Ole Rømer og kejseren af Kina

Det var under et tiårigt ophold ved observatoriet i Paris, Rømer 1676 gjorde sin opdagelse af »lysets tøven«, som han selv kaldte det. Han havde fået til opgave at foretage observationer af Jupiters fire måner og fandt til sin overraskelse, at deres omløbstid omkring kæmpeplaneten varierede; den blev mindre, når de to planeter, Jorden og Jupiter, på deres vej omkring Solen nærmede sig hinanden, større når de fjernede sig. Det kunne ikke være rigtigt, indså Rømer, og han fandt forklaringen: Det tager tid for lyset at nå fra Jupiter til Jorden - og mere tid jo længere de to er fra hinanden. Tidsintervallet, fra en måne kommer til syne bag Jupiter, til den efter et omløb atter gør det, vil altså synes mindre, når afstanden mellem de to planeter mindskes, end når den øges. Som en frugt af sin opdagelse konstruerede Rømer en lille maskine, et såkaldt jovilabium, til anskueliggørelse af Jupiter-systemet med måner og det hele, men vigtigere var det, at han samtidig fandt frem til en ny slags tandhjulstænder, der kunne »rulle« mod hinanden i stedet for at »gnide«. Denne såkaldt epicykloide form er blevet brugt helt frem til vore dage, da den giver en meget jævn gang i urværker og lignende. Jupitermaskinen var dog, selv med de nye tandhjul, ikke et planetur, den blev ikke drevet automatisk, men med håndkraft og kunne bevæge sig både frem og tilbage. Et par år senere fremkom Rømer med en lignende konstruktion for Saturn og dens måner. Jupiterapparatet blev i det hele taget kun begyndelsen. En hel serie af planetmaskiner fulgte efter.

Astronomerne havde på det tidspunkt kun lige nået at vænne sig til det kopernikanske verdensbillede: Jorden var ikke, som man havde troet gennem årtusinder, universets ubestridelige midtpunkt, men en planet, der sammen med andre planeter kredsede omkring Solen. Selv Tycho Brahe, der et århundrede tidligere var bekendt med Kopernikus' teori, mente ikke, den var holdbar; han satte stadig Jorden i centrum, men gik dog med til, at de andre planeter kredsede om Solen. Hans elev Johannes Kepler førte udviklingen et langt skridt videre; han var Kopernikus-tilhænger og påviste, at planeterne bevæger sig i elipseformede baner og med vekslende hastighed på grund af den varierende afstand til Solen (her er altså tale om en reel hastighedsændring, ikke - som ved Jupitermånerne - en fiktion). For Rømer, der kom efter Kepler, blev det et problem at indbygge dette i en maskine. Hans løsning er genial, den anvender »skæve« og koniske tandhjul, nogle med ens afstand, andre med forskelligt mellemrum mellem tænderne. Der var bare den hage ved opfindelsen, at den håndværksmæssigt var meget vanskelig at føre ud i livet, og vi ved da heller ikke, om den nogen sinde nåede længere end til papiret.

Rømer var selv fuldt overbevist om rigtigheden af det kopernikanske verdensbillede, og da han tog fat på at konstruere et planetarium, blev det følgelig med Solen som midtpunkt og planeterne kredsende udenom. Samtidig arbejdede han på et eklipsarium til anskueliggørelse af månefaser og sol-/måneformørkelser. Begge maskiner udførtes efter hans instruktioner af datidens vel nok fineste urmager, Isaac Thuret, der var i Ludvig 14.s tjeneste. Som matematiklærer for den franske kronprins havde Rømer gode forbindelser ved hoffet, og kongen var ikke ubekendt med hans arbejde. Vi ved, at monarken 5. december 1681 beså maskinerne, som han, efter at have fået dem demonstreret og forklaret, dvælede længe ved. Grunden til solkongens interesse røber et videnskabeligt tidsskrift, der en måneds tid senere giver en kort beskrivelse af de to »supprenante« (enestående) maskiner - beklageligvis uden at nævne Rømers navn (Fig. 2, Fig. 3). »De er«, hedder det, »blevet anset for så nøjagtige, så smukke og så usædvanlige, at jesuiterpræsterne ikke har nogen bedre opfindelse at medbringe til Indien, som kan overraske inderne mere, give dem større agtelse for vor nation eller fremme forkyndelsen af evangeliet for dem i højere grad«. Franskmændene havde med andre ord brug for nogle tributter, når de sendte deres missionærer til det fjerne Østen for at udbrede kristendommen. At jesuitterne, hvis det lykkedes dem at få adgang til de for europæerne lukkede områder, samtidig kunne arbejde for handelsforbindelser landene imellem, tales der ikke om, men det har man næppe været blind for.

Hvor mange eksemplarer af de rømerske maskiner, kong Ludvig lod Thuret fremstille, er uvist, vi kan kun følge nogle fås skæbne. Shahen af Persien fik tildelt én, men her faldt det nye verdensbillede ikke i god jord. Han lod sine astronomer tilkalde og spurgte, om det kunne være rigtigt, at Jorden kredser om Solen. De svarede, at enhver jo med sine egne øjne kan se Solen stå op om morgenen og gå ned om aftenen - altså var apparatets konstruktør hildet i vildfarelse (Fig. 4). Shahen spurgte så, om maskinen var af guld, men da han fik at vide, den kun var forgyldt, blev den stillet til side på et slot, der fungerede som pulterkammer. En senere bejler til shahens gunst (franskmændene var jo ikke de eneste, som var ude med snøren) har set den her og kan oplyse, at den »hentæres af støv, møl og rust« (Fig. 5).

Om missionsdelegationens færd er vi velorienteret, et medlem, Tachard, har nemlig aflagt skriftlig beretning. Man kom først af sted 1685 og nåede efter godt et halvt års rejse til Siam. Kongen her fik en Rømermaskine, men hans reaktion omtales ikke; måske har han været mere optaget af de kikkerter og pendulure, man også medbragte. Efter et par års ophold i Bagindien fortsatte en del af jesuitterne til Kina, hvor de i Peking fremstilledes for kejseren. Denne var i sit nådige hjørne, han modtog den fornemme gave, der begejstrede ham, så at han uden videre gav præsterne lov at missionere rundt om i riget. Som en lidt speciel høflighedsgestus forærede han dem maskinen tilbage, men forlangte derefter at få den igen. Det forlyder ikke, om det var planetariet eller eklipsariet, kejseren modtog, men var det sidstnævnte, forstår man godt hans interesse. Den kinesiske kalender baseredes nemlig på måne-måneder, så det var af stor betydning at kunne forudberegne såvel Månens faser som sol- og måneformørkelser samt tidspunkterne for de religiøse fester, der naturligvis indgik i systemet. Det sidste var ikke mindst vigtigt, her tåltes ingen fejltagelser - der var tradition for, at de kinesiske astronomer, hvis de regnede galt, blev gjort et hoved kortere. Om disses reaktioner foreligger desværre intet.

Jesuitterne kunne altså frit rejse ud i landet, men jo længere de kom fra Peking, jo større blev vanskelighederne. I yderdistrikterne blev den kejserlige arbejdstilladelse meget frit fortolket af de lokale mandariner. Nogle steder blev missionærerne godt modtaget, men de risikerede også at blive udsat for tortur eller endda henrettet. Dog, det er en anden historie. Den kejserlige gaves skæbne er kendt i store træk. Da en vis Mr Barrow i 1793-94 (altså et århundrede efter overrækkelsen) var på rejse i Det himmelske Rige, lykkedes det ham at få adgang til kejserpaladset, Juen-min-Juen, ved Peking, og her så han maskinen, der »allerede havde gjort så stor opsigt i Kina« (Fig. 6, Fig. 7). Han traf også nogle jesuitter, men de syntes at være aldeles uden kendskab til apparatet. Barrow skriver, at lederen forestillede sig det »som et af disse vakre sangure, som indvånerne i Canton i deres kragemål kalder sing-songs, og at han troede, man behøvede kun at trække det op som en stegevender, da det straks skulle dreje sig omkring og kundgøre ham alt, hvad han ville vide«. Nå, præsterne havde vel andet at tænke på, men maskinen eksisterede altså, og det gjorde den frem til - i hvert fald - 1912, hvor den, under revolutionen, sammen med ladninger af kostbarheder blev ført til Nankin. Det er det sidste, vi ved om den. Nylig er der fra dansk side gjort forsøg på at opspore den, men forgæves. Hverken i kejserpaladset eller i Nankin kender man noget til det romerske produkt, men en kinesisk videnskabshistoriker oplyser, at museerne de to steder har været genstand for gentagne plyndringer i de nye omskiftelige tider. Den danske astronom fra 1600-årene har næppe nydt særlig bevågenhed under kulturrevolutionen.

Historien om de astronomiske maskiner og deres rejse til Østens fjerne riger har en lidt pinlig udløber - det har nemlig været bestridt, at det overhovedet var Rømers arbejder, denne ære overgik. I en historisk oversigt fra det franske Videnskabernes Akademi, forfattet sidst i 1600-årene, omtales Rømer-maskinerne og senere - efter et sidespring til noget helt andet - et eklipsarium opfundet af astronomen de la Hire, der ligeledes arbejdede ved Paris-observatoriet. Endelig følger bemærkningen: »Man har sendt kejseren af Kina lignende maskiner, som vi netop har omtalt; sidstnævnte glædede ham så meget — «. Oplysningen er altså tvetydig, men peger dog nærmest mod franskmanden.

Det er bekendt, at Rømer ikke satte pris på de la Hire, der blandt andre skarnsstreger skal have forsøgt at tage æren for de epicykloide tandhjulstænder, som danskeren med rette var stolt af. Let er det vel ikke på tre hundrede års afstand at skifte sol og vind lige, men hvad netop gavekollektionen angår, taler vidnesbyrdene tungt til Rømers fordel. Fra den tyske filosof og astronom Leibniz, som opholdt sig ved Paris-observatoriet samtidig med Rømer og de la Hire, foreligger breve, der taler rosende om Rømers maskiner, »som vakte selveste den kinesiske herskers beundring«. Også den skrivende missionær, Tachard, nævner udtrykkeligt danskerens navn i forbindelse med gaverne, som bragtes til Østen. Væsentligst er det måske, at man i en af de la Hires bøger, Tables d'Astronomiques, ser hans eklipsarium afbildet og beskrevet; det viser sig nemlig, at der ikke er tale om en egentlig maskine, men om et sæt drejelige tabeller, lidet egnet til fyrstelig gave. - I Museum Regium, den trykte fortegnelse til Christian 5.s kunstkammer, findes en besk bemærkning om, at franskmændene har udgivet Rømers planetmaskiner for at være galliske opfindelser. Måske har den ikke helt uret.

Notitsen i Museum Regium giver et indtryk af, hvordan Danmark så på sin berømte søns virke i det fremmede. Trods den lange udlændighed var der på ingen måde tale om noget eksil. »Vor mathematicus Ole Rømer« stod højt i kongens gunst, og længe før hans opfindelser begyndte den lange rejse østpå, var han selv på Christian 5.s bud vendt hjem til København for at tiltræde et professorat, der i flere år havde ventet på ham. Rygtet om de vidunderlige maskiner var ilet i forvejen, og vor hjemlige monark kunne naturligvis ikke stå tilbage for den franske. Bestilling afgik på et sæt bestående af et eklipsarium og et planetarium. I de kongelige kammerregnskaber finder man under 6. april 1682: »Rømer til astronomiske instrumenter på Rosenborg 500 Rd. - nok Rømer efter regnskab 63 Rd.«. Der er åbenbart tale om forskud, for senere - 5. maj 1684 - optræder en større post: »Rømmer til tvende astrommiske marchiner 1200 Rd.«. Stavning var åbenbart ikke den regnskabsførendes stærke side, men man forstår, at det ikke var billigt at have solkongens hofurmager som leverandør. Resultatet stod mål med udgiften, det kan vi - forbavsende nok - overtyde os om ved selvsyn. To storbrande og et bombardement har hærget København siden dengang, uvurderlige kulturskatte er gået tabt, deriblandt alle Rømers observationsinstrumenter og størsteparten af hans observationer, men planetmaskinerne eksisterer den dag i dag.

De kom på Kunstkammeret, som mærkelig nok aldrig blev hjemsøgt af ildløs, og senere, midt i 1700-årene, førtes de til Amalienborg, hvor der dengang var kadetakademi. Her anvendtes de efter deres bestemmelse, nemlig til at demonstrere astronomiens mysterier for de vordende søofficerer. I midten af 1800-tallet flyttedes de til Rosenborg, som jo huser de kongelige samlinger. Desværre var underdelen til eklipsariet blevet væk, så det kunne ikke, som planetariet, udstilles. Af den grund anså Rømer-forskerne det i mange år for tabt, skønt det hele tiden har været behørigt registreret på Rosenborg.

Her er tale om de af kongen anskaffede maskiner, men Rømer havde jo sine egne, og de fik naturligvis ikke lov at samle støv. Efter hjemkomsten til Danmark blev han direktør for Rundetårn, der dengang fungerede som observatorium, og i hvert fald tre af apparaterne fik plads her: Jupitermaskinen, Saturnmaskinen og den største af dem alle, planetariet, som blev anbragt øverst i sneglegangen. Planetariet kunne vise det verdensbillede, Ole Rømer troede på - det kopernikanske - men det kunne også bruges til at demonstrere Tycho Brahes solsystem; her var som nævnt Jorden verdens centrum med Solen kredsende omkring, mens de andre planeter bevægede sig i baner omkring Solen. Tycho var i den grad Rømers forbillede, at han på trods af sin egen overbevisning følte sig forpligtet til at vise forgængerens anskuelse (Fig. 8, Fig. 9, Fig. 10, Fig. 11). Folk kunne efter de bedste pædagogiske principper selv aktivere maskinen ved at trække i et endeløst reb. Rømers elev, Peder Horrebow, der efter mesterens død blev direktør for Rundetårn, ændrede apparatet til kun at vise det kopernikanske verdensbillede og erstattede samtidig rebet med et håndsving.

Den ødelæggende brand i 1728 gjorde det af med Saturnmaskinen og planetariet, men Jupitermaskinen overlevede af ukendte grunde. I slutningen af 1860'erne førtes den til det nye observatorium på Øster Vold, hvor den i inventarlisten kan spores frem til 1907. En generation senere var kun den »smukt ciselerede forplade« tilbage, men også den synes nu at være forsvundet. For Rundetårnsobservatoriet var tabet af maskinerne smerteligt, men det lykkedes dog for Horrebow at skaffe midler til en rekonstruktion af planetariet. Den holdt i næsten 200 år, men da folkeobservatoriet øverst i tårnet indviedes 1929, havde den fået en afløser. Dette sidste skud på stammen er forsynet med urværk - det er blevet til et planetur, hvor Rømers maskine nærmest var en slags evighedskalender. Hans pædagogiske ide er gået tabt.

Tre museer har i dag interesse i Rømerminderne: Rosenborg, som ejer de to kongelige planetmaskiner, Videnskabshistorisk Museum i Århus, der meget passende har til huse i Rømer Observatoriet, og det unge Ole Rømers Museum, for få år siden indrettet på stedet, hvor Rømers eget observatorium, det berømmelige Tusculanum, lå (se Skalk 1978:5). Sidstnævnte museum har specialiseret sig i restaurering/konservering af gamle måleinstrumenter, og efter aftale med Rosenborg er de to der værende maskiner nu blevet istandgjort. Arbejdet - forestået af ingeniør Poul Darnell - har givet et godt indblik i maskinernes indre væsen, der for planetariets vedkommende nærmest er en slags gearkasse, mens eklipsariet ved siden af tandhjulene har såkaldte kurveskiver (med uregelmæssige kanter), der på en enkel, men genial måde lader maskinen simulere Månens løb. Begge maskiners tidstælleværk går fra 1580 til 1780, altså fra hundrede år før til hundrede år efter fremstillingstidspunktet, men moderne årstal kunne udmærket indsættes i stedet for (Fig. 12).

Når 1580 er valgt som startår, hænger det måske også sammen med, at Tycho Brahes måneobservationer, som Rømer har kendt fra sin ungdom, stammer fra den tid.

Under restaureringen er alle enkeltdele blevet opmålt, og med næsten 50 nøjagtige tekniske tegninger har man nu et godt grundlag for udførelse af kopier (Fig. 13, Fig. 14, Fig. 15, Fig. 16). Det er allerede blevet aktuelt, idet Videnskabshistorisk Museum har tilbudt at bygge to funktionsmodeller, en til sig selv og en til Rømer-museet. De to originale maskiner går naturligvis tilbage til Rosenborg, hvor de er tiltænkt en fornem plads, nemlig i et udstillingslokale, som bliver indrettet ved nedgangen til kronregalierne i kælderen. De finder her sammen med Rømers vægt- og målprøvesæt, der også er bevaret i slottets samling.

Ved at hjælpe hinanden har de tre museer uden afskrækkende udgifter kunnet skaffe sig attraktioner og yde Rømers minde retfærdighed.

Lit: A. V. Nielsen: Ole Rømer. Århus 1944. - A. Nissen: Ole Rømer, Kbh. 1944.