Novgorod

Disse egenartede byer har haft stormfulde perioder, men også sødmefulde stunder, en historie af mere end sløve årstal. Digtere og eventyrfortællere har ladet sig fortrylle, og besøgende har villigt forvildet sig i strøg og stræder, nydt haver og ædel arkitektur. En sådan by er vokset frem af århundreders talent og drama. Novgorod, Ruslands gamle store by, omfattes med en særlig hengivenhed af nationalbevidste borgere i det store rige. Her overvintrede russisk kultur under mongolstormene gennem middelalderen. Novgorod holdt sig strunk og fri, medens Djengis Khan og hans efterkommere holdt landet sydfor slavebundet. Da anden verdenskrig bragte tragiske ødelæggelser i det traditionsrige miljø, satte sovjetrussiske arkitekter og arkæologer ind med et arbejde, som næppe har sidestykke andetsteds på jorden. Afbrændte kirker blev restaureret, ruiner bygget op, mægtige frie strækninger udgravet minutiøst, lag under lag til de ældste tider, sine steder 28 lagserier, hver med vidnesbyrd om sin epoke og sine skæbner. Nu ligger byen genrejst, en pryd, selv om den har lidt unødigt af barbariet.

Man kan igen opleve dens markante profil, når man, som vikingerne forhen, søger frem ad Volkhovfloden fra Ladoga til Ilmensøen, et par hundrede kilometer syd for Leningrad. Motorvejen Leningrad-Moskva passeres, men denne vej og disse byer er unge i forhold til Novgorods ærværdighed. Og dog betyder navnet: Nyby. Ny var den for over 1100 år siden. Det er formentlig ældre anlæg som det nærliggende Staraja Ladoga, den blev sammenlignet med.

I den disede luft skelner man byenhæve sig over den jævne landskabslinje. Kupler fra kirke ved kirke, men over dem alle Sofiekatedralens gyldne løg. Den er Novgorodboernes stolthed, grundlagt i 1045 som en udløber af den byzantinske kirkearkitektur med Sofiekatedralen i Konstantinopel som det store, ak for store, forbillede og nærmere ved Kijevs Sofiekirke. I disse fjerne byer var den græsk-ortodokse tros vigtigste arnesteder for missionen mod nord.

Så fortrolige var nordboerne med Novgorod, at de gav den et nordisk navn: Holmgård, men deres forbindelse med den gik også langt tilbage. I den tidlige russiske krønike, der har fået navn efter en skrivende munk i Kijev, Nestor, finder man en noget fantasifuld skildring, der også kendes fra et ældre sagn. Der får vi at vide, at Novgorods første konge var en nordbo, Rjurik, og at han skal være en af det russiske riges grundlæggere. Da navnet passer vel med det nordiske Rørek, har man ikke fra skandinavisk side haft svært ved at lade sig overbevise om beretningens troværdighed. Russiske videnskabsmænd har altid været mere forbeholdne. De mange nordiske personnavne, der går igen i tidlig russisk historie og ikke mindst i Novgorods, viser dog tydeligt nok den nordiske infiltration. 862 skal tre varægiske - det vil sige skandinaviske - kongebrødre være indkaldt, den ene for at tage sig af Novgorod. Han slog sig ned i kongeborgen uden for byen.

Vikingernes interesse for Holmgård-Novgorod hænger nøje sammen med byens beliggenhed ved en vigtig handelsvej; de benyttede den flittigt, så flittigt, at vejen ligefrem har fået navn efter dem: den varægiske. Ruten gik fra Østersøen ad russiske floder, forbi Holmgård og Kijev, til Sortehavet for at ende i eventyrets og rigdommens by Konstantinopel, af nordboerne kaldet Miklagård (den store by). Om dette samkvem mellem nord og syd vidner en traktat fra 912 mellem Rus-riget og det byzantinske kejserrige, underskrevet af gesandter med nordiske eller finske navne. Et par runesten og enkelte runeindskrifter i Rusland understreger ligeledes den skandinaviske aktivitet, men af egentlige oldsager af vikinge-karakter er der kun fundet få, flest i de tidlige bylag i Staraja Ladoga, et stykke fra Novgorod. Her foreligger fund fra 800-tallet ret talrigt, medens Novgorod selv endnu mest har givet materiale fra de følgende århundreder. (Fig. 1)

Dersom vi tør regne med, at der i 800-årene efter Kristus har været et nordisk (svensk) vikingevælde i det nordlige Rusland, må kongeætten i al fald snart være blevet indgiftet med russiske kongeslægter, hvad der ganske svarer til forholdene i det vestlige Europa, hvor vikingerne jo også virkede. Når vi i 900-tallet og fremefter hører om skandinaverne i Rusland, er det enten som købmænd eller som lejetropper. I sidste egenskab tog de livligt del i intrigerne, der var vel udtænkte og omfattende.

Kongen i Novgorod var i begyndelsen af 1000-tallet Jaroslav den Vise (et smukt, men ikke helt betegnende tilnavn). Han var en efterkommer af Rjurik og gjorde god brug af skandinaver, varægere, som han holdt hos sig i stort tal. Men »varægerne begyndte at øve vold mod gifte kvinder. Novgorod-boerne sagde: Denne vold kan vi ikke se på; og de samledes om natten og nedhuggede varægerne i Paramons gård. Og da kong Jaroslav havde hørt det, vrededes han på borgerne og samlede tusind berømmelige krigere, og med svig nedhuggede han dem, der havde nedhugget varægerne; men de andre flygtede ud af byen«. Samme nat får imidlertid Jaroslav fra sin søster bud om, at hans fader Volodimir, kongen i Kijev, og hans brødre er blevet dræbt. Han nødsages da til at forsone sig med Novgorod-boerne, de lover at følge ham, og med en hær på 4000 mand går han mod Kijev. Kijev-generalen driller Novgorod-boerne på det ømfindtligste, han kalder dem tømrere og Jaroslav et hinkeben, men han besejres og Jaroslav bliver konge i Kijev. Ifølge krøniken var en fjerdedel af den sejrrige hær varægere.

De nordiske krigere og købmænd udgjorde et ikke helt fåtalligt indslag i det russiske samfund. Lejlighedsvis skete det, at nordiske konger eller andre af kongelig byrd aflagde besøg. En af dem, Olav den Hellige, fik en kirke i Novgorod opkaldt efter sig, men før ham havde en anden norsk kongeætling, Olav Trygveson, gjort sig gældende dér, tilmed på ægte vikingevis. I hans saga, som er nedskrevet af Snorre Sturlason, fortælles det, hvordan den da fireårige Olav sammen med sin moder, fosterfader og en legekammerat foretog en rejse til morbroderen Sigurd, der indtog en høj stilling hos en russisk konge ved navn Valdemar (vistnok identisk med den ovennævnte Kijevkonge Volodimir). »Da de var kommet ud på havet og var sejlet en tid østpå, blev de overfaldet af estiske vikinger, som hærtog både skib og ladning. Mange af folkene blev dræbt, og resten fordelte de mellem sig for siden at sælge dem som trælle. Dér blev Olav skilt fra sin moder, og en ester ved navn Klerkon fik både ham, Toralf og Torgils. Klerkon syntes, at Toralf (fosterfaderen) var for gammel, hvorfor han slog ham ihjel; men drengene beholdt han og solgte dem siden til en mand, der hed Klerk, og fik en god gedebuk for dem. Da de seks år var gået, kom Sigurd Eriksson, hans morbroder, til Estland for på Valdemars vegne at opkræve skatter der i landet. På torvet fik han øje på en meget smuk dreng, som han straks kunne se måtte være af nordisk herkomst, og udspurgte ham om hans navn og slægt. Han sagde da, at han hed Olav, og at Trygve Olavsson var hans fader og Astrid hans moder. Da kendtes Sigurd ved drengen og forstod, at det var hans søstersøn, og spurgte ham, hvordan han var kommet der. Olav fortalte alt, hvad der var hændt ham. Sigurd købte begge drengene, både Olav og Torgils, og tog dem med til Holmgård.

Olav Trygveson stod en dag på torvet; det var fuldt af folk, og i mængden genkendte han Klerkon, manden der havde dræbt hans fosterfader Toralf Luseskæg. Olav havde i hånden en lille økse, og den huggede han i hovedet på Klerkon, så bladet stod ned i hjernen på ham, hvorefter han satte i løb hjem til herberget og fortalte det til sin morbroder Sigurd. Han tog straks drengen med sig og førte ham til den stue, hvor dronningen, Allogia, opholdt sig og bad hende redde drengen. Hun så på Olav og sagde, at så smuk en dreng ville det være synd at dræbe, og lod derpå sin livvagt kalde til sig, fuldt væbnet.

Holmgård var et så fredhelligt sted, at der var sat dødsstraf for hver den, der dræbte udømt mand. Hele folket strømmede derfor nu til, som deres skik var og loven bød, for at lede efter drengen, hvor han så var. Da de hørte, at han var i dronningens gård under bevogtning af fuldt væbnede mænd, indankede de sagen for kongen. Først fik han udvirket fred, og derpå blev der sluttet forlig på de vilkår, at kongen skulle fastsætte bøder for drabet; dronningen betalte mandeboden og beholdt Olav hos sig«.

Dette virker som et autentisk billede af den iltre vikingedreng, som ser en mulighed for at hævne fosterfaderen og handler impulsivt. Over for ham står Novgorods folkeforsamling med dens dømmende myndighed og krav om fred og bod. Ikke noget ueffent symbol på to verdeners møde. Uden for selve byområdet, på borghøjen, boede kongen. Inde, velbeskyttet bag bymuren, samledes folket, i middelalderen omkring 80.000 mennesker, altså en ganske imponerende skare. Her rådslog de. Folkeforsamlingen, vetje, som den kaldtes, blev med tiden Novgorods store magtfaktor. Under vikingetiden var byen undergivet kongemagten, men fra 1136 til 1471 regerede den i realiteten sig selv som en aristokratisk republik. (Fig 2)

De væsentligste kilder til denne del af byens historie er annaler som den omtalte første Novgorodkrønike. Her møder man folkeforsamlingen i hele dens forbavsende magt, og at det kunne gå livligt til, får vi let blik for. Ved et folkeforsamlingsmøde i 1270 blev kongen - atter en Jaroslav - jaget ud af byen, nogle af hans tilhængere blev dræbt, andre flygtede eller søgte tilflugt i Sankt Nikolaj. De fortørnede Novgorodboer plyndrede de bortjagnes huse, og til kongen sendte de følgende brev: »Hvorfor har du inddraget Volkhov med andejægerne og inddraget marken med harejægerne; hvorfor har du taget Aleksej Mortkinitjs gård, hvorfor har du taget sølv fra Mikifor Manuskinitj? Og for det andet, hvorfor bortfører du de fremmede fra os, som bor hos os?« Brevet slutter: »Og nu, konge, kan vi ikke tåle dine voldsgerninger. Drag bort fra os, og vi vil selv skaffe os en konge«. Kongen var dog ikke til sinds at følge denne opfordring. Han boede jo - som det viseligt var indrettet - uden for bymuren, og her samlede han en hær og belejrede Novgorod. Da sendte Novgorodboerne ham dette stolte budskab: »Konge, du har lagt råd op mod Sankt Sofie. Kom, så vi kan dø med hæder for Sankt Sofie; vi har ingen konge, men gud og retten og Sankt Sofie, og dig vil vi ikke have«. Nu trådte imidlertid biskoppen til; han forsonede de to stridende parter, Jaroslav bøjede sig for byens betingelser, hvorefter han blev valgt til hersker igen. Man mærker sig, at et af klagepunkterne er kongens uberettigede ande- og harejagter. Sådanne krænkelser har ætset dybt i de ærekære borgeres sind.

Den gamle varægiske handelsvej havde i tidens løb mistet meget i betydning; og fra begyndelsen af 1200-årene blev der lagt en solid bom over den af mongolerne, som gennem lange tider herefter spærrede og kontrollerede ruterne mod Sortehavet og Østen. For de frie nordrussiske byer betød det afbræk i gamle forbindelser, men tillige, at de nu uden konkurrence kunne hengive sig til handel med landene mod vest. For russiske produkter som pelsværk, salt og slaver modtoges ting, de selv havde brug for, for eksempel klæde, korn og metaller. Hvor stor en rolle, handelen spillede, fremgår af de fremmede købmænds direkte engagement i Novgorod. De fik lov til at opføre gårde, ja man lod dem indrette kirker til deres egne trossamfund. De vidtberejste Novgorodboer forstod sig passende på tolerance, og det er interessant at se, hvor frit de fremmede handelskompagnier virkede. Også nordboerne havde deres gård og kirke; gården blev vel først og fremmest benyttet af gotlændinge, kirken var, som allerede nævnt, opkaldt efter en norsk konge, som lidt ind i 1000-tallet opholdt sig på stedet: Olav den Hellige. Da stenkirkerne var mere velbeskyttede end gårdene, var det nærliggende at oplagre varerne dér med vagter posteret ved de kostbare sager. En sådan anvendelse af gudshusene var kendt og anerkendt i datidens Europa, men den var ikke uden risiko; i nødssituationer søgte folk til kirken, og udbrød der brand, blev det tætpakkede rum et dødsensfarligt sted. Der er udspillet ubeskrivelige scener i brændende kirker mellem vareballerne. 1217 gik der ild i Sankt Olavs kirke i Novgorod, og »alle de varægiske varer uden tal« gik op i luer.

Købmændene og kirken kom godt ud af det sammen; de varetog hinandens interesser. Rige købmænd eller købmandsgilder byggede kirker og betalte endda præsterne løn, men modtog så til gengæld særlige rettigheder af kongen. Når folkevisedigteren skulle besynge en helt fremfor nogen, valgte han Sadko, den kloge og beregnende spillemand, der svang sig op til at blive Novgorods rigeste købmand, som væddede med de andre om, at han kunne købe alle varer i byen. Denne helt var ikke nogen sagnfigur, han var virkelig nok. Sadko Sytinitj byggede 1167 stenkirken for Boris og Gleb. (Fig. 3) (Fig. 4)

Novgorod havde suverænitet over store landområder, strækkende sig til Volga og Hvidehavet; deres beboere måtte betale skat, som tilførte byen mægtige rigdomme: pelsværk, honning, jagtfalke, hvalrostænder, for blot at nævne et lille udvalg af alt det, den dominerende by fik i tribut. Her var en vigtig kilde til byens velstand, men når skatten skulle inddrives, var det ikke altid, at påligning og kundgørelse var nok. Skatteopkræverne måtte være robuste og velbevæbnede, for de kom let ud for modgang. Om en sådan episode fortæller krøniken: »I det samme år (1149) drog Novgorods skatteopkrævere ud i ringe antal; og da Jurij (en vasalkonge, som spændt fulgte Novgorods politik) havde erfaret, at de gik i ringe antal, sendte han kong Berladskij med krigere, og efter at de havde kæmpet lidt et sted, tog Novgorodboerne opstilling på en ø, og da de andre havde stillet sig overfor, begyndte de at lave en forskansning på skibene«. Novgorod-skatteopkrævernes effektivitet fremgår klart af det, som derefter skete. Talløse skatteborgere blev efterladt på valpladsen.

Novgorod havde brug for tropper og hærførere ikke bare for at bekæmpe oprørske undersåtter og kue genstridige konger. Dens hær forstod at sætte sig i respekt, også når truslerne kom udefra. Under Aleksander Nevski blev først svenske, derpå den tyske ordens invasionsstyrker slået (1240 og 1242). Den gyldne horde, mongolherskerne, som rådede over de sydlige egne, holdt man fra sig med våbenmagt og pengegodtgørelser. Først i 1471 blev byen afgørende besejret, og da af en slægtning, Moskvatsaren Ivan III; den blev reduceret til en del af hans rige, og fra da af var det ude med Novgorods suverænitet.

Lad os gå i land ved bryggen og se byen an. Man færdes let fra den ene bydel til den anden over broen, som blev mere end et forbindelsesled. Den var skueplads for afvekslende begivenheder. Her mødtes stridende parter fra hver sin bred og afgjorde deres mellemværender med andet end argumenter. Her var byens yndede henrettelsesplads. Man smed ganske enkelt de dømte ud fra broen og lod dem drukne. 1141 lykkedes det en således udsmidt at bjærge sig levende i land; han fik lov at løbe, men Novgorodboerne tog hans formue fra ham. 1143 skete det, at »vinden sønderbrød isen og førte den ind i Volkhov, og den knuste broen og bortførte fire brofag fuldstændigt«.

Broen ligger omtrent, hvor den altid har ligget; den forbinder stadig de to bydele, borgdelen med den høje kannelerede ringmur, der blandt andet beskytter bispeboligen og domkirken, og torvedelen med de mange handelsgårde og folkeforsamlingspladsen i (eller ved) Jaroslavgården. Her hang den klokke, der var Novgorods symbol: vetjeklokken, som kaldte til folkeforsamling. Den angav Novgorods frie og uafhængige status, som opløstes ved Moskvatsarens erobring. Ivan III tog klokken med sig til Moskva, men i velmagtsdagene lød dens røst ikke forgæves; da stimlede befolkningen sammen med mulighed for at tage til orde om byens politik og domssager. Selv om sagerne oftest var afgjort på forhånd af de fornemste, bojarerne, var det dog en form for folkestyre, som virker frapperende i denne tidlige tid; og selv om valg af ledere kun omfattede repræsentanter fra aristokratiske slægter, var det dog folkets afgørelse, der stod ved magt.

Det er et interessant træk ved Novgorod, som i høj grad er kommet arkæologerne til gode, at gadeføringen i alt væsentligt ligger uændret hen. Som stræderne drejede og ledte frem i ældste tid, således går de også den dag i dag. Ikke blot kirkerne, men også de almindelige huse ligger på samme grundstykker som deres forgængere, og denne tradition går mange århundreder tilbage. De fremmede købmandslav-hansefolkene, gotlændingene og de andre virksomme fremmede - fastholdt deres grundstykker og deres bygningers plads. (Fig. 5)

Da udgravningerne satte ind, blev man hurtigt klar over, at der var
usædvanlig gode muligheder for at føre snit gennem byens aflejringer. De plankebrolagte gader afdækkedes, den ene under den anden, ledende i samme spor, men fornyet og hævet. Takket være beliggenheden i de fugtige drag om Volkhovfloden er træ, læder og andre organiske stoffer bevaret forbavsende godt. Af byhusene, som har været i een eller to etager, er levnet de nederste partier, bygget af sammenskårne vandrette træstammer med tætning. På gulvene er der arnesteder og ovne, og her finder man redskaber, lerkar, udskårne træsager, fodtøj samt - i håndværkerkvartererne - støbeforme, filigransmykker, drejede trækar og -bægre. Fundene er så overvældende, som man kan vente det fra et energisk virkende samfund som denne internationalt orienterede by. Der er også bevaret sølvbægre og andre smykker med fornemme billeder og ornamenter som vidnesbyrd om tidlig kunstsans. De har hørt til hos overklassen, bojarerne, hvis huse, som er fundet og undersøgt, vidner om større og mere velstående forhold. Hvor det har været muligt, har man rekonstrueret disse overklasseboliger -om ikke andet så i model. (Fig. 6)

Under udgravningerne gjorde de omhyggelige arkæologer gang på gang overraskende fund, men næppe nogen så inciterende som de velbevarede birkebarkstykker med indridsede bogstaver - nogle regulære breve, andre blot meddelelser. Som allerede meddelt, blev der gennemgravet 28 lag. Birkebarkstykkerne - der var flere hundrede - fremkom i lagene fra 3 til 23, det vil sige spændende over perioden fra 14-1500-tallet og tilbage til tiden kort efter år 1000. Alle disse barkdokumenter er skrevet med kyrilliske bogstaver på gammelrussisk, som det fremgår af de prøver, der vises her. Det er i sig selv vigtigt at se, hvor almindelig udbredt skrivekunsten var, for det er alle slags folk, der har ridset deres tanker ned, og der er tilmed skoleøvelsesstykker imellem. Og blandt disse mange slaviske smådokumenter er der en enkelt nordisk hilsen, en lille indridset runeindskrift.

Vi får brogede og livsnære indblik i datidens tilværelse: en beder om at låne nogle penge, en anden opfordrer sin kone til at sende rent undertøj. Her er testamenter, kærlighedsbreve, indbydelse til begravelse, bøn om bistand i knebne situationer. Det siger sig selv, at vort kendskab til byens historie og livsbetingelser gennem denne direkte kontakt med Novgorodboerne er blevet tilført nye træk. Tidligere byggede vi vor viden på krøniker og folkeviser med store og afgørende begivenheder til emne; i birkebarkbrevene taler den brede befolkning, de jævne borgere selv. De svundne generationer har fået stemmer. Det er tyste, indtrængende røster, der stiger ud af mulden. (Fig. 7)