Ørkenøen
Stik imod dette blads principper om ikke at føjte rundt, men holde sig til det nordiske bragte vi for nogle år siden, i 1962, en artikel om øen Bahrain i Den persiske Golf. Vi var kommet på afveje, men det var fuldt bevidst. Den løbende række af Bahrainekspeditioner har arkæologisk set gjort denne verdensegn til et stykke Danmark, som det nok er værd at åbne spalterne for.
Af Redaktionen
Det skyldes den tidligere Århusprofessor, nuværende rigsantikvar P. V. Globs eventyrlyster, at det store foretagende kom i gang. Ideen greb han i flugten en sorgløs aften i 1952, da hans medarbejder, arkæologen T. G. Bibby, fortalte om sine rejseoplevelser på ørkenøen med olien og de 100.000 gravhøje. Der blev skaffet penge - først fra hjemlige fonds, siden fra sheiker og olieselskaber. Den danske ekspedition fik lov at forvalte en dråbe af olierigdommen, som Glob udtrykker det i bogen om Al-Bahrain, den han netop har udsendt. Arbejdet begyndte med højene, men greb om sig. Templer og byer, skulpturer, seglsten, tavler med kileskrift dukkede frem af sandet. Ekspeditionen udvidedes, inddrog det ene efter det andet af de mærkelige småriger, hvor ældgammelt mødes med flunkende nyt under olieherredømmet.
Glob ejer evnen til at give videre. Hans bog kan karakteriseres med ét ord: smittende. Man er ekspeditionsdeltager under læsningen, og når den er forbi, når man igen er hjemme i sin stue, så ved man nok, hvor man skal hen ved lejlighed.
