der skiftede efter sine fæstere, og i 16-1700-årene var langt den største del af landbefolkningen fæstebønder. Skifteprotokollerne med bondeskifter findes med andre ord i godsarkiverne, og leder man efter en bestemt fæstebonde, gælder det først om at finde ud af, hvilket gods han hørte under. Det er ikke altid helt let, fordi et gods meget ofte har haft ejendomme i mange forskellige sogne. Skulle han derimod være selvejer, ja så skal skiftet søges i amtmandens arkiv. Dette er endda kun nogle hovedtræk af skifteadministrationen. Måske skal vi tilføje, at de allerstørste skifter finder vi blandt de såkaldte ekstraordinære boer i amtsarkiverne, for eksempel efter adelige godsejere (Fig. 2). De kan i tid strække sig over 20-30 år og fylde i snesevis af protokoller og pakker.

Alle oplysningerne om vores uheldige stettinske skipper var hentet fra en pakke med originale skiftebreve i Ålborg byfogedarkiv, som opbevares i landsarkivet i Viborg; netop for Ålborgs vedkommende har vi bevaret skiftebreve helt tilbage til 1584, mens de egentlige skifteprotokoller først begynder 1711. Den eneste oplysning om skipperen, som kan føjes til, finder vi i Budolfi sogns kirkebog, hvor der står, at Michel Vogel fra Stettin, der var 32 år, 1 måned og 12 dage gammel, blev begravet den 14. maj 1697 på Sankt Budolfi kirkegård - altså dog ikke på Sankt Jørgens kirkegård uden for byen, hvor de fattige fik deres plads. Det er med andre ord i dette tilfælde alene skiftet, som giver os muligheden for at komme nærmere ind på livet af mennesket Michel Vogel.

De ivrigste til at efterspore skifter er naturligvis slægtsforskerne; for dem er et dokument, som anfører en families medlemmer og slægtskabsforhold med navns nævnelse og som oftest alder og hjemsted, et rent fund. Men værdien af de gamle skifter rækker langt videre. Det er ikke for meget sagt, at vi her har at gøre med rene og skære guldgruber for kulturhistorien i bredeste forstand. Takket være den grundige registrering og vurdering giver de et præcist og detaljeret øjebliksbillede af fortidens dagligdag. Og materialet er af et kolossalt omfang, vidt spredt fra land og by. Skifterne er i det hele hovedkilden, når man vil danne sig en forestilling om menigmands levevis for 2-300 år siden.

Skiftet efter Michel Vogel er efter sagens natur noget for sig. Vi vil nu forsøge at give et mere almindeligt indtryk af dette spændende arkivmateriale ved at se nærmere på et par typiske skifter fra Ålborg, det ene efter en jævn håndværker ved navn Niels Mortensen Rebslager, det andet efter den velhavende købmand Rasmus Hornemann. Begge er fra 1697 og er hentet fra samme arkivpakke som skiftet efter Michel Vogel. Før vi tager fat, er det dog nok værd at minde om, at der er en hel befolkningsgruppe, som skiftematerialet ikke kan fortælle os noget om, nemlig dem uden jordisk gods. Vi har i Ålborg en opgørelse fra 1696, som viser, at af byens ca 4500 indbyggere var der ikke færre end 952 »betlere, som lever af almisse, trygler og tigger deres brød«, et forfærdende stort tal, som der ikke er grund til at tvivle på. Og tiggere tager nu engang ikke plads op i skifteakterne.

Skiftet efter Niels Mortensen Rebslager, der havde boet til leje i Urbansgade vestligt i byen, fandt sted 1. september 1697 og forløb i al enkelhed. Her mødte kun én rådmand, skriveren og to vurderingsmænd. Enken kaldes uden snørklerier hans efterlevende hustru Maren Jensdatter (Fig. 3).

Købmand Hornemanns død var indtruffet tidligere på året. Budolfi kirkebog oplyser ganske kort under 7. Martius 1697, at Rasmus Hornemann blev begravet i Budolfi kirke (det var det allerbedste: at slippe indenfor og blive jordfæstet i selve kirkegulvet), og at han var 38 år, 1 måned og 4 dage gammel. Den 7. april og næste efterfølgende dage forsamledes en større skare mænd i købmandsgården i Vesterå »på kgl. Majestæts og rettens vegne«, nemlig byens to borgmestre, tre rådmænd, byfogeden, by- og rådstueskriveren, byens to overformyndere tillige med fire udnævnte vurderingsmænd (Fig. 4). Det var deres opgave at registrere og vurdere boet efter den »højagtbare og velfornemme nu salige Rasmus Hornemann, fordum borger og negotiant her i byen - til skifte og deling imellem hans efterlevende højbedrøvede kæreste den hæderbårne Gud- og dydelskende matrone Elsebe Hansdatter Momme på den ene, og deres af Gud med hinanden velsignede fire døtre, nemlig: Talche, som er udi hendes 7. år, Chrestentze i hendes 6. år, Anne Marie i hendes 5. år og Elsebe udi hendes 3. år på den anden side«. Til stede var naturligvis også enkens lavværge, i dette tilfælde hendes svoger (Fig. 5).

Vi skal nu følges med vurderingsmænd og skriver på deres vandring fra rum til rum, hvor de åbner alle kister og skabe og omhyggeligt noterer og vurderer hver eneste ting, de træffer på. Vi får således også et udmærket billede af boligen og dens indretning. Rebslagerens hjem var let at overskue. Det lå som nævnt i Urbansgade og bestod af en stue til gaden, et kælderkammer og køkken med bryggers. Den årlige husleje var 12 daler, og rebslageren og hans kone boede alene sammen. Rasmus Hornemanns store købmandsgård mellem Vesterå og Jomfru Ane Gade indeholdt en storstue til gaden, dagligstue, alkove (hvilket her betyder et lille rum, som får lys fra et større værelse), overstue, fjællestue (det vil sige med bræddepaneler), drengekammer, svale, børnestue, skole (her skolestue), køkken, bryggers, kælder, en række lofter, pakbod, tjærebod, boden (butikken) ved huset. Samlet vurdering 1500 daler. Husstanden var på 14 personer indbefattet tyende, butikssvende med flere.

Udstyret i det lille håndværkerhjem var meget beskedent. Der var en gammel egeskive (bord) med åben fod, tre gamle bænke - kistebænk, åben bænk og foldebænk - et højt fyrreskab med to døre og otte rum, et gammelt fyrresengested »med lugt himmel«, en høj træstol og to gamle stole med halmsimer, to egehalvkister, et egeskrin med fire knapper under, en trind malet æske og endelig to gamle hjulrokke. Det var alt. Samlet vurdering: 26 daler. De fleste andre ting i hjemmet var gamle og slidte og bliver kun noteret i mark og skilling. Der var ingenting i ædelmetal, men af værdi var dog en stor gammel trind kobberkedel, der vejede 14 pund, et tinfad og et par tinlysestager samt et par underdyner, den ene af hjemmegjort olmerdug med sorte rande. Hvor grundigt og detaljeret man gik til værks under registreringen, ser vi bedst ude i køkkenet (Fig. 6). Her noteres således fire gamle trug til 4 skilling, en trækande og en gammel køkkenkniv til samme pris og en gammel skammel til 2 skilling.

I købmandsgården med dens mange stuer og rum er det derimod ikke let at få overblik over bohavet, men vi kan da vælge nogle enkelte stykker ud. Storstuen var den egentlige stadsestue og her stod blandt andet et såkaldt tresur eller trésor, det vil sige skab (senere vitrine) af egetræ, indlagt med sort og stående på fem knapper og tre sorte vredne stolper: vurderingspris 45 daler, altså næsten det dobbelte af, hvad rebslagerhjemmets møblement blev vurderet til (Fig. 7). Og i skabet strålede det, der var et velstående borgerhjems stolthed: samlingen af sølvtøj. Her var flere tunge sølvkander til omkring 80 daler stykket, sølvbægre, sølvfade med mere - 625 daler vurderes hele herligheden til. I overstuen stod to store himmelsenge, den ene af eg med sort indlægning og fire vredne piller, et stort ovalt egebord, en løjbænk, et malet skærmbræt med fem flige og tolv nye ruslæderstole. I fjællestuen nævnes tretten »schilderier«, men vi får desværre ikke at vide, hvad de forestiller (Fig. 8, Fig. 9, Fig. 10, Fig. 11). I dagligstuen finder vi en nøttenboms (nøddetræs) lænestol og et gammelt jern-sejerværk, det vil sige ur. Tilsammen blev de mange møbler vurderet til over 300 daler. Til bohavet hørte også et mægtigt linned- og sengeudstyr, for eksempel opregnes 21 damaskes- og hørgarnsduge og tre dusin »sarvetter«; desuden en mængde over- og underdyner og hovedpuder. Værd at lægge mærke til er det udstyr, som uden tvivl var beregnet til den fornemste himmelseng i overstuen: et gyldenfarvet, blommed atlaskesomhæng i tre stykker, sengeklæde og kappe af samme stof og med silkefrynser. Endelig nævnes »bænkedyner, hynder og deslige« - også nogle meget fine flamske med adskillige historier indvævede i guld og silke. Vi skal her mærke os, at bænkedyne betyder hynde i vor forstand, mens hynde som oftest betyder ryghynde.

Var der forskel i boligernes udstyr, så gjaldt det ikke mindre de to mænds klæder, »de salig mænds livskårne igangs uldne og linnedklæder«. For Niels Rebslagers vedkommende er det meget overkommeligt at nævne det hele: en gammel sort kjole med bukser, et par gamle bukser, en sort hat, et par gamle grå hoser, et par gamle sko og to gamle hørgarnsskjorter - tilsammen vurderet til 5 daler 2 mark og 6 skilling. Registreringen af købmand Hornemanns elegante, holbergske garderobe fylder derimod fem hele sider, og vurderingen løber op i 347 daler. Her kan vi selvfølgelig kun tage nogle enkelte prøver ud. Af en hel stribe dragter var den absolut fornemste en grå klædeskjole underforet med mår, vesten af brun atlask og med tilhørende røde plydsesbukser (ialt 30 daler). Desuden: en grøn guld- og sølvblommed atlaskesnatkjole underforet med grøn taft, tre parykker, et par franske kravestøvler, tre par engelske lædersko, en sort hundeskindsmuffe, tolv hørgarnsskjorter, et par brede kniplingsmanchetter, en rød- og hvidblommed atlaskesnathue med tilhørende kniplingsnathat osv. Den dydelskende matrone, fru Elsebes garderobe havde givetvis også været et nøjere studium værd - den har næppe stået tilbage for ægtemandens - men den bliver liggende i klædekisterne denne gang, og vi nøjes med at tilføje, at man kan læse en masse om igangsklæder i en stor bog af Erna Lorenzen (Folks tøj i og omkring Århus 1675-1850, disputats 1975), som netop bygger på skifternes detaljerede klædningsbeskrivelser.

Det billede, man på grundlag af klædedragten, danner sig af den unge købmand som noget af en modeherre og verdensmand udbygges på en morsom måde af hans bogsamling, især de franske bøger: L'introduction à la langue francaise (Indføring i det franske sprog), Le Nouveau Negociant (Den moderne storkøbmand), Le chemin à la fortune (Vejen til velstand), L'homme de Cour (Hofmanden) og L'école du monde (Livets skole). Der er også engelske bøger, et Ny Testamente på hollandsk og Christian 4.'s store pragtbibel - ialt fylder bøgerne 2½ side i skiftebrevet. Det er usædvanlig meget, og går vi igen til vor rebslagers hjem, finder vi overhovedet ingen bøger dér; men det højeste, vi kunne have forventet i hans stand, var nu også en salmebog og et par opbyggelige skrifter.

Registreringen af Niels Mortensen Rebslagers stervbo er faktisk afsluttet med de gamle sko og hørgarnsskjorter, mens der i købmandsboet endnu er meget af interesse. Hornemann havde ikke blot et par arbejdsheste og arbejdsvogne, men såmænd også to malkekøer. Aflægger vi en lille visit i boden ved huset, altså selve butikken, finder vi der et broget varesortiment, som ikke mindst er rigt på tekstiler, omkring 30 forskellige slags stoffer fra lærred og silke til flor og kniplinger. Købmanden viser sig desuden at være skibsreder, han har både en vådkåg og en førekåg (Fig. 12). Kågen var et bredt fladbundet fartøj velegnet til sejlads på Limfjorden, vådkågen var et fiskefartøj, mens førekågen var et fragtskib. Yderligere har han 1/64 part i Ålborgs maritime stolthed, fregatten »Staden Aalborg«, som var byens eneste rigtig store skib. Det var et såkaldt defensionsskib, som var armeret med et større antal kanoner og som i krigstilfælde kunne supplere den dansk-norske flåde (Fig. 13, Fig. 14). Som handelsskib havde det forskellige begunstigelser deriblandt eneret på salthandel med Spanien. Skibet var finansieret af et interessentskab af velstående borgere i Ålborg, og i skiftet her er 1/64 sat til en værdi af 500 daler, så skibets samlede værdi løber op i den svimlende sum af 32.000 daler. Som vådkågen antydede det, har den foretagsomme handelsmand også sine garn ude efter Limfjordens dengang så rige sildestimer. På Gøl ejer han to såkaldte salterboder, hvor silden kunne renses og nedsaltes. Det lyder ikke af så meget, men det drejede sig faktisk om gode, veludstyrede huse. Forresten sætter skiftet os også i stand til at følge købmandsforretningens handelsforbindelser ved at opregne de steder, hvor Hornemann enten skylder eller har penge tilgode. Man lægger mærke til, at han handler direkte på nordtyske havnebyer som Rostock, Lybæk, Bremen og Hamborg, men derimod hverken med Norge eller Vesteuropa.

Vi er efterhånden blevet ganske godt kendt med de to mænd fra Ålborg, og det er vel naturligt at spørge, hvad resultatet egentlig blev af skifteforretningerne. For Niels Mortensen Rebslagers vedkommende var det pauvert, gælden og omkostningerne ved skiftet oversteg boets værdi (ca 67 daler), så der blev et minus på godt 7 daler. Men enken Maren Jensdatter overtog alligevel boet imod et løfte til magistraten om at betale gælden i rede penge. Reglerne var dengang sådan, at hvis arvingerne frygtede et underskud, måtte de på forhånd fragå arv og gæld, som det hed - i ældre tid symboliseredes det ligefrem ved, at man kastede nøglen til hjemmet på graven; til gengæld kunne man så heller ikke få andel i et eventuelt overskud.

I Rasmus Hornemanns bo var det anderledes store tal, man regnede med, og skiftebrevet er også en diger bog på 263 sider imod rebslagerens 13 sider. Boets aktiver løb op i 13.390 daler, men der var så mange og store gældsposter, at der kun blev 4096 daler tilovers. De blev efter Danske Lovs arveregler delt i to hovedlodder, hver på 2048 daler, den ene tilfaldt moderen, den anden døtrene; hver af de fire piger skulle med andre ord have 512 daler. Det ville i og for sig have været en pæn medgift, men før pigerne nåede den giftefærdige alder, var beløbet blevet halveret, blandt andet fordi det viste sig umuligt at få - særlig de udenlandske - tilgodehavender inddrevet. Nå, pigerne blev nu meget godt afsat endda. Talche, den ældste, blev gift med købmand og commerceråd Cort Trap i Ålborg, Chrestentze eller Christine endte som herremandsfrue på Spøttrup, Anne Marie blev præstekone i Udby ved Holbæk, mens endelig Elsebe eller Elisabeth blev gift med forvalteren og forpagteren Mads Haugaard på herregården Birkelse i Vendsyssel. Med disse oplysninger er vi imidlertid godt på vej ind på det genealogiske felt, og det var det kulturhistoriske materiale i skifterne, som var vort egentlige ærinde.

Lit: Johan Jørgensen: Skifter og testamenter. 1968. - Henning Matzen: Den danske Retshistorie. Privatret I. 1895.