Normal-dysse

Forklaringen er sikkert, at der meget sjældent gøres nye fund i dysserne, og det skyldes nok ikke mindst den lige omtalte monumentalitet. De vidt synlige og samtidig forholdsvis let tilgængelige stenkamre har virket alt for fristende på skattejægere, og langt de fleste er tømt, mange måske allerede i oldtiden. Kun omkring to procent af landets ca 5000 dysser har givet samtidige fund. En ny udgravning af et forholdsvis uforstyrret dyssekammer kan altså ikke være helt uden interesse.

Klokkehøj ligger ved Bøjden på Sydvestfyn, men højen, navnet antyder, er for længst bortpløjet og kun stengraven står tilbage; så tidligt som 1886 omtales den som et fritliggende dyssekammer med afvæltet dæksten. 1893 blev mindesmærket fredet, men siden har det ligget halvskjult og forholdsvis upåagtet i et læhegn. Denne beklagelige tilstand fik interesserede grundejere til at foreslå en frilæggelse og restaurering, hvor den omtalte dæksten skulle lægges på plads.

Sidst på efteråret 1977 blev der afsat et par dage til dette arbejde, som imidlertid kom til at forme sig noget anderledes end ventet. Den formodede dæksten viste sig at være en mægtig bæresten, så kammeret måtte forblive udækket; det var iøvrigt ganske velbevaret, skønt tydeligt mærket af gamle sprængningsforsøg. For at få rede på konstruktionen blev der gravet ned omkring stenene. Herved afsløredes det, mod al forventning, at store dele af gravens oprindelige indhold var bevaret uforstyrret. Der blev fundet rester af mindst tretten voksne og syv børn - mennesker fra vor ældste bondestenalder.

Med en gulvflade på 2 x 3 meter og en højde på småt et par meter er dette dyssekammer blandt de største, som overhovedet kendes. Om der oprindelig har været en kort gang, kunne ikke afgøres, men bortset fra dette var konstruktionen klar og med mange instruktive detaljer. Man må beundre den færdighed, hvormed væggenes tonstunge sten er bragt på plads uden den mindste forstyrrelse af de omliggende jordlag. Alle mellemrum i kammervæggene var omhyggeligt udmuret med opstablede sandstensflager, og gulvet var af en speciel og kompliceret konstruktion« med opbygning i flere lag (Fig. 2). Nederst lå sandstensfliser - af ringere kvalitet end i murværket og formodentlig affald fra dette - og derover et tyndt lag singels med indhold af spredte muslingeskaller, som viser, at det må være hentet på stranden. Derover igen et afrettende lerlag, pletvis ildpåvirket og belagt med et tyndt lag hvidbrændte flintskærver. Tilsvarende gulve er vist ikke tidligere fundet i nogen dansk dysse, hvorimod de er almindelige i mecklenburgske stengrave. Det er ikke første gang, vi fornemmer, at vor bondekulturs pionerer har hentet impulser hinsides Østersøen.

Direkte på lergulvet lå skelettet af en yngre mand, stort set velbevaret, dog uden hoved (bortset fra underkæben) og med nogen forstyrrelse i den ene side forvoldt af en senere nedgravning. Samme nedgravning har sandsynligvis fjernet skelettet af en voksen person ved mandens side; mellem hans højrearm og kroppen lå nemlig de samhørende knogler til en »fremmed« venstrearm. På den anden side af manden, ved hans venstre lår, fandtes kraniet af et ca femårigt barn, således placeret, at samhørighed forekommer sandsynlig. De tre, to voksne og et barn, kan med nogenlunde sikkerhed siges at have hvilet sammen på dyssens gulv. Var de i familie? Fandt begravelserne sted samtidig? Det er spørgsmål, vi ikke kan svare på.

Til mandsskelettet hørte en ejendommelig dolkformet bengenstand med gennemboring og tværgående ornamentbånd; den lå ved venstre håndled med spidsen pegende opad, mod albuen, som havde han haft en kniv i ærmet. Et meget lignende stykke med samme ejendommelige anbringelse fremkom for nogle år siden i en sjællandsk jordgrav, men ellers skal vi til samtidige polske fund for at finde type og placering bekræftet. Endnu et udtryk for kontakten over Østersøen. At genstanden, trods formen, ikke er en kniv, synes indlysende (Fig. 3, Fig. 4). Kan det være en håndledsbeskytter til afbødning af buestrengens hårde slag?

Keramik, som sjældent savnes i veludstyrede grave, fandtes i kammerets fodende: et sæt bestående af en langhalset lerflaske og to brede bægre, muligvis hørende til mandsskelettet. Sådanne gravkar findes i reglen tomme, og man antager, de har indeholdt mad og drikke, den dødes rejsekost. En forbløffet konservator kunne imidlertid pille mere end to hundrede brændte flintskærver ud af lerflasken. At de skulle være kommet i tilfældigt, kan udelukkes, men har de virkelig været der oprindelig? Man fristes til at henføre flintskærverne så vel som det manglende kranium til senere tiders uorden.

Uorden er netop ordet, som kendetegner resten af fundet. I det op mod halvmetertykke sandlag, som dækkede ligene på lergulvet, fandtes omkring 500 mere eller mindre itubrudte knogler i vild forvirring. På tre steder lå benene så tæt, at man kan tale om dynger - de to indeholdt mindre knogler, den tredje derimod et halvt hundrede af de største lemmeknogler, deriblandt mandsskelettets manglende lårben. I nogle tilfælde fandtes mindre skeletpartier i rigtig anatomisk orden. Det må betyde, at sammenrodningen er sket, inden ligene var gået helt i opløsning (Fig. 5, Fig. 6).

I knogledyngerne er mindst 18 skeletter repræsenteret, men langt fra i deres helhed; meget mangler, hvor det så er blevet af (Fig. 7). Den slags knoglehobe er i virkeligheden typiske for dysserne, hvor respekten for de dødes rester synes at stå i omvendt forhold til den omhu, der er ofret på stenkamrene. Nogle forskere mener, at man har skubbet de ældste skeletter til side for at få plads til nye begravelser, andre at skeletteringen er foregået uden for kamrene, og at det alene var knoglerne, som blev lagt ind. I vort knoglelag blev fundet nogle få ravperler, pilespidser samt rester af mindst fem lerkar, hvert repræsenteret ved et par eller blot et enkelt skår. Om man vil tage dette til indtægt for den ene eller den anden af teorierne, må blive en smagssag.

Keramikken og de andre sager i Klokkehøj viser, at gravlægningerne har fundet sted inden for en forholdsvis kort periode af vor ældste bondestenalder. Det er overraskende, fund fra denne tid skulle efter de gængse forestillinger ikke optræde i rummelige kamre som vort, men høre hjemme i smalle, ca mandslange, gravkister. Man har opfattet dyssernes forskellige former som elementer i et darwinistisk præget udviklingsforløb begyndende ved de omtalte enmandskister og kulminerende med de store jættestuer. Gravgodset, når det en sjælden gang forekom, syntes at bekræfte tanken, men netop sparsomheden gør dets udsagn svagt, og nu kommer altså Klokkehøj som et vægtigt modargument. Manglen på tilsvarende fund kan skyldes, at de store, vidt synlige kamre fristede mere til genbrug og plyndring end de små og lukkede kister.

De to voksne og barnet på stenstuens rummelige gulv bringer et par andre fund i erindring: Sjørup-dyssen med det afbrændte trækammer (Skalk 1977:5) og gravene på Bøgebakken ved Vedbæk (Skalk 1975:5) - begge steder sås børn og voksne i tilsyneladende harmonisk dødsfællesskab. Fra jægerstenalderens »familiegrave« til bondestenalderens kollektive gravform er - som påpeget af Erik Jørgensen - springet ikke langt. Situationen er den samme, kun rammen har ændret sig. Det skarpe skel mellem de to epoker synes her under udviskning.

(Fig. 8)