Odin og den romerske kejser

Det begyndte kort efter Kristi fødsel og fortsatte op gennem tiden - ikke blot som en mode i genstandsmaterialet, men ved forandringer på mange forskellige felter: landbrugsmetoder, væveteknik, vejbyggeri, brætspil, vægtsystem og i hele samfundsstrukturen. Der er tale om en langvarig og omfattende kulturel påvirkning, som rækker langt ud over lokale håndværkeres efterligninger af importerede sager, og der kan næppe være tvivl om, at den også har strakt sig til områder, som normalt ikke kan kontrolleres arkæologisk, for eksempel folks forestillinger og tankeverden. Vi skal i det følgende se, hvordan en særlig nordisk smykke- eller amuletform, nemlig de såkaldte guldbrakteater, ikke blot vidner om direkte romersk påvirkning, men også afspejler sociale og politiske processer, som den romerske indflydelse har sat i gang i de nordlige samfund.

Guldbrakteaterne er runde hængesmykker af varierende størrelse, som regel 3-4 cm i diameter. De er fremstillet i Norden, men med forbilleder i de romerske pragtmønter og medaljoner, som nåede herop i slutningen af romersk jernalder. Det begyndte med rene efterligninger, men heraf udviklede sig i 400-tallet de egentlige brakteater, der er præget ligesom mønterne, men kun på den ene side, og i øvrigt forsynet med øsken, så at man kunne bære dem i snor eller kæde om halsen. I billederne, brakteaterne er præget med, skinner de romerske forlæg klart igennem, men samtidig viser de glimt af tro og tanker hos de germanske folk, der fremstillede dem.

Det er svært og farligt at forestille sig den rolle, en lille gruppe af enkeltpersoner kan have spillet i en tidsalder, vi stort set kun kender gennem fundene, men vi kan da prøve at give et bud på, hvordan en massiv romersk påvirkning kunne opstå i områder, der aldrig blev direkte underlagt stormagten i syd. Det kan være sket gennem enkelte slægters tætte forbindelser sydpå, og her er det nærliggende at tænke på romersk militærtjeneste. Den romerske hær bestod dels af legionerne, som var de egentlige kernetropper, dels af forskellige hjælpekorps. Mens legionerne frem til 200-årene efter Kristus normalt kun var åbne for folk, der var født som romerske borgere, kunne alle gå ind i hjælpetropperne, også germanere. Tjenestetiden var 20-25 år, altså længe nok til, at soldaterne fik lært at tale og måske endda læse latin. De fik udbetalt deres løn i penge, de levede sig ind i romersk kultur og ikke mindst: ved hjemsendelsen fik de status som fuldgyldige romerske borgere, et gode, der gik i arv til deres børn.

Hvis en sådan germansk lejesoldat efter tjenesten vendte hjem til Stevns, eller hvor han nu var fra, og fik børn der, så var de altså romerske borgere, og sønnerne kunne til sin tid gå ind i de regulære legioner og tjene sig op i graderne, fuldstændig som en indfødt romer kunne det. Et historisk kendt eksempel fra tidlig romertid er Arminius, sejrherren fra slaget i Teutoburgerskoven år 9 efter Kristus, hvor romernes militære fremtrængen øst for Rhinen definitivt blev stoppet. Han var germansk høvding, men havde tjent i den romerske armé og var ikke blot blevet romersk borger, men også ridder. Hans bror Flavus, der ligeledes tjente i den romerske hær, forblev i modsætning til Arminius tro mod romerne under opgøret, og hans søn blev født i Rom som romersk borger.

Måske skal vi altså forestille os danske bønder, der kunne tale og læse latin, som vidste, hvad mønter var og kunne bruges til, som kendte romernes samfundssystem og hærorganisation indefra, som var fortrolig med den romerske gudeverden, ja som selv havde dyrket kejseren som gud. Men samtidig var de altså danske bønder og kunne som sådanne præge deres omgivelser (hvis de da ikke førte sig frem i Jean de France-stil og derved gjorde sig helt til grin). En sådan kulturblanding havde man jo også i selve Romerriget med dets mange nationaliteter, hvor lokale guddomme levede videre i let romersk iklædning som Jupiter Tanarus, Mars Lenus osv.

Stort kan det formodede indslag af skandinaver i den romerske hær dog under ingen omstændigheder have været. Der er tilsyneladende ikke bevaret vidnesbyrd om nordiske lejesoldater, hverken i historiske tekster eller i gravindskrifter. Man kan også spørge sig, hvor mange der ville vende tilbage til den barbariske hjemegn efter at have vænnet sig til civilisationens goder, især hvis de havde stiftet familie under tjenesten, hvad mange soldater gjorde, selv om det egentlig stred mod reglerne (Fig. 2). Men de få, der vendte hjem efter 20-25 år i det fremmede, har næppe været ældre, end at de kunne sætte børn i verden og påvirke deres omgivelser kulturelt. Det samme gjorde jo de hjemvendte veteraner i selve Romerriget.

Det er altså kun en forsvindende lille del af Nordens befolkning, der overhovedet kan tænkes som sådanne »lokale romere«, men disse få kan have været vigtige personer i samfundet. Set på denne baggrund er det måske ikke så mærkeligt at finde skæl af pinjekogle i en fynsk grav og romerske våben og prydgenstande i de store mosefund. I offermosen ved Thorsbjerg, lidt syd for vor nuværende grænse, er fundet to store runde prydplader af tydelig romersk herkomst. Det er »phalerae«, udmærkelsestegn, som de romerske officerer bar dem, men »forbedret« af germanerne ved pånittede dyrefigurer; de har altså også spillet en rolle heroppe. Et andet eksempel er runerne, som nu dukker op. Deres opfindere må have haft et intimt kendskab til skriften og dens anvendelsesmuligheder, og hvor skulle de have fået det om ikke netop i Romerriget. De må have følt et behov for at omplante skrivekunsten til hjemlig grund.

Fra grækerne stammer den skik at lægge en mønt i den afdødes mund - oprindelig for at han eller hun kunne betale færgemanden Charon, der skulle sejle sjælen over til dødsriget (Fig. 3, Fig. 4). Den sædvane blev overtaget af romerne, og fra dem er den blevet spredt i Germanien og Norden. På Gotland gik man så vidt, at man prægede særlige små brakteater uden øsken eller randtråd og lagde dem i gravene. Hvor sikre oplysninger foreligger, ses de at være fundet netop ved skelettets mundregion.

En brolagt vej over en engstrækning ved bunden af Præstø fjord er med sine fint sammenpassede sten et smukt eksempel på romersk vejbygningskunst omplantet til Norden; bygning af veje var netop en af de opgaver, romerske soldater blev beskæftiget med i fredstid. Men lad det være nok med eksempler. Hvad vi har villet illustrere er, at der må have været en løbende kontakt mellem Rom og Germanien, herunder Skandinavien. Der er tale om andet og mere end den kortvarige direkte berøring, der kunne opstå under krig eller lignende situation. Sådanne gæstespil ville næppe resultere i dybtgående samfundsændringer, og så ville selv de rigeste romerske pragtstykker kun have haft værdi for germanerne som kuriositeter (Fig. 4, Fig. 5, Fig. 6).

Netop det kan brakteaterne belyse. De var ikke blot plumpe efterligninger af nogle spændende runde billedplader, man fik sydfra. I ledende kredse har man haft gode forudsætninger for at vide, hvilket budskab de romerske præg formidlede. Opfattelsen af kejseren som guddommelig var et bærende element i den romerske stat, og den ide var netop kejseren naturligvis den første til at understøtte, derfor lod han mønterne præge med sit billede. Heroppe i Norden har man jo ikke haft grund til at propagandere for den romerske kejsermagt, så efter at den første kopieringsperiode var overstået, har man utvivlsomt lagt andre, mere nærliggende indhold i motiverne. Såvel hovedfiguren som de detaljer, man valgte at fastholde, har fået rødder i nordisk tankeverden, i forestillinger, man heroppe anså for vigtige. Vigtige nok til, at man ville ofre sit guld på dem.

I de romerske møntportrætter er kejseren afbildet med karakteristiske tegn på sin værdighed. De tidlige kejsere har en laurbærkrans om panden, de senere gerne et diadem, begge dele med løse båndender i nakken. Diademerne kan være rigt udformet og forsynet med en særlig fornemt indfattet juvel i panden. Kejserens kappe bliver holdt sammen med et pragtfuldt rundt spænde på den ene skulder, ofte med vedhængende perler. Ligesom diademet var det et kejserligt værdighedstegn, og vi genfinder det på Justinian-mosaikken i Ravenna. Her bærer hovedpersonen, kejseren, det store runde kappespænde, mens hans ledsagere nok har spænder, men betydeligt mindre fornemme (Fig. 7, Fig. 8).

På medaljonefterligninger og brakteater kan vi finde kappespændet og diademet mere eller mindre udførligt gengivet. Således på en brakteat med dobbelt »kejserportræt« fra Broholm på Fyn; her ses både spænder og diademer tydeligt med pandejuvelerne særligt fremhævet. Oven i købet har denne brakteat en indskrift med latinske bogstaver; brakteatmageren har åbenbart haft en romersk mønt liggende foran sig, og han har formået at gengive de for ham velsagtens uforståelige tegn næsten læseligt (Fig. 9, Fig. 10). Der står TANS P F AUC, hvilket (med de sædvanlige møntforkortelser taget i betragtning) må betyde Constans P(ius) F(elix) Aug(ustus) - Den fromme og lykkelige kejser Constans. Der kendes dog ingen Constans-mønter med dobbeltportræt, så på det punkt er guldsmeden altså gået sine egne veje.

De runde kappespænder optræder ikke på særlig mange brakteater, men diademerne er forholdsvis almindelige, mere eller mindre detaljeret gengivet. På et eksemplar fra ukendt sted på Fyn ses et tydeligt diadem med bånd i nakken. Den store juvel i panden mangler, men pandepartiet er dog fremhævet med en ekstra række perler. På andre brakteater er diademet blevet til en enkelt perlerække, eller kun båndenderne i nakken er kommet med. Som allerede bemærket var det næppe de romerske kejsere, man ønskede at præsentere for folkene i Norden, men deres værdighedstegn har man bevaret, og det må betyde, at også de nu afbildede mænd er herskere af en eller anden art. Det er der ikke noget mærkeligt i; på samtidige tidligkristne fremstillinger kan man se kejserlig klædedragt anvendt i helt anden sammenhæng. For eksempel på et mosaikbillede fra ærkebispens kapel i Ravenna; det blev opsat omkring år 500, altså netop på brakteaternes tid. Kristus står i våbendragt med brystpanser og skørt, med korset over skulderen og træder sine fjender under fode. Ganske som kejser Constantin på mønterne.

På en anden brakteat fra Fyn, stor og med et af de smukkeste og mest detaljerede præg overhovedet, ser vi igen diademet som en perlerække med bånd i nakken, men i en lidt finere udformning og kombineret med et flot flettet nakkehår. Også det kan være et herskersymbol, men her er det ikke romerne, der har leveret modellen. Hvordan nordboerne bar deres hår på denne tid, ved vi meget lidt om, men de frankiske kongers langhårethed omtales i samtidige kilder.

Men hvem er så de herskere, brakteaterne viser os med deres mere eller mindre lånte fjer? Ved siden af de egentlige billedmotiver ses af og til runeindskrifter med mærkelige, undertiden uforståelige, ord foruden hagekors og andre velsagtens magiske tegn - alt sammen noget, der leder tanken hen på en anden og højere verden (Fig. 11). Måske giver den store Fynsbrakteat et Fingerpeg. Den indeholder runeordet »houaR«, som betyder Den høje. Det kan være en runemestersignatur, men er også et af de navne, Odin optræder under i vikingetid; vi kender det fra digtet Håvamål, Den højes tale. Odin var blandt meget andet runernes og magiens herre, så man aner en sammenhæng. Den nordiske gudelære blev først nedskrevet længe efter brakteattid, og man kan roligt gå ud fra, den har ændret sig i århundredernes løb, men hovedtrækkene har dog nok ligget fast. Hvis man fordyber sig i brakteatmaterialet og sammenligner med de omtalte sene kilder, kan man finde flere træk, som bestyrker, at den ofte afbildede person er Odin, gudernes fyrste, men det er en længere historie, som vi ikke kan komme ind på her.

Men Odin var jo ikke vikingernes eneste gud, og det har han heller ikke været for deres forfædre i ældre germansk jernalder (eller folkevandringstid, som den undertiden kaldes på grund af de store omvæltninger, der dengang fandt sted i Europa). På nogle brakteater ses da også figurgrupper, således undertiden tre personer, der synes at optræde i et vist samspil. Det oprindelige forlæg må være et romersk møntmotiv, hvor den vingede gudinde Victoria med en palmegren i den ene hånd ses bekranse den sejrrige kejser (i midten), mens han nådigt tilgiver sine fjender, men dette heroiske tema har nordboerne fortolket frit. En bemærkelsesværdig detalje, der dog kun optræder på et af stykkerne, en brakteat fra Fakse, er en knækket fjer- eller kvistformet genstand, der stikker ud af kroppen på den midterste af de tre, en høj person, der efter stilling og udtryk at dømme er i stærk affekt; det umiddelbare indtryk må være, at han er ramt af en pil. Trods den store tidsmæssige afstand er det nærliggende at tænke på myten om Balders død, kendt i varierende udgaver fra vikingetiden og den tidlige middelalder. Hovedtemaet er, at guden Balder dræbes ved skud med en pil skåret af planten mistelten. Det kan være den situation, brakteatmageren har villet vise. Balder er ramt, men holder sig endnu oprejst. Manden til højre med spydet kan være Odin, den lille person til venstre måske drabsmanden. - Et andet brakteat billede, fra Trollhättan i Sverige, kan formentlig også forklares som en myteillustration. Det forestiller en mand, der bides i hånden af et stort dyr, og skal antagelig vise Fenrisulvens hævn. Som det måske vil erindres, blev den vilde Fenrisulv guderne for stærk, de prøvede at binde den, men ingen lænke var stærk nok. Der blev så fremskaffet et bånd, dværgene havde forfærdiget, det var blødt som silke og virkede så uskyldigt, at ulven fattede mistanke og forlangte, at Tyr skulle lægge sin hånd i dens gab, mens styrkeprøven fandt sted. Det skete, og da Fenris opdagede, at man havde overlistet den, mistede Tyr sin hånd. Nu skal man naturligvis ikke bruge de sene nordiske gudemyter som facitliste for brakteaternes billeder, men nogen kontinuitet må der have været i de religiøse forestillinger.

Men hvordan det nu end forholder sig med disse »fortællende« brakteatscener, så er den gennemgående person i billedgalleriet dog den formodede Odinskikkelse. Den romerske gudekejser er blevet til nordisk gudefyrste, et levende menneske til en mytologisk figur, men i begge tilfælde er der tale om en guddommelig hersker (Fig. 12, Fig. 13). I Rom var herskerbegrebet gammelkendt, og heroppe, hvor rigssamlingen vel så småt var i gang, har man nok også været fortrolig med det, i hvert fald har man ikke tøvet med at overføre de kejserlige magtsymboler til den nordiske asagud (Fig. 14). For resten må det ikke glemmes, at der også fandtes menneskeguder uden for Rom. Da frankerkongen Chlodovech i 496 gik over til kristendommen, blev han rost for at have afskrevet sine hedenske forfædres guddommelige status, og vi ved, at de angelsaksiske kongeslægter i England regnede deres herkomst fra Odin. Kong Skjold, stamfaderen til de danske Skjoldunger, skal ifølge historieskriveren Snorre have været søn af Odin, og Håkon Jarl i Norge regnede også ham for sin stamfader. Uppsalakongerne af Ynglingeætten mente at være guden Frejs efterkommere. En slags parallel til dette finder vi i senere tiders »konge af Guds nåde«.

Måske er det gennem den udstrakte brug af herskersymboler og værdighedstegn, brakteaterne giver deres bedste bidrag til Danmarkshistorien, så det kan være rimeligt at rette opmærksomheden netop mod dem. For at sådanne symboler kan fungere, skal der være nogle til at uddele dem og også nogle glade modtagere - for slet ikke at tale om den store beundrende hob, der skal ære og respektere bærerne. Disse betingelser var til fulde opfyldt i Romerriget, specielt inden for hæren. Blandt talrige gravminder over romerske legionærer vælger vi et for centurionen Marcus Caelius Lembo, der blev dræbt under slaget i Teutoburgerskoven. Her ses hovedpersonen selv i relief, overhængt med udmærkelsestegn: om panden bærer han en krone af egeløv, på brystet runde »phalerae« som dem fra Thorsbjerg og på skuldrene to ringe med fortykkede ender. Disse såkaldte torques var oprindelig efterligninger af keltiske halsringe taget fra overvundne fjender, men romerne bar dem på skuldrene eller brystet, ikke om halsen. De blev normalt uddelt i par, men kunne også gives enkeltvis. På en brakteat fra Køgeegnen ses en sådan ring med kugleformede ender båret på brystet.

Alt dette har de ledende blandt nordboerne sikkert vidst god besked med, og det ser ud til, at de i løbet af yngre romertid og folkevandringstid er begyndt at udforme deres egne magtsymboler, hvilket dog nok også hænger sammen med opkomsten af germanske kongeriger som goternes og frankernes. To slags armringe, begge kendt fra rige grave og begge åbne ligesom de omtalte torques, er tolket som værdighedstegn - den ene kaldes på grund af endernes specielle udformning ormehovedring, den anden, der er glat og med lige afskårne fortykkede afslutninger, kolbenarmring. På den store østsjællandske Himlingøjegravplads, der vel nok er datidens rigeste af sin art, finder vi begge typer repræsenteret, men der kendes flere rundt om i landet. I frankerkongen Childerichs grav blev fundet en kolbenarmring, og blandt andet derfor har den tyske arkæolog Joachim Werner villet knytte denne type til kongeslægterne, mens han mente, at ormehovedringene var for hirdmænd. Om rangfølgen kan stilles så skarpt op, kan diskuteres, men at der har været en sådan, er formodentlig rigtigt. Det er værd at bemærke, at ingen af de nordiske ormehovedringe, vi kender, viser tegn på slid eller andre spor af brug - det må vel betyde, at de ikke blev båret som almindelige smykker, men kun ved ganske særlige lejligheder. Tilsvarende bar de romerske soldater deres dekorationer ved parader og lignende officielle anledninger (Fig. 15, Fig. 16, Fig. 17).

Som berørt i det foregående tilhører brakteaterne en periode, hvor det danske samfund var ved at skifte form, og de små guldskiver kan med deres billeder bidrage til forståelsen af, hvad det egentlig var, der foregik. Vi må gå ud fra, at slægten har haft stor betydning for det enkelte jernaldermenneske; det var her, man hørte til, og i nødsituationer kunne man få hjælp og støtte hos sine slægtninge. Sådan var det, men efter alt at dømme er der under folkevandringstidens urolige forhold opstået en klasse af professionelle krigere, mennesker, som var knyttet til en stormand i et personligt troskabsforhold uden at være i familie med ham - altså en situation som den, vi kender fra sagnene om Rolf Krake og hans kæmper. Et sådant krigerhierarki må både have haft behov for at markere sig over for omverdenen og for at opretholde en intern hakkeorden. Det har de kunnet gøre gennem håndgribelige tegn som armringe, hjelme, pragtsværd osv. - foruden naturligvis ved ritualer, som vi ikke kan spore.

Også i folkevandringstiden må religion og politisk magt have været uløseligt sammenvævet, ganske som de var det i Romerriget og senere hen i middelaldersamfundene. Brakteaterne havde det hele: de var smykker, men med deres billeder, runeindskrifter og mærkelige tegn må de tillige have haft en magisk funktion som amuletter. En tolkning af motiverne kan altså bidrage til forståelsen af datidens religiøse forestillinger, men deri indgår et politisk element, nemlig det vi i det foregående har prøvet at belyse. Ved deres gentagne brug af herskersymboler - romerske ærestegn behændigt udnyttet til nordiske formål - illustrerer brakteaterne tidens nye ideer. Odin var magiens og kundskabens gud, men tillige krigsgud - han var altså passende at fokusere på for mennesker, der ønskede at koncentrere og demonstrere magt. Også billedskivernes materiale har haft betydning i den forbindelse. At bære, bortskænke og ofre guld gav stor prestige i kappestriden om magt og indflydelse.

Vi ved intet om den politiske opdeling af Norden i folkevandringstid, blot at der må have været gang i den proces, som resulterede i de tre riger, vi møder i vikingetid og videre frem til i dag: Danmark, Norge og Sverige. Ingen kilder fortæller os, hvor store enhederne var i 400-årene, om Danmark var delt i flere riger, eller om det allerede var samlet under én konge, og vi aner ikke, hvilken magt eventuelle (små)konger eller høvdinger egentlig kunne udøve. Men under alle omstændigheder har det været meningsfuldt for denne verdens mægtige at fremhæve gudernes fyrste på bekostning af de andre guder, sådan som vi ser det på brakteaterne. Det kunne være et eksempel til efterfølgelse.

Lit: Samfundsorganisation og regional variation. Jysk Arkæologisk Selskabs Skrifter nr XXIV. Under forberedelse.