Oldtid i lange banger

Når gasfolkene har afsat deres linjer i terrænet, gennemvandres banen af Fredningsstyrelsens medarbejdere med blikket skærpet for spor efter fortidens aktiviteter: flintafslag og -redskaber, lerkarskår, trækul for blot at nævne nogle få. På grundlag af afsøgningen vurderes, hvor prøvegravninger med størst udbytte vil kunne sættes ind. Udgrave hele strækningen lader sig ikke gøre: hovedgasnettets arbejdsbane er 30 meter bred, det regionale nets 20 meter. (Fig. 1). På de udvalgte steder bliver en rendegraver med bred skovl kørt i stilling, grøfter udlagt og undergrunden gransket for stolpehuller, gruber, stenlægninger og hvad andet, der nu kan være. Herudfra bestemmer man så, hvor de egentlige udgravninger med afdækning i hele bæltets bredde skal placeres. At noget smutter gennem maskerne kan naturligvis ikke undgås, men metoden giver dog et rimeligt udbytte.

Museet i Haderslev, der specielt tager sig af landsdelens arkæologi, har allerede i et par år været inddraget i dette arbejde, og ikke mindre end 35 lokaliteter havde ved udgangen af 1981 været under udgravningsmæssig behandling. Det er småt og stort mellem hinanden, men for langt det meste gælder, at det ikke tidligere var kendt, og tilsammen har det givet megen ny viden om Nordslesvigs fortid. For vikingetidens vedkommende har det således rettet op på en skævhed i fundbilledet, der var præget af grave, »depoter« og tilfældigt tabte ting, mens bopladserne, hvorfra det hele udgik, kun i ringe grad var repræsenteret. (Fig. 2), (Fig. 3). At de måtte være der, kunne man sige sig selv, og gasgravningerne har da også leveret hele tre
- med gode oplysninger om tidens huse, redskaber og keramik, kort sagt om den daglige tilværelse, endda tilsat en smule pynt. Alle ligger i nærheden af Vojens, og i hvert fald de to giver indtryk af anselige bebyggelser, men det er i øvrigt vanskeligt at bedømme størrelsen, da de udgravede bælter jo ikke nødvendigvis behøver at skære midt gennem landsbyerne. En af pladserne - på Vojensgårds mark - har, skønt mindst givtig af de tre, særlig interesse, fordi man ved, at det ældste Vojens har ligget heromkring. På det udgravede område fandtes spor af tretten huse, nemlig foruden et par mindre, firkantede bygninger tre langhuse og otte af de såkaldte grubehuse, små bygninger, der som antydet af navnet er forsænket et stykke i jorden, så at de får karakter af en slags kældre (se Skalk 1979:1). Langhus og grubehus hører til vikingetidens gængse husformer. Vi møder dem igen på de to andre lokaliteter og, som vi straks skal se, i interessante varianter.

Ved Uldal vest for Vojens var der otte langhuse på gasbanens vej: Væggene har været med stolper, langsiderne let buede, og der fandtes huller efter tagbærende støtter både inde i rummene og i gavlene. Grubehusene, elleve i tal, viste mere forskelligartet konstruktion, nogle har haft risflettede vægge, andre plankevægge. Et af dem skiller sig ud ved en rigdom af detaljer, betinget af gode iagttagelsesmuligheder, og i øvrigt ved sin størrelse: med et grundareal på ca 24 kvadratmeter må det høre til de mest velvoksne af slagsen, som er fundet her i landet. Aftryk af vægkonstruktionen stod overordentlig tydeligt i den fede lerjord, huset var gravet ned i. Begge gavle viste således klare mærker efter lodretstillede planker, mens langsiderne var markeret af stolpehuller med en indbyrdes afstand, der sandsynliggør, at der mellem pælene har været vandretliggende tømmer. Det er træbygningsteknikkens to hovedformer, stavkonstruktionen og bulkonstruktionen, vi her finder forenet i én bygning; den første er velkendt fra vikingetid, den anden mest fra middelalder, men det kan til dels hænge sammen med, at den er vanskeligere at påvise i jordsporene. I vestenden sås mange små sorte pletter, mærker efter nedhamrede, tilspidsede pæle, som har været svedet på overfladen, sikkert for at modvirke forrådnelse, de må have båret en bænk. I husets anden ende afdækkedes resterne af en stor stensat ovn: flade fliser i bunden, udkløvede sten i væggene og igen flade fliser som dække ovenpå. (Fig. 4), (Fig. 5), (Fig. 6). Ved opbygningen var anvendt ler (der var nok af det i nærheden), hvis rødbrændte rester endnu sås mellem stenene. Ildsteder forekommer sjældent i grubehusene, men dette har altså kunnet opvarmes. Et andet tegn på, at man har bekymret sig om det daglige velvære, viste sig i de lodrette snit, som blev ført gennem husets jordfyld. Over det oprindelige gulv er der på et tidspunkt lagt et lag sodsværtede, skørbrændte stenstumper og derover igen et lerlag. Landets ældste leca-gulv? Fodkulde og fugtighed kan være grunden til denne ændring. Det synes i hvert fald svært at finde anden forklaring.

I et lavtliggende område - en tidligere sø - kaldet Syvsig ved Lundsbæk nordvest for Vojens dukkede endnu en boplads op, større end Uldal og i det hele taget gasgravningens største fund. Det hænger nok sammen med bebyggelsens varighed, den synes at have strakt sig fra i hvert fald yngre romertid til et stykke op i vikingetid, altså mere end seks hundrede år. Disse landsbyer - for virvaret af stolpehuller tyder på, vi har at gøre med flere hinanden overlappende bosættelser - har skønsmæssigt dækket et areal på over ti hektar. Hvis undersøgelsen på et tidspunkt kan genoptages, vil der være spændende muligheder for at studere byggeteknikkens udvikling. Foreløbig er der alene af langhuse registreret mindst seksten, heraf flere med tilhørende hegn. (Fig. 7), (Fig. 8). Der kan udskilles to varianter, som næppe er samtidige. Den ene med lige langvægge, men rundede gavle antager vi for ældst, den anden, der er lidt kortere og har buede langsider, er vor gamle kending fra vikingetid.

Grubehusene er også her i overtal, ikke mindre end 27 aftegnede sig i den undersøgte bane med deres forskelligartede konstruktioner: risflettet væg, stolpevæg eller slet ingen væg, men spor efter gavlstolper, der må have båret en teltagtig overbygning. De forskellige indretninger kan være betinget af ejerens formåen eller husets formål, som genstandsfundene i nogle tilfælde giver fingerpeg om.

For hustomterne er jo kun en del af undersøgelsens udbytte, et righoldigt oldsagsmateriale føjer sig forklarende og supplerende ind i deres rammer. Det er bemærkelsesværdigt, at de fleste sager stammer fra grubehusene, som ganske vist er talrigst, men hvis samlede areal er betydeligt mindre end langhusenes. Noget af forklaringen kan ligge i, at de småting, der havnede i gruberne, lå bedre beskyttet end de andre, der blev efterladt nær overfladen. En anden grund kan være, at de neddybede huse var arbejdspladser, med alt, hvad dette indebærer af tabsmuligheder. Grubehuse er efterhånden et velkendt fænomen, de er fundet i hundredevis på andre bopladser, og det er en udbredt opfattelse blandt udgraverne, at de med deres snævre pladsforhold og - som regel - manglende opvarmningsmuligheder næppe i almindelighed kan have tjent til beboelse, men snarere som værksteder eller lignende. (Fig. 9), (Fig. 10). Talrige fund af ten- og vævevægte i de forsænkede gulvlag antyder, at man har syslet med tekstilfremstilling i lokalerne, og Vojensgård har bidraget med strygejernet - eller sømglatteren, som man måske vil foretrække at kalde den lille grønne glastingest af fladtrykt kugleform; en velkendt omend sjælden forekomst. Andre grubehuse kan have været til opbevaring af landbrugsprodukter og disses viderebehandling; om det sidste taler stumper af drejekværne. Nogle af disse kværnstykker er af en stenart, som ikke kendes i Danmark, men må være importeret fra Rhinegnene, hvor måske også sømglatteren og andre glasvarer i fundet har deres oprindelse. Både Hedeby og Ribe var på denne tid i fuld funktion som handelsstæder, og det er tænkeligt med dem som mellemled, de fremmede sager er nået op til vore jyske grubehuse.

Et par bronze-smykkenåle med dekorerede plader bør ikke forbigås, da de hører til sjældenhederne; de stammer fra hver sin af de store pladser og er af lidt forskellig alder, men begge fra vikingetid. Syvsig-stykket er det smukkeste efter vore begreber, med sit elegante båndslyng repræsenterer det en type, som kendes fra depoter og grave, men aldrig tidligere er fundet på bopladser, hvad man godt forstår, da man jo ikke frivilligt lader et sådant stykke forsvinde i gulvet. Uheldet har været ude, for i det selvsamme grubehus fandtes også en lille rørformet sølvperle med en fortid som mønt. Om dens herkomst oplyser Kirsten Bendixen fra Nationalmuseets Møntsamling: »Kong Burgred af Mercia i England, der 874 måtte overgive sit rige til vikingehæren, slog i sine sidste år mange mønter med kongebillede på forsiden og tværskrift i tre linier på bagsiden. Her står for oven og for neden ordet mønt MONETA, over midten møntmesternavnet. Nogle variationer er meget sjældne. Mønten fra Syvsig er så sjælden, at der hidtil ikke er fundet magen til«. Hvor længe mønten har været i omløb, inden den blev rullet sammen til perle, og hvor længe den derefter fungerede som sådan, ved vi naturligvis ikke, som præcist dateringsmiddel for huset har den begrænset værdi, men både den og de andre fremmedvarer i fundmaterialet viser, at det ikke blot var de opblomstrende købstæder, der nød godt af de mere eller mindre håndfaste kontakter, vikingerne knyttede i det fremmede.

Otte kvadratkilometer er, hvad det stykke gasbane dækker, som ved ovennævnte behandling har givet os 31 nye fortidsminder. Det vil - hvis tallene er repræsentative - sige, at der i hele Sønderjyllands Amt, stort 3850 km2, skulle skjule sig endnu ca 30.000 fundforekomster, som vi ikke kender til. Regnestykket er naturligvis problematisk, men når man tager i betragtning, at der givetvis er smuttet en del ved rekognosceringen, der bl.a. var noget generet af græsmarker, er det nok mest sandsynligt, at tallet ikke slår til. Tankevækkende er det i hvert fald. Der tæres hårdt på arkæologiens kildemateriale i disse år, men det er dog altså ikke lige ved at være opbrugt - der vil stadig være noget til eftertiden, som med sine formentlig bedre metoder vil kunne få mere ud af det end vi. At udgrave det hele vil i øvrigt af mange grunde være umuligt, noget må prisgives til fordel for andet, men det må ikke friste til at slække på agtpågivenheden. (Fig. 11).