O rigdom og guld

Ingen havde vist drømt om, at der nede i kirkegårdens muld skjulte sig en nautisk hilsen fra endnu langt ældre tid, men det gjorde der; den kom for dagen nu i foråret. Under udførelsen af sit hverv stødte graver Niels Offersen godt halvanden meter under overfladen på tre guldmønter liggende ved et skelet, ud for venstre hånds fingre. På grund af de presserende omstændigheder kunne der ikke foretages nogen egentlig undersøgelse, men det var graverens indtryk, at der var tale om en mand. To af mønterne havde som motiv et skib, en holk. Det er et ret stort middelalderligt fartøj, som også må have været brugt i Danmark, selv om der endnu ikke er fundet noget vrag af denne art.

De tre guldstykker er alle af typen nobel - en engelsk møntenhed, indført 1344 under Edward 3. - men værdien er forskellig: en hel, en halv og en kvart. Helnoblen var en af datidens største guldmønter med en diameter på 3,2 cm og en vægt, der skulle være 7,78 gram, når det var rigtigt. Såvel til den som til halv- og kvartnoblen blev anvendt det fineste guld, praktisk taget 24 karat. Noblen, der blev meget udbredt, optræder talrigt i et andet dansk fund, nemlig vraget af middelalderkoggen ved Vejby strand (se Skalk 1976:6), hvor der fremkom ikke mindre end 109 eksemplarer af den. (Fig. 3). Typen blev efterlignet i Flandern af hertug Filip den Dristige. Mens helnoblen fra Rømø stammer fra England, er de to mindre mønter af hertugens fabrikat.

Vi vil prøve at datere fundet og kan straks notere, at helnoblen er af en art, der blev præget 1351-61. Men den er noget slidt og dens rand beklippet, så den har sandsynligvis været i brug gennem længere tid. Beklipningen var noget, mindre ærlige personer foretog, og meningen var naturligvis at sikre sig lidt af guldet, før mønten gik videre. Det blev så almindeligt, at den engelske regering til sidst, 1411, nedsatte helnoblens vægt med omkring 10 procent til 7,00 gram for ligesom at genoprette balancen. Rømø-noblen har fået sin vægt reduceret helt ned til 6,89 gram - sikkert efter gentagne angreb med saksen - og det tør vel tages som en yderligere bekræftelse på, den har været længe i omløb. De to flamske mønter må være fremstillet mellem 1388, da Filip den Dristige begyndte sin nobelprægning, og 1404, som er hans dødsår. De er helt friske i præget og må altså forholdsvis hurtigt være endt på kirkegården. Hvis vi antager, at den ukendte rømser (rømøbo) er kommet i jorden omkring 1400-1410, har vi nok ikke skudt helt ved siden af.

Hvorfor gav man manden tre guldmønter med i graven? Her må vi desværre blive læseren svar skyldig. Det har ganske vist ikke været helt ualmindeligt, hverken i oldtid, middelalder eller nyere tid, at give den døde en enkelt mønt med på den sidste færd - den kaldes Charons mønt efter færgemanden, der i den græske mytologi sejlede folk over dødsfloden Styx (se Skalk 1971:2) - men her er der tale om tre pengestykker, og det er næsten for meget af det gode. En anden mulighed: Både fra sagn og fra fund på kirkegårde ved vi, at sære personer og gniere kan have fået værdisager med sig i jorden. Man fristes næsten til at citere Kingo: »O rigdom og guld / du jorderigs afgud i skinnende muld«. Skulle det være forklaringen?

I Danmark er Rømø-fundet det eneste sikkert kendte, hvor en serie guldmønter er medgivet som gravgave, men der går rygter om endnu ét og tilmed fra samme egn: et par guldstykker, som før 2. verdenskrig skal være opgravet på en af Fanøs kirkegårde. De er næppe bevaret, men da netop 1400-årene, hvad guldpenge angår, hører til de rigeste - man skal tilbage til folkevandringstiden for at finde tilsvarende - er det ikke utænkeligt, at også disse mønter (deres eksistens forudsat) kan have været fra denne periode. En anden Vesterhavsø, Sild, der nu ligger på den tyske side af grænsen, har bidraget med et beslægtet fund; det fremkom 1836 i en kirkegårdsmur og bestod af seks engelske nobler, tre fra Edward 3. (død 1377) og tre fra hans søn Richard 2. (død 1399) - altså formentlig også her gemt omkring 1400. Længere mod nord, på stranden mellem Hjerting og Esbjerg, fandtes under 1. verdenskrig en hel flamsk nobel fra Filip den Dristige, og fjerner vi os lidt fra kysten, kan vi tage endnu et møntfund med, gjort for tre-fire år siden ved restaurering af Møgeltønder kirke. For en gangs skyld drejer det sig ikke om en nobel, men om en samtidig tysk gylden, slået af ærkebispen i Trier, Werner von Falkenstein (1388-1418). At finde mønter i kirkegulve er ikke ualmindeligt, tværtimod de optræder i mængde, sikkert for de flestes vedkommende tabt ved ofring i kirkebøsser og -blokke, men det er overvejende småmønt; denne er den første af guld, som er fremkommet i Danmark. Det ædle metal klattede man ikke med.

Nok var 1400-årene usædvanligt guldrige, men man må dog sige, at fundene antyder en solid velstand i det sydvestjyske og specielt på Vesterhavsøerne. Beboerne her har i disse år haft handelskontakter til Vesteuropa. Noblen var en udpræget handelsmønt, først og fremmest brugt ved større forretninger - af danskerne navnlig i årtierne lige omkring 1400. I fundene optræder den, ligesom andre guldmønter senere i middelalderen, især ved kysterne.

Hvorfra kom guldet! For de engelske og flamske noblers vedkommende sikkert først og fremmest fra guldminerne i Vestafrika, i særdeleshed dem i det gamle kongerige Mali. 1324 foretog herskeren her, Mansa Musa, en pilgrimsfærd til Mekka og gjorde sig på gennemrejsen i Ægypten kendt for sin fabelagtige rundhåndethed; han menes at have haft 10-12 tons guld med sig, så der var noget at gøre godt med. Mali var for udlændinge et lukket og hemmelighedsfuldt land. Handelsruterne gik dels via Marokko og Mallorca til Genova, dels over Sahara til Alexandria og Venezia. Herfra - fra de to italienske byer - spredtes så guldet ud over Europa, fra Genova således via Flandern til England. Afrikansk guld var dog ikke den eneste mulighed for 1300- årenes mennesker; der var også miner i Europa, for eksempel i det nuværende Slovakiet. Det sjældne råstof er blevet udnyttet til det yderste. Vi kan roligt gå ud fra, at det, som var på markedet i 1300-årene, i ompræget form spillede en rolle langt ind i det følgende århundrede.

Det skinnende metal har grebet dybt ind i verdenshistorien. Det var tørsten efter guldet fra Mali og Vestsudan, der startede 1400-årenes portugisiske opdagelsesrejser.

Lit: Om Østersølandenes møntvæsen i perioden ca 1350-1500 se Nordisk numismatisk Årsskrift 1981 (med artikler på engelsk og tysk). Bogen, der for tiden er i trykken, kan bestilles på Møntsamlingen, Nationalmuseet.