Oldtidens orkester

Så storslået er denne tanke, at den har afstedkommet en vis begrebsforvirring. Da den svenske kunstner Carl Larsson i 1915 malede sit billede af Midvinterblotet i Uppsala-templet, afbildede han bronzelurer, jernaldersværd og middelalderbygninger i salig blanding. Og da Norge for nylig fejrede 1100-året for landets samling, skete det til toner af de norske bronzelurer, som man intet kendskab havde til i år 872. I vikingetiden, da der blotedes i Uppsala, og da Norge blev en enhed, lå lurerne velforvarede i deres moser, hvor de havde tilbragt over tusinde år og skulle blive lang tid endnu.

Den overordentlige berømmelse, som lurerne har opnået, og som blandt andet kommer til udtryk i misbrugen, har sine gode grunde. I det sparsomme fundmateriale glimrer de ved deres størrelse og mængde. De er håndværksmæssige fænomener, og moderne musikere har demonstreret deres overordentlige spilletekniske muligheder. Intet under, at de har optaget fantasien - og at den af og til er løbet løbsk.

Hvorfra kom de? Så højt udviklede instrumenter kan ikke være opstået pludseligt, men må ses som kronen på en lang udvikling. Om man blot kunne udrede den! Er de produkter af en enestående nordisk tradition, eller har de nået os udefra? Kom de fra Irland, fra etruskernes land eller er de kommet fra Asien ad samme rute, som i en endnu langt tidligere periode af menneskets historie forsynede eskimoerne og Amerikas indianere med instrumenter og tonesystemer? Hypotesen om en nordisk oprindelse har flest tilhængere blandt dagens forskere, men kun gennem nye arkæologiske fund kan vi håbe en dag at vinde sikkerhed i spørgsmålet.

Hvordan lød bronzelurerne? Klang de, som kongelig kapelmusikus Palmer-Traulsen får dem til at klinge på en af Nationalmuseet udgivet grammofonplade? Det er lidet sandsynligt. Flere tusinde års lagring i mosen kan have påvirket materialet og dermed deres musikalske muligheder. Vigtigere: et instruments klang afhænger af, hvilket mundstykke man bruger, og hvilken spilleteknik man anvender. Men allervigtigst: lyden bestemmes af ønsket. Det er med musikken som med sproget; antallet af lyde, som kan frembringes, er uendeligt, vi udnytter kun en begrænset del af dem.

Vi forlader lurerne, men blot for at udvide emnet og spørge: Hvorfor gjorde man musik? Hvad havde man den til? For det moderne vesterlandske menneske er musikkens hovedopgave at adsprede og at oplive trætte nerver. Har den haft samme rolle i oldtiden? De spørgsmål kan ikke besvares alene ud fra arkæologiske fund. Vi må søge hjælp i etnologien og undersøge, i hvilken sammenhæng man laver musik hos nulevende folk på forskellige kulturniveauer, og hvordan musikudøvelsen har udviklet sig inden for det tidsrum, vi har historisk kendskab til. Det er muligt på denne måde at rekonstruere et sandsynligt udviklingsforløb, som må gælde også for oldtidens Norden.

Menneskets historie er præget af kampen for tilværelsen, en kamp ført med stadig nye våben. Lyden er et af dem - og et af de første, som bevidst udnyttedes. Den primitive jæger lokker dyrene til sig ved at efterligne deres lyde. Manden, der udhuler en træstamme til båd eller borer skafthul i en stenøkse, gør sig arbejdet lettere ved at synge til; det vil sige, han indordner sine bevægelser i et rytmisk mønster og forstærker bevidst den lyd, hans redskaber frembringer. Musik af denne art gør nytte - nytte i moderne forstand.

En efter vor opfattelse indbildt nyttevirkning forekommer, hvor lyd bruges til at holde onde magter fra livet. Mennesker i primitive samfund er omgivet af ånder og guder, som truer med ulykker, sygdomme og naturkatastrofer. Men man mener at kunne redde sig ved visse handlinger. Når man udstyrer sig med masker, fordrejer stemme, tale og bevægelser, får man kraft til at modstå ånderne - en magisk kraft. Handlinger, som har vist sig effektive, gentages og stivner til riter. Disse udbygges til indviklede religiøse ceremonier, som må varetages af specialister - medicinmænd eller præster. Musik og dans udgør ofte de vigtigste elementer i sådanne ritualer.

Under dette gør man sine erfaringer. Man opdager, at musikken ikke blot påvirker naturen og ånderne, den indvirker også på menneskene selv. I antikkens Grækenland og Kina f.eks. skelnes ikke mellem skøn og uskøn musik, men mellem god og dårlig. Den gode musik gør mennesket venligt og harmonisk, den dårlige gør det asocialt, hårdt eller slapt.

Også for vore nordiske forfædre har, må vi gå ud fra, musikkens praktiske og magiske funktioner været de vigtigste, det - i moderne forstand - æstetiske af sekundær betydning. Når nordisk forhistorie kun har få anerkendte instrumentfund og derfor må forekomme musikfattig, kan det i høj grad bero på den betydning, vi lægger i ordene »musik« og »musikinstrument«. De associeres med melodispil udført af specialister på specialkonstruerede redskaber og påhørt af en gruppe mennesker, som finder behag i dette. I arkæologien er bronzelurerne det, der minder mest om vore dages koncertinstrumenter; derved er den opfattelse opstået, at Nordens oldtid kun har klinget af lurer. Men musik er ikke blot tiltalende tonemønstre, det er al af mennesker bevidst organiseret lyd. Og musikinstrumenter - eller skal vi kalde dem lydredskaber - er alle genstande, som anvendes til at frembringe denne lyd. De kan være specialkonstruerede som lur eller fløjte, men det er ingen betingelse. Et kogekar bliver et instrument i det øjeblik, man vender bunden i vejret og begynder at tromme på den.

Set under denne synsvinkel tegner vor oldtids musikliv sig unægtelig noget anderledes end udtrykt af Angul Hammerich. Det burde være muligt at finde adskillige instrumenter, og det vil vi nu forsøge. Det ældste - måske - er rasleinstrumentet. Fra det øjeblik, mennesket blev sig selv bevidst, vågnede trangen til at pynte sig. En enkelt hængeprydelse var let at lave, den glædede øjet - men også øret, når den ved kroppens bevægelser frembragte raslelyd. Fra nordisk stenalder har vi fund af gennemborede dyretænder, muslingeskaller og knogler - rasleperler, som har været trukket på snor og båret om hals eller arm (fig. 2).

Rasleinstrumenter er uhyre udbredte. Vi møder dem, hvor vi end går - overalt i verden, til alle tider. At de også har haft magisk effekt, ser vi mange beviser på. Der findes ingen shaman, troldkarl eller medicinmand, som ikke er forsynet med rasleværk. Og det er ikke længe siden, en nordisk brude- eller festdragt var behængt med klingende prydelser, kønne at se på, behagelige at lytte til, men også beskyttende og lykkebringende. Form og udførelse afhang af tiden og af de til rådighed stående materialer. I bronzealderen florerede rasleplader af metal, ikke blot i smykkeform, men anbragt her og der på større genstande - på lurer, på guldkar, på en lille metalvogn, som vel har gjort tjeneste ved festerne (fig. 3). I vikingetiden, hvor sølv var værdimåler og sølvsmykker derfor på moden, møder vi armbånd med vedhæng af rasleringe (fig. 4). De små ringe lod sig let brække af, når noget skulle betales, men udover at fungere som »tegnebog« har disse smykker sikkert haft alle rasleinstrumentets sædvanlige funktioner (fig. 5).

Lad os kigge på - og forsøge at lytte til - en mærkelig type rasleinstrument, særegen for de norske vikinger. Fra grave med hesteudstyr kommer sammenlagt 249 ringbundter - »rangler«, som nordmændene kalder dem; det er jernringe glidende på en større jernring, ofte forsynet med krog eller skaft. Størrelsen er imponerende (ca. 20 cm over hovedringen), tyngden stor og lyden som den klareste klokkeklang selv på en halv kilometers afstand. Princippet er det samme som ved sølvarmbåndene, men kropspynt kan ringbundterne af let forståelige grunde ikke være. Hvordan og hvornår har man anvendt dem? Og hvorfor kun i Norge? Har de siddet på seletøjet af en hest, på en vogn, eller har kusken/rytteren haft dem i hånden? Har de været signalinstrumenter, magiske hjælpemidler eller simpelthen magtsymboler? Formodentlig lidt af hvert. Af alle rasleinstrumenter er ringbundterne vel dem, som med størst sandsynlighed kan antages at have virket på engang magisk, praktisk og æstetisk. Man kan så spekulere over, hvad der var det oprindelige og mest betydningsfulde.

Et forhistorisk rasleinstrument, der lever endnu i vore dage er bjælden. I princippet - løse raslekugler indlagt i et hulrum - svarer den ganske til ranglen, som vore småbørn leger med, og som sådan kan den have eksisteret fra de ældste tider; det er blot at skramle med en tørret frugt. Fra Europas tidlige bondekulturer kendes lerrangler, ofte af fugleform, og i Danmarks romerske jernalder optræder en klokkeformet lerrangle og lerbægre med raslesten i den hule fod (fig. 6). Legetøj vel, men sikkert med et magisk islæt. Bjælden i sin nuværende form synes opfundet af vikingerne. De ville høre bjældeklang på deres køreture (fig. 7).

Spændende instrumenter er »skraberne« - og her tænkes ikke på de stenredskaber, som sædvanligt går under dette navn, men på genstande med tænder eller furer, som man gnider henover med andre genstande (fig. 8). Lyden, der derved fremkommer, er så magisk og mystisk, som man kan ønske sig - i særdeleshed, hvis skraberen er gjort af menneskeben. Lytter man til et latinamerikansk orkester, høres rytmen markeret af skrabere i moderne udformning, men endnu anvendes i fjerne egne den type, som formodentlig er den oprindelige: underkæben af et dyr (fig. 9). De palæolitiske grotter er rige på benskrabere, men der har været skrabet til skiftende tider på alle kontinenter og sikkert også i vor nordiske oldtid. Dyrekæbehalvdele nedlagt som gravgods kan være skrabere - og måske også de vildsvinetænder med indskårne furer, som er så talrige i - navnlig svenske - stenalderfund. Hos visse af nutidens naturfolk er skraberen en nødvendig ingrediens i begravelsesritualet, symboliserende den mandlige kraft og dens genfødelse. Det er interessant at konstatere, at de furede vildsvinetænder på Gotland udelukkende findes i mandsgrave (fig. 10).

Har man først fået blik for skraberne, fristes man til at se dem i alle tandede eller furede genstande fra oldtiden. Og hvorfor ikke? Om de end nok så meget er fremstillet i andet øjemed, udelukker det ikke, at fantasifulde folk lejlighedsvis har anvendt dem som instrumenter.

Slaginstrumenter må have indgået i det forhistoriske »orkester«. Man kan slå på næsten alt og få det til at lyde. Det dumpe drøn af øksen mod træstammen eller bronzens og jernets klang under bearbejdelsen måtte nødvendigvis fange opmærksomheden. Dyssers og jættestuers stenblokke kan have fungeret som slaginstrumenter - »singing stones«. En metalplade, ophængt eller anbragt over en grube, fremkalder lignende effekter. Visse runde tegninger på bronzealderens helleristninger tolkes af mange forskere som gongonger, den moderne benævnelse for slagplader af bronze.

Kina er foregangslandet for såkaldte slagspil af både sten og metal. Derfra kommer fund af ulige store spåner, som, når de anslås, giver varierende toner. Sådanne spil er almindelige hos primitive folk. Stenene placeres over et hul eller over musikantens ben for resonansens skyld; i Afrika hænger man dem op i reb - som vægtene i en væv - og slår på dem med stenkøller. I mængden af flintspåner fra nordiske bopladser kan meget vel dølge sig slagspil af denne art (fig. 11).

Trommer da? Det er åbenbart den almindelige opfattelse, at trommen er vort ældste instrument, og det kan være rigtigt, hvis man ved trommer forstår alle hule genstande, som der slås på. Trommen i egentlig forstand er dog mere specialiseret, hulrummet må have en med skind overspændt åbning - hvilket eliminerer adskillige muligheder, således den berømte svenske Balkåkra-tromme, som, når det kommer til stykket, måske slet ikke er et musikinstrument. Tilberedningen af trommeskindet er en kompliceret affære, og trommen må af denne grund anses for en sen type. I tysk mellemstenalder optræder et stort antal lergenstande af form som fodskåle, men uden bund; de tolkes som trommer og kan meget vel være det, i hvert fald kendes der nærliggende etnologiske paralleller (fig. 12). Norden har ingen tilsvarende fund, men derfor kan trommen godt have eksisteret også her. Den kan have været af træ, som nu er forsvundet. I øvrigt kan et almindeligt brugskar af ler eller metal udmærket fungere som tromme, blot man spænder et skind over åbningen. Få instrumenter anses for så hellige og magiske som trommen. Lyden forbindes med jorden, formen med kvinden, frugtbarheden og døden (fig. 13).

Egentlig er der ingen grænser for fantasien, når det gælder at finde forhistoriske slaginstrumenter, men for ikke at drive det hele in absurdum bør vi nok holde os til de specialkonstruerede sådanne. Dertil hører klokken. Også den kan have forekommet allerede i stenalderen, gjort af ler eller træ, men derom ved vi endnu intet; de ældste nordiske klokker, vi kender, er fra jernalderen og af metal (fig. 14). Den første litterære omtale af klokker finder vi hos Sakse. Han skriver om deres magiske kraft, og eksempler herpå finder vi også i senere folkelige overleveringer. Folk, der ansås for farlige, såsom spedalske eller besatte, fik en klokke bundet om halsen for at advare omgivelserne. En klokke i stalden forbedrede mælkeydelsen og beskyttede mod ondt, og hos kristne folk er klokken forbundet med kultiske handlinger som begravelse og gudstjeneste. Klokken har i tidens løb overtaget rasleinstrumentets magiske funktion - og bevaret den, så at man skimter den endnu i dag.

Et instrument, der danner gruppe for sig selv, er mundharpen, egentlig noget af det mærkeligste, mennesker har skabt på musikkens område. År 1643 beskriver Ole Worm en mundharpe fundet i en dansk brandgrav. »Så strålende forgyldt var den, at den betog alle med sin glans«. Dette stykke er desværre forsvundet, og da man ikke kendte tilsvarende fund, var det længe den almindelige mening, at mundharpen først var kommet til Europa i middelalderen. Nu har nye udgravninger imidlertid vist, at den fandtes i Holland og Frankrig allerede omkring Kristi fødsel, så Worm behøver ikke at have uret, når han daterer sit fund til forhistorisk tid. Hvem ved, hvad vore jernaldermagasiner dølger? Det, som kaldes »fragmentariske overdele til vikingetidssakse«, kan meget vel være mundharper. Mundharpen var tidligere et folkekært danseinstrument, og som alle kære børn har den mange navne. Den kaldes jødeharpe efter det engelske »Jew's harp« (misopfattelse af »jaw's harp«, kæbeharpe). Tyskerne siger Maultrommel og Brummeisen og svenskerne Mungiga. Det berettes fra Sverige, at når der ikke spilledes op til dans med mundharpen, fik børnene lov at låne den for at døve hungeren. Til instrumentet knyttede sig forestillinger om trolddom, djævlekunster og syndigt levned.

Til blæseinstrumenterne! Her henhører flere af de »etablerede« oldtidsinstrumenter, således lurerne, som allerede er omtalt, og fløjterne. Af de sidste er det især benfløjten med fingerhuller, som har tiltrukket sig opmærksomheden, men rigtignok kendes den bedst fra middelalderen, i hele Norden findes kun to sikre forhistoriske eksemplarer, et fra Birka i Sverige og et fra Jylland, begge dateret til jernalder (fig. 15). En berømt fløjte fra Hammeren på Bornholm, som tidligere blev placeret i stenalderen, har måttet finde sig i forflyttelse til jernalder eller middelalder. Men nordboerne har sikkert blæst på fløjte i samme udstrækning, som de fleste af jordens indvånere gør eller gjorde - som tidsfordriv, under jagt eller i magisk øjemed. Blot har de lavet deres fløjter af materialer, som ikke bevares, f.eks. plantestængel eller pilekvist, som det stadig sker i Norden, når foråret nærmer sig. En anden årsag til, at de forhistoriske fløjtefund synes så få, er nok svigtende kendskab til, hvad der kan bruges som fløjte. Et lige afskåret benrør fungerer udmærket, man blæser i det som i en tom ølflaske. Stenalderens perler af rørknogle lyder som klare fløjter, hvis man får lyst til at bruge dem sådan, men dermed være ikke sagt, at de ikke er perler, de kan være både og (fig. 16). Jægere i dag bruger benrør som lokkefløjter, især til fuglefangst; oldtidsmanden har vel gjort ligeså. Sættes flere benrør af forskellig længde sammen på række, opstår panfløjten, som allerede de palæolitiske huleboere benyttede, men som vi kender bedst fra antikke sagn, afbildninger og fund (fig. 17). I de nordiske oldtidsfund savnes den, uden at vi dog deraf kan slutte, at den ikke har været her.

En speciel slags rørfløjte - »oterpiben« kalder nordmændene den, fordi de lokker oddere med dens toner - laves ved at bore et enkelt lille hul i siden af røret (fig. 18). Mellem hullet og blæseåbningen sættes en voksprop med en snæver kanal, således rettet, at luftstrømmen under blæsningen rammer hullets kant, hvorved lyden opstår. Ideen til denne fløjte, som kendes i et typisk eksemplar fra en norsk vikingegrav, kan oldtidsmanden have fået, når han under måltidet borede huller i hovdyrets mellemfodsben og udsugede marven; der kan meget let være opstået fløjtelyde ved denne proces. Mellemfodsben med sidehul, muligvis fløjter, optræder talrigt i de gamle istidskulturer, men noget mindre hyppigt derefter. I Sverige og Danmark kendes de fra den senere stenalder. Den allerede omtalte fløjtetype med flere sidehuller til fingerbrug må opfattes som en videreudvikling af odderpiben. Før rørfløjterne forlades, skal lige nævnes fem trægenstande fra det berømte norske Osebergfund. De er beskrevet og udstillet som fløjter, hvad de da også ligner slående, men tolkningen er forkert. Det lader sig ikke gøre at spille på dem af den simple grund, at resonansrummet mangler. Et »sensationelt« fund af en svensk stenalderfløjte må af lignende årsag afvises.

Dyreformede lerfløjter forekommer over hele verden, frem for alt i Sydamerika. I Norden kaldes de lergøge, uanset om de forestiller gris, hjort, eller gøg, og lyden kan da også minde lidt om den spændende fugl, der altid har haft en magisk særstilling i vor folketro, og til hvis kukken vi endnu lytter, ivrigt og uroligt. Sikkert bevidnet som forhistorisk instrument er lergøgen ikke, men et norsk fund - fra Bjerkreim på vestlandet - fortjener opmærksomhed (fig. 19). I en grav fra 400-årene fandtes en fugleformet lerfigur, 17 cm lang, hul og med en halvmåneformet åbning i panden. Den er tolket som et bæger - et ret så særpræget bæger - men det lader sig gøre at blæse på den, og den lyder, som en lergøg skal. Bæger eller instrument? Vi er her i præcis samme situation som før, da vi spurgte: benperler og/eller fløjter? Åbenbart skal en ikke uvæsentlig del af vore forhistoriske musikinstrumenter findes ved omtolkning af genstande, hvis brug man mente at være klar over.

Visse jernalderlerkar med hule håndtag kan, hvis man er rigtig modig, kaldes blæseinstrumenter (fig. 20). I hvert fald vil en dygtig trompetblæser kunne præstere lyd ved at presse læberne mod hullet. Helt let er det dog ikke, men så stikker han et lille rør af plantestængel i åbningen, præcis som Sydamerikas indianere gør, når de blæser på lerkar ved deres begravelsesceremonier. Tanken er lige så sandsynlig, som at karrene skulle være »practical jokes« ved drikkegilder eller resultater af tilvirkernes skæmtsomme indfald, hvad mange arkæologer mener. Hyrderne i Bøhmen blæste så sent som i 1800-årene på kar med åbning i håndtaget, og Inka-indianerne spillede trompet direkte i et lille hul i en lerkarbug (fig. 21, 22).

Blæsehornet er hyrdernes foretrukne instrument, stadig i brug blandt visse af Nordens kvægavlere, men med rod i oldtiden - det viser to svenske kohorn med fingerhuller, dateret til jernalder (fig 23). Måske var de horn og andre blæseinstrumenter, som omtales i sagaerne, også dyrehorn - eller var de af træ og bark? De sidstnævnte materialer fandtes let tilgængeligt i naturen, fremstillingen var et behageligt tidsfordriv, og de særprægede, gennemtrængende toner bød mulighed for kontakt med andre hyrder over stor afstand (fig. 24). Tilmed lystrede hjorden signalerne, og vilddyr skræmtes bort af lyden. Omsæt disse hyrdeinstrumenter i metal, og vi nærmer os det, som var denne artikels udgangspunkt: bronzelurerne.

En meget tidlig type af lydredskaber er de såkaldte tungeinstrumenter, universelle og enkle at fremstille. Hertil regnes et almindeligt græsstrå, et havrestrå eller et blad, placeret mellem tommelfingrene og gjort lydgivende ved blæsning. Den romerske skjald Vergilius indleder sin Æneide med følgende ord: »Jeg, som forhen spillede på havrestrå«. Han blæste altså på et tungeinstrument, og hvem har ikke som barn eller voksen presset lyd af plantedele og ladet sig fascinere af de høje, skrigende toner? Folkelige berettere nævner de planter, der egner sig bedst, f.eks. nælde-, rabarber- og mælkebøttestilke. Videre anbefales fiskeskæl og gåsefjer. Vor forhistorie har med sikkerhed genlydt af tungeinstrumenter, men som så mange andre enkle instrumenttyper er de ikke bevaret på grund af materialet. Sækkepiben - også et tungeinstrument - ansås længe, ligesom mundharpen og lergøgen, for at være et middelalderligt fænomen i Norden. For nylig fandtes imidlertid i Lund en del af en sækkepibe, muligt fra omkring år 1000. Selv dette eksklusive instrument kan altså være forhistorisk (fig. 25).

Den utålmodige læser må tilgive, at vi først nu er kommet til brummeren, den lille, meget særprægede lydgiver, som Skalk har gjort kendt ved mangfoldiggørelse af et ca. 8000-årigt eksemplar fundet i den midtsjællandske Kongemose (fig. 26). Instrumentet, der hører til en gruppe, som kan kaldes hvinere, giver lyd, når man ved hjælp af en snor slynger det rundt i luften (fig. 27). Brummeren har været anvendt, og anvendes stadig, mange steder i verden - fra de palæolitiske jægere til nutidens eskimoer. Særlig betydning har den for Australiens stenalderfolk, der gennem lyden mener at høre ånderøster. Den læger omskæringssår og er i det hele taget forbeholdt mænd - kvinderne straffes med døden, om de ser eller hører den. Kongemosebrummeren, der er af ben, tenformet og med et hul i den ene ende til fastgørelse af snoren, står i Norden mærkeligt alene. Hvorfor er der ikke flere af dem? Endnu engang må vi fremholde som en mulighed, at de har været almindelige, men gjort af forgængeligt materiale, såsom træ, og derfor ikke bevaret. Brummere laves netop ofte af træ - således hos indianere, eskimoer og australiere. I øvrigt behøver formen ikke at være så perfekt som den, Kongemose-brummeren viser, og der kan udmærket skjule sig brummere i det for hånden værende materiale af netknyttere, fiskeredskaber, eller hvad man nu har fundet for godt at kalde fundenes benredskaber. Som en variant af brummeren må man opfatte den såkaldte snurre - velkendt af musikforskere og etnologer, men åbenbart ikke af arkæologer (fig. 28). Et gennemboret tåben af svin synes bedst egnet. Gennem hullet trækkes en snor på en måde, så at den danner et ottetal. Knoglen sættes i rotation, som opretholdes ved rytmiske bevægelser med hænderne; derved opstår en summen, noget svagere end brummerens. Norden kan opvise adskillige snurrer fra vikingetid, tolkede som knapper eller amuletter. Af folkelige optegnelser fra Rusland og Balticum fremgår det, at kogte svineben, som blev tilbage efter måltidet, spillede en stor magisk rolle. Det var vigtigt at tage vare på dem og gøre snurrer. Endnu en skik med forhistoriske aner.

Sidst i rækken af lydgivere skal strengeinstrumenterne nævnes. De specialkonstruerede som lyre og harpe er ikke-nordiske, og først vikingerne kom i kontakt med dem - hvilket ikke har forhindret en og anden forsker i at se lyrer på vore helleristningsbilleder fra bronzealderen. Et par stole til strengeinstrumenter foreligger fra svensk vikingetid, og der er litterære beskrivelser af harpespil, men det beviser ikke, at nordboerne selv mestrede kunsten. Harpens urtype er musikbuen, og det kan ikke undre, at den er udbredt, for den opstår i samme øjeblik, man knipser, slår eller gnider på en almindelig bues streng. Et hulemaleri i Frankrig viser en person iført dyremaske og med et buelignende redskab ved munden. Antagelig en troldkarl, der spiller på musikbue (fig. 29, 30).

Vort strejftog i oldtidens musikhistorie er til ende, og måske nogen vil finde det hele vel usikkert. Hvad bliver der egentlig tilbage, når alle formodninger, omtolkninger mv. er trukket fra? Her må man imidlertid huske, at det bærende i vor undersøgelse ikke er det arkæologiske materiale, men det af etnologien udformede billede af musiklivets udvikling. I dette har vi søgt at indpasse fundene, og det må være tilladeligt inden for den givne ramme at gå til grænsen. Alt det gammelkendte må betragtes med nye øjne, vover man ikke det, kommer man ingen vegne. Det er i øvrigt sandsynligt, at nogle af spørgsmålstegnene vil kunne slettes gennem fremtidige fund - i jorden eller i vore museers magasiner. En gennemgang af disse sidste vil sikkert bringe mange hidtil upåagtede instrumenter for dagen, og nogle af dem kan måske bidrage med afgørende beviser. Tilbage bliver en lang række lydgivere, som aldrig vil kunne efterspores, men som utvivlsomt har været her. At gøre sig dette klart er også af værdi.

Vi vil opleve, som undersøgelserne skrider frem, at vor musikfattige fortid fyldes med toner. De bidrager til at levendegøre vore fjerne forfædre for os. Det er sagens følelsesmæssige aspekt.