Østlig kontakt

Til denne kategori hørte en oldsag, som synes forsvundet fra det danske Nationalmuseums samlinger i forbindelse med nedpakning under anden verdenskrig. Af protokollerne fremgik, at den mistede genstand var fundet af Mogens Jensen i Trønninge ved Holbæk, men ikke under hvilke omstændigheder eller præcis hvornår. Det sikre i sagen er, at stykket blev indleveret til Det oldnordiske Museum af pastorinde Nielsen 1868 - altså for 121 år siden.

Til alt held eksisterer der billeder og beskrivelser af genstanden. Det drejer sig om en menneskefigur, knap to centimeter høj, lavet af guldblik og altså hul. Kvinden - for der er vistnok tale om en sådan - er af en meget kompakt fremtoning, nærmest kun hoved og overkrop, der tilmed går i ét; halsen ses ikke. Ansigtet med dets spidse, noget krogede næse og andre træk modelleret med tråde og korn gør et ganske grotesk indtryk, især når man betragter det forfra - set fra siden virker det mere alvorligt og med en vis pondus. Til dette ændrede indtryk bidrager håret, der er fremstillet enkelt, men effektfuldt: seks tråde udgående fra en midtertråd og i nakken samlet til en knude.

Personen er iklædt en slags skrud, som lader armene frie. På forsiden ses et geometrisk motiv (en bue og en kantet figur) dannet af ornamentbånd, mens bagstykket og skulderpartierne er helt dækket med små buer i et sammenhængende mønster. Den formodede dame har som nævnt ingen hals, men der, hvor den skulle være, ses noget, der minder om en halsring eller -kæde, måske med et vedhæng. Nederst på forsiden, inden for den kantede figur, er der tæt ved hinanden slået to huller.

Det er meget beklageligt, at den lille figur fra Trønninge er forsvundet, for faktisk er den enestående i hele Skandinavien; der er overhovedet intet, den kan sammenlignes med i det ellers så rige nordiske oldsagsmateriale. Nu kom skandinaverne jo vidt omkring, især mod slutningen af jernalderen, så måske var det klogt at se sig lidt omkring i nabolandene. Vi retter først blikket mod vest - det var jo navnlig dér, de danske vikinger havde deres gang - men hverken på De britiske Øer eller i det frankiske Vesteuropa viser der sig noget, som kan lignes ved figuren fra Trønninge. Vi må altså søge østpå, mod Rusland, skønt man af gammel vane har svært ved at tænke sig danskerne på togter ad Volga og Dnjepr. Ikke des mindre er der bid, nærmere betegnet ved Gnezdovo i området omkring øvre Dnjepr, ca 12 km fra Smolensk. Byen selv er ganske ubetydelig, men i omegnen og langs floden er der vidtstrakte gravpladser, bopladser og fortidige borganlæg - af gravhøje alene regner man med op mod 6000, hvilket gør Gnezdovo til intet mindre end Europas største vikingetidsgravfelt. Pladsen ligger på et strategisk punkt, hvor flere vigtige handelsveje skar hinanden, så det er forståeligt, at der har været et samlingssted for flodvejenes rejsende. Dnjeprruten hørte til de mest trafikerede, den kaldes i den ældste russiske krønike for »vejen fra varæger til græker«, det vil sige fra Skandinavien til det græske Byzans. I Gnezdovo mødtes og blandedes forskellige folkeslag: balter, finner, slaver og skandinaver. Nærværelsen af de sidstnævnte er velbevidnet gennem talrige grav- og skattefund.

Et af disse skattefund kom for dagen 1868 (netop samme år, som vor lille guldfigur blev indleveret til museet af pastorinde Nielsen), og anledningen var etablering af en jernbanelinje midt gennem en af de ubefæstede bopladser ved byen. Det var en overmåde pragtfuld skat med mere end 120 smykker og mønter. Smykkerne viser et næsten komplet udvalg af de mest karakteristiske slaviske og nordiske typer fra 900- årene, men omfatter også blandingsformer. Blandt slaversmykkerne dominerer perler og halvmåneformede vedhæng af sølvblik med granulation (små påloddede metalkorn), mens de fleste nordiske er runde sølvhængesmykker, nogle støbte og med dyreornamenter, andre med filigrandekoration, det vil sige mønstre af påloddede tråde. De støbte smykker er af de sædvanlige vikingetidsformer, som kendes fra hele Norden, men først og fremmest fra Sverige. Filigransmykkerne derimod er en dansk specialitet, som i løbet af 900-årene bredte sig til de andre nordiske lande (Fig. 2).

Blandt skattens filigrangenstande er en i sølvblik udformet mandsfigur, en ubetydelighed større end den gyldne dame(?) fra Sjælland, men i øvrigt i nær familie med denne. Af selve kroppen er kun ansigtet frit, men på forsiden ses et par ærmelignende bånd og mellem dem nogle buer, der vel skal betegne smykkekæder. Hovedet domineres af to stærkt ornamenterede halvkugler, en over hvert øre. Nederst på figurens forside er indslået et temmelig stort hul.

Vi har præsenteret de to figurer, men nu melder der sig et par spørgsmål: Hvor gamle er de, og hvad er deres funktion? Det første kan besvares uden større vanskelighed, til det andet må vi, som så ofte i arkæologien, sige: Vi ved det ikke rigtigt. Vanskeligheden ligger i, at disse figurer står helt alene, der kendes ingen tilsvarende. Når dateringen kan anses for nogenlunde sikker, skyldes det naturligvis Gnezdovoskattens øvrige indhold - figuren er fundet sammen med genstande fra midten af 900-årene, og sandsynligheden taler for, den er samtidig med disse. Den mulighed, at der kan være tale om en antikvitet, et stykke, der er gået i arv, foreligger ganske vist, men det modsiges i nogen grad af udsmykningsteknikken. Ikke sådan, at granulation og filigran er forbeholdt vikingetiden, de har rødder helt tilbage i det sumeriske Mesopotamien og har været brugt til forskellig tid af de fleste europæiske folkeslag. Til Norden kom dette kunsthåndværk kort efter Kristi fødsel, det udviklede sig og oplevede en blomstring omkring 400-årene, men gik så af mode for derefter at genopstå i vikingetid. Til denne må vi henregne figurerne.

For mange år siden har arkæologen Mogens Mackeprang forsøgt at placere Trønninge-figuren inden for den kreds, som producerede de såkaldte guldgubber, små papirstynde guldplader med indpressede billedmotiver, næsten altid menneskefigurer. De afbildede personer kan optræde enkeltvis, men også mand og kvinde sammen og da i øm omfavnelse. Guldgubberne, som kan tænkes anvendt ved hedenske ceremonier, måske i forbindelse med frugtbarhedskult, forekommer over hele Norden, i Danmark først og fremmest på Bornholm (se Skalk 1987:2) (Fig. 3). De dateres til germansk jernalder, men en del kan dog antages at tilhøre ældre vikingetid. Det er rigtigt, at der er nogen lighed mellem guldgubbedamerne og figuren fra Trønninge, men særlig udpræget er den i hvert fald ikke (Fig. 4, Fig. 5, Fig. 6). For Mackeprang minder dragtens bagside om en fjederham og forsiden om et bispeornat - dette sidste har inspireret en anden arkæolog, Ulla Lund Hansen, til den antagelse, at figuren kan være en skakbrik, en løber, som på engelsk kaldes »biskop«. De to huller på forsiden kunne, mener hun, tyde på, at guldblikket har været sat på et fodstykke, sandsynligvis af træ. På Gnezdovo-figuren findes som sagt et lignende hul, men det er ret klodset gjort og synes at være tilkommet længe efter stykkets fremstilling. Hvis brikteorien er rigtig, må man altså forestille sig, at figuren på et tidspunkt har skiftet funktion.

Det må meget beklages, at begge figurer savner sådanne attributter, som kunne have muliggjort en klar identificering; vi kan ikke ud fra de foreliggende to eksemplarer sige med bestemthed, at vi har at gøre med spillebrikker. Hvad den skrudlignende dragt angår, kan man ikke være sikker på, at den gengiver et virkeligt klædebon, den kan være et fantasifoster, som alene tjener ornamentale formål, og hvis det er tilfældet, vil alle forsøg på at finde frem til dens udspring jo blive ren spekulation. Alligevel vover jeg mig ud med et forslag: i forsiden af den sjællandske figur med dens kombination af bue og »firkant« ser jeg en enkel afbildning af den ceremonielle hofdragt i Byzans. Hvis dette er rigtigt, yder det en vis støtte til tanken om Trønninge-figuren som skakbrik, måske dronningen. Vi ved, at forskellige brætspil var kendt i Norden under vikingetiden, og det ser ud til, at disse spil var sammenknyttet med høj status; man finder ofte rester af dem i meget rige grave. Så fine som vore figurer er, både hvad angår materiale og udførelse, må vi gå ud fra, de har tilhørt højtstående personer. Men brikteorien er ikke den eneste mulighed, de små figurer kunne for eksempel, som så meget andet dengang, have tilknytning til religionen, de kunne være en slags rejsegudebilleder, hedenske snarere end kristne. I en islandsk saga omtales en person, der var meget stærk i sin asatro, og som altid plejede at have små hellige figurer med sig i en skindpung (Fig. 7). Teorien er lige så ubeviselig som den anden, og begge kan være forkerte, men begge kan på den anden side også være rigtige. Det forekommer ikke utænkeligt, at man har haft spillebrikker i form af små gudebilleder.

Vi vil nu forlade dette fængslende, men for øjeblikket uløselige problem og gå over til et andet spørgsmål, som figurerne rejser, nemlig om danskernes kontakter med vikingetidens Rusland. Emnet er interessant, men stadig meget uudforsket. Ifølge en almindeligt vedtaget opfattelse var de danske aktiviteter i denne periode begrænset til Vesteuropa, men dette billede, som man har fået gennem skriftlige kilder, er kun delvis sandt og trænger til at nuanceres. Hertil kræves der megen forskning, især med det russiske materiale, som måske nu - takket være perestrojka og glasnost - endelig bliver tilgængeligt i større omfang. Lad os vende tilbage til Gnezdovo. For nylig har man dér udgravet to kammergrave med nordisk inventar. De gravlagte var i begge tilfælde kvinder, anbragt i siddende stilling og med udstyr, der blandt andet omfattede små hængekors og godt en halv snes vokslys fordelt ud over gulvet. Dendrodateringer af gravenes tømmer viser, at de er anlagt 975 og 979, det vil sige næsten samtidig med den danske kammergrav fra Mammen ved Viborg (se Skalk 1986:6), som blandt meget andet indeholdt et stort vokslys. I Mammengraven fandtes også nogle genstande, der direkte knytter den til Nordrusland, nemlig ti små hængestykker af guldblik; de har med små kæder været hæftet på en lidt større plade: et sammensat smykke, som er velkendt i området mellem Staraja Ladoga og Gnezdovo, to vigtige stationer på vikingernes flodrejser. Et lignende smykke optræder i en grav ved Fyrkatborgen, og i en hustomt sammesteds er gjort et fund, som også peger mod øst, om end på en helt anden måde (Fig. 8). Det drejer sig om et forråd af rug, som efter botanikeren Hans Helbæks mening ikke kunne være af lokal oprindelse, men måtte stamme fra Kievområdet. Tanken blev udsat for kritik, og Helbæk har senere flyttet rugens hjemsted noget nærmere Danmark, til det slaviske Pommern.

Om import i modsat retning kan man tale i forbindelse med en bemærkelsesværdig hændelse, som i den russiske Nestorkrønike kaldes »Sagnet om varægernes tilkaldelse«. Ifølge dette var de forskellige stammer, som beboede det nordlige Rusland, kommet i klammeri med hinanden, og til slut bestemte de sig for at indkalde en fremmed fyrste og ophøje ham til regent. Valget faldt på den skandinaviske høvding Rjurik, han indvilgede og blev grundlægger af et dynasti, der kom til at herske i Rusland gennem 600 år. De russiske arkæologer identificerer denne Rjurik med den danske fyrste Rorik, der i midten af 800-årene var meget aktiv i grænseområderne mellem Danmark og Tyskland, og som fik den frisiske by Dorestad i forlening, men denne antagelse, der i sovjetisk historieskrivning betragtes som sikker, forkastes af kronologiske grunde helt af ikke-russiske forskere. Diskussionen omkring Rjurik-Rorik er imidlertid langtfra afsluttet, den fortsætter og dermed forhåbentlig studierne af kontakter mellem Danmark og Rusland under vikingetiden. En lille, men sikker plads i denne forskning tilkommer de små figurer fra Trønninge og Gnezdovo.