Økse-parade

De tre pragtøkser er fra bronzealderen, men før vi begynder en nærmere beskrivelse, vil lidt flere detaljer omkring fundene være på sin plads. Det sjællandske have-findested ligger ved Viby syd for Roskilde, men da der er tilført jord, behøver øksen ikke at være præcis derfra, hvilket gør eftersøgningen af dubletten lidt besværlig. Anderledes med Vendsyssel-økserne, de er fra gården Egebak ved Sterup, hvor marken skråner ned mod den endnu spæde Uggerby å. Ved jordflydning er der dannet en terrassekant med et tykt muldlag, og her - i den yderste plovfure ud mod ådalen - lå den første økse. At den skulle være flyttet særlig langt af markredskaberne, var usandsynligt. En eftersøgning af den mulige pendant syntes overkommelig og blev foretaget af Vendsyssel historiske Museum. For yderligere at spare arbejde søgtes bistand hos Dronningens Livregiment på Nørre Uttrup kaserne, der beredvilligt stillede mænd og materiel til rådighed.

Som allerede røbet gav eftersøgningen resultat: Fire-fem meter fra stedet, hvor den første økse var pløjet op, fandtes endnu én (Fig. 2). Den lå på overgangen mellem pløjelaget og det lyse undergrundssand og så højt, at ploven har strejfet den (Fig. 3). For ikke at løbe nogen risiko blev fundet - til skuffelse for de mange tilskuere - taget op som en gipsomstøbt jordblok og bragt under tag, hvor den videre undersøgelse blev forestået af konservator Elmer Fabech. Den gav flere interessante oplysninger. Det viste sig, at der i øksens irlag var aftryk af den førstfundne økse, som altså har ligget lige ovenpå (Fig. 4). Under og omkring økse 2 fandtes hvide flager, de er senere - af botanikeren Peter Wagner - blevet bestemt som bark. De to økser er med andre ord nedlagt sammen - af praktiske grunde sikkert uden skaft - i en æske eller et hylster af bark. Ved anbringelsen må være foretaget en nedgravning, men alle spor af denne var naturligvis udslettet af ploven.

De to Egebakøkser har så meget til fælles, at man må tro, de er udgået fra samme værksted, Vibyøksen er lidt afvigende, men ellers helt i samme stil. Vægten varierer - fra 5,2 til 7,1 kg - længden ligeledes, men dog noget mindre - fra 46 til 48 cm. Førende såvel i tyngde som udstrækning er den førstfundne af de jyske økser, som vi derfor passende kan benytte som udgangspunkt ved beskrivelsen. Den er slank, med udsvajet æg og et skafthul forlænget til begge sider med rørformede muffer. Til lukke for oversidens rør tjener en slags »hat«, der tydeligt ses at have været sømmet fast på træskaftet. På nakkeenden sidder en rund skive med en stor, bagudrettet bukkel og en kreds af tolv, ligeledes bagudrettede, tappe. Et nærmere studium af denne mærkelige anordning har vist, at skiven med tilbehør er støbt for sig selv og fæstet sekundært på øksen. Ornamentikken, som dækker siderne, består af enkelte lineære mønstre samt et utal af sammenhængende spiraler.

Den anden Egebakøkses lighed med den første er så stor, at man kan nøjes med at påpege forskellene: den har mistet »hatten«, og da proportionerne afviger en smule, er spiralerne fordelt lidt anderledes. Vibyøksen har den samme slanke, svajede form, skaftrøret, hatten og nakkeskiven, men de to sidste er støbt i ét med øksen, og skiven er uden tappe. Også ornamentikken udskiller sig, her er ingen spiraler, men buer, der i sig selv kan minde om økseægge. Om alderen af de tre stykker er der ingen tvivl, netop ornamentikken tidsfæster dem med stor sikkerhed til midten af ældre bronzealder - Egtvedpigens tid. Skal man tale om en tidsforskel, vil man skønne, Vibyøksen er den ældste af de tre (Fig. 5).

To typer af bronzeøkser, såkaldte celter og pålstave, optræder almindeligt i denne tid, men de er for dværge at regne sammenlignet med de nyfundne og iøvrigt af en helt anden form. Af økser som vore har Danmark seks i forvejen, heraf to fra Vendsyssel, mens Sydsverige møder op med ti, og Vestnorge har bidraget med tre. De danske økser er gennemgående langt de største, og blandt disse har Egebak 1 rekorden, mens Egebak 2 og Vibyøksen, i hvert fald vægtmæssigt, placerer sig på anden- og tredjepladsen. Om fundomstændighederne er vi i reglen dårligt underrettet, økserne er fremkommet ved tørvegravning, stensprængning og lignende. Alene Egebak 2 er fagmæssigt fremgravet.

Blandt de andre økser er der én, vi især hæfter os ved, fordi den, skønt uornamenteret, har stor lighed med Egebakøkserne. Den har samme »løse« nakkeskive med (nu afbrækkede) tappe, og det ses, at den har haft »hat« over skaftrøret. Der er tale om et mere end hundrede år gammelt fund fra Brønderslev sogn, kun otte kilometer fra vort findested, så helt urimeligt kan det næppe være at antage en fælles oprindelse. Ingen af de øvrige danske økser har løs nakkeskive, og hatten har de nyfundne kæmper kun fælles med et par svenske eksemplarer.

At økserne er af nordisk fabrikat, kan der næppe være tvivl om, ornamentikken er det i hvert fald helt sikkert, og visse træk i udformningen peger tilbage mod ældre, hjemlige øksetyper. Det forhindrer ikke, at selve ideen kan være hentet udefra. Der er i denne forbindelse peget på Ungarn, hvor »nakkeskiveøkser« af nogen lighed med vore var almindelige.

Økser i traditionel forstand kan disse næppe være, alene tyngden må have gjort dem temmelig uegnede til krigerisk som til fredelig brug. På den anden side viser det umådelige frådseri med det kostbare, indførte metal, at man har tillagt dem stor betydning; der kunne støbes omkring tyve normaløkser af celt/pålstav-typen alene af Egebak 1. Lidt senere i bronzealderen blev man åbenbart mere sparsommelige, nu optræder nemlig en øksetype, som tydeligt er en videreudvikling af vor, men hvor bronzen er en tynd skal over en lerkerne. Til gengæld er der gjort meget ud af udseendet, ægsvajet er blevet hellebardagtigt overdrevet, og der kan være guldbelægning som underlag for ornamentikken. Her kan i hvert fald enhver tale om praktisk brug udelukkes. Det er klart, at disse økser - og sikkert også deres tunge forgængere - har været overvejende til stads (Fig. 6, Fig. 7).

En anden markant forskel mellem pragtøkserne og de almindelige økser ligger i fundforholdene. Småøkserne kan man finde overalt - i gravene, hengemt i mark og mose eller tilfældigt tabt. Storøkserne forekommer, så vidt det kan skønnes, kun i gemmesituationen; på grav- og bopladserne er de i hvert fald aldrig truffet, og man kan dårligt forestille sig en genstand af den størrelse tabt - og da slet ikke to på éngang. Nu har netop gemmefundene altid voldt forskerne lidt besvær, for hvad var egentlig meningen med gemmeriet. Umiddelbart tænker man på forvaring af værdier, en sikring af ejendom for eksempel i krigssituationer, og det kan være rigtigt i mange tilfælde. Men skjulestederne kan være så utilgængelige eller selve anbringelsen så ejendommelig, at man nødes til at forkaste den mulighed. Kun nogle hundrede meter fra Egebakfindestedet, ude i selve ådalen, der næppe var farbar i bronzealderen, er for år tilbage opgravet en lille samling våben, fire spydspidser og en pålstav. Og på Silkeborgegnen er fundet fire helt nye pålstave anbragt lodret med æggen opad under en stor sten. Her må være tale om ofre: gaver til en gud ydet for modtagne eller forventede tjenester - et »noget for noget« princip, som helt op til nutiden er praktiseret af visse naturfolk. Egebakøkserne lå ved randen af ådalen, ikke ude på det dybe, men flere af de andre kæmpeøkser er fundet i naturomgivelser, der peger mod ofring. Det skulle slet ikke undre, om samtlige stykker i denne fundgruppe var gudegaver.

Pragtøkserne er dog næppe fremstillet alene med ofring for øje, de må have haft en funktion i de levendes verden, blot forskellig fra de almindelige øksers. En anvendelse som paradevåben, værdighedstegn for samfundets spidser, kunne for eksempel tænkes, men så havde vi vel fundet dem i gravene, og det er som sagt aldrig sket. Igen må vi ty til religionen og kan gøre det med god samvittighed - helt tilbage fra stenalderen er der nemlig klare tegn på, at øksen har spillet en rolle i kulten. På bronzealderbilleder, først og fremmest helleristninger, ses mange våben, men det er tydeligt, at netop kæmpeøkser spiller hovedrollen. Undertiden optræder de alene, men ofte fremholdes de af mænd på en måde, så man forstår, det er dem, det drejer sig om (Fig. 8, Fig. 9, Fig. 10). At øksebærerne strutter af avlekraft, må betyde, at optrinet har med formeringen at gøre. Heri ligger vel det bedste bevis på øksernes kultiske funktion. Få vil betvivle, at fremstillinger som disse har et religiøst-magisk indhold.

Billederne viser flere økseformer. Nogle, der åbenbart er af lerkernetypen, har korte skafter, mens andre, der minder mere om de nyfundne, er sat på lange stager; har man blot én gang haft Egebakøkserne i hånden, vil man forstå, at det var næsten nødvendigt for at tumle dem. Processionsøkser har man kaldt disse våben, og der er virkelig noget optogsagtigt over billederne. Ofte ses to økser frembåret side om side. Det stemmer godt med fundenes øksepar.

En særlig spændende fremstilling må endnu nævnes, en figurgruppe fundet i 1700-årene, men nu sørgeligt reduceret (se Skalk 1975:1), så at man må ty til gamle tegninger for at få et indtryk af den. Her ses to hjelmklædte mænd, som i hænderne holder økser, tydeligvis af lerkerneformen. Måske er de barske herrer ikke blot økseholdere, men guden selv i tvillingudgave. At et jordisk våben kunne få en så fremtrædende plads i kulten, må skyldes, at det var guddommens attribut.

Vi skal dog næppe forestille os de massive kæmpeøkser i gudebilleders hænder, snarere som rekvisitter for bronzealderens præsteskab. Lerkerneøkserne, der afløste dem, satte punktum for udviklingen. I begyndelsen af yngre bronzealder synes typen at være gået af brug.