Oluf

I 1415 kom en franciskanermunk til Perugia, hvor han blev angrebet af en voldsom febersygdom. Han døde, men nåede forinden at åbenbare sin sande identitet og mærkelige skæbne. Som yngste søn af dronning Margrete i hendes ægteskab med den norske kong Håkon blev han tidligt bestemt til et gejstligt liv, men da broderen Oluf døde, stod han nærmest til at overtage tronen (fig. 1). Hverken dronningen eller rigets stormænd kunne imidlertid formå ham til at opgive sit fromme levned, og han flygtede bort for at blive en af franciskanerordenens ydmyge tiggermunke. Efter nogle år blev han fundet og ført tilbage, men dronning Margrete genkendte ham ikke; hun mente, at han var en bedrager og beordrede ham brændt på bålet. Nu skete der noget forunderligt: ilden blev tændt, men den gjorde ham ikke mindste skade. Endnu engang nægtede han at modtage kronen og forlod riget for at drage på pilgrimsfærd til Rom. Som vi har hørt, nåede han imidlertid ikke længere end til Perugia, hvor han udåndede, og netop da det skete, begyndte klokkerne i den nærliggende Andreaskirke at ringe helt af sig selv. Han blev derefter, på biskoppens bud, gravlagt i kirken som helgen.

Sandelig en besynderlig historie, og den bliver ikke mindre mærkelig, når man erfarer, at der ligger virkelige tildragelser bag. Ganske vist er de blevet groft forvanskede.

Før vi går videre, kan det være på sin plads at genopfriske et lille stykke Danmarkshistorie. I ægteskabet med kong Håkon havde Margrete ét og kun ét barn, sønnen Oluf, født 1370. Ved Valdemar Atterdags død fem år senere lykkedes det at få den lille dreng gjort til konge af Danmark, og endnu fem år senere, ved Håkons død, fik han tillige Norges krone. Den faktiske regent var dog indtil videre Margrete.

En strålende fremtid syntes at ligge foran Oluf, men alle håb knustes august 1387, hvor den da 17-årige konge pludselig og helt uventet afgik ved døden på slottet i Falsterbo. Snakken gik: Var han blevet myrdet af sin mor, dronning Margrete, for at hun kunne bevare regeringsmagten? I Norge nægtede man først at tro, han var død. Rygterne fløj vidt omkring og dannede grobund for en fantastisk svindelaffære 15 år senere.

I året 1402 traf nogle købmænd i en preussisk landsby en fattig, sygeligt udseende mand, som var kommet tilrejsende. De fandt, at han havde en påfaldende lighed med den danske kong Oluf, som de åbenbart må have mødt, mens han levede. - Historien er fortalt af en samtidig tysk krønikeskriver, og da væsentlige dele kan bekræftes ad anden vej, tør vi tro, den i hovedsagen er rigtig.

Manden benægtede at være kong Oluf, men rygtet vidste bedre besked: Den danske dronning havde villet forgive sin søn, men han var undsluppet og en anden død i stedet. Den fremmede var med andre ord kong Oluf, det måtte han affinde sig med, og efterhånden synes han at have fundet sig ganske godt til rette i rollen, som bragte ham stor ære, men også mere kontante goder. En tilhænger lod et segl gravere til ham, og således legitimeret skrev han til den danske dronning, at han var hendes søn og krævede sine riger tilbage. Margrete bød ham til sig - var han virkelig hendes søn, ville hun også anerkende ham. Mødet fandt sted i Kalmar, og afsløringen var let, manden kendte end ikke det sprog, som skulle være hans modersmål. Snart faldt tilståelsen: Han var født i Böhmen, og moderen hed ganske vist Margrete, men faderen Wolff (fig. 2). At han ikke var kongen, stod ham naturligvis klart, men når nu alle antog ham for det, ville det være synd at modsige dem (fig. 3). Margrete lod ham føre til Skåne, hvor han blev dødsdømt og brændt med krone på hovedet og behængt med alle de breve, han havde sendt i Olufs navn. Det falske segl lod dronningen sønderbryde.

Det lyder alt sammen temmelig usandsynligt, men kan som sagt bekræftes i store træk - først og fremmest af to originalbreve, begge dateret 1402. Det ene er fra en række nordiske rigsråder til højmesteren for Tyske Orden, Konrad von Jungingen, det andet svaret fra denne. Det er kommet rigsråderne for øre, at en »bagvasker, falskner og forræder« har udgivet sig for at være kong Oluf, hvilket er til »stor hån for vor nådige Frue, dronningen, og hendes tre kongeriger«. At han ikke er det, kan bevidnes af adskillige personer, som var til stede ved kongens død, således brevets overbringer, kammerherre Folmer Jacobsen, i hvis arme Oluf udåndede. Man beder om, at falskneren må blive sendt herop. Det lover højmesteren beredvilligt i sin svarskrivelse, og som vi allerede har hørt, holdt han ord. Også det videre forløb er bekræftet af samtidige kilder. Efter den ulykkelige mands død på bålet tog nye rygter fart; det var nu næsten sikkert, at den henrettede var den sande kong Oluf. Forbrændte knogler, som man havde samlet op i asken, blev opbevaret som helligdomme.

Men hvad med helgenen i Perugia, hvordan kommer han ind i billedet? Af bispedømmets arkiv fremgår det, at skelettet under Andreaskirken i begyndelsen blev anset for at være af en engelsk eller fransk konge, men at det derefter pludselig blev gjort til dansker. Helt nøjagtig skete det 1557 i et stort værk om franciskanerordenens historie, og der er næppe tvivl om, hvilken kilde forfatteren, Marcus fra Lissabon, har øst af: Albert Krantz’ krønike om de nordiske riger, som var udkommet få år i forvejen (fig. 4). Her er beretningen om den falske Oluf for første gang bragt på tryk, og franciskanerhistorikeren har grebet den begærligt med henblik på hans ordens forherligelse. Nogen omdigtning var ganske vist nødvendig: den hellige Enrico blev gjort til Olufs bror og helten reddet fra bålets flammer, så han senere kunne dø i Perugia. Et skoleeksempel på harmonisering af uforenelige kilder! Men byen fik i hvert fald sin viceskytspatron.

I dag er de sørgelige rester af den hellige mand samlet i en krukke under Andreaskirkens hovedalter og kulten praktisk talt ophørt. Et mærkeligt efterspil til et mærkeligt kapitel i Danmarkshistorien.

Lit: Kung Olofs minne. Falsterbo 1987.