Øksen

Der findes ingen samlet oversigt over antallet af henrettelser i Danmark. De var som overalt i Europa hyppige fra senmiddelalderen, gennem 15- og 1600-årene til ind i 1700-tallet. Indtil omkring 1730 blev næsten alle dødsdomme eksekveret. Efter den tid gjorde kongen (på indstilling fra højesteret) i stigende omfang brug af sin benådningsret, og en del af de dødsdømte endte i stedet i tugthus, ofte på livstid. Viborg, Odense og Møns tugthuse blev oprettet omkring 1750, da de københavnske fængsler ikke længere slog til. 

Oplysningstiden i 1700-årenes anden halvdel førte til større opmærksomhed omkring begrebet straf og straffens form. Der var stigende modvilje mod anvendelse af dødsstraffene, som de var fastsat i Christian 5.s Danske Lov fra 1683. Den første væsentlige lempelse kom, da man i 1771 afskaffede hængning i galgen som straf for tyveri (se Skalk 1984:1). Et andet og mere specielt udtryk for den ændrede holdning var en forordning af 1791: »Henrettelse med sværd skal være afskaffet og samme herefter altid ske med økse«. Som begrundelse anføres, at »både retfærdighed og billighed tilsige, at forbrydere — ej bør være udsatte for større lidelser end de, som er en nødvendig følge af den straf, de efter lovene er dømte til at udstå«. Man mener, »at dette øjemærke sikrere opnås, når henrettelser sker med økse end ved sværd«. Det er nok rigtigt, at den tunge økse var det mest effektive instrument til den brug, men mange forbrydere ville sikkert, hvis de havde fået lov at vælge, have foretrukket sværdet, som regnedes for mindre vanærende, så forordningens givere skynder sig da også at tilføje, at øksehenrettelse »i de tilfælde, hvor sværd hidindtil — har været brugt, ikke (skal) anses mere beskæmmende end førhen«. Blandt de forbrydelser, der tidligere straffedes med sværdet, var fosterdrab og falskmøntneri; tre københavnske falskmøntnere måtte i 1777 på retterstedet spille terning om, hvem der skulle af med livet, og taberen henrettedes med sværd. Indtil forordningen af 1791 blev manddrab straffet med sværdet, overlagt mord med øksen, men derefter blev den sidstnævnte altså enerådende. 

Aldrig før i dødsstraffens tusindårige historie havde der lydt sådanne toner. Dødsstraf var en selvfølge, og de anvendte metoder kunne efter manges mening ikke blive strenge nok. Nu var en sindelagsændring undervejs, men der skulle gå hundrede år, før øksen sidste gang blev svunget i dansk retfærdigheds tjeneste. 

Den første henrettelse i det nye århundredes Danmark fandt sted 20. marts 1801. En »bedragerisk kvinde navnlig Anna Pauline Johansdatter Holck« blev halshugget på Brigsted Mark ved Horsens fjord »for begået drab på enke Anne Sørensdatter«. Og i 1805 faldt hele seks hoveder for øksen, et af dem på Københavns Øster Fælled. Det fik af bladet »Nyeste Skilderie - « disse ord med på vejen: »Eksekutionen udførtes med største orden og hurtighed. Den kunne umuligt udføres hastigere med en guillotine«. Det var et kildent spørgsmål, der her blev berørt. Nogle år tidligere havde forfatteren N. C. Øst ytret betænkelighed, fordi »dødsstraffens eksekutorer er ikke altid så veløvede og flinke i deres håndtering, og sjældent sker en eksekution, uden at jo en eller anden omstændighed indtræffer, som man gerne ønskede borte - «. 

I alt blev ti personer henrettet i perioden 1800-1810. Den sidste var Birthe Marie Andersdatter, der blev halshugget uden for Amagerport. Der var værdighed over hendes endeligt, hvis man tør tro avisen Dagen. Hun kom kørende, hvidklædt, i karet til retterstedet, gik selv op ad trapperne »og syntes ikke meget forsagt«. Dommen blev læst op, og præsten holdt en kort tale, hvorefter skarpretteren »tog fat på hende, afklædte hende, bandt hænderne og lagde hende efter nogen modstand ned på blokken, hvor et hug skilte hovedet fra kroppen. En stor del tilskuere, hvor iblandt en stor mængde fruentimmer, var overværende ved denne henrettelse«. 

Århundredets andet tiår satte rekord i henrettelser, ikke mindre end 46 personer måtte strække hals. En medvirkende årsag var det store mytteri 1817 i Tugt-, Rasp- og Forbedringshuset. 14 af deltagerne blev bagefter dømt til døden, og da kongen undlod at benytte sin benådningsret, måtte dommene eksekveres, hvilket skete i tugthusets gård under overværelse af de øvrige indsatte. Et par år før var to andre fanger blevet henrettet for en lignende forseelse, og tilfældet var i det hele taget langtfra enestående. I alt blev 31 tugthusfanger halshugget mellem 1800 og 1860; det vil sige, at næsten hver fjerde henrettet var en indsat person, som havde forbrudt sig i fængslet ved overfald, mordforsøg eller mytteri. 

Som nævnt var benådning det almindelige, kun overlagt mord førte med næsten sikkerhed til dødsdommens fuldbyrdelse, men netop fra det omtalte tiår kendes syv henrettelser for begået mordbrand, der normalt blev bedømt lidt mindre strengt. Blandt de halshuggede brandstiftere var Christen Sørensen Karlebye fra Ålborg og den unge Anne Cathrine Bierregaard, som »forsætlig havde sat ild på hendes husbondes, købmand Jens Michelsens gård, hvorved 10 gårde og huse i Hobro blev et rov for luerne«. Til disse henrettelser knytter sig det særlige, at ligene blev brændt, en skærpelse af straffen, der vel hænger sammen med forbrydelsens art. Om Christen Sørensen siges det, at han overgaves til flammerne, »der snart indhyllede hans jordiske levninger. Efter nogle timer var intet spor tilbage af det forkrænkelige, der havde omgivet hans ånd her på Jorden«. Det var i øvrigt sidste gang, denne særlige ligbrændingsstraf blev taget i anvendelse i Danmark. 

Men der fandtes andre skærpende straffe, som stadig stod ved magt i lovgivningen, nogle smertelige for offeret, såsom knibning med gloende tænger og afhugning af hånd før hoved, andre blot vanærende og derfor mest til skade for de efterlevende. Disse levninger fra en svunden tids retspraksis vakte nu afsky hos mange, og det blev der taget hensyn til ved domsafsigelserne. I Kancelliets Forestillingsprotokol fra 1813 med den endelige afgørelse i sagen mod Mariane Poulsdatter fra Bregentved siges det, at dommen »skal eksekveres, dog således, at hun fritages for knibning med gloende tænger, samt at hovedet først afhugges og derefter hånden, og — at efter solens nedgang hånd og hoved skulle nedtages af stagen samt kroppen af stejlen for at begraves på eksekutionsstedet«. En mildning var altså på vej, men selve dødsstraffen stod endnu for de fleste som et uundværligt led i retsplejen (Fig. 2. Fig. 3). I avisen Dagen kunne man maj 1815 læse: »Staten skylder borgernes liv den størst mulige garanti, og forestilling om dødsstraf synes at være den eneste, der kan tæmme så vilde lidenskaber som dem, der fremkalder den skrækkelige beslutning at skille et menneske ved livet. Men er det rigtigt, at loven for en sådan forbrydelse truer med dødsstraf, så bør også denne trussel i påkommende tilfælde fuldbyrdes, da den ellers vil forfejle sit øjemed at afskrække fra forbrydelsen«. 

Henrettelser var som sagt almindelige i denne periode, og aviserne gjorde ikke særlig meget ud af dem, ja forbigik dem undertiden i tavshed. Når undtagelser forekom, skyldes det vel i reglen, at avisen selv har haft en repræsentant på stedet. 30. marts 1819 kunne Lolland-Falster Stifts AdresseContoirs Efterretninger bringe denne udførlige beretning: »Blodscenen ved Pederstrup er fuldbragt. Fredagen den 26. dennes blev mordbrænderen, den ulykkelige og ubesindige Knud Ohre, et offer for retfærdighedens hævnende arm. Han er ikke mere, men mindet om hans skændselsdåd vil evigt stå antegnet i Lolland-Falsters årbøger. - På vejen fra arresten i Nakskov til retterstilladset sagde han, da han kørte forbi sit våningshus, med vemodig stemme: Der ligger mit hus, og der er min jord. Da han besteg retterstilladset, rakte hr pastor vicarius Boisen ham hånden med den ham ejendommelige blidhed og godmodighed, holdt en kort, højst rørende og hjertelig bøn, og da hr pastoren havde lyst velsignelsen over den ulykkelige, lagde han knælende sit hoved i blokken med de ord: Gud være min arme sjæl nådig! hvortil Nikodemus (skarpretteren) svarede: Det skulle du have betænkt før! - Det var ellers at ønske, at slig en personage ville afholde sig fra sligt sprog, der på sådan en tid og under sådanne omstændigheder er højst upassende og langtfra ikke opbyggeligt, men med anstand og værdighed at udføre sit tunge kalds pligter. I det øvrige gik den ulykkelige sin skæbne i møde med fred og ro i hjertet og en stille hengivenhed i den algodes vilje. Efter halshugningen sprudlede blodet i 5.5 minut af kroppen, og i lige så lang tid ytredes konvulsiviske muskelbevægelser i hovedet«. - Avisens redaktør var på det tidspunkt pastor emeritus C. E. Schultz, så man kan vist gå ud fra, det er ham, der her fører ordet. En anden henrettelse, som ikke længe efter omtales i samme blad, får følgende med på vejen: »Ved slig en lejlighed tror udgiveren, at det ikke kunne være upassende, om religionslæreren holdt, imens retterstilladset endnu røg af den ulykkeliges blod, en kort, fyndig og vel udført advarselstale til de tilstedeværende«. 

P. A. Heiberg, oprøreren blandt tidens forfattere, var naturligvis imod dødsstraffen. I en bog, som han 1820 udsendte fra Christiania (han var på det tidspunkt forvist fra Danmark), hedder det: »Så længe som dødsstraffe endnu skulle anvendes, er det højst vigtigt, at forbryderen ikke bør tilføjes større smerte end den, der er uundgåelig nødvendig for at skille ham ved livet«. Henrettelser bør foretages så hemmeligt som muligt, legemet bør straks »begraves i den almindelige kirkegård og ingenlunde på retterstedet eller i den såkaldte galgebakke. Hovedets opsætning på en stage bør ingenlunde finde sted; det ville være at give almuen et umoralsk skuespil«. Om dette sidste har også en anden af tidens forfattere, den før omtalte Steen Steensen Blicher, ytret sig: »For mange har de offentlige henrettelser, som i og for sig selv er oprørende og barbariske, en slags rædsom tillokkelse«. At dette var rigtigt, fremgår af avisreferaterne, der ofte beskæftiger sig med de mange tilskuere. Om en henrettelse ved Odense 1821 skriver således Fyens Stiftstidende: »Som sædvanlig var en mængde mennesker samlet ved dette sørgespil, men (til ære for kønnet være det sagt!) dog kun få tilskuerinder, især af den klasse, som man før har læst ikke allevegne skal være så tilbageholden ved slige optrin«. 

Fra dette tiår - 1820'erne - kendes 18 henrettelser, og heraf falder næsten halvdelen på 1825: i februar én ved Præstø, i april tre på Kanehøj ved Skælskør, i maj to på Hessel hede ved Grenå og i juni atter to ved Svendborg. Mens Præstøforbryderen, Peder Mikkelsen, sad arresteret, »anstillede han sig ofte afsindig og angav nye forbrydelser for på den måde at drage det afgørende øjeblik noget længere ud. I de sidste dage, han levede, modtog han vel det hellige sakramente, men ytrede sig om samme på en højst ukristelig måde« (Fig. 4, Fig. 5). Da vognen med ham ankom til retterstedet, nægtede han at forlade den. 

Henrettelsen på Kanehøj er blevet mindet i litteraturen og af ingen ringere end H. C. Andersen, der på det tidspunkt gik i Slagelse latinskole, og som sammen med sine kammerater havde fået fri for at kunne overvære begivenheden (se Skalk 1965:4). En ung pige, Maren Christiansdatter, havde sammen med sin kæreste og en tjenestekarl myrdet faderen, som var imod forbindelsen, og det måtte alle tre nu bøde for. »Den hele scene virkede frygtelig på mig, især da jeg kom hjem i mit øde værelse — jeg lå uden at sove og så kun de to blege hoveder på stagerne og pigens forunderlige blik, som jeg aldrig kan glemme«, skriver unge Hans Christian. Om pigens lig fortæller han, at det blev lagt i kiste af hendes gamle bedstemor, men der husker han muligvis forkert; ifølge Vest-Sjællandske Avis fra samme dag var det to piger, der gjorde det. Kisten blev »straks efter begravet i en udkant af Egitzlevmagle kirkegård - «. 

Maren Christiansdatter kom altså i kristen jord. Da Morten Jonassen i 1822 var henrettet ved Varde, blev liget nok lagt i kiste, men denne blev derefter gravet ned på selve retterstedet. Her fik den dog ifølge traditionen ikke lov at blive, nogle mænd gravede ved nattetid kisten op og førte den til kirkegården, hvor den blev sat ned i en af gangene. 

De følgende tiår, fra 1830-60, var henrettelsestallene 19, 17 og igen 19, altså uden større variation. Den påbegyndte mildning af retsvæsenet tog dog fart i denne periode. 

En anordning af 4. oktober 1833 udelukkede vel ikke helt anvendelsen af skærpede livsstraffe, men medførte i praksis, at brugen af dem snart ophørte. Christen Olsen, der blev henrettet ved Holbæk 1840, var den sidste, hvis hoved blev sat på stage, og med eksekutionen af Carl Larsen ved Roskilde 1843 gled hjul og stejle for stedse ud af billedet. Endnu 1859 blev Ole Berggreen efter henrettelsen i Essenbæk ved Randers nedgravet på retterstedet, lagt i kiste med hovedet mellem benene, men snart var også denne makabre skik ophørt. 

I ganske mange henrettelsesberetninger berøres den overtroiske forestilling, at en halshuggets blod skulle have lægedomskraft. H. C. Andersen omtaler den i skildringen fra Kanehøj, og i Randers Amtsavis kunne man 1830 læse følgende kommentar til en eksekution ved Odense: »Også ved denne lejlighed blev den henrettedes blod anvendt som forment middel mod slagtilfælde, hvilket vedkommende troede ej at burde forbydes, da der fremlagdes attest for midlets mulige nytte i medicinsk henseende«. Berlingske Tidende så mere negativt på sagen, da den 1838 ytrede sig om en tilsvarende begivenhed ved København: »Man må beklage, at gammel overtro endnu i vore tider hersker i den grad, at man så en bondeklædt mand føre sin søn hen til skafottet for der at drikke det friske blod af den henrettede - «. 

Den store tilstrømning af tilskuere til henrettelserne gjorde det nødvendigt at have en vis form for ordenshåndhævelse. Således ved Fredericia den 13. september 1831: »I går morges blev Juliane Marie Frederiksdatter fra Skjerbek, der havde forgivet sin mand, henrettet her ved byen. Hun gik tilsyneladende døden uforfærdet i møde, idet hun tog afsked med hr borgmester Rahbek, hr pastor Juul, det hele publikum og skarpretteren, hvem hun på retterstedet også kyssede på hånden — . Førend øksen skulle falde, tog hun selv sin kappe eller hue af og strøg håret til side. Hun var et smukt fruentimmer, 29 år gammel. Kredsen blev slået af det borgerlige artilleri og borgerlige jægerkorps«. I andre tilfælde var det regulære soldater, som sørgede for kredsslagningen. Det forekom også, at bønder bevæbnet med forke udgjorde kredsen om eksekutionsstedet. 

Normalt forløb henrettelserne »med megen hurtighed og nøjagtighed«, men der var undtagelser. Den 9. august 1839 kunne følgende læses i Horsens Avis: »Når man erfarer, hvorledes skarpretteren under sidste eksekution på Amager har måttet affile eller afskære i flere ryk hovedet af en misdæder, kan man vist ej andet end væmmes ved denne udførelse, men endnu mere oprørende er det at erfare, at skarpretteren ville understå sig til at kaste liget ned af skafottet. Mon det ej ville være at ønske, at blot én duelig skarpretter eksisterede i landet i stedet for nu de flere (Fig. 6, Fig. 7)? Eksekutionerne er jo dog til held sjældne, og den enkelte eksekutor kunne dog altid nogenlunde blive i øvelsen«. Skarpretter Ravnholdt, som der er tale om, fik en bøde på 20 daler, men der var andre, det kunne gå galt for; nerverne har jo stået på højkant ved en sådan lejlighed. Om henrettelsen af Anders Storgaard ved Ribe 1844 udtaler byens avis: »Vi må højligen beklage, at skarpretteren, der før har vist færdighed i sin rædsomme kunst, foruden det første hug måtte skære, gribe fat i håret og hugge nok en gang, hvilket naturligvis ikke kunne andet end vække almindelig rædsel og afsky — . Kan denne barbariske straf ikke afskaffes, så burde den visseligen også udføres ved en maskine for at forhindre, at henrettelse ikke får udseende af slagteri, hvorpå man jo desværre har flere eksempler«. Den uheldige i dette tilfælde må være Odense-skarpretteren Stengel. 

På dette tidspunkt var Danmark delt i tre-fire skarpretterdistrikter. Nicolai Ravnholdt havde København med Københavns og Frederiksborg amter, men 1846 overgik de til Martin Døring i Næstved, der i forvejen rådede over resten af Sjælland. Stengel i Odense havde hele Jylland og Fyn. Derudover var der indtil 1852 et embede for Maribo amt, men det er usikkert, om dets sidste indehaver faktisk har været i funktion, for ved eksekutionen af Maren Bækmand på Ønslev Galgebakke 1846 var det Døring, der førte øksen. 

Blandt de halshuggede fra 1840'erne var tugthusfangerne Bruun og Jørgensen, der i straffeanstalten på Christianshavn havde forsøgt at myrde fængselsinspektøren. Til stede ved henrettelsen var 22 medfanger, der havde overværet mordforsøget uden at gribe ind. »Efter eksekutionen«, fortæller Berlingske Tidende, »forkyndte direktionen disse fanger deres hensættelse i Citadellets (Kastellets) fangetårne, indtil de ved god opførsel — har gjort sig værdige til atter at vende tilbage til anstalten«. På Slots Bjergby Galgebakke ved Slagelse henrettedes 1847 en mor og hendes søn, der i fællesskab havde ombragt deres - henholdsvis - ægtemand og far. »Pastor Boisen i Skørpinge, der i lang tid havde forberedt dem til døden, opmuntrede dem ved bøn, sang og tale på retterstedet, og styrkede ved denne trøst gik begge med gudelig andagt døden i møde«. Det var den sidste henrettelse på dette gennem århundreder meget benyttede rettersted, hvis rige indhold af skeletter kom for dagen ved udgravning i 1940'erne. 

Det må bemærkes, at der mellem august 1847 og februar 1853 kun fandt én henrettelse sted - måske skyldes det Treårskrigen, måske at Frederik 7. i sine første kongeår har været tilbøjelig til at lade nåde gå for ret. Men derefter gik det løs igen. Horsens Avis bemærker 16. december 1856, at den i byen bosiddende skarpretter for Jylland og Fyn - han hed fra 1853 Anders Nielsen - »i kort tid har ekspederet fire forbrydere«. Den femte kom til inden årets udgang. 

Københavns rettersted lå på Amager. Næstsidste gang, det blev benyttet, var 29. august 1854, og om denne begivenhed er vi særlig godt underrettet gennem en øjenvidneskildring, givet 1913 af Frits Casse i bogen »En gammel ingeniørs erindringer«. Forbryderen var en 19-årig skorstensfejerlærling, som havde skåret halsen over på sin onkel. »Skafottet, en høj tømmertribune med gelænder om, var rejst langt ude ved de såkaldte kuler, hvortil en ret bred kørevej førte ud, og her var der et mylder af fodgængere og tæt besatte vogne af alle slags, ligesom der også langs vejen var opslået boder med udsalg af spise- og drikkevarer. Omkring skafottet stod opstillet en mængde vægtere med morgenstjerner og en deling soldater. På skafottet sås en simpel, sort kiste og skarpretterens store etui, der skjulte øksen. Forbryderen gik tilsyneladende roligt op ad trappen, hvor en præst i ornat modtog ham. Efter at dommen ganske kort var oplæst, og præsten havde bedt en kort bøn, gik det hele i en stor fart. Et par hjælpere krængede tøjet ned over delinkventens skuldre og hjalp ham til leje på en skrå planke, der med den ene ende hvilede på gulvet, mens den anden støttede sig til blokken. Synderen lagde ansigtet ned i en fordybning i blokken, og to bøjler sloges over nakken, mens skarpretteren i sort selskabsdragt i stor hast åbnede etuiet, tog øksen op og holdt den nogle sekunder højt i vejret som for at tage sigte, hvorefter han lod den falde, så at den blev stående i blokken, mens han selv sprang tilbage for ikke at oversprøjtes af blodet. En af bødlens medhjælpere løftede det afhuggede hoved højt i vejret. Alt var tavst på det nær, at nogle unge piger brast i gråd og jamrede sig over det skrækkelige syn, der ganske vist dannede den grelleste modsætning til morgenens strålende sommervejr«. 

Begivenheden affødte også en kommentar i Dagbladet: »Det kan til nød forklares, at folk strømmer sammen for at se en henrettelse, når lejlighed bydes dem, eftersom den menneskelige natur nu engang driver mangfoldige hen til det spændende, uhyggelige og rædselsfulde, men det kan mindre let forklares, at autoriteterne endnu lader disse blodige skuespil opføre offentligt i stedet for, som det nu sker i de fleste andre lande, at lade lovens sværd i stilhed ramme overtræderen (Fig. 8). Der indvirkes ikke på den offentlige moral ved at statuere eksemplet i manges overværelse; de mere dannede hjembringer kun en eksalteret nerverystelse, og bærmen, på hvem man især skulle indvirke, øser kun af en sådan scene nyt stof til sin rå brutalitet«. 

I begyndelsen af 1860'erne henrettedes tre personer, heriblandt Ane Cathrine Andersdatter, der blev halshugget ved Damhuset i Rødovre sogn. »Mærkeligt er det, at hun ikke blev benådet, uagtet otte af højesterets tilforordnede havde indstillet hende dertil, og det desuden hedder, at nogle af statsrådets medlemmer med varme skulle have kæmpet derfor«, skriver avisen Fædrelandet. 

Ane Cathrine var den sidste kvinde, der blev henrettet i Danmark, og nu var det omsider ved at være slut med denne barbariske retspraksis. En straffelovskommission afleverede i 1864 et udkast, som næsten uændret blev vedtaget af rigsdagen og stadfæstet 10. februar 1866. Dødsstraf var bibeholdt for overlagt drab og for de alvorligste statsforbrydelser, men i praksis medførte loven, at næsten alle dødsdømte nu blev benådet. Samtidig blev der oprettet et embede som rigsskarpretter, således at der kun var én bøddel for hele Danmark. Det blev fra 1877 J. C. T. Seistrup. 

Der fandt henrettelser sted i Horsens 1865 og i Odense 1869, men i 1870'erne var der ingen. De første år af 1880'erne bød derimod på to meget omtalte halshugninger, den ene var Rasmus Pedersen Mørkes på Klejtrup hede i Viborg amt, den anden Anders Nielsen Sjællænders på Sølvbjerghøj ved Nakskov. Især den sidstnævnte affødte megen omtale i dagspressen, fordi skarpretter Seistrup fejlede og måtte hugge tre gange for at skille hovedet fra kroppen. William Fleuron skrev i Social-Demokraten: »I øvrigt håber jeg, at den offentlige mening ved denne oprørende begivenhed vil udtale sig så skarpt og energisk mod den nuværende eksekutionsmetode, at en gentagelse bliver en umulighed. Ja jeg håber, at man ikke vil lade dette spørgsmål hvile, før dødsstraffens afskaffelse ved lov er vedtaget«. 

Det skete først i 1930, men begivenheden på Sølvbjerghøj blev dog den sidste offentlige halshugning i Danmark og den næstsidste i det hele taget (Fig9, Fig. 10). I alt henrettedes i 1800-årene 137 civilpersoner i kongeriget. Hertil kommer så de eksekutioner, formentlig ca 30, der fandt sted under militær jurisdiktion. 

Da Jens Nielsen 1892 blev halshugget i Horsens Statsfængsels gård for gentagne mordforsøg på fængselspersonale, var hans medfanger de eneste vidner. Dermed var øksen faldet for sidste gang i Danmark.