– og efter Åmund

Et uopdyrket engstykke nord for Klejtrup sø, en halv snes kilometer vest for Hobro, skulle bringes under plov, og gårdejer Carl Vestergaard og hans hjælpere var i gang med arbejdet. Et sted lå en del sten i vejen, de mindre af dem blev fjernet, men en var meget stor og krævede en ekstra indsats. Da den blev væltet rundt, kom en runeindskrift til syne, og den forblev, som det fremgår af ovennævnte udbrud, ikke upåagtet.

Dette fandt sted for tolv år siden og har tidligere været omtalt i Skalk (1978:4), men vi vil genopfriske og udbygge historien. Indskriften, som runologerne Erik Moltke og Marie Stoklund har tydet, er mærkelig. Den lyder (oversat til nutidsdansk):

- og efter Åmund sin sønnesøn.

En eftersætning altså, men der står ikke og har aldrig stået andet på stenen. Forklaringen må være, at første del har været hugget i en anden sten; noget tilsvarende kendes fra Sverige, men ikke - i hvert fald ikke med sikkerhed - fra andre danske runesten. Åmunds bedstefar har altså først rejst en sten, måske for en afdød søn, og da sønnesønnen senere er gået bort, har han ønsket at udvide teksten, hvilket er sket på en anden sten; der har vel ikke været plads på den første. Dette må, efter runeformeme at dømme, være foregået i slutningen af 900-årene.

Indtil 1942 lå stenen vanddækket, og ingen lagde mærke til den, men nævnte år blev søoverfladen sænket 60 cm, hvilket ikke var særlig vanskeligt, da vandet var kunstigt opstemmet for at kunne drive en vandmølle, Klejtrup mølle (nævnt første gang 1380). Det umiddelbare indtryk på fundtidspunktet var, at stenen lå på sit oprindelige sted og blot var væltet omkuld af vandet eller isen, men den teori er senere blevet afkræftet gennem en udgravning, Viborg Stiftsmuseum har ladet foretage på stedet. Der fandtes mange skærver og en enkelt sten med tydelige kløvningsspor; der har altså været en stenhugger på færde. Den geologiske undersøgelse, som samtidig fandt sted, viste, at første vandstandsstigning (første mølleopstemning?) må være sket i tiden ca 1000-1150, og runestenen er antagelig kommet til i 1100-årene, i hvert fald efter at området var blevet vanddækket. Det er udgraverens teori, at den har været under transport over isen, måske for - som så mange andre runesten - at tjene til byggemateriale ved en af egnens kirker, men at den er gået igennem og har fået lov at blive liggende.

Men hvor kan stenen og dens forsvundne pendant så have stået? Næppe særlig langt fra det sted, hvor fundet blev gjort. Transport af store sten er besværlig, den indskrænkes selvsagt til det mindst mulige, og dertil kommer, at de topografiske forhold på stedet synes usædvanligt velegnede for placering af en runesten. Ganske tæt ved findestedet krydser en vej et vandløb, nemlig Klejtrup bæk, der her har sit udløb i søen, og denne vej, der nu er ubetydelig, var tidligere ret trafikeret; en nærliggende gård har engang været landevejskro. Det var almindeligt, at runesten blev anbragt ved veje og især, hvor disse passerede åløb gennem vadested eller over bro. Her ville de blive set af mange mennesker, og det var just meningen med dem. Sådan kan Klejtrupstenen og dens tvilling have stået, enten side om side eller over for hinanden på hver side af vejen.

At lede efter den anden sten, det være sig i naturen eller litteraturen, synes håbløst, men er dog forsøget værd. Netop fra Klejtrup kendes et betydeligt antal sagn, de fleste optegnet i sidste halvdel af forrige århundrede. Det skyldes især et voldsted, som ligger på en halvø i søen, omtrent ud for Klejtrup by, og som med forsigtighed kan dateres til tidlig middelalder. En sen kilde vil vide, at det var her kong Niels’ unge søn Inge blev trampet til døde af en hest, men i øvrigt kendes der meget lidt til stedets historie, og der har været frit slag for folkefantasien. Man kaldte borgen Brattingsborg (et navn lånt fra en folkevise) og fortalte om en konge og - især - om en ond dronning, som havde haft tilhold dér. I denne sagnkreds spiller store sten en ikke ubetydelig rolle.

Om den onde dronning og hendes usalige endeligt foreligger der en lille halv snes historier (optegnet inden for tidsrummet ca 1750-1931), men i virkeligheden er der tale om et og samme sagn, blot gengivet med variationer og mere eller mindre udførligt. Hovedtrækkene er følgende: På borgen ved Klejtrup boede en ond dronning. Hun begik en ugerning: lod et par piger uskyldigt henrette eller - andetsteds - lod en tjener hænge på en høj (Fig. 2). Da hun selv døde, skulle liget efter hendes ønske føres til Viborg domkirke (en meddeler siger til kirken i nabosognet Hersom) for at begraves, men hestene (okserne, studene) gik i stå efter nogen tids forløb, og dronningen blev så kulet ned i vejkanten med en stor sten lagt over sig. Hvor standsningen skete, er der delte meninger om, nogle lader vognen nå så langt, at man kan se tårnene på Viborg domkirke, andre - de fleste - mener, at stedet var lige ved Klejtrup, i »Hulen« eller »Dronningens hule«, en enkelt siger Klejtrup krat. En meddeler, lærer A. Christensen, fortæller ca 1896: »Da de kom i en hule, der kaldes Dronningens hule, syd for kirken, kunne de ikke trække hende længere. Hun blev da begravet i vejgrøften under en stor sten, som endnu lå der i min ungdom, men senere er ført bort«. Her begynder sagnet altså at blive til virkelighed. I Pontoppidans Danske Atlas fra 1768 nævnes det, at »lidt sønder fra kirken (Klejtrup kirke) ligger fire store sten i en kreds, som har været enten et hedensk alter eller et tingsted«. Meget muligt er det dette fortidsminde - eller de rester, der i 1800-årene var tilbage af det - dronningesagnene kredser om, og det har næppe haft noget med Åmund eller hans bedstefar at gøre.

Dette spor ender altså blindt, men måske alligevel ikke helt - en enkelt meddeler, Ane Marie Kristensdatter, som ytrer sig 1888, har en afvigende opfattelse af gravstedets beliggenhed: »Ved vejen fra Klejtrup til Hejring er en dronning begravet under en stor grå sten. De kunne ikke køre hende længere, og de begrov hende der, det er lige i en hulvej. Stenen sidder lige på enden«.

En stor grå sten stående på højkant! Dette, at stenen beskrives, tyder på selvsyn - på at der virkelig har stået en sådan sten ved en af vejene til Hejring, det vil sige nord for Klejtrup og vest for Klejtrup sø. Skrift nævnes ikke, men lad os alligevel skrive os Ane Maries ord bag øret (Fig. 3).

Tilbage står at omtale endnu et sagn, det vigtigste af dem alle. Det er optegnet 1854 af maleren og antikvaren Rasmus Kruse, en af kulturhistorien meget fortjent mand, og sendt til folkemindesamleren Svend Grundtvig. Det lyder:

»På den vestre side af søen (Klejtrup sø) har endnu for en del år siden ligget en sten, hvorpå stod en mængde skrift med store bogstaver, som ingen kunne læse, og på denne sten brændte jævnlig et lys. Tvende unge karle i byen fik en aften i sinde at ville grave ved stenen, hvor de troede at finde en skat. De kom også så langt, at de fik en vægtstang under den, men på samme tid syntes det dem, at vejen, som gik der forbi, vrimlede af rejsende, hvorfor de af undseelse ophørte med arbejdet til en anden gang --. Om andendagen, da de ville fortsætte arbejdet, var stenen forsvundet og har senere ikke været at finde«.

Vi ser bort fra skatteeventyret (det er et vandresagn, kendt fra utallige optegnelser) og fæstner os alene ved stenen med de store bogstaver, som ingen kunne læse. Beskrivelsen passer fint på en runesten, og det er nærliggende at pege på Åmundstenens tvilling (Amundstenen selv lå jo på det tidspunkt vel forvaret under søoverfladen og kan dermed lades ude af betragtning). Det må også overvejes, om Kruses sten kan være identisk med Ane Maries - begge stod eller lå jo ved en vej og begge på den vestlige side af søen. Man kan indvende, at Ane Marie omtaler sin sten som stadig eksisterende, men hun boede et godt stykke fra Klejtrup, og det kan have været længe siden, hun gjorde sine iagttagelser.

Sagn er ofte spundet omkring lokale mærkværdigheder, der kan være yderst virkelige og i sig selv interessante, selv om det, man har brygget sammen om dem, er pure digt. Sådan er det antagelig gået for sig her, og vi er tilfreds med at have fået bekræftet eksistensen af en runesten nr 2, selv om vi hellere havde set den in natura. Åmund og hans bedstefar er nok lidt opmærksomhed værd. De var stormænd (må man gå ud fra) på Harald Blåtand eller Svend Tveskægs tid - ikke sagnfigurer, men historiske personer af kød og blod.