Nu stod alle husene i lue
Hen på formiddagen den 23. august år 1011 stod Flose Tordarsön, høvdingen som en uforsonlig skæbne havde gjort til brandstifter, sammen med sine mænd ved de rygende ruiner af den statelige gård, der havde tilhørt den vise bonde Njal Torgeirssön på Bergtorshvol i Landöerne på det sydlige Island. I nattens løb havde de indebrændt Njal og hans hustru Bergtora og deres tre sønner samt nogle andre personer af Njals husstand. I den berømte Njalssaga, der er skrevet på Island omkring 1280, læser vi om de begivenheder som til slut førte til den berygtede mordbrand. Njals indebrænding er disse begivenheders dramatiske højdepunkt. Vist var den både stordåd og udåd - for at bruge Floses egne ord - men i vort sind spiller der dog et forunderligt skær om denne tildragelse, takket være sagaens fuldendte kunst, den middelalderlige forfatters mesterskab.
Af Kristján Eldjárn