Og der var tolv jomfruer at føde
Det sagdes om Stubber kloster, at det havde kaldsretten til syv kirker, ejede syv møller, syv skove, syv søer, syv moser og heder, syv grønne enge og syv snese plove, men alt dette gik naturligvis tabt ved reformationen. Af de opregnede herligheder er man tilbøjelig til at tro mest på hederne, for egnen, hvor klosteret var placeret, mellem Holstebro og Skive, beherskedes helt af lyngen, som iøvrigt stadig har et solidt tag i landskabet. Den bevarede, nu tagdækkede, ruin, som ses på billedet, ligger på en landtunge i den langstrakte Stubbergård sø (Fig. 1).
Af Anne-Mette Eriksen
Fig. 1. For at beskytte klosterruinen er den blevet overdækket med stråtag og skalmuret. De smukke romanske vinduer er altså »moderne«, og kun enkelte steder udvendig ses resterne af det oprindelige murværk. Fot: Rikke Agnete Olsen
Hvornår Stubber kloster er grundlagt, vides ikke, men beboerne var nonner af benediktinerordenen, et af de ældste klostersamfund og et af dem, der tidligst vandt indpas i Danmark. Heller ikke klosterlivet i de ca 300 år, det varede, har sat sig væsentlige spor, men - mærkelig nok - netop som reformationen bringer det til ophør, etableres den savnede kontakt. Som alt andet klostergods blev også dette beslaglagt af kronen, der 1538, to år efter kirkeomvæltningen, forlenede det til adelsmanden Iver Juel. Denne har i sine familieoptegnelser beskrevet klosterets tilstand, som ikke var den bedste, efter at den sidste klosterforstander, Christiern Hvid, havde ribbet det, hvor han kunne. Iøvrigt havde det under Grevefejden »tre gange været røvet og plustret«, så det var »svarlig forfalden, kornloft, salhus og svendeherberg alt opbrændt. På kirken lå det gamle stråtag, lige så på alle husene, det søndre hus var helt råddent under neden, og aldrig nogen teglsten til tag noget steds --- og der var 12 jomfruer at føde«.
Reformatorerne havde ordnet det sådan, at munke og nonner, hvis de ville, kunne blive boende i de verdsliggjorte klostre, men de skulle opføre sig ordentligt - »ikke rejse om i landet som andet løsagtigt folk og ikke sidde til drik eller anden løsagtighed med karle, hvoraf megen skændsel kommer«, som det hedder i en forordning fra 1539. De lensmænd, der overtog klostrene, skulle som en del af deres lensafgift sørge for de tilbageblevnes underhold, og der var helt faste regler for, hvad hver enkelt nonne skulle have årligt: 5 tønder brød, 15 tønder øl, 2 levende svin, 2 levende fede får, 6 levende gæs, 10 par høns. Endvidere 8 snese røget sild, 1 tønde saltet sild, 200 tørrede hvillinger, 100 flyndere, forskellige slags gryn, æg, salt, brændsel, 12 mark penge til sko og klæder, og en hel okse, den sidste dog til deling mellem to jomfruer. Man forstår Iver Juel, når han sukkende noterer sig sine pensionærers antal. Udsigterne var mørke. I det nærliggende Ørslev kloster var endnu 1587 - 50 år efter reformationen - en enkelt nonne i live.
Stubber kloster blev under Iver Juel til Stubbergård (Fig. 2). Først havde han den som sagt i forlening, men senere købte han den. Der blev sat skik på de forfaldne bygninger og en voldgrav anlagt. 1549 var han så vidt, at han kunne holde et stort gæstebud på gården i anledning af sin søns dåb. Ved hans død syv år senere arvede nævnte søn godset, som forblev samlet indtil midten af 1600-årene, hvor det fordeltes på mange arvinger. Bygningerne forfaldt efterhånden, men flere af dem holdt dog stand under skiftende ejere endnu et par hundrede år. 1850 opførtes Ny Stubbergård et par kilometer derfra, og tyve år senere faldt det sidste af de gamle huse.
Fig. 2. Ti breve undgik ødelæggelsen i 1870. De blev opsamlet af proprietær Olsen til Sindinggård, hvis datter i 1935 skænkede dem til Rigsarkivet. Det ældste er dateret 1427, det yngste 1551. Ingen af dem har direkte relation til Stubber kloster, heller ikke det her viste diplom fra 1515, der fortæller, at Karin Eriksdatter har lånt »halvtredje hundrede mark penninge af kapitelsbrødrene i Vestervig«, for hvilket beløb hun pantsætter sin gård i Hundal.
Adskillige klostres brevkister blev ellers registreret i årene efter reformationen, hvor interessen for historien og dermed arkivalierne tog et mærkbart opsving, men Stubbers var desværre ikke imellem dem.
Til nedbrydningen knytter sig en besynderlig og temmelig tragisk hændelse: En mængde pergamenter og papirer blev fundet mellem brokkerne, men ingen agtede på dem; det meste blev kørt i søen, dog skal nogle af de blødere pergamenter være »brugt til at lappe skindtrøjer med«. Kun en halv snes breve undgik ødelæggelsen, men der er ingen tvivl: det er klosterarkivet, som på mystisk vis har overlevet i bygningen. At det skulle blive fundet blot for at gå til grunde, er bittert. Arkivar Oluf Nielsen, der i 1889 omtaler sagen, lægger skylden på ejeren. Han var »ellers i andre henseender en dygtig og brugbar mand, der sad i Rigsdagen i flere år«.
Af bygningen blev en ruin tilbage, den der senere er lagt under tag, og som stadig kan beses, hvad ingen, der kommer på de kanter, bør undlade. Som det fremgår af Iver Juels beskrivelse, var det oprindeligt firfløjede klosteranlæg allerede ved hans overtagelse stærkt molesteret og nogle af husene brændt. Andre - deriblandt den stråtækte(!) kirke - blev vistnok fjernet ved den hastigt iværksatte om- og opbygning. Det, som idag er levnet, og som ligger halvt indgravet i bakkesiden, er en del af vestfløjens underetage. Den indeholder flere fuldt bevarede rum, hvoraf et er stort og pragtfuldt overhvælvet, med nicher i væggene til helgenbilleder. Muligvis er det nonnernes spisesal.
