Okkergrav

Forskellige anlægsarbejder i 1950'erne medførte, at der igen blev foretaget arkæologiske undersøgelser på stedet, og det samme gentog sig i slutningen af 1980'erne, hvor lodsejeren, Kjeld Rasmussen, havde fået lov til at fjerne resterne af det store næs, hvor »køkkenmøddingen« lå (Fig. 1). Under arbejdet fik gravemaskinen et kranium på skovlen, og folk fra Djurslands Museum, som blev tilkaldt, kunne konstatere, at det stammede fra en grav. Den var blevet noget beskadiget ved den ublide medfart, men påkaldte sig alligevel mere end almindelig interesse (Fig. 2, Fig. 3). Kraniet var nemlig farvet rødligt af okker, hvilket stiller fundet i et ganske særligt lys. Det drejer sig om en begravelsesform, som man først i de senere år er blevet opmærksom på. 

Fannerupnæsset må have været et særdeles attraktivt bosted i Ertebølletid, for der er registreret ikke mindre end syv af tidens karakteristiske affaldsdynger på det, og dertil kommer fire i nærmeste omegn. I dag er de fleste af dem gravet helt væk sammen med næsset, hvoraf en del blev til en vejdæmning tværs over det tørlagte sund, mens endnu en stor del endte i Kolind-Grenåvejen ved dennes anlæggelse i slutningen af 1940'erne. Det var således ikke meget, der var levnet for den aktuelle undersøgelse. 

Den døde har ligget på ryggen med hovedet i nordøst, men kun kroppen var uforstyrret; kraniet samt højre skulder og overarm havde gravemaskinen fjernet, mens benene i deres fulde længde var bortskåret ved et anlægsarbejde i begyndelsen af 1970'erne. Nogle af de omrodede skeletrester blev dog fundet, således en del fodknogler og lårbenene, der som venteligt lå i nærheden af bækkenpartiet. Også en stump overarm dukkede op, men den må være fra et andet skelet, eftersom dette ingen manglede. Den bevarede del af graven lå forsænket i undergrunden, men om den oprindelige dybde kan intet siges, da de overliggende lag var bortgravet. I gravfylden fandtes en del skaller, således mange hele østersskaller, samt enkelte flintafslag og brudstykker af dyreknogler; det tyder på, at en nærliggende skaldynge har strakt sig her hen, og at graven er ført ned gennem den (Fig. 4, Fig. 5). Jorden omkring skelettet, altså bundlaget i graven, var stærkt rødfarvet af okker i hele den bevarede del. Okkerfarvning er et træk, som kendes fra den yngre jægerstenalders endnu fåtallige grave, men den optræder i reglen pletvis, i kvindegrave således omkring bækkenpartiet, i mandsgrave især omkring hovedregionen. Det har været diskuteret, om farvestoffet kan have siddet i klædningsstykker, eller om man simpelthen har drysset okker ud over gravlejet. Fannerupfundet tyder nærmest på det sidste. 

I den ofte omtalte mundfuld, som maskinen tog af graven, var også en hjortetaksøkse, der altså må have ligget ved hovedet. Den er meget slidt og tydeligt opskærpet, men i øvrigt af fin kvalitet. I den delvis glatskrabede overflade ses indridsninger, forskellige geometriske mønstre, som er karakteristiske for datiden, og som sikkert har haft deres ganske bestemte betydning. Ved skelettets hofte lå to flækkeknive, en meget lang - 15,5 cm - og en noget mindre; de har vel på en eller anden måde været fastgjort ved bæltet. De ganske flotte gravgaver, der tydeligvis har tilhørt en mand, daterer fundet til begyndelsen af Ertebøllekulturens periode, ca 5000 før Kristus. For bestemmelsen er især øksen og dens ornamentik af betydning. 

Antropologen Pia Bennike og tandlæge V. Alexandersen har undersøgt skelettet, der takket være den kalkrige undergrund og de ligeledes kalkholdige skaller er i god bevaringsstand. Der er tale om en mand på 40-45 år, hvilket efter datidens forhold må betegnes som en ret høj alder. Det stemmer godt med det præsentable gravudstyr; vi ved fra andre fund, at sådanne gode gaver først og fremmest blev givet til ældre mænd og unge kvinder, to særligt værdsatte samfundsgrupper, den første med vigtige jagterfaringer, den anden af betydning for slægtens videreførsel (Fig. 6, Fig. 7). Der ses ingen voldsspor på skelettet og intet, der kan oplyse om dødsårsagen, men noget tyder på, at manden i sine senere år har lidt af slidgigt. Tænderne er uden huller, men kraftigt slidt, størstedelen af tyggefladernes emalje er borte, hvilket siger noget om fødens beskaffenhed. I øvrigt har datidens tandsæt nok i højere grad end vore været anvendt som redskaber, for eksempel til skindtygning. Fannerupmanden har været tætbygget og muskuløs, men lille, kun ca 160 cm høj, hvilket imidlertid er nær det normale på den tid. Ansigtstrækkene var meget markerede med stærkt udviklede øjenbrynsbuer, lave og brede øjenhuler, brede kindben og kraftig underkæbe. Af type svarer han således til Cro-magnon-mennesket, der dukkede op i Nord- og Vesteuropa omkring 36.000 før Kristus. 

Fannerupnæsset er i dag næsten helt planeret; tilbage er kun en lille rest af den skaldynge, i hvis randområde okkergraven er anlagt. Ved en efterfølgende undersøgelse af denne levning fandt vi i omrodet jord en del okkerfarvede menneskeben: kraniedele, ribben, et stykke overarmsknogle, finger- og fodknogler med mere, alt inden for et mindre, afgrænset område. Endvidere fortanden af en kronhjort med boret hul gennem rodenden - en velkendt smykketype fra datiden. En ødelagt okkergrav med andre ord, og lokale beboere kan berette om endnu én, som skal være udgravet omkring århundredskiftet af den daværende møller i Fannerup. Alt taget i betragtning finder vi det sandsynligt, at der har ligget en regulær gravplads på stedet. 

Af danske grave fra denne tid kendes kun ca 30, de fleste hørende til en enkelt gravplads ved Vedbæk nord for København (se Skalk 1975:5). Det var her fænomenet okkergrav for alvor blev erkendt, men senere har det kunnet studeres detaljeret på store pladser ved lokaliteten Skateholm i det sydlige Skåne (Skalk 1986:4). Fannerupgraven er den først undersøgte af denne art i Jylland, hvis man ser bort fra okkerfarvede knogler af mindst fem personer, som i 1940'erne blev fundet ved Koed, ligeledes nord for Kolindsund; de blev ikke sagkyndigt optaget, men har ved C14-metodens hjælp kunnet dateres til samme tid som Fanneruppladsen. Der er altså begrundet håb om, at der kan være flere af den slags gravpladser i området, så vi vil holde øjnene åbne. Erfaringerne fra Vedbæk og - ikke mindst - Skateholm har vist, hvor givende disse fund kan være, når de optræder i større mængde og kan udgraves under gunstige omstændigheder (Fig. 8).