Oldtidens drejebænk

Den ældste og enkleste drejebænk har sandsynligvis blot været et stativ med to jernspidser (pinoler), som har fastholdt arbejdsemnet, og som det har kunnet snurre om (Fig. 1). Til at frembringe bevægelsen må være anvendt rem eller drilbuestreng lagt direkte om det træstykke, der skulle bringes i rotation med henblik på bearbejdning. Det hele foregik med håndkraft, og arbejdspræstationen, der skulle ydes, afhang af emnets tykkelse. Apparatet var énmandsbetjent - den ene hånd trak drivsnoren, den anden førte drejestålet. 

På en drejebænk af den art kan fremstilles mange slags trægenstande, men til helt små ting duer den ikke, og for materialer af anden art, for eksempel hjortetak eller rav, er den ligeledes uegnet. Hertil kræves en lidt mere udviklet type, hvor drivsnoren ikke er lagt om selve arbejdsemnet, men om en særlig dertil indrettet »spindel«, som via en fortykkelse i den ene ende, kaldet spindelnæsen, er solidt forenet med emnet (Fig. 2). Til sikring af forbindelsen anvendes et særligt mellemled, en medbringerpinol. 

Ved udgravninger i Ribe 1974 nåede man for første gang ned i byens allerældste lag, som viste sig at være fra 700-årene. Blandt de mange genstande, der ved den lejlighed kom for dagen, var én af form nærmest som en stor tegnestift; den har tidligere været præsenteret her i bladet (1984:3). Hovedet, af hjortetak, har firkantform med affasede hjørner; tværmål 4-5 cm. Den indhamrede, centralt placerede, spids er af jern og rager knap én centimeter frem. Oprindelig har der været to til, én på hver side af midterspidsen, men de er nu slidt ned, næsten til hjortetakkens overflade. I denne overflade ses også andre tegn på slid, således blanke kanter og et cirkelformet spor omkring den bevarede torn. Nogle kortere og længere streger i samme område virker derimod indridsede. 

Stykket har været tolket som et underlag, hvor drejede spillebrikker blev anbragt til polering og dekorering. Muligheden pinol i en primitiv drejebænk har også været foreslået, men tanken er igen afvist som værende i modstrid med de forefundne slidspor og stykkets hele udformning. Men genstanden er uden tvivl fra en drejebænk, blot ikke fra en af de helt ukomplicerede. Det er medbringerpinolen, mellemstykket, der forbinder arbejdsemnet med den roterende spindel (Fig. 3, Fig. 4, Fig. 5, Fig. 6, Fig. 7). 

Medbringerpinoler eksisterer stadig, men nu med gevind, så at de kan skrues på spindelen. De gamle ripensere har løst problemet på en anden måde: til det firkantede hoved må have svaret en udskæring i spindelnæsen, her er brikken presset ned, men helt nøjagtigt har den ikke sluttet - slidsporene viser, at der har været en smule bevægelse i sammenføjningen. De »indridsede« linjer kan være fra opfilingen af jernspidserne; på moderne pinoler ses det ofte, at yderspidserne slides hurtigt og derfor først må rettes til. Meningen med spidserne er jo, at de skal fastholde arbejdsemnet, så at det roterer sammen med spindelen. Slidcirklen på hjortetakspladen må være fremkommet den dag, arrangementet gav efter, så at emnet ikke fulgte med rundt. 

Som nævnt har en sådan drejebænk været anvendt til fremstilling af små sager, så lad os kaste et afsluttende blik på dem - det vil i praksis sige på spillebrikkerne, som er næsten enerådende i vikingedrejernes småtingsafdeling. Råmaterialet er som regel hjortetak, hvis naturudformning sætter grænser for emnernes størrelse, men rav har dog også været anvendt, om end i ringe udstrækning og muligvis kun i Norge (Fig. 8). Brikker af begge stoffer kendes fra stormandsgrave, hvor de optræder sammen med spillebrætter. Der er altså tale om en produktion rettet mod overklassen, og det gælder nok drejerhåndværket i det hele taget, at det virkede for samfundets top. De fornemme spillebrikker kan være hele små kunstværker. Et studium værd.