Og nærer sig af vrag

Disse berømte linjer, hvormed Holberg lader en anholtbo introducere sin ø for Peder Paars og hans skibbrudne mænd, siger - deres bidende ironi tiltrods - noget rigtigt om den erhvervsøkonomiske rolle, som strandingerne spillede for Anholt og mange andre kystsamfund. Et strandet skib én eller to gange om året var for sådanne samfund simpelthen en eksistensbetingelse, og bjærgningen af ladningen var et erhverv som mange andre, hvoraf man kunne ernære sig uden at blive slået i hartkorn med tyve og røvere. Men samtidig var det et erhverv af en noget speciel karakter, som kom til at sætte sit præg på mange sider af tilværelsen i samfundet. Det er det, vi skal høre lidt om i det følgende med eksempler - ikke fra Anholt, men fra en anden Kattegatsø, Læsø, hvor Holberg med lige så god ret kunne have ladet sin helt strande.

Læsø ligger i det nordlige Kattegat som en blæksprutte med grunde og revler som fangarme udstrakt efter de skibe, som vover sig rundt om Skagen og sætter kursen mod syd gennem de danske farvande. I vore dage leder gode fyr og andre hjælpemidler skipperne trygt uden om de farlige grunde, men i fordums tid var det en risikabel passage, som med rette var frygtet. 1600-årenes kompagniskippere måtte, inden de afsejlede, skrive under på et instruktionsbrev, hvori de formanedes til »næst efter at sejle ud af Sundet i Guds navn, når vinden var god, at vare sig for Anholt og Læsø«. De første beretninger om strandinger ved Læsø har vi fra 1400-årene, og man tør vel mene, at der også dér og dengang har været »slemme knægte«, som gerne hjalp en skipper lidt på gled, hvis han ikke kunne bestemme sig til at strande. Traditionen ved at fortælle om lygter bundet til køernes haler, så de kunne forveksles med skibslanterner og lede søfolkene på vildspor, men lignende beretninger kendes fra andre danske kyster, så det skal man nok ikke fæste for megen lid til. En kendsgerning er det imidlertid, at det i 1619 var nødvendigt at udstede et kongeligt brev med forbud mod, at indbyggerne i Vendsyssel og på Læsø om nattetide optænder ild på stranden for at vildlede de søfarende.

Ved midten af 1700-årene gik sejlskibsfarten ind i sin storhedsperiode. De større og mere dybtgående fartøjer, som da byggedes, havde svært ved at manøvrere forbi grundene på Læsø, og strandinger blev hyppigere, end de før havde været. Dette kom læsøboerne meget tilpas, for strandingerne, der tidligere blot havde været et kærkomment tilskud til økonomien, var ved tidernes ugunst blevet en absolut eksistensbetingelse for øen. (Fig. 2)

I middelalderen havde befolkningen levet højt på en storstilet saltindustri, og derefter fulgte en periode, hvor hovederhvervet var skudehandel nordpå. Læsø havde da en flåde på nærved hundrede skuder, som bragte korn og andre landbrugsprodukter til Norge og hentede tømmer hjem i stedet. Denne skudehandel ophørte med den store nordiske krig (1700-1721), ikke på grund af krigen, men af mange ydre og indre årsager: De gammeldags, åbne skuder var blevet urentable, og markedet for det norske tømmer svigtede. På selve øen var der netop ved den tid opstået en katastrofal situation, idet sandflugten, efter at de sidste rester af øens gamle skove var blevet ryddet, havde taget et sådant omfang, at det ene af øens tre kirkesogne var næsten helt ødelagt. Da også de naturlige havne og ankerpladser ødelagdes ved tilsanding, således at det blev vanskeligt at drive søfart fra øen, søgte den mandlige befolkning i stort tal bort. De slog sig ned som handelsmænd i Ålborg og andre steder, hvor erhvervsvilkårene var gunstigere, eller de søgte hyre i dansk eller hollandsk tjeneste. Tilbage på øen blev kvinderne, som nu var i stort overtal, ladt alene med det primitive landbrug.

Omkring 1750 var denne krise i øens historie nogenlunde overvundet, og ud af den var vokset et samfund med en særpræget erhvervsstruktur, som kom til at bestå ret uændret op til omkring 1900. De små ejendomme var i udstrakt grad selvforsynende, og specialisering i forskellige erhvervsgrene var næsten ikke gennemført. Den vigtigste arbejdsdeling var den, der bestod mellem de to køn: søen var mandens område, jorden kvindens. I god overensstemmelse hermed var det almindelig skik, at ejendommene gik i arv på spindesiden - ikke fra far til søn som i et normalt bondesamfund. Det allermeste arbejde med jordens dyrkning og kreaturernes røgt besørgede kvinderne selv. Enkelte ting blev der dog anvendt mandlig arbejdskraft til, således tærskningen af kornet med plejl; den fandt sted om vinteren, når søfarten lå stille, men da det var under en sømands værdighed at svinge en plejl, så brugte man dertil lejet arbejdskraft, navnlig karle fra Vendsyssel, som kom over og tog tjeneste. Også kørsel med hest og vogn sorterede under kvinderne, og var mand og kone sammen agende til kirke, så var det konen, der holdt tømmerne. Under disse forhold udvikledes på Læsø en kvindetype, som afveg en del fra de gængse normer. Læsøkvinden var mere selvstændig; hun roses af samtidige forfattere for kraft og udholdenhed, men dadles for manglende sans for de huslige sysler. Kvinderne forlod så godt som aldrig øen, og deres horisont blev mere snæver og deres erfaringsområde mere begrænset end det var tilfældet hos mændene, der næsten alle havde set fremmede lande og lært andre sæder at kende.

Det var det almindelige, at de unge mænd tog hyre straks efter konfirmationen. De giftede sig i reglen sent, og mange af dem lagde op som søfolk ret snart efter, at de havde giftet sig til en ejendom, men ikke for derefter at hellige sig landbrugsbedriften. Søen var fortsat deres virkeområde; de drev lidt fiskeri, de sejlede med lidt varer til og fra øen i deres både - og så holdt de udkig efter strandinger. Man så hen til en god stranding som det, der skulle redde årets økonomi. Gamle mennesker kan endnu huske den lykkefølelse, der greb alle, når råbet lød, at der stod en skude under øen. Sjældent måtte man vente forgæves. For eksempel var der i årene 1780-1800 ialt 86 strandinger; kun et år udeblev de helt, ellers var der i den periode fra 1 til 9 strandinger om året, I årene fra 1838 til 1859 strandede 165 skibe ved Læsø. Under særlig voldsomt uvejr kunne antallet af strandede skibe være stort blot på en enkelt nat. Således strandede natten til den 30. november 1825 ikke mindre end 16 større og mindre fartøjer. (Fig. 3)

Distriktslæge Rasmussen, som virkede på øen i midten af forrige århundrede, har givet følgende levende skildring af strandingerne og deres rolle på den tid: »Selv for de mere oplyst ansete blandt befolkningen betragtes disse som aldeles uundværlige for læsøboens beståen, og det kan heller ikke nægtes, at store summer ved denne lejlighed ofte tilflyde øen. Strandinger er desværre det, hvortil alles higen og forhåbninger står. At bestige rygningen af husene og med kikkerten i hånden at spejde hele kysten er for en meget stor del den første morgenbeskæftigelse, og når da en stranding observeres, er læsøboen ret vågen. Stafet afsendes straks med anmeldelse til vedkommende, strandings-signalflaget (sort med hvidt kors) hejses, og på dette signal lægges alt til side for at ile til strandingsstedet: ploven standses, plejlen hænges på sømmet, tømreren kaster sin økse, mureren sin ske, skomageren sin syl, skrædderen sin nål, kort sagt: kraftige mænd, drenge og oldinge traske afsted i slud og storm over heder og vandsiger og med største tålmodighed kan de tilbringe hele dage liggende ved strandbredden, mens kommissærer og andre vedkommende forhandle, indtil øjeblikket kommer, at enten bjærgningen påbegyndes, eller akkord er indgået til at tage skibet af grunden, men er dette at undres over, når man betænker, hvor ofte strandinger tidligere har reddet befolkningen fra sult og mangel, hvor mangen blank daler, der er tilflydt deres lommer, og hvor mange nyttige og uundværlige ting, de ved disse lejligheder ofte erholde til spotpris«. (Fig. 4)

At alt andet arbejde lå stille, når en stranding indtraf, kan også aflæses af øens gamle tingbøger, for ikke engang de regelmæssige retsmøder i det lokale birketing lod sig gennemføre, når så vigtige ting foregik. Den 2. juni 1762 »mødte hverken stokkemænd (det vil sige de beboere, der var pligtige til at give møde) eller andre i henseende til et her strandet skib; blev altså retten igen hævet«. Den 5. og den 20. september samme år var der heller ikke mødt nogen for tinget, og den 2. november blev tinget »sat og holden af auditør og birkedommer Meyer med fem stokkemænd, såsom de andre var ved vrag«.

Læsøboernes hovedindtægt af strandingerne var bjærgelønnen, som fra gammel tid lå på omkring en tredjedel af godsets værdi; var det en særlig kostbar ladning kunne den dog begrænses til en fjerdedel. Det gjaldt om at komme frem til strandingsstedet og ombord i en af de mange joller, så havde man sikret sig part i bjærgelønnen, og så var det iøvrigt underordnet, om der var brug for ens arbejdskraft eller ej. I 1749 klages der da også over, at der ved strandingerne »kommer et par hundrede og flere mennesker, der fordre bjærgeløn, hvor 20 til 30 mand kunne været nok«.

Bjærgelønnen blev aftalt ved forhandling mellem bjærgerne og den strandede kaptajn, og da han jo var i en vanskelig situation, søgte man ofte at presse ham mest muligt. Nu og da kom der et retsligt efterspil ud af en sådan affære. Det var således tilfældet i 1745, da læsøboerne havde sluttet akkord med en engelsk kaptajn om, at de som bjærgeløn skulle have en tredjedel af det, som det bjærgede gods kunne indbringe ved auktion. Den følgende morgen var de imidlertid kommet i tanker om, at kaptajnen måtte kunne presses yderligere, og de forlangte så i stedet en tredjedel af godset in natura. Trods protester både fra kaptajnen og øens birkedommer gennemtvang de dette ved simpelthen at nægte at påbegynde bjærgningen, før deres krav var blevet godkendt. Når bjærgerne så deres fordel ved at få deres betaling in natura, var det fordi strandingsauktionernes priser i reglen lå langt under godsets virkelige værdi. (Fig. 5)

Før der var sluttet kontrakt med kaptajnen, måtte bjærgerne ikke løbe ud til det havarerede skib, men det skete selvfølgelig, at de gjorde det alligevel, og var de da ladt alene med skibets herligheder, kunne de nemt fristes over evne, så meget mere som man under strandinger ikke respekterede ejendomsrettens ukrænkelighed helt så meget som ellers. I 1777 klager en fransk kaptajn for retten over, at »under bjærgningen fra hans skib ej alene dette hans skibs kahyt af ublu og udædiske menneskerskammelig skal være udplyndret, skabsdørene deri opbrækkede, låsene derfra frarøvet med videre, men -- hans skibstømmermandskiste, som var i dette hans skib stående og var med tvende gode låse forsynet, skal være opbrækket og det meste og betydeligste af tømmerredskabet deraf borttaget tillige med otte poser deri liggende med spiger og søm udi —«. Mod disse beskyldninger forsvarer bjærgerne sig, så godt de kan. De mest halsstarrige vil vide, at det er de franske søfolk selv, der har opbrudt kahyt og tømmerkiste. Nogle har dog set deres landsmænd på gale veje, og et par af dem må indrømme, at de har haft en knibtang med og har fjernet låse og lukketøjer i kahytten og taget dem med sig. En tilstår nødtvungent, at han har taget nogle små stykker »bilthuggerarbejde«, som et vidne har set opsat i hans fars stue, men han forsvarer sig med, at andre har gjort noget lignende. Formodentlig har bjærgerne ment, at skibet snart ville blive slået helt til vrag, så sporene efter disse smårapserier ville blive helt udslettet.

Reglen om, at kvinder ikke kom på søen, gjaldt også ved strandinger. Det betød dog ikke, at de ved sådanne lejligheder sad uvirksomt hjemme; der var brug for deres arbejdskraft også. Ofte måtte strandingsgodset landsættes ved øens sydkyst, hvor det grunde vand strækker sig så langt ud, at man selv med små joller ikke kan løbe helt ind under land. Varerne måtte derfor omlades til hestevogne, som gennem vandet kørte ud til bådene. Da kørsel med hest og vogn som nævnt var kvindearbejde, så måtte kvinderne træde til her og ofte arbejde under barske vilkår. Fra midten af forrige århundrede berettes følgende: »En 40-årig i fjerde á femte måned frugtsommelig kone kører selv hestene en dag i december måned for at være behjælpelig ved opkørselen af strandingsgods fra bådene, ved hvilken lejlighed måtte tilbagelægges en halv kvartmil i søen, som på grund af den daværende frost var belagt med en tynd isskorpe, der måtte brydes af hestene. Noget af vognen går itu, men ikke rådvild springer hun af i det iskolde vand til langt over knæerne, får uden assistance vognen bunden sammen og fortsætter først sin tur til pakhuset for at udlosse varerne, forinden hun begiver sig hjem for at overlade kørselen til datteren; går da tilsengs med en god portion brændevin og en dygtig skrå og befinder sig dagen efter fuldkommen vel, uden at det i mindste måde inficerede på hendes svangerskab eller senere på hendes øvrige velbefindende«.

Strandingerne havde virkninger ud over selve bjærgningsaktionen. Ofte fulgte et langvarigt efterspil, og også der var der penge at tjene. Rådede man over tilstrækkelig store og gode udhuse, kunne man stille dem til rådighed for oplagringen af det bjærgede gods og derved fortjene sig en god pakhusleje, og bedrestillede folk kunne redde sig en fortjeneste ved at give kost og logi til de strandede søfolk, som ofte opholdt sig længe på øen; det er en af grundene til, at man på Læsø ofte finder storstuer, der mod sædvane kan opvarmes, og som har tilstødende, små sengekamre. Der kunne ligefrem være kappestrid mellem gårdene om at sikre sig såvel pakhuslejen som indtægten af kost og logi til søfolkene. En sådan strid endte 1753 for retten, og vidnerne erklærede, at der hos den forurettede part »var god og bekvem lejlighed, såsom der både er kammer, kakkelovn og senge«. De skibbrudnes langvarige ophold på øen satte nu og da sit præg på befolkningen i bogstaveligste forstand. Blader man i de gamle kirkebøger, vil man ikke sjældent finde unavngivne, strandede sømænd udlagt som barnefædre. Enkelte blev gift med læsøpiger, bosatte sig på øen og tilpassede sig læsøboernes levevis.

Strandingerne bragte penge til Læsø, og de bragte varer og materialer af mange slags, som satte sig spor i øens materielle kultur. Varerne blev erhvervet som bjærgeløn, købt billigt på strandingsauktionerne eller slet og ret smuglet i land. Det var kostelige ladninger, der passerede forbi Læsø ad ruten rundt om Skagen. Fra Vesteuropa til Østersølandene kom navnlig salt, vin og kolonialvarer i dette ords oprindelige betydning: tobak, krydderier, sukker, the og kaffe. Ikke få af de strandede skibe havde kaffe ombord, og de har sikkert en væsentlig del af skylden for, at læsøboerne tidligt blev entusiastiske kaffedrikkere. Herom fortæller birkedommer Bing i 1802, at adskillige »forøder deres penge og varer lige til klæderne« til kaffe. Den kostbare drik blev stærk som lud nydt flere gange daglig, og hos sådanne kaffeelskere var det en sjældenhed at se smør, fordi al fløden blev hældt i kaffen. »Det skal ikke være meget over 30 år siden, at denne drik var her aldeles ubekendt blandt de almindelige familier; ja der fortælles, at da et skib omtrent på den tid forliste her under øen med en stor del kaffebønner, hvoraf bjærgerne fik deres del in natura, vidste fruentimmerne ej at benytte dem anderledes end til at koge dem som ærter, og de skal have beklaget sig, at de kunne ej få dem møre eller spiselige. Beretningen kunne forsåvidt godt være sand, hvis ikke tilsvarende fortællinger fra andre egne af landet viste, at der er tale om en udpræget vandrehistorie. (Fig. 6)

I de mange blandede ladninger, der gik østpå, var også brugs- og pyntegenstande af forskellig slags, for eksempel hollandsk fajance. Mange af de kopper og tallerkener, som har prydet skænkskabe og tallerkenrækker i de gamle læsøhjem, er sikkert kommet til øen ved strandinger. Således forliste i 1709 et hollandsk fartøj på vej fra Amsterdam til Kurland med salt, tobak og andre købmandsvarer hvorimellem også en del lertøj. Bjærget blev bl.a. fire kurve med hollandsk stentøj (fajance) samt en pakke med groft stentøj. Heraf fik bjærgerne en tredjedel i bjærgeløn, nemlig 38 stenfade, 78 tallerkener, 50 theskåle, 42 kopper, 30 krus med tinlåg, 12 syltekrukker og 3 natpotter.

De ladninger, der gik den anden vej, fra Østersøen og vestpå, var ikke så luksusbetonede, men derfor ikke mindre eftertragtelsesværdige. Det var varer som tømmer, jern, tjære, korn og hamp. Det sidste havde læsøboerne god brug for, thi rebslageriet var et af de håndværk, som mange af dem mestrede. De slog reb både til eget behov og til salg, men da hamp kun sjældent var for hånden, har man som råmateriale i reglen benyttet gammelt tovværk fra de strandede skibe; det blev trævlet op og slået sammen til nye reb. Også træet fra skibsvragene var der hårdt brug for på den skovløse ø, først og fremmest til bygningstømmer. En mand, der skulle bygge et nyt hus, samlede ofte tømmer dertil gennem flere år. Master, ræer, dæksbjælker, kølsvin o.l. blev med langsaven skåret op til bjælker og stolper, og mange af de gamle gårde, som endnu står, afslører tydeligt, at de for hovedpartens vedkommende er bygget af gammelt skibstømmer. (Fig. 7, fig. 8)

Kornstrandingerne er et kapitel for sig. Skønt øen ikke kunne brødføde sig selv med korn, skete det ikke så sjældent, at større eller mindre partier af hjemmeavlen blev eksporteret. »Undersøger man årsagen hertil«, hedder det i 1858, »da ses denne at hidrøre fra indtrufne kornstrandinger; det havarerede, mere eller mindre bedærvede korn tørres og konserveres efter bedste skønnende og benyttes som fødemiddel, hvorimod det hjemmeavlede, sunde korn afhændes til købmanden for at gøres i penge«. De strandede kornvarer, som blev taget i anvendelse, var ofte af en så ringe kvalitet, at »vistnok meget få uden læsøboens dresserede mave og i det hele med hans fordøjelsesevne ville være i stand til at modstå de sandsynlige følger; men læsøboen tåler alt --«. I første halvdel af forrige århundrede hændte det flere gange, at en kornstranding reddede øens befolkning fra hungersnød. I vinteren 1841-42 var situationen atter kritisk efter et år med misvækst, men da var det ikke en kornstranding, der blev redningen, men en skude med rosiner! »Omtrent 450 fade til ca 400 pd vægt forblev her på øen, og disse fortæredes med grådighed såvel rå som kogte til grød og vælling, dels brygget til drikke, og dels brugte som føde for svinene, som åd dem med begærlighed, og alt dette kunne læsøboen tåle uden nogen sygelighed sporedes deraf«.

Den tidligere nævnte distriktslæge Rasmussen siger, at strandingerne ikke blot virker demoraliserende på øens befolkning, men de er også »en væsentlig årsag til, at vindskibelighed i alle retninger er uden synderlig fremgang og anses som unødvendig«. Heri har han sikkert i nogen grad ret; strandingerne var en af de vigtigste årsager til, at erhvervslivet blev stående på et primitivt og gammeldags stade. Landbruget kerede læsømanden sig som nævnt ikke om, og kvinderne fik ingen impulser udefra til at modernisere driften. Fiskeriet blev ved med at være en biting, som man kunne passe i ny og næ. Af større betydning var kun fangsten af hornfisk i en kort, hektisk sæson fra slutningen af april til midten af juni. Heller ikke handels- og fragtrejser med øens små fartøjer blev drevet i større omfang, og det hændte ikke sjældent, at en sørejse, som var anmeldt til tolderen, blev opgivet igen, hvilket bragte uorden i papirerne, for man kunne ikke se, at varerne var blevet udlosset nogetsteds. I 1827 måtte tolderen derfor rykke ud med en forklaring om, at bådførerne på Læsø opgiver at tage af sted, »så ofte vinden ej vil føje dem, og de se ved mulig indtræffende strandinger en større fortjeneste imøde«. Vel var der andre ting, som stillede sig hindrende i vejen for en udvikling af de nævnte erhvervsgrene: jorden var lidet frugtbar, der manglede havne, og fiskerne havde stort besvær med at komme ud til fiskepladserne på grund af det lave vand, som forhindrede dem i at sejle ind til kysten. Men en væsentlig del af ansvaret for stagnationen falder på strandingerne og på hele den erhvervsstruktur, hvori de var et naturligt led.

I det traditionelle udviklingsskema for de menneskelige erhvervsformer opererer man med begrebet halvagerbrugere; det bruges til at karakterisere samfund, hvor kvinderne er agerdyrkere og mændene jægere og fiskere. Betegnelsen kan med god ret anvendes om den gamle erhvervskultur på Læsø, uden at der dermed er sagt noget om, at den repræsenterer et ældre udviklingstrin. Læsøboerne er nået frem til deres halvagerbrug på egen hånd, som resultat af en tilpasning til de givne ydre og indre vilkår. Vel kan strandingserhvervet måske ikke kaldes jagt, men i de gamle læsøboers levevis, arbejdsrytme og indstilling finder man meget af det, som karakteriserer primitive jægere. For begge parter gælder det, at lang tids lediggang og venten pludselig, når godt bytte er i sigte, kan afløses af en kort periode med hektisk aktivitet, slid og strabadser dag som nat for at sikre eksistensgrundlaget endnu nogle måneder fremover. (Fig. 9)